Danske Studier 1935

144 HARRY ANDERSEN
fl/VtfS smi. Formen windigh i Flensborg Stadsret (se p. 142). Vi
har en Form, der svarer til den sydslesvigske Form mamti (<
manigh, manugh), smi. ogsaa dansk Honning over for middeldansk
hunugh, honigh etc. 2 Det er aabenbart denne sydslesvigske Form,
der ligger til Grund for det frisiske Laaneord Vinning s .
Inden jeg gaar over til en nærmere Behandling af Forholdet
-nd- i Vindu(é), skal jeg knytte et Par Bemærkninger til første Leds
Udvikling. En Række oplysende Former er allerede anført ovenfor.
Med Lydaabning af i til e faas ven- (jvf. den almindelige rigsdanske
Udtale med e; Udtale med i kan høres), ved videre Udvikling opstaar
væn-; en Form med stærkt aabnet Vokal kendes fra Sejerø:
[væqvd] (se P. K. Thorsen: Sprogarten på Sejerø p. 42. I Fodnoten
p. 55 giver P. K. Thorsen (1894) den interessante Oplysning, at den
nyere Udtale er [venva]). UDF's Samlinger har \yændu~] fra Væggerløse,
Sydfalster. Kaikar nævner Formen wøndugh fra 1441 (Skraaer I
p. 631) og en Form wynduwe (Formen vyndwe, som jeg har nævnt
p. 142, kan ligesom Kalkars ^-Form have y = i). Denne Form maa
være opstaaet ved Runding fremkaldt af det foranstaaehde tv, saa
vi enten har haft win- > tven- > wæn- > wøn- eller win- > wyn-
> wøn-, smi. det fra Jespersens Modersmålets fonetik kendte
Eksempel: myn lylle vøn (se 3. Udgave 1935 p. 24). Former med
Runding kendes fra Dialekterne, Feilberg har \yømr\ Kort over
danske Folkemål har [vø'm] (Randersegnen) p. 64 („Indflydelse fra
foregående v har vi . . rimeligvis i vø'm . ."). Fra Jysk er — i en
anden Forbindelse — anført Formen vønur (se p. 143). I Afsnittet
„Labialer og Labialisering I* i Folkemål og Sproghistorie
skriver Marius Kristensen: „I [rø«»r] (Randers-egnen) af windugh
kan ø måske delvis skyldes den følgende stavelses u. Vi finder
wøndugh i Ålborg Guds-legems lavs skrå fra det 15. årh., men
denne skrå har også andre sprogformer, som tyder på, at skriveren
1
Anton Berntsen har i Gjemm-Ævvel (1922) Vinningkarm (p. 17), men jeg
ved ikke, om man tør bygge noget paa denne Form. * Jvf. min lille Undersøgelse
om Honning i Acta Philologica Scandinavica VI p. 203 ff.
s De frisiske
Former er: Sild viniti, se Selmer'Sylterfriesische Studien p. 146, Viding-
Herred: w'énning, se P. Jensen Worterbuch der nordfries. Sprache der Wiedingharde,
N. Gøsherred, Breklum veniq (cand. mag. Peter Jørgensens Optegnelser).
At Laaneordet er gammelt ses af, at det har taget Del i den frisiske Overgang
af æ til a: Wanning i Bøking-Herred, se Bendsen Die nordfries. Sprache naoh
der Moringer Mundart (1860) p. 66. Jeg skylder cand. mag. Peter Jørgensen Tak
for disse Henvisninger.