Danske Studier 1935

BRORSON OG SCHRADERS TYSKE SALMEBOG 125
Ved nævnelsen af Sehraders salmebog tilføjede Hjort (side 752):
„ved hvis udgivelse Brorson sandsynligvis selv har været virksom,
da han i 1729—37 var ansat som diaconus i Tønder, hvor Schrader
da var provst". I anden forbindelse, uden paaberaabelse af yderligere
sandsynlighedsstøtte for sin formodning, skriver Hjort: „I sin
Troens rare klenodie har Brorson med nogle smaaforandringer fulgt
samme inddelingsorden, som findes i denne Tønderske salmebog".
Den formentlige sandsynlighed grundes altsaa alene paa indholdet
af grundbisætningen i den førstciterede passus. Paa dette
grundlag burde der dog ikke være talt om sandsynlighed, men kun
om mulighed; Hjort har dog næppe været sig denne forskel bevidst,
da han ikke kan have tilsigtet andet end at gøre opmærksom
paa et punkt, der fortjente nøjere undersøgelse. At kun meget
foreløbige forestillinger om Brorsons og Sehraders personlige og
indbyrdes forhold kunde bevæge Hjort til overhovedet at fremsætte
tanken om den tyske salmebogsudgivers benyttelse af en dansk
præsts redaktionelle medvirkning, uden anden begrundelse af denne
tanke, end at de to mænd var ansat sammesteds, har vor tid
maaske lettere ved at indse. Hjort synes at forudsætte, at Brorson
allerede da havde autoritet som salmedigter 1 , og han har sagtens
ikke vidst, at Brorson først i december 1729 indsattes i Tønder.
Da Sehraders fortale, der af pagineringen ses at være trykt sidst,
1 Ingen véd den dag idag, om Brorson har skrevet en eneste salme, før
han i Tønder fik praktisk grund dertil. Den der som biskop og salmebogsudgiver
skrev „Den store hvide flok vi se" og „Her vil ties, her vil bies" uden
tanke paa udgivelse, frembyder et særegent psykologisk problem, mere henhørende
til „De troendes forborgene liv" (Troens herlighed rubr. 3) end til den
almindelige digterpsykologi, der forudsætter, at en medfødt og bevidst digtergave
tidligt og spontant afføder digtning — fra hvilken det dog er vanskeligt
ganske at bortse. Har Brorsons medfødte musikalske sans og formelle sprogevne
sat sig frugt i verdslig ungdomsdigtning, kan formodes, at han efter sit
religiøse gennembrud har betragtet hine naturgaver som et verdsligt aandsanlæg,
som han maatte nedkæmpe for at vinde mandsmodenhed in Christo, og
heri søges forklaring til det faktum, at vi intet kender til salmedigtning af
Brorson, før han fra sit 39. aar under ydre forholds tilskyndelse digtede og
(især) oversatte salmer i praktisk øjemed, hjulpet af pietismens livsfriske og
folkelige melodier, men uden nogensinde deri at se et egentligt livskald og, efter
at den paakrævede danslee Tøndersalmebog i hast var tilvejebragt, kun digtende
til egen adspredelse og sine nærmestes opmuntring (jfr. Arlaud [se note 3 S. 126] •
s. 367), neppe selv fuldt vurderende de rige frugter af hans troslivs inderlighed
og hans digteriske inspiration.