Danske Studier 1935

182 KULTUR OG FOLKEMINDER
Mandag, Tirsdag, Onsdag,
Torsdag, Fredag og — Løverdag
og Søndag gælder for trende —
hvilken sidste Linje den uheldige Pierre havde lært dem. „Jer Vise halter
paa tre Ben som Slagterens Hund", erklærede B. G. „Rigtigt*, raabte
de, »en Slutning, en Slutning!" Efter lidt Betænkning tilføjede han da:
hermed har Ugen Ende!
Straks istemmedes de 4 Linjer af tusind Struber, og nu strømmede
under Bravoraab Skarer af alskens Dværge til fra de utroligste Smuthuller,
dansende i største Fryd og kaldende ham deres Frelser. Gud
havde, dømt dem til at leve blandt Menneskene og danse ,paa Heden, til
en Kristen havde lært dem Slutningen paa deres Vise. Nu.var deres
Prøvetid omme, og de kunde igen vende tilbage til deres Rige under
Jorden. Forinden tilkastede de B. G., der havde anraabt dem om Hjælp,
deres smaa, røde Lærredsposer, som han samlede op og glad løb hjem
til.sin Kone. med. Ganske vist viste det sig ved Tømningen, at Poserne
til deres store Skuffelse kun indeholdt Sand og vissent Løv. Men heldigvis
var der levnet nogle Draaber af Vievandet i Fadet, og bestænket hermed
forvandledes det værdiløse Indhold til Guld og Diamanter. Paa.denne
Maade lagdes en solid Grundvold for B. G.'s og hans Slægts lykkelige
Fremtid.
Hvor mager end den bornholmske „Variant" tager sig ud ved Siden
af den fantasifulde keltiske Udsmykning af Emnet, peger dog Dansen og
Smaafolkets Tilegnelse af Ugedagenes Navne mod et fælles Udspring, hvis
da ikke, som rimeligt kan være, Bretagne-Sagnet er umiddelbart Ophav
til den bornholmske sannsåga.
Men hvordan har i saa Fald Daglejerens eventyrlige Hændelser i
„Egelandet" (Motenn-Darven) kunnet overføres paa den bornholmske Ungersvends
muntre Oplevelse i Ekkodalen? Har Sagnet tilbagelagt Vejen fra
Bretagne til Bornholm i et enkelt Stræk, eller er det møjsommeligt van-,
dret hertil over Land og Sø, efterladende sig Aflæggere hist og her,
hvoraf omsider en enkelt i stærkt beskaaret Tilstand har slaaet Rod i
Ekkodals-engen? Selv kender jeg kun forannævnte, trykte Behandlinger
af Sagnet; af disse angiver P. L. Møller som Kilde: Revue de Bretagne
Marts 1834, som desværre har unddraget sig mine Efterstræbelser.
Til Grund for Sagnet ligger vel den Tanke, at de hedenske Dværges
Forløsning er betinget af, at ét kristent Menneske lærte dem at slutte
Ugens Ring med den hellige Søndag. Dette modsiges ikke af Bornholmssagnet,
understreges endda — om man vil — af Melodiens jublende Slutningstakt,
mens paa den anden Side Bretagne-overleveringen, der vel konkluderer
i Troldtøjets Frigørelse ved et kristent Menneskes Mellemkomst,
dog ikke direkte lader denne Akt være en Følge af det hellige Navns
Nævnelse. Hos Souvestre er endog — i alt Fald i den danske Oversættelse
— Søndagen placeret som Ugens Førstedag, hvilket dog ogsaa