Danske Studier 1935

VINDUE, VINDVE OG VINDEVERRER 145
er fra en sydligere egn" (p. 169). Fra Taasinge og Langeland er
anført vønni (se p. 143). Udviklingen af nn skal ikke behandles her,
da den er velkendt; en Række forskellige Dialekteksempler er allerede
nævnt. Men en særlig Form skal dog tages med i dette Afsnit.
Mariagerlegendens Form (se p. 142) er ikke tointhuwe, men
tvithuwe, der er rettet til tointhuwe (se Gunnar Knudsens Udgave
p. 381,5-6). Denne aparte Form kan ikke være en Skrivefejl, jvf. at
Mariagerlegenden p. 383,32 har ividuwe, der af Udgiveren er rettet
til win[d~\uwe. En Form af lignende Art kendes fra Skraaer I p. 776
fra 1496: ioi[n\dhuwe (se Kaikar). Formerne synes at repræsentere
en Udtale [vedu"]. Maaske har denne Form i et østjysk Haandskrift
Forbindelse med Randersegnens Former ajas Anders, rajds
Randers med en Overgang af rpr til dsr (Formen skulde saa gaa
tilbage til *windur, sml. vønur p. 144; det hele er meget tvivlsomt,
siger Marius Kristensen, der har nævnt denne Mulighed for mig).
Efter disse smaa Udflugter vender vi tilbage til Udtalen nd.
Man kunde tænke sig, at den havde sin Forudsætning i en Opdeling
i tvin + dugh{e). Ordet, der oprindelig mistede sin Karakter
af at være en Sammensætning og fik Udseende af at være et Suffiksord,
er — kunde man formode — aabenbart i Assimilations-Tidsrummet
(eller før) gaaet den modsatte Vej og har atter faaet sin
Karakter af at være sammensat. Hvad Grunden er til dette Forhold,
er det maaske ikke saa nemt at svare paa; Indflydelse fra Verbet
dughæ > du(e) skal man sikkert se bort fra. Eksempler paa sammensatte
Ord med oprindeligt ugh i andet Led har vi f. Eks. i
Albue {albughæn Harpestreng p. 98,2s), Regnbue {rægnbughæ smst.
p. 193,12) og Valmue (walmughæ smst. p. 85,is: ivalmuæ p. 136,u:
ivalmæ p. 137,s). Saadanne Ord kan have støttet Dannelsen af et
nyt Sammensætningsled med en anden Konsonant end første Sammensætningsled
ender paa.
Men det er sikkert ikke nødvendigt at regne med denne Teori.
Ordet Vindu(é) hører hjemme i en lang Række Ord, hvor vi udtaler
et d: vældig (: Vælde, Vold), skyldig (: Skyld), behændig (: Haand)
yndig (: Ynde), uvildig (til gammeldansk wild, Adjektivet har dog
til den sidste Tid været udtalt uden d). Disse Ord skulde lydret
have Assimilation af Id og nd til II og nn, og det findes der ogsaa
Eksempler paa i yngre Middeldansk 1 . Der er opsfaaet et nyt Suffiks
1 GG anfører i § 341,i skylligh, som ogsaa nævnes af Vilh. Thomsen (Samlede
Afhandlinger II p. 11; se nærmere p. 146.).
Danske Studier 1935 10