Danske Studier 1935

22 HELGE L. SKJØDT
dengaard og Mimering (I, 13 All), hvor den træske Raadengaard
møder den hjemvendende konge med den meddelelse, at
Fru Gunild haver saa ilde gjort
All: Jeg det med mine Øjne saa,
at ærkebispen hos hende laa.
I Svend Felding og Dronning Jutta (1, 32 A 5) ser vi, hvordan
kongen kunde raade over ærkebispen som over en anden adelsmand:
Jeg laaner dig ærkebispen af Skaane,
hannem følger saa stor en skare,
men i visen om Aslag Tordsøn og Skøn Valborg maa kong Hogen
ty til ærkebiskop Aages hjælp for at faa brudt baandet mellem
Aslag og Valborg, thi dette var en sag, der hørte ind under kirken,
og her kunde kongen ikke gøre sin verdslige myndighed gældende 1 .
II. Kloster- og Munkevæsen.
Først et halvandet hundrede aar efter, at de første kirker var
blevet bygget her i landet, begyndte klostrene at opstaa 2 . Munkevæsenet
har vel ikke maattet stemme ret med de danskes sind i
oldtiden, siden det varede saa længe, inden det trængte ind. De
første selvstændige klostre blev stiftet, da Gluniacenserne byggede
Ålierhelgensklostret i Lund ea. 1080 og St. Michaels kloster uden for
Slesvig. Men først i det tolvte aarhundrede greb klosterbevægelsen
rigtig om sig, og i den følgende tid indvandrede mange munkeordener,
og Danmark fik ogsaa sine klosterbygninger og munkesamfund
3 . I vore folkeviser har munkevæsenet ikke sat dybe spor,
hvad man vel heller ikke kunde vente, naar man kender visernes
gennemgaaende virkelighedsfriske blik paa livet, dog findes der
selvfølgelig i vor rige skat af folkeviser nogle, som behandler forhold,
der hører herhen. Af klosternavne nævnes Maribokloster
1
Et senmiddelalderligt træk har vi maaske i „Ildprøven" (II, 108 D 13),
hvor liden Kirsten beder ærkebispen oin at „vorde min brudeseng". 1 middelalderens
sidste aarhundrede var det nemlig saa, at præsten absolut maatte
hentes hver gang et hus skulde bygges, ja, bare en bjælke indsættes, for at lyse
sin velsignelse derover. Men det er maaske vel meget at lægge ind i det anførte
eksempel, der jo oven i købet er brugt ironisk.
a Det danske folks
Hist. II, 81.
s Rosenberg II, p. 19 fodnote.