Danske Studier 1935

TO MØDRE 7
Det ubekendte Land — dette Udtryk fremhæver yderligere
Menneskenes tykke Uvidenhed: hverken kender vi Guds Planer
med Jordelivet eller veed noget om den hinsidige Verden. Ogsaa
det populære Begreb om Døden som umiddelbar Indgang til Himmeriges
Glæde tager Andersen her bevidst Afstand fra. Forud har
Døden ganske vist kaldt Landet hinsides for „den store Paradisets
Have", men med Tilføjelsen, allerede dær, „det ubekendte Land";
og han tør ikke sige hende „hvorledes (Væksterne) der groe, og
hvorledes der er" 1 . Ordet gro lader vel ane saa meget, at der vil
finde en Udvikling Sted. To meget interessante Steder i Manuskriptet
viser, at Andersen saa at sige tog sig selv i Nakken for
at holde fast ved Tanken om det ubekendte. Døden spørger i den
oprindelige Tekst: „Vil Du have dit Barn tilbage, eller skal jeg
bringe Gud det til-"; her ender Linien; men Andersen har ikke
naaet at tilføje „-bage"(?); han har straks rettet til „(eller skal jeg)
gaae med det derind, hvor Du ikke veed". Det kasserede Udtryk
svarer til Moderens „bær det ind i Guds Rige", men Døden skal
altsaa tale langt mere forbeholdent derom. Og den rettede Slutning
paa hele Fortællingen lød først „Og Døden gik med hendes
Barn ind i den evig blomstrende Have"; men det sidste lyse og
venlige Udtryk maatte atter vige for det strænge, dunkle „ind i
det ubekjendte Land".
Dobbelt lyser da i hele dette Tilværelsens hemmelighedsfulde
Mørke, hvor selv Gud og hans Himmerig dølger sig bag tykke
Forhæng, Moderens Skikkelse, hun der for Barnet ofrer alt, sin
Kraft, sit Syn, sin Skønhed, tilsidst endog Gensynet med Barnet.
Ogsaa i finsk spiller alt Lyset om Moderen. I den danske
Digtning ender hun med at overvinde endog sit eget Hjærtes
Længsel; i det finske Folkedigt stemmer hun sig det længst mulige
mod Nornens uafvendelige Magt. Begge Digte, hvert ud fra sit
Kulturtrin og sin Grundanskuelse, giver Udtryk for det som den
jævne Ægypter skrev: en Moder er noget guddommeligt.
1 Om et litterært Forbillede for Trækket med Vækster der omplantes, se
V. Vedel, Tilskueren 1907, s. 501 f.