Danske Studier 1935

172 MARIUS KRISTENSEN: SMÅBIDRAG TIL TOLKNING AF RUNESTENE
3. Det er en stor vanskelighed ved tydningen af runeindskrifternes
personnavne, dels at der ikke skelnes mellem lang og kort
vokal, dels at sonantisk og konsonantisk « og i skrives ens. Det
er ganske umuligt at afgore, om uraka på Jordbårga (Kållstorp-)st.
(WJ. nr. 135) skal udlæses Wragha eller Uragha. Dét kan være
identisk med det isl. Bagi, hvis dette har tabt i;, hvad vi ikke ved;
men det kan også være et navn med nægtende «-. Af den slags
har vi haft Upwaghinn på en dansk runesten, Gudum-st. (Monum.
Dan. s. 316), og navnet, oversat på latin til Motus, findes også i
Lunds Liber Daticus, som også har et XJblith. Vi har videre ufah på
Suldrup-st. I (WJ. nr. 25), som Wimmer sikkert med rette sammenstiller
med vestnord. 6feigr, umun på Nobbelflv-st., Torna h. (WJ.
nr. 121) og uruku (sål. E. Moltke, Wimmer: uruiu) på S. Vinge-st.
(WJ. 50) er sikkert med Brate at læse Urøkiu. Fra svenske runestene
kan hentes endnu nogle herhenhørende navne som Usnikinn,
Uspakr, Utryggr foruden nogle mindre sikre. Atter her har vi tilnavne,
som er bleven egentlige navne, og betydningen er snart rosende
(Usnikinn, Ufeghr) snart dadlende (Urøkia, Utryggr). Et Uraghi
måtte vel være rosende, da ragr var en ond egenskab.
I middelalderen finder vi en enkelt gang både Baghi og Wraghi,
og her er der afgjort storst sandsynlighed for, at W er konsonant.
Denne opfattelse styrkes ved det skånske stednavn Vragerup (Bara h.),
som kendes i tilsvarende form fra o. 1300. Altså er læsningen
Wraghi, som Wimmer har, her rimeligst.
Men i et andet runenavn vilde jeg foretrække U-, nemlig i ufla
på Handest-st. (Glenstrup-st. II, WJ. nr. 53). Wimmer ser heri akk.
af et Yfli, diminutiv til ufn 'ugle', og måske udgangsformen for nyjysk
Øvli. Dette sidste er af lydlige grunde næppe muligt — y-lyden
måtte vist være bevaret —; at ordet Ufn ikke kendes i dansk, betyder
mindre, da det vist må have været fælles nordisk engang.
Men ufla kan også læses Ufla, akk. af Uflas, og hvad enten
man tager flår i den fra Håvamål kendte betydning „falsk, svigefuld"
eller i den nynorske „åbenmundet, flov", vil et uflas være et
rosende navn, som særdeles vel kan have været i brug (umun er
jo også enestående, men må dog regnes for sikkert). Det lyder
næppe så herulisk som Yfli, men til gengæld stemmer det nok så
godt med det 11. århundredes navneskik.