Danske Studier 1935

LOBLOMSTER 87
no. dial. laa, mosevand, ty. (dial.) loh, mose; nu næppe br.)" — Efter
betydningsangivelsen følger så henvisning til følgende forekomststeder:
G. G. Oeder: Nomenclator botanicus. (1769). 182; E. Viborg: Forsøg til
systematiske danske Navne af indenlandske Planter. (1793). 17; J. F.
Bergsøe: Garverens og Tougerens Haandværk. (1810). 92 og J. W.
Hornemann: Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære. 3. Oplag. 1.
(1821). 45.
Den foreslåede etymologi passer jo særdeles godt for en plante som
gul iris, der vokser i kanten af moser og vandløb; og da navnet forekommer
i så fremragende værker som de anførte — og desuden i flere
andre, hvorom nærmere ndf. — skulde man tro, at det var sikkert nok.
Ikke desto mindre er der, som vi skal se, stor sandsynlighed for, at
navnet loblomster aldrig har været brugeligt, men kun beror på en trykfejl
hos Oeder, og at denne fejl så er gentaget alle de andre steder,
hvor ordet forekommer. Undersøger vi nemlig ordets forekomst nøjere,
viser det sig, at det alle steder kun står anført som synonym til andre
navne for Iris pseudacorus.
Det sted i Oeders Nomenclator botanicus, hvortil Den Danske Ordbog
henviser (Nomenclator Linnæano-Danieus) lyder: „Iris Pseudoacorus. Horsebønne.
(D.) Guul Flæ Lilie. (D.) Soærd Lilie (D. & N.) Loeblomster
(Bornh.) Sævblomme. (List.) Vild Soærd Lilie (Sondm.)" 1 . — Næste gang
vi træffer navnet er i Viborg: Systematiske danske Navne (1793). Viborg
kalder Iris pseudacorus for Kalmusartet Iris og anfører som synonymer:
„ D. Horsebønne, Sværdlilie, Guul Flælilie, Loeblomster, Moegen, Mae,
Flælilie. — N. Vild Sværdlilie, Sævblomme, Guul Sværdlilie, Sværdgræs,
Kaardegræs". — Her angives altså intet om, hvor i Danmark navnet
Loeblomster hører hjemme, eller hvorfra Viborg kender det; men i „forerindringen"
siger Viborg: „De almindelige danske og norske Navne ere
anførte ved enhver Plante, for at oplyse, under hvilke forskiellige Navne
enhver Væxt er bekiendt, og at man ved Hiælp af disse kan forskaffe
sig det systematiske Navn. Disse Binavne ere tagne deels af Oeder,
Gunnerus, Mohr, og hos nogle af de beste Forfattere, som have givet
os typographiske [!] Beskrivelser af visse Egne, deels og samlede af mig
selv". — Sammenligner man navnelisten hos Viborg med Oeders og ser,
hvor mange der er taget herfra, er der ingen grund til at tro at ikke
„Loeblomster" også skulde være taget fra Oeder 2 .
Viborgs bog benyttes flittigt af de følgende botaniske forfattere; hans
synonymnavne går igen i deres værker, idet dog stadig enkelte nye navne
føjes til (og enkelte udelades). I G. G. Rafn: Danmarks og Holsleens
Flora. I. (1796). 447 træffer vi således for „Iris pseud-Acorus" ganske de
1
D. = Danmark (undtagen Bornholm); N. = Norge; de øvrige forkortelser
henholdsvis: Bornholm, Lister, Søndmør.
2 At Vibprg (og efter ham
Rafn og Hornemann) har dette ord fra Oeder er da også antaget af Jenssen
Tusch, der i Nordiske Plantenavne (1867) pag. 115 under Iris Pseudacorus som,
bornholmsk navn anfører loblomster — ved en trykfejl er det blevet tit bålblomster,
men rettet i trykfejlslisten pag. 274 — med henvisningerne: Oed., Vib.
Rafn, Horn.