Danske Studier 1935

6
P. OHRT
pege i Retning af Menneskets eget Valg („Herakles paa Skillevejen")
eller dog paa ydre Forholds Magt. Dødens vægtige Ord „Begge
Dele er Guds Vilje" passer slet ikke hertil; de lægger alt Eftertryk
paa den Skæbne den Højeste skaber for et Menneske. — At Digteren
fastholder to forskellige Børn, fremgaar, rent til Overflod,
ogsaa af de sidste Ord i denne Sætning, der staar i det oprindelige
Manuskript 1 straks efter „Da skreg Moderen af Skræk": „hun
tænkte kun paa den Rædsel og Elendighed hun havde set udfolde
sig for den Ene". Denne Bemærkning er i og for sig meget vejledende:
I hendes følgende Replik drejer alt sig ene om den Mulighed,
at hendes Barn vilde faaet den onde Skæbne. Først i sin
sidste Replik „Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din Vilje som er
den bedste" osv. er hun naaet frem til fuld Forsagelse: Hvilken
Lod mit Barn end skulde faa, saa lad kun det ske som er det
bedste, set i Evighedens Lys.
Fremhævelsen af Guds Vilje som det bestemmende for Livsskæbnen
og Tavsheden om menneskelig Valgfrihed og Aktivitet
svarer helt til Billedet af os Mennesker som Blomster og Træer,
der gror. Manuskriptet har efter at der er fortalt, at Drivhusets
Vækster var Mennesker rundt om i Verden, bl. a. den, ganske vist
udstrøgne, Sætning: „de vidste nok ikke selv, at de groede som
Timian og Merian". Det synes at betyde, at Mennesket gaar rundt
og tror sig et frit Væsen, mens han i Virkeligheden kun gror i
et Væksthus. Digteren har maaske dog fundet dette for skarpt
sat op. —
Kalevalas Sammensætter gav det finske Digt en lys Afslutning
istedetfor den af Folket foretrukne mørke, og lod Moderen faa sit
Barn tilbage. Den danske Digtning kræver saa afgjort en alvorsfuld
Slutning i Resignationens Tegn, at det var en lykkelig Indskydelse
der førte Andersen til at stryge sin Histories oprindelige,
lyse Udgang, som gjorde det hele til en Drøm, hvoraf Moderen
vaagner for at se sit Barn i en sund Søvn 2 . I Stedet lod han
det blive fuld Alvor; Moderen tages paa Ordet: „Og Døden gik
med hendes Barn ind i det ubekjendte Land".
1 Fotografi i det nævnte Arbejde ,Danske Digtere" I. Ordenes Strygning
kan selvfølgelig ikke vise, at den anden Opfattelse skulde have sejret. a Den lille
Sætning „Og hun bøjede sit Hoved ned i sit Skjød" har i den oprindelige Slutning
dobbelt Betydning; idet hun drømmer saaledes, synker hendes Hoved
virkelig ned og rører ved Barnets, saa hun vaagner. Ordene fik Lov at staa,
idet de jo i hvert Tilfælde smukt udtrykker Moderens Resignation.