Danske Studier 1935

VESTER MARIE-STENEN I OG DE DANSKE RUNELIGSTEN 47
1) London-st. (England) :(f) 1 ina: let: lekia: st || in: {>ensi: auk :
tuki:, Finne og Toke lod lægge denne sten. 2) Gessingholm-st. (Jylland)
buæb • gæbi i |>yni • oæuf: yfæ : byriæ • æbi i sun : lakhæ || [ ! .j
wis [i] bebi [y] m[ar]i fa naapisyll [ ! .j niklaos {'] gæti || horderus
(det sidste ord er hugget med majuskler, kun u er en rune). Indskriften
er endnu ikke sikkert tolket, men da ordene yfæ byriæ æbi
sun næppe kan betyde andet end: over Thijre Ebbesøn, er stenens
placering i denne gruppe rimelig. 3) Vejerslev-st. (Jylland) iuar •
bio • runa • besa • yvær • skalmi • brobær • sin 2 , Iver huggede
disse runer over sin broder Skalme. Med ordene huggede
disse runer peger indskriften tilbage til vikingetidens formler, men
ordet 'over' fortæller klart nok, at her er tale om en ligsten.
4) Kvibile-st. (Halland, PI. 2) : efl : auk : bu(rg)utr : ben : lagbu :
stin : ifi(R :) borlak : kub : hialbi : sol : hans :, Efl og Thorgøt,
de lagde stenen over Thorlak; Gud hjælpe hans sjæl 3 . 5) Losenst.
111 (Blekinge). Af denne sten er nu kun et sørgelig lille brudstykke
bevaret. Ingen har kunnet give en fornuftig tolkning af
indskriften, som kun kendes fra den ældre, åbenbart fejlagtige tegning
hos Kling: De nomarchia orientali Blekingiæ, Lund 1746, p. 53.
Denne tegning gengives her, idet der ud for de tilsvarende steder i
indskriften er tilføjet de runer, som læses på det bevarede brudstykke;
man vil se, hvor usikker tegningens gengivelse af runerne er.
Indskriften er en blanding af majuskler og runer. Den har
begyndt med det latinske an[n]o d[omiJniMCCCXI, der optager
1 a
Om indskriften opr. har begyndt med f eller k kan ikke afgøres. Wimmer
læser yfær, men f er, som Erik Moltke har vist, tydeligt stungent (indhugget
punkt på nederste bistav). Denne rune er de danske runestens eneste
exempel på stungent f.
3 K. G. Ljunggren har behandlet denne sten i en in­
teressant afhandling om de hallandske runesten (Årkiy f. nord. Klologi XLVII
(1931) p. 227 ff.). Han læser indskriftens første ord som ifi, skønt det allerede på
hans eget optrukne fotografi tydeligt ses, at i er stungent.
I samme afhandling nævnes stenene fra Vapno og Oelinge, der begge opfattes
som kristne gravsten. Vapnv-st. (et brudstykke) er vel meget ung og har
tillige formlen Krist hjælpe hans sjæl; af den bevarede indskrift fremgår det
imidlertid, at stenen har været rejst; den kan altså ikke med større ret end
såmange andre af de rejste sten opfattes som ligsten. Oetinge-st. har også
ordet rejse, og der er, if. Ljunggren, tradition for, at stenen er beskrevet på en
af de indmurede sider. Da stenens ornamenter for en nøgtern betragter absolut
mere synes at være udslag af en munter fantasi end at være kristelige
symboler, må det vist i det hele taget betragtes som usikkert, om denne runesten
er andet end et mislykket forsøg på at skabe en antikvitet — eller et
mere vellykket forsøg på spøgefuldhed.