Danske Studier 1935

SMÅBIDKAG TIL TOLKNING AF RUNESTENE 171
snarest er rimelighed — selv om forskellen er ringe — for et mere
kendt navn end for et overmåde sjældent, og for et mandsnavn
end for et kvindenavn, synes det mere almindelige mandsnavn at
burde foretrækkes for det sjældnere kvindenavn. Dertil kommer så,
at der er storre rimelighed for, at en mand er ejer af en by end
en kvinde, selv om det her heller ikke er sikkert.
Den runding af gutturalen, som her er forudsat, viser sin virkning
i det ældste danske skriftsprog, hvor gh efter u allerede er
blevet u>, og den svarer til den palatalisering af guttural efter i,
som giver sig udtryk i uetymologisk i efter k i norr. rikium o. lign.
Hertil vil det tredje u i fulukui danne et fuldstændigt sidestykke.
2. tuguta på Ravnkilde-st. II (WJ. nr. 61) har Wimmer med
tvivl opfattet som et Tungu-Odda, som naturligvis er en tænkelig
form — vi har jo et ganske tilsvarende navn på Island —, men
vist er endnu mere betænkelig. At den mellemste vokalrune skal
betegne to lyd, er vel ikke umuligt, skont jeg ikke ved noget sikkert
eksempel på noget sådant; og endnu mere betænkeligt bliver
det, da runen ikke betegner samme lyd sidst i første og først i
sidste sammensætningsled.
Brate (Månadsbl. 1901) har foreslået at opfatte tuguta som Porgøta,
men også denne opfattelse kan vanskeligt være mulig. Udeladelsen
af r er helt uforståelig, og t for p er næppe heller muligt
på en runesten af denne type, selv om den ikke hører til de ældste.
Jeg kunde tænke mig et navn som Dughundi, jfr. et vestnord.
navn som Stigandi. Hvorledes u i næstsidste stavelse skal forstås,
er så et andet spørgsmål. Man antager jo almindelig, at bondi udgår
fra en form *boundi, og at der har været participiumsdannelser
på -und. Jeg har selv antaget et sådant -und- participium som
ophavet til ordet ond (Folkemål og sproghist. s. 107), og det vilde
egentlig være ganske rart at få et eksempel mere. Men det er
næppe nødvendigt for at forklare et *Dughundi på Ravnkilde-st. II.
Afstanden i tid fra denne til de ældste eksempler på -ughu- af
samme oprindelse som det sidste u i fulukui er ikke så farlig stor,
vi finder jo allerede i det stockholmske Harpestræng-hdskr. dughur
for dughir (Folkemål og sproghist. s. 170 f.). Hvorledes man nu vil
forklare w, forekommer formen mig mulig, og den har den store
fordel, at den ikke forudsætter nogen fejlristning. Dughundi må
da vel ligesom Stigandi og Fullughi og mange andre være et tilnavn,
der er gået over til at bruges som egennavn.