Danske Studier 1935

180 KULTUR OG FOLKEMINDER
en ugle om at tage ham med, da han gerne vil se, hvordan det går
for sig. Fuglefængeren samtykker og giver ham skjult plads ved siden at
uglen med pålæg om at tie. Men da der har samlet sig en mængde små
fugle, råber doktoren, at der er mange, jægeren kan godt trække nettet
sammen. Fuglene flyver bort; han får en overhaling af fuglefængeren
og lover at være rolig. Men da fuglene igen har samlet sig, siger han:
„Aves permultæ sunt!" Påny flyver fuglene bort, og da fuglefængeren
bebrejder doktoren, at han igen har talt, svarer han: „Ja men, forstår
fuglene da latin?" 1
Efter først at være blevet mangfoldiggjort i håndskrifter blev Poggios
facetier 1469 trykt i Rom og siden i adskillige udgaver rundt omkring,
men allerede i Poggios levetid var de efter hans eget udsagn udbredt i
hele Vesteuropa. Det er derfor ikke så mærkeligt at genfinde anekdoten
i de nævnte samlinger. Også i Tyskland kendes den fra det 17. århundredes
„Schwankbucher" 2 . Den er som mangfoldige andre skæmtehistorier
vandret viden om.
Hvor Blicher har mødt den, kan vel næppe afgøres; mulig har han
ikke læst, men hørt den. Men det er værd at lægge mærke til, hvorledes
han giver denne hidtil tørt fortalte og ikke videre morsomme historie liv,
og at se, med hvilken kunst han forbereder den, så den med karakter
af det oplevede føjer sig naturligt ind i novellen.
Ved opbruddet til jagten, da konrektoren har erklæret at ville opflamme
rektoren med sin tale, formaner kammerråden ham: „Tal kun
ikke så højt, at fjenden hører det!" Og mens jagten står på, må rektoren
gentagne gange tysse på ham, først da han giver sin glæde over
den skudte kronhjort luft, senere når han med et „ecce, ecce" er ved at
skræmme vildtet, indtil den fatale historie afrunder skildringen af konrektorens
deltagelse i jagten. Naturligvis lader Blicher den gamle skolemand
citere en af sine kære klassikere (Livius), og virkningsfuldt bruger han
således konrektorens udbrud til at gøre den elskelige gamle mands skikkelse
levende for læseren. Povl Skadhauge,
ET BORNHOLMSK VANDRESAGN
En ung Mand lagde sig engang til at sove ved Rømersdal i Almindingen.
Ud paa Natten vaagnede han ved, at en Trup Underjordsfolk
dansede rundt i Engen med hinanden i Hænderne, alt mens de i ett
væk sang:
Mandag, Tirsdag, Onsdag, Torsdag.
Da Manden havde set paa det en Stund, traadte han frem og spurgte,
hvorfor de ikke tog Fredag og Lørdag med. Ja, de kunde ikke mere,
1 Her kort efter Die Facezien des Poggio Fiorentino tibers. v. Ha mis Floerke
(Munchen 1906) 184—85 (fac. 179), hvor en note gør opmærksom på, at anekdoten
genfindes i Domeniohi, Facetie, motti et burle fyenetia 1581) 101.
3 Ifølge meddelelse fra professor Johannes Bolte, Berlin. Se således Johann
Peter de Memel, Lustige Gesellschaft (udgaven 1659) 50.72.