Danske Studier 1935

50 ANDERS BÆKSTED
skillige exempler fra noget senere'tid nævnes: en sten i Varpelev,
Præstø amt, fra omtrent 1300 er således gravminde for fem per­
•ÆMSHEHk
M miHHlU
Fig. 4. VÅMDRUP-ST. II.
(Worm. Mon. Dan. p. 44i).
soner af samme slægt, og fra
c. 1350 er en gravsten fra Bjeverskov,
ligeledes i Præstø amt; den
er lagt over mand og hustru samt
søn og svigerdatter.
. Fra Sverige kan nævnes flere
exempler på fællesbegravelser, forsynet
med runeligsten. Her skal
kun citeres fra Liljegren, Run-
Urkunder (1833): No. 1631, Vårdkumla:
Hær likkiæ fabhar tver
Hibiim ok Enarr hæto ber,
No. 1632, Uglum: brir likkia
mænn undir bæmmæ stene
Kunnrr Sihfatr Hallstenn.
Der er således intet mærkeligt
ved antallet af navne på Vester
Marie-ligstenen. Den har vel
været anbragt på en families fælles
gravsted.
Den fjerde og sidste indskriftsgruppe,
som indeholder sten med
Iler hviler-iovialen, er den talrigeste
indenfor runeligstenene, idet
der kendes 9 sten af denne type.
1) Bjolderitp - st. (Sønderjyland,
PI. 3) ketil urnæ ligir
hir, Ketil Urne ligger her.
2) Føvling-st. (Jylland, PI. 4)
p • æsbirn 1 ik : langsum : kubab : in : kristo : rekuiæscæns,
Her ligger p(at'er?) Esbern Langsom, hvilende i Kristo. 3) Vamdrup-st.
II (Jylland, tabt) Læsningen er usikker. Worm i Mon.
1 Wimmer vilde her læse asbiarn, idet han gjorde opmærksom på, at ordets
første stav, en a-bistav, ikke lå i direkte forlængelse af skråstaven i s, og
derfor ikke sammen med denne kunde opfattes som en æ-bistav. Man kan
selvfølgelig ikke lægge nogen vægt på, om en bistav er krum eller lige. Den
a-bistav, som for Wimmer bortskaffede den uantagelige navneform asbirn findes
ikke på stenen.