Danske Studier 1935

TO MØDRE 5
med den Kendsgerning at Masser af Børn vokser op til Ulykke,
kunde vel egentlig nok ventes hos vor Digter ud fra det venlige
Gudfaderbilled han ellers gærne viser os; og det lægges ogsaa nær
ved Moderens paafølgende Udraab „Frels mit Barn fra al den
Elendighed! bær det heller bort". Men Digteren har udtrykkelig
taget Afstand fra det populære Syn. Han lader Døden sige om
de to saa forskellige Menneskeskæbner: „Begge Dele er Guds Vilje".
Begge Dele, baade den enes Lykke og den andens Elendighed.
Digteren stiger her med os ned i Livs-Grublingens dybe uhyggelige
Skakt og erkender, at han ingen Bund kan øjne; det er paa
Nippet til, at vi møder den dobbelte Forudbestemmolses stenhaarde
Despot, om hvem Prædikatet „Kærlighed" kun vilde være et tomt
Ord. Digterens Tanke er dog naturligvis ingenlunde, at Vorherre
er en Stenmand, en hjærteløs Tyran, men Guds Planer er os helt
ufattelige, Nød og Rædsel tillader han ikke blot, han vil dem; og
dog er hans Vilje, som Moderen siger, virkelig den bedste, men
forstaa den kan vi ikke hernede; vi skal bøje os og give Afkald
paa vor Egenvilje, hvor den strider mod hans. Det er ogsaa værd
at mærke, at baade Moderen, Gravkonen og Digteren selv (altsaa
udenfor Replikerne) bruger det trohjærtige, hyggelige „Vorherre",
medens den strænge Død siger knapt og lukket „Gud": Guds Vilje,
(bringe Gud det tilbage).
Vi maa standse her et Øjeblik for at klare os Digterens Intentioner.
Der er fremsat den Opfattelse at han fra først af mulig
har tænkt sig de to Spejlbilleder ikke som to Børns Skæbne, men
som ett og samme Barns to Livsmuligheder 1 . Og det tør ikke
nægtes, at en saadan Forestilling her og der kan synes at have
foresvævet Digteren. Ikke blot er der den for Smaa som for Store
iøjnefaldende tekniske Fejl, at hendes Barn først er en lille syg
Krokus, som hun vil hindre Døden i at rive op, derefter pludselig
een af de „to smukke Blomster tæt ved", en Fejl der mulig kunde
tænkes fremkommen i Forbindelse med, at Tanken om ett Liv
med dobbelt Fremtid blev skudt til Side for: to Liv med hvert
sin Fremtid. Men der er maa ske ogsaa Dødens Ord „Det var
dit Barns Skæbne du saae". Alt dette er alligevel usikkert.
Og i hvert Fald er det givet, at det ikke er kommet ud over
et blot Tilløb. Tanken om den enkeltes to Muligheder vilde
1 Hans Brix, H. C. Andersen og hans Eventyr (1907) s. 76; Poul Rubow,
Danske Digtere ved Arbejdet (1933) s. 9.