Danske Studier 1935

ET BORNHOLMSK VANDHESAGN 181
men raaaske han kunde lære dem det, og saa dansede og sang de
sammen:
Mandag, Tirsdag, Onsdag, Torsdag, Fredag, Lørdag.
Med ett raabte Manden: „Vi tar Søndag medl" „Ja", raabte de,
„vi tar Søndag med", og dermed kom der først rigtig Gang i Dansen,
for nu sang de:
Mandag, Tirsdag, Onsdag, Torsdag, Fredag, Lørdag, Søndag!
Denne „Sannsåga", fortalt Aar tilbage af en gammel Skovløber,
falder tydeligt uden for de gængse Typer paa bornholmske Fortællinger
om de Underjordiske. Derimod er dens Forbindelse med et yndet Folkesagn
fra Bretagne umiskendelig nok, jfr. E. Souvestres Folkesagn fra
Bretagne 1885: Dværgene fra Egesletten — eller endnu bedre: P. L.
Møllers Franske Folkesagn, efter hans Død udgivne af V. Møller 1871,
efter hvilken Udgave vi her skal bringe et kortfattet Referat af Sagnet:
Benead Guileher, en pukkelrygget Daglejer, skød en Aften for Hjemgaaende
Genvej over Motenn-Darven (Egelandet), hvor Korilerne, Hedens
Dværge, hver Nat dansede til Hanegal om de gamle druidiske Stensætninger.
Snart omringedes han til sin Skræk af Puslingerne, der vilde
trække ham med ind i den dødbringende Dans. Til hans Held opdagede
de, at han havde sin Plovgaffel i Haanden, hvorefter de lod ham slippe,
idet de syngende erklærede intet at kunne gøre ham, naar han var i Besiddelse
af denne. Siden færdedes han og hans Landsbyfæller — værnet
af Metallet — uantastet over Heden, selv om Natten. Da han senere en
Aften overskred Hedelandet, flokkedes Dværgene atter om ham og opfordrede
ham til at danse med; de skulde nok holde op, saa snart han
sagde til. De begyndte nu paa deres vanlige Sang:
Mandag, Tirsdag, Onsdag.
Mere kendte de ikke, hvorpaa B. G. tilbød at lægge en Linje til og sang:
Mandag, Tirsdag, Onsdag,
Torsdag, Fredag og — Løverdag.
Henrykte opfordrede de ham til atter og atter at gentage Linjen og tilbød
ham, hvad Belønning han maatte ønske sig, for Ulejligheden. Han
bad dem da skille ham af med Pukkelen, og efter at have spillet Bold
med ham Raden rundt lod de ham atter havne paa Jorden, rank og
skøn til Ukendelighed.
Truet af sin onde Skyldner, den gerrige Skrædder Pierre, der i
Kraft af sine pengegridske Ønsker var sluppet lige saa ilde fra sit Møde
med Dværgene, som B. G. havde været heldig, tyer han en Aften ved
Maanens Opgang- paa ny ud til sine smaa Venner, der danser rundt om
ham, syngende: