Danske Studier 1935

188 KULTUR OG FOLKEMINDER: DEN NEDSTEMTE TONE I OLDENGELSK OG JYSK
ledes viser, hvordan Jysken ofte skal forstaas lige modsat Ordlyden. Det
afgørende er ikke Ordene, men Tonen og Mimiken.
En Gaardejer kommer daskende ind til en Nabo og siger i San>
talens Løb, at han da heldigvis trods Krisen er ordentlig stillet og ikke
har nødigt at laane Penge til sine Renter til Kreditforeningen. Hvorefter
den anden strax tager Tegnebogen op af Inderlommen, glor eftertænksomt
paa den og spørger, hvor mange det er, Naboen mangler, idet han
dog tilføjer, at han selv ingen har. Naboen nævner Summen, — og den
anden giver ham den. Niels Anesen tilføjer: „Altsaa, er man Venner og
kender hinanden, skal man ikke ydmyges med at bede. Ven beder ikke Ven,
men den selvfølgelige Hjælpsomhed arbejder af sig selv*.
Her seer vi: naar A siger, at han ikke mangler Penge, vil det netop
sige, at han mangler dem. Og naar B siger, at han ingen Penge har til
Raadighed, vil det netop sige, at han har dem og stiller dem til Raadighed.
Jfr. „Widsith": Hrébwulf og HroSgar holdt længst Fred, sammen,
dvs. de endte med at komme i blodig Strid.
Disse Exempler turde være gode at faa Forstand af. De viser den
fra Oldtiden nedarvede, indirekte jyske Udtryksmaade i dens Rendyrkning.
Gudmund SchUtte.