Danske Studier 1935

HVAD BETYDER DANMARKAR BOT? 155
Verbum gøre [gærdi) forekommer lige bag efter og med praktisk
talt samme Objekt: Dani. Den ovenfor citerede Mening kunde derfor
bedre have været udtrykt: gjorde Danmark hel og kristen og
erobrede Norge. Og hvad angaar Anvendelsen af winna = erobre,
saa er det vel ganske vist „historisk givet ...., at Kong Harald
erobrede Norge, men ikke erobrede Danmark", men paa den anden
Side nødvendiggjorde den forudsatte Heling af Landet jo ogsaa
Erobring i Forhold til Dele af Danmark, saaledes at vinde ogsaa
i denne Betydning bliver stillet ens overfor de to Riger. Forøvrigt
er der ingen reel Forskel mellem „han helede Danmark" og „han
vandt hele Danmark", da Meningen i begge Tilfælde kun er den,
at det eventuelt erobrede sammen med det øvrige blev underlagt
hans Herredømme.
Men hvad der navnlig taler mod, at Verbet winna skulde
være blevet udfyldt ved Adj. alla, er dets utvivlsomt intime Forbindelse
med det hosstaaende sår, idet „vandt sig" giver en Mening,
der svarer til det faktiske Forhold, at Harald kom i Besiddelse
af Danmark, medens „han vandt sig Danmark hel" ikke giver
nogen god Mening. Med et saa fuldlødigt Hensynsled som sår kan
Sætningen ikke indeholde mere end eet af denne Slags, og Verbets
Funktion maa være udtømt med Overførelsen af det direkte Objekt
til det indirekte. Winna er altsaa her brugt i en Betydningsnuance,
der har været central og tilgrundliggende baade i ældre
og nyere Tid: „faa, opnaa, erhverve" i Almindelighed uden Hensyn
til Maaden, hvorved det kommer i et antitetisk Forhold til
det efterfølgende Verbum gøre, der er Udtryk for Indbegrebet af
Aktivitet.
Det er derfor sandsynligst, at Harald ved den summariske
Meddelelse om sin Overtagelse af den politiske Magt i Danmark og
Norge (sammenlignet med hvilket en Strimmel Land ved Slien kun
kan have spillet en højst underordnet Rolle) efter Gorm (og Tyra)
i Forbindelse med et Mindesmærke over disse har villet fremhæve
Fastheden og Kontinuiteten i det verdslige Herredømme i sit Rige
som Modsætning til det ved hans Indgriben fremkaldte Religionsskifte.
Det bliver derved muligt at tidsfæste Runestenen dær, hvor
den baade efter sit tydeligt udtalte Formaal og sit sproglige og
runologiske Særpræg hører hjemme, nemlig i Begyndelsen af Haralds
Regeringstid. Har det taget nogen Tid at faa Danskerne omvendt