Danske Studier 1935

16 HELGE L. SKJØDT
„Guds ord saa ville vi lyde til,
Messen er vor Herres Ord,"
(II, 50 A 15) — en udlægning af messen, der forøvrigt lyder ret
senkatolsk ved dette forsøg paa at give ligesom en udlægning og
definition. — Messen omtales desuden nogle andre steder i trylleviserne,
hvor den dog spiller liden eller ingen rolle (VI, 337 G 34;
II, 38, 14, II 86 A 7, Bl C 11; E 6, L 6 osv.)
Sjælemessernes og sjælegavernes store betydning for middelalderens,
især senmiddelalderens mennesker, spores ogsaa i trylleviserne.
Frygten for helvedes pine og angsten for skærsildens luer
sporede menneskene frem, saa at de — især hen mod middelalderens
slutning —• ofrede af deres timelige goder for ved gaver til
kirker og klostre, ved kostbare sjælemesser at sikre sig sjælens
evige liv.
Hr. Peder (Det tvungne samtykke II, 75) har kastet runer paa
den jomfru, der havde lovet sig i kloster, for derved at tvinge
hende til at ægte sig, men skønt hun ikke kan staa mod runernes
magt, har hun dog saa megen modstandskraft, at hun tager gift
og dør.
B 21: „Det var herre Peder,
han stod paa jomfruens grav,
tolv mark af det røde guld
han for hendes sjæl udgav.
Visen har dertil det typisk senmiddelalderlige omkvæd: „Herre Gud
løse vel vor angst".
Et andet eksempel — taget uden for tryllevisernes kreds —
nævner den kostbare daglige læsning af sjælemesser: (Pilegrimsmordet
VI 339):
Lader I mine søstersønner
i Marikloster komme (her = begrave),
jeg giver for dem baade sølv og guld
og tre messer hver dag til dem.
I den første Svend Felding-vise (I, 31) finder vi ogsaa sjælemessen
omtalt:
I beder godt for Svend Feldings sjæl,
naar han er død, (B 35)
med Vedels „kristelige forvending" af strofen i G 47: