1 - Grønt Miljø

Kommunerne der bare
gør som de plejer
Trods reformen har nogle kommuner hverken
erkendt udfordringerene eller mulighederne
DEBAT
Af Svend Andersen
To år efter kommunalreformen
er det oplagt at vurdere
hvor langt man er kommet
med de grønne udfordringer.
Har sammenlægningerne
resulteret i større grøn ekspertise
og har den fået lov at udfolde
sig? Ideen var ikke
mindst at gøre kommunerne
store nok til at få stordriftsfordele
med fagfolk nok. På det
grønne område skulle det gerne
styrke den langsigtede
overordnede planlægning og
dermed også en målrettet faglig
optimering af driften - udbudt
eller ej.
Hvordan er det så gået og
hvilke udfordringer står tilbage?
Det er desværre ikke undersøgt
inden for vort område,
men jeg ser flere udfordringer
der består. Som jeg ser det kan
kommunerne opdeles i tre kategorier
når det gælder ekspertise
og organisering: Dem
der er på plads, dem der arbejder
intenst med det - og dem
der endnu ikke har erkendt
udfordringerne og mulighederne.
Hvor mange der er i
hver kategori vides ikke, men
det interessante er vel også
hvorfor sidste kategori findes,
og hvad der skal til for at disse
kommuner kommer i gang.
Gør bare som de plejer
Mange storkommuner er sammenlagt
af mindre købstæder
og landkommuner hvor man
tidligere klarede sig med praktiske
gartner- og vejafdelinger.
Efter sammenlægningen er
modellen stort set videreført
uden at blive tilført ekspertise
inden for planlægning og udvikling
af det grønne.
Kommunalbestyrelsen har
naturligt nok ikke de faglige
forudsætninger for at se behovet,
og de fagligt uddannede
er praktiske folk der måske føler
behovet, men ikke har til
opgave at formulere det politisk.
Resultatet er at de gør
som de plejer bare i større stil.
50
Disse kommuner er typisk
langt fra Den grønne Tænketanks
anbefaling af 1 faglig
administrativ medarbejder pr.
10.000 indbyggere.
Samfundet giver kommunerne
relativt stort selvstyre, men
det er næppe i hverken samfundets
eller kommunernes interesse
at det grønne skal prioriteres
meget forskelligt fra
område til område i landet. Af
hensyn til befolkningens og turisters
oplevelse af landet, miljø,
æstetik og velvære må der
forventes et vist fælles nationalt
niveau inden for det grønne.
Set i det lys har de kommuner
med styr på det grønne en
interesse i at få alle med. Og
her vil det hjælpe hvis de faggrupper
der har indsigten er
mere med til at synliggøre problemstillingerne
i pressen.
Et iøjnefaldende problem er
at nogle kommuner adskiller
det grønne i by og på land ved
at lade vejtræer mv. høre under
vejafdelingen. Det er urealistisk
og fordyrende med grøn
ekspertise to steder i kommunen,
men resultatet bliver ofte
at vejafdeling og vejtræer forsømmes.
Kommunen står fortsat
med forsømte vejplantninger
og et uensartet grønt
image. Hvorfor dog ikke samle
ekspertisen ét sted og forpligte
afdelingerne til samarbejde på
relevante områder?
Skolelederens grænse
Et andet problem er afledt af
det politiske ønske om at give
kommunale og statslige institutioner
større økonomisk selvstyre.
Befolkningen opfatter
med rette disse institutioner
som en del af det offentlige og
har derfor også forventninger
til et vist fælles niveau i udtryk
og omgivelser. For at fungere i
praksis - og økonomisk optimalt
- kræver det faglig projektering
og driftsmæssig langtidsplanlægning
og indsats.
Men kan ansvaret for økonomi
og ledelse af den grønne indsats
risikofrit overdrages til
skiftende skoleledere mv.?
Historie eller fremtid? Gadetræ under angreb. Fra en mindre stationsby.
Disse ledere har ingen faglige
forudsætninger for grøn
planlægning og styring. Hvis
den enkelte skole mv. husker
at prioritere omgivelserne og
erkender egne forudsætninger,
kan der købes ekspertise
udefra. Det sker næppe med
de daglige problemer med at
få økonomien til at hænge
sammen. Resultatet bliver nedprioriteringer
og grønne hovsaløsninger
der ikke holder.
Og med pengespild til følge.
Set i lyset af opgavens størrelse
bør kommunen stille den
nødvendige faglige ekspertise
til rådighed for projektering,
planlægning og drift af udearealerne.
Både økonomi og
ekspertise skal være til rådighed
for det grønne som man
dyrekøbt er ved at erkende inden
for vedligehold af offentlige
bygninger.
Selverkendelsen
Vi har hver især et ansvar for
som fagfolk at påpege og anskueliggøre
disse og andre
problemstillinger over for politikere
og beslutningstagere.
Til dette brug har vi et behov
for undersøgelser der doku-
menterer problemerne og aktuel
status.
Dokumentationen er nødvendig
for kommunernes erkendelse
af at man ikke har de
nødvendige forudsætninger
for at optimere og udvikle det
grønne - fordi de grundlæggende
registreringer, analyser
og strategiarbejde og rette
fagpersoner mangler.
Jeg savner målinger af hvor
den faglige standard ligger både
i det private og offentlige.
Det kan være på enkeltanlæg,
nye som gamle, og inden for
større driftsområder og mere
overordnet. Selv fornemmer
jeg at havekultur og faglig respekt
er på tilbagetog - i modstrid
med samfundsønsker om
miljø, folkesundhed mv.
Når man gennem målinger
får dokumenteret at noget
ikke er optimalt - eller måske
endda mislykket - er det konstruktivt
at få afdækket om niveauet
er tilsigtet eller om fejlen
ligger i projektering, anlæg
eller drift. ❏
SKRIBENT
Svend Andersen er uafhængig træ- og
planterådgiver i firmaet Svend Andersen
Plantefokus.
GRØNT MILJØ 1/2009