Danske Studier 1935

80 FRA SPROG OG LITTERATUR
Motiv? Den islandske Saga har rimeligvis truffet det Rette, naar den
lader Kongen forklare Bjarkes Forsvindingsnummer med Ordene: „Han
er sikkert, hvor han gavner os bedst". Kun Axel Olrik synes at have
hældet en lille Smule til den Opfattelse. I sin beundringsværdige Bog
Danmarks Heltedigtning udtaler han sig mod Sædvane meget vaklende
om Spørgsmaalet, men konkluderer dog med, „at Bjarkes Bjørneskikkelse
er uoprindelig, ja at den vel ikke en Gang har været indlemmet i Kvadet,
saaledes som det kendtes paa Island, men kun har været fremstillet i (mundtlig)
Fortælling". Men ogsaa de Bjarkemaal, som Saxo har hørt og omskrevet
til sirlige, langtspundne latinske Hexametre, maa nærmest tænkes, som
saa mange oldnordiske Digte, at have været Strofer i en Ramme af
Prosaforlælling: den anførte Tale paa Vers, Begivenhederne paa Prosa.
Mens Stroferne har været mere holdbare, kan Prosaen være gaaet i
Stykker; flere Steder i Saxos Oldhistorie tyder paa at han har taget det
let med Sammenhængen. Han har ogsaa misforstaaet sin Kilde naar
han lader Bjarke henvende sig til sin Tjener ved Navn Skalk, thi Skalk
betød netop „Tjener". Hans Tilbøjelighed til rationalistisk Forbedring af
Sagnhistoriens overnaturlige Træk er desuden saa udpræget, at jeg synes
man bør vogte sig for at støtte sig for stærkt til hans Autoritet. Bjarke
har under alle Omstændigheder noget med Bjørn at gøre: Navnet betyder
„den lille Bjørn", den norsk-islandske Overlevering lader ham have en
Fader der var Bjørn (maaske kun periodisk, efter gammel Folketro) og
en Moder ved Navn Bera, der betyder „Hunbjørn". Han var endelig
Bersærk, hvad der vel kun behøver at antyde, at han ved militære
Lejligheder optraadte i Bjørneskind, men ogsaa kan udlægges overtroisk,
i Retning af Dobbeltgængen. Saxo selv har en Historie om ham, der
ligesom vidner om daarlig Samvittighed hos ham selv eller en tidligere,
rationaliserende Fortæller, et Paahit der minder om Fornufttidens Bortforklaringer
af Mythen om Elias og Ravnene: „Han mødte nemlig i
Skovens Tykning en vældig Bjørn, fældede den med sit Spyd, og lod sin
Følgesvend Hjalte lægge Munden til og drikke Udyrets udstrømmende
Blod for derved at fremme hans Mod og Styrke; det var nemlig Folks
Tro, at en slig Slurk øgede Legemskraften?. I Olriks Danske Heltesagn
(1900) er Kampen paa Lejre betegnende nok genfortalt efter den islandske
Version — han har dog syntes at Saxo manglede Pointen. Men en Pointe
søger Brix at give Digtet ved at oplage en gammel Tolkning til et
vanskeligt Sted i Digtet. Bjarke siger henimod dets Slutning, at han
nys har dræbt „den vilde Hjort", og dette har for over hundrede Aar
siden den skarpsindige P. E. Muller, Biskop og Oldgransker, udlagt som
en poetisk Omskrivning for Hjartvar, Rolfs Drabsmand. Saadanne
Kunstlerier var god nordisk Digterskik. Man har forkastet denne Forklaring,
fordi Manden i de islandske Kilder hedder Hjorvard; men Formen
Hjartvar er, som Prof. Brix viser, den hyppigste hos Saxo. Nuvel, hvis
Bjarke hævner sin Konge, kan hans Søvn til Nød poetisk undskyldes,
den sætter jo hans Bedrift i Relief. Men saaledes har Saxo i al Fald
ikke forstaaet Digtet; hos ham overlever Forræderen Hjartvar Slaget, og
først ved det følgende Drikkelag „dræber ham den sidste Gnist", den