Danske Studier 1935

SMÅBIDRAG TIL TOLKNING AF RUNESTENE 169
en bistav til hovedstaven og vist har været en rune, som der måske
endnu er spor af. Længst til venstre er der en sikker rammestreg.
Også i (Wimmers) 2. linie er der en afskalning. Sikkert er u,
derefter måske snarest a (muligvis h eller n). Af de to følgende
runer ses kun toppene af hovedstaven, og hvad der her er det
vigtigste, ialfald den første af disse har intet spor af bistav (kan
altså ikke være t, som Wimmer har). For resten af indskriften er
Wimmers læsning sikker.
Stenen er, ligesom S. Kirkebystenen (se Moltke i Aarb. f. n.
Oldk. 1934 s. 88 ff.), tilhugget som kvader, idet bl. a. hele foden
er afhugget. For oven synes kun lidet af indskriften at være tabt,
hvor meget der er hugget af siderne, kan ikke afgores.
Liniernes rækkefølge hos Wimmer er næppe rigtig. At begynde
med den vandrette linie for neden vilde være mærkeligt.
Wimmer har ganske vist formodet en sådan ordning på Ålurø-st. II
(DRM II, 201, WJ. Håndudg. nr. 44), men som han selv siger, er
det umuligt at slutte noget sikkert med hensyn til dette ubetydelige
fragment. Og fraregnet denne sten har vi ikke nogen, hvor
linieordningen helt ligner Hanningstenens. Oftere har vi en bue
som 1. linie med en vandret som 2. linie (WJ. 26 Glenstrup, 161
Bjælke, 192 Hastveda, 249 Hobro), eller to vandrette som 2. og
3. linie (106 Skårby I), eller to buer og en vandret som 3. linie
(118 Glemminge). I enkelte tilfælde er den vandrette en mellemlinie
(112 Sjorup; St. Herrestad). Den vandrette linie er altså på
disse stene aldrig 1. linie.
Hertil kommer, at Wimmers læsning huati ikke kan være
rigtig. Efter sporene vilde en læsning u(a)[hn] ligge meget nær,
og dette navn Waglm vilde danne en passende begyndelse på indskriften,
som så vilde komme til at lyde: u(ahn): tofa : su[n :] ||
rs|>i : sten : J>ene x |j eftir : gybu : mo[bu] || r : sina x.
Tværlinien har altså sikkert. . kil: h. Der er ikke noget i vejen
for, at linien kan have været længere. Hvor bred stenen var for neden,
inden den blev hugget til kvader, ved vi ikke. Fortil er grænsen
given ved rammestregen. Jeg formoder, at h er første rune i hio
(med eller uden runar efter). Hvad navnet har været, kan ikke afgdres.
Et ikil (Egili) vilde fylde for lidt og skulde vel næppe på
denne sten skrives med k. Wimmers [borjkil er til gengæld for langt;
der er ikke plads til tre runer foran k, og den sidste rune foran k
kan ikke være r. Det fra svenske runestene kendte Wikell (uikil,