Danske Studier 1935

34 HELGE L. SKJØDT
troubadurpoesien i Frankrig og minnesangen i Tyskland 1 , hvor den
kun opnaaede, at digterne behandlede dette stof paa sædvanlig vis.
Selv om de kirkelige autoriteter kæmpede mod manen, signen og
besværgelser, saa var der dog alt for meget gammelt hedenskab i
den tro, den forkyndte, og som den jo allerede fra oldkirkens tid
havde optaget, kirkelige skikke, der havde gammel hævd, som signelse
af markerne (korsebør), signelse af vand, vielse af vin etc, til
at man i virkeligheden kunde gøre et effektivt fremstød mod overtroen,
da der overalt var vide og udflydende grænser.
Derimod finder vi ogsaa i legendevisen om den hellige St. Jakob
(II, 100), at denne af kirken anerkendte helgen benytter sig af samme
middel, som i den ovenanførte vise, selv om bøgerne maaske oprindelig
var forskellige.
A, 11: St. Jeppe (B. G. Sante Morten) tog bogen udi haand,det
ene han læste, det andet han sang.
A. 12: Det ene han læste, det andet han sang,
til han kunde komme døde paa gang. 2
Naar vi derimod i visen om dronning Dagmars død finder
følgende vers:
(II, 135): Saa tog hun Sankte Mari bog,
hun læste, alt det hun kunde;
hun kunde ikke lyset paa kronen se,
saa saare hendes øjne de runde,
saa er det imidlertid ingen trylleformler, Kirsten her læser, men
en almindelig andagtsbog, brugt for at bringe dronningen aandelig
husvalelse 3 .
Denne andagtsbog er, — som Johannes Jørgensen mener i en
kronik i „Berlingske Tidende" 4 — „Vor Frues smaa Tider" (Officium
parvum Beatae Mariae Virginis), en allerede i tiende aarhundrede
eksisterende og i middelalderen udbredt bønnebog, en slags mindre
udgave af det præstelige Breviar („Farebogen"), et udvalg af
1 Mariaviserne, p. 182, 188.
a I D (D. g. F. II. 893) staar der v. 7:
Sante Morten han bad uadaf hjertens grund;
op kom den kongesøn fra havsens bund.
8 H. Brix: Vers fra gi. Dage, 1918, p. 93 øverst.
i Berlingske Tid. "/» 1928.