Danske Studier 1935

TO MØDRE 3
Epos, der var kommet i svensk Oversættelse 1841; men denne
Mulighed lader vi ganske staa hen. Sammenstillingen med de finske
Træk foretager vi ikke for at finde Laan 1 , men den turde være
egnet til at vise os den danske Digter baade i hans Folkelighed
og i hans Snilles Særpræg.
Hovedtrækkene i „Historien" er jo disse: Døden bortfører det
syge Barn. Moderen iler efter ham. Hun faar Natten, Tornebusken
(der klager sig), Søen og tilsidst Dødens Drivhuskone til at
hjælpe sig, men kun mod at bringe dem hver et Offer: sin kostbare
Tid. sit Blod, sine Øjne, sit sorte Haar. I det store Drivhus
finder hun Barnet som en syg, men endnu ikke omplantet Blomst;
og hun opnaar virkelig at Døden tilbyder at give Barnet tilbage;
men nogle Ord af hans Mund har rystet Moderen i hendes Inderste,
saa hun lægger Liv og Død helt i Guds Haand.
Ordskiftet med de Væsener eller Ting der spørges om Vej,
stammer vistnok baade i Folkelegenderne og i vor „Historie" fra
Folkeeventyr 2 . Undertiden træffer man her det legendemæssige
Træk, at Spørgeren forbander den der svarer uvilligt, og lønner
den der giver ret Oplysning; t. Eks.: Fyrretræet faar en tør, Oliventræet
en velsignet Frugt 3 . Andersen har paa helt anden Maade
uddybet og indsmeltet Episoden: hvert eneste Svar maa Moderen
købe dyrt, saa at disse Oplevelser undervejs faar deres store Betydning
for Helheden; de viser os en Moders alt hengivende
Offersind.
Men den samme Moder kan i Fortvivlelse blive ude af sig
selv og true med det uhørte. Dette er finsk Folkesang og dansk
Digtning kongenialt enige om. Den finske Moder truer med at
slaa Himmelporten ind 4 ; den danske griber i Drivhuset fat om to
1 Een Enkelthed kunde nok vække Opmærksomhed. I „Gamle Kalevalas"
22. Sang (M. A. Castréns Oversættelse II s. 94 f.) spiller en Heros saa gribende
paa Harpe at endog han selv græder derved; hans Taarer synker paa Havets
Bund og bliver til Ædelstene; en And henter disse op. „Historien" lader Moderen
græde sine Øjne ud, de synker „paa Havsens Bund" (skønt det ellers er
„en stor Sø" der kræver og faar dem), bliver til Perler, Døden fisker dem op.
3 Sml. Bolte-Polivka, Anmerkungen zu den Kinder- und HausmSrchen der Bruder
Grimm I (1913) nr. 25; K.Krohn, Kantelettaren tutkimuksia II (1901) s. 101 f.
8 Den byzantinske Melitenelegende, Leo Allatius, De templis Græcorum recentioribus
(1645) s. 133. * Saadanne mærkelige Trusler er gamle. I det tyske
„Spillemands"-Epos Orendel fra 12. Hundredaar beder den temperamentsfulde
Dronning Bride af Jerusalem Vorherre udfri hendes fangne Bejler — ellers vil
hun søndre hans Alter, bryde Helligdommen og lade Vorherres Grav uden
1*