Danske Studier 1935

122 HELGE L. SKJØDT
St. Birgitta, hvad der, sammen med det kunstige versemaal viser os,
at det maa være digtet i det 15. aarhundrede). Ad den vej naar
vi intet.
Prøver vi endvidere at datere viserne efter indførelsen i Danmark
af de i viserne forekommende helgener, lades vi ogsaa i
stikken. Vi kan kun sige, at før den og' den tid kan viserne ikke
være digtede.
Prøver vi endelig at undersøge, om der skulde findes særlige
gloser for kirkeinventar eller deslige, som man kan datere bestemt,
saa finder vi ganske vist i D. g. F. II, 76, F, 18, følgende linjer:
Der ganger de jomfruer ud i en dans;
og hver med sepel og rosenkrans,
hvilket sidste ord vi vel kan datere til efter 1475, i hvilket aar det
første rosenkransbroderskab blev stiftet af Alanus 1 , men man kan
dog godt over hundrede aar før Alanus' tid finde rosenkransbønnen
bedt efter en rosenkrans eller et paternosterbaand, saa aarstallet
kan vi altsaa alligevel heller ikke helt stole paa, og selv om
vi kunde, saa indgaar denne strofe slet ikke i visens urørlige indhold,
saa selve visen kan være digtet længe før, end denne strofe
blev sat til.
Vi ser altsaa, hvor svagt et materiale vi har at bygge paa,
sen og daarlig overlevering, mangel paa saavel formelle som indholdsmæssige
holdepunkter.
Een ting har vi ikke undersøgt endnu: kalkmalerierne. Her
har vi virkelig et holdepunkt, og det er vel ud fra dem, at
Sverker Ek 2 daterer de ældste svenske legendeviser, til det 13.
aarhundrede.
Ligesom den svenske form af legendevisen om Stefan og Herodes
(II, 96) ad denne vej kan dateres til omkring 1200 paa grundlag
af de billeder, der findes i Broddetorp kyrka i Vester Gotland,
saaledes kan man ogsaa med nogen sandsynlighed datere den
danske vise „Flugten til Ægypten" (IX, 533) 3 til omkring 1480
—1500, hvad vi kan finde af sammenligning mellem de middelalderlige
kalkmalerier i Elmelunde kirke paa Møen og Tingsted
kirke paa Falster 4 .
Vi kan altsaa saaledes fastslaa, at vore legendeviser for de
1
Mariaviserne, p. 101, 100.
2
Sverker Ek, p. 86 ff.
s
Da. Studier 1904,
p. 38—41.
l Magnus Pedersen, Kalkmalerier, p. 76.