Danske Studier 1935

DE KATOLSKE ELEMENTER I TRYLLEVISERNE 15
Messen betragtedes som et dobbelt offer, hvorigennem præsten
bragte Gud vinen og brødet som en menighedens gave til Gud.
Denne gave forvandledes derpaa til Kristi legeme og blod, og
dette blev derpaa frembaaret som en ublodig gentagelse af Golgataofret,
mægtigt til sjælefrelse for hver gang det blev gjort. Det
gavnede præsten og den, der bestilte messen læst; det var gavnligt
for den eller dem, over hvem den blev læst, og for alle
som overværede den. Messen rangerer derfor højest blandt de
gode gerninger.
Hvordan stiller nu vore viser sig til dette vigtige punkt, hvad
kan de fortælle os om gudstjenesten i det røgelsesduftende af
mange lys straalende rum? Messens vigtighed understreges i den
vise, der hedder „Helligbrøden" (II 112). To riddere drager ud
„at bede djur alt om den hellig paaskemorgen". De rider forbi
kirker og klostre og forsømmer at høre messen („messen gav de
ikke giem", A 2). Haren, de jager, giver sig til at tale og siger,
at „den svend, som æder af mig, han bliver ret aldrig glad".
De rider derpaa bort, men de onde drømme, som de har haft
den foregaaende nat, gaar i opfyldelse, thi de kommer i trætte
om, hvis hunde der er bedst, og dræber hinanden. Det er straffen
for ikke at høre messen. Moralen ligger i selve visen; kun
opskrift G (Anna Krabbes haandskrift) har tilsat et vers af nyere
dato, som formulerer den moral, visen lærer. Denne legendevise
understreger paa en maade messens betydning. Det er ganske
interessant at se, hvad en mand, som Christiern Pedersen mener
derom. Han siger i sin bog „Om at høre Messe", at hvo, der
vil høre messen og samtidig læse messebønner, faar 137 000 aars
aflad, „huilket stadfested er aff mange hellige Pawer". Blandt
de derefter opregnede 18 frugter af messen nævnes dagligt brød,
opfyldelse af enhver bøn, let fødsel for kvinder, lykke til nye foretagender,
alt paa den dag, man har hørt messen. Som man ser,
har vor vise ikke overdrevet betydningen af, at de lo riddere ikke
hørte messer.
En lignende tankegang kommer frem i visen om „Herr Truelses
Døtre", som ogsaa lider deres straf, fordi de sov deres ottesang
bort (VI 338).
Hellig Olav vaager omhyggeligt over at baade han og hans
folk kommer til messe inden de drager ud paa deres kapsejlads,
hvilket hans modpart forsømmer, hvorfor han følgelig taber sin sag: