Danske Studier 1935

24 HELGE L. SKJØDT
Vi træffer i visen om liden Karen, (II, 101) i opskrift E, 11 —
en slutning paa visen, der efter Greni's mening er falsk l — denne
strofe:
Og hør du liden Karen, du skal i klosteret gaa;
å i klosteret skal du blive, iraens du leve maa.
Her har digteren altsaa opfattet klostergivningen som en straf.
En frivillig indmeldelse i kloster træffer vi i „Ildprøven" (208).
Jomfruen anklages af sin fæstemand for hor, og for at „sætte smaa
børn i jord". Paa tinge har man dømt hende til at brændes, og
hun bliver hentet og kastet ind i baalet. Men uskyldig som hun
er, kan ilden intet gøre hende, hun forbliver uskadt. Hendes fæstemand
beder hende om tilgivelse, fordi han har troet paa den løgn,
der er blevet fortalt om hende:
A 19: Jeg beder eder for den volde Gud
i vil forlade mig vrede.
Men liden Kirsten er skuffet over verden og sørger over dens
ondskab. Hendes tanker er nu vendt mod himlen:
A 20: Jeg vil nu jomfru Mari
saa sandelig give min tro,
det jeg vil aldrig i jorderig
hos nogen mand at bo.
Visens omkvæd slutter sig hertil:
Og denne sorg haver I mig voldet, en saa væn en.
Endnu tydeligere træder sorgen over at være blevet skuffet
af den, hun elskede dyrest, frem i mirakelvisen om liden Kirstens
helbredelse (II, 211). Hendes fæstemand vil ikke ægte hende, da
hun i hans fraværelse har mistet sin ene fod. Efter en bøn til
Jesus eller til jomfru Maria (A35, B 20) helbredes hun, men hun
vil intet have med den fæstemand at gøre, der svigtede hende i
hendes nød. „Nu vil jeg mig i kloster give, og tjene Vor Frue,
men jeg maa leve". I II, 55 (vers 30) giver den unge jomfru, der
er blevet frelst fra ulvehammen, sig ogsaa i kloster af en lignende
grund, som den ovenfor nævnte.
I det hele er det fælles for baade trylleviserne og ridderviserne,
at de skildrer en elskov, som vel, naar lykken svigter, kan bøje
1 T. Greni, Edda XIII, (1920) p. 18—37.