Danske Studier 1935

90 FRA SPROG OG LITTERATUR
nævnte Sprogavloriteters Fortolkning. Ved et grimt Uheld lader han mig
have talt om „en Skytsaand" (R. 106), skønt jeg aldrig har forestillet
den haandgribelige Bondemand som et saadant engleluftigt Væsen. Derimod
følger jeg villig R. i, at man aldrig blindt skal lyde en Avtoritet;
han kan derfor ikke undres over, at jeg efter grundig Overvejelse nægter
at godtage ham som min Avtoritetsmand, naar han ene med en omtvistelig
Lydlov til Sværd vil undlive Vætten saa grundigt, at han slipper for at
møde ham som Gjenganger (R. 109).
Denne Lydlov, Grundstøtten i hele Rohmanns Undersøgelse, lyder:
Modsat de fleste danske Ømaal holder det bornholmske Sprog altid Lyden
tt i Trykstavelse uforvansket som t; kun i Svagtrykstilling kan den glide
ud i d. Følgeligt kan Navnet Bonavedde aldrig være fremgaaet af Ordet
Vætte (R. 107). Jeg er enig med R. i, at Trykstyrken hviler paa Navnets
tredie Stavelse som i en Række andre Ord, jeg hører endnu den rungende
Tryksajsten, en 1929 død bornholmsk Musæumsmand altid gav sin
højagtede Direktør Ma'ke'pranng. At Navnet i den tidligste Optegnelse
1625, fjorten Gange gjentaget, stadigt deles i to tryksvage Ord Bonde
Vedde, saaledes ogsaa 1746 paa B. F. Hammers Bornholmskort, gjør det
uvist, om det muligt først ved senere at sammensvejses i eet Ord har
faaet sin almene Tryksajsten. Herfra kan jeg dog gjerne se bort; nu er
den der altsaa.
Hin vættedræbende Særlov er næppe mere holdbar end Bornholms
øvrige Privilegier, der ere druknede i Tidernes Strøm. Som en fortrinlig
Lydlov deler den alle gode Reglers drilske Kaar: nulla regula sine exceptione.
Byen Rønnes middelalderlige raat skurrende Navn Iiottne brugtes
endnu 1609 af dens Borgmester og dens Præst (H. 569, 573); da havde
dog Borgerne længe tygget paa det for at gjøre sig det mundret og
mageligt, 1584 skreves det af Byens Øvrighed liødne (Rønne By og
Borgere, 57), og videre frem er det blevet det mundsmilende Rønna
(E. 282). Maaske vil man indvende, at en Forbrydelse mod hin strenge
Lov tør virkelig ikke tillægges Øvrigheden, thi dens tt 1609 turde være
uhjemlet Tyvegods. Jeg har kun at holde mig til Skriftbrugen, som
Rohmann sig til Bonde Vedde, om Navnenes Udtale i en fjern Fortid vide
han og jeg lige lidt; og nu staar dette trykstærke tt der altsaa.
I Bolskersen (Bornholmernes mundnemme Udtale af Botulfs Kirkesogn)
ligger Kattesletsgaard, hvis Navn findes saaledes skrevet 1642 og
udtalt nu 1935. Men i sin paa Bornholm affattede Matrikelbog (Rigsark.)
skrev J. S. Borman 1671 dens Navn Kadslegaard, saa dejligt bornholmsk
mundret, at han maa have ogsaa hørt det udtalt saadant. Habent sua fata
nomina. Undtagelserne kunne nemt blive saa store, at de tage fat paa at
dikke med Reglen. Helt lydvillige have Bornholmerne ikke stillet sig til
den dem af R. givne" Lydlov. De sige vædda (E. 142), hvor Gammeldansk
har hvætte, at skærpe, og forgjædda (E. 82) for Dansk forgjette,
at glemme. De have to Par Ordsøstre: skratta og skradda, at skurre,
det første om Menneskestemmer, det andet om livløse Lyde (E. 300);
sjølta og sjødda, at vare om noget og at varetage et Arbejde (E. 295).
Saaledes kunde lovstridige Bornholmeres Munde mageligt omgjøre Vætte