Danske Studier 1935

4 F. OHRT
smukke Blomster — det er to levende Mennesker — og raaber til
Døden: „Jeg river alle dine Blomster af, for jeg er i Fortvivlelse".
Her røber vor H. G. Andersen dog straks sit blide Hjærtelag: det
var ikke Moderens egen Indskydelse, det var et Raad fra den dæmoniske
Gravkone, der vidste at Døden skal svare Vorherre til
hver eneste Plante i Drivhuset. Og videre: da Døden, den gamle
kloge Mand, gør hende opmærksom paa, at nu er hun paa Nippet
til at gøre en anden Moder ulykkelig, saa bliver hun stille og
slipper Blomsterne; i Hensynet til en anden nedbøjet Moder har
hendes Desperation sin Grænse.
Truslen fører alligevel Handlingen videre. Døden føler, synes
det, endnu Moderen som en Fare og er rede til at udlevere Barnet.
Og saa ender det dog med, at han beholder hvad han har. Her
har vi da endnu et Træk tilfælles med den ægte finske Folkesang.
Men Forskellen er stor. I finsk er den negative Slutning Udslag
af folkelig Skepsis og højnordisk Resignation, der bøjer Legendens
oplagte Udgang om: mod Døden gror ingen Urt; her er selv de
skønneste Kræfter spildt. Andersen sætter noget helt nyt ind: ikke
den visse Død, men det uvisse Liv er det forfærdende; her tør vi
Mennesker ikke gribe ind, selv om vi kunde. Vor Digter kaster et
Blik saa dristigt ind i den religiøse Tankes tungeste Problem som
han vel ellers ingensteds har vovet det. I et Spejlbilled viser Døden
nu Moderen de to „Blomsters" Fremtid paa Jord, den enes Glæde
og Velsignelse, den andens „Sorg og Nød, Rædsel og Elendighed";
og den ene Blomst er hendes eget Barn, men hvilken vil Døden
ikke sige. Da skriger Moderen af Skræk for at bringe sit Barn
Ulykke, og hun tør ikke trodse Guds Vilje.
Er nu Tanken her den gængse, trøsterige, at naar Vorherre
kalder smaa Børn til sig, er det for at spare dem for et ondt Liv,
saa at altsaa Døden tog Barnet fordi det ellers var blevet et
Ulykkesbarn paa Jorden? Saadan et Syn, saa slet det end forliges
Offer (v. 2379 ff., Arn. Bergers Udg. s. 80). Oldgræske Besværgere truer med at
bryde Himlens Laase op, splitte Osiris' Grav, flette Adonis paa et Hjul, oldægyptiske
Kolleger med at inddrage Gudens Ofre (jfr. F. Ohrt, Trylleord (1922)
s. 31; videre Preisendanz, Papyri graecae magicae I (1928) s. 164, 1. 2900 ff.;
Kropp, Ausgewahlte koptische Zaubertexte III (1930) s. 141. I det gamle Ægypten
staar vi overfor Præstens magiske Magt over Guderne. — Det gamle Testamentes
Gudsfrygt tillod ikke sligt; det højeste i den Retning er en Yending
som: „Hvem vil prise Dig i Dødsriget", Salme 6,6, dvs. lader Du mig dø, kan
jeg jo ikke længere bringe Dig Offer og Pris.