Danske Studier 1935

DE KATOLSKE ELEMENTER I TRYLLEVISERNE 29
A 63: Svend Felding han ganger i kirken ind,
han lader sig vel berette:
saa lader han vie Guds legeme,
i sit spærestage at sætte.
Med hostien i sit spyd rider han mod Herr Peder Kæmpe.
A 64: Saa snart da flyede den lede trold,
som sad pua mandens bag.
Nu er partiet lige, og Svend redder æren for sit land. Vi ser, at
det gælder paa samme maade for visen, som for de ovenanførte
eksempler, at hostien har magt til at fordrive djævle. Vi har altsaa
samme opfattelse i visen som i legenderne, og som ellers var almindelig
i middelalderens folketro.
I den første Svend Felding-vise (I, 31) har vi igen en episode,
hvor Svend griber til „det viede aflad" (A, 27), da han ikke kan
klare sig i dystridtet. Johannes Steenstrup 1 kritiserer denne strofe,
idet han hævder, at de katolske elementer er blevet tilsat senere
og støder an mod meningen. Maaske har Steenstrup ret i det,
men, naar han ogsaa angriber I, 32, hvor disse strofer utvivlsomt
er ægte, kan jeg ikke følge ham.
Begge Svend Felding-viserne er uden tvivl digtet ret sent i
middelalderen, men altsaa dog i den katolske tid. Naar vi derfor
har stroferne A 63 og A 64 i I, 32, kan vi ikke uden videre
erklære dem for tilsatte, naar de for det første passer med tidens
aand, hvad jeg har paavist ovenfor, at de gør, naar de for det
andet ikke støder an mod visens indre logiske sammenhæng, hvad
de netop ikke gør, og naar vi for det tredje ikke kan paavise, at
de er indkommet fra andre viser, hvad vi heller ikke kan. Vi maa
derfor erklære stroferne for ægte, saalænge intet andet foreligger,
thi en kritik, der er grundet paa fornemmelser, kan vi ikke anerkende.
At stroferne I, 31 derimod maaske er uægte, kan jeg bedre
gaa med til at antage, thi her er de nemlig, som Steenstrup har
paavist, i strid med visens hensigt, at forherlige den dansk-jyske
kriger. I I, 32 hjælper de tværtimod til at understrege den danske
mands genialitet, thi selv om tyskeren endog faar hjælp af selve
djævelen, saa kan danskeren dog alligevel klare sig.
' Steenstrup: p. 180—81.