Danske Studier 1935

120 HELGE L. SKJØDT
nene, mens duer fører den frelste til himmerige. (II, 101, G, 14, 15
er sandsynligvis tilsat fra 109, hvor vi i A, 25—28 har den samme
situation, medens liden Oles søster i B, 17—18 hentes af engle,
men Ole i 19—20 af djævle).
VI. Dateringen af Legendeviserne.
En sikker datering af legendeviserne er umulig, derimod mener
jeg, at jeg kan give en relativ datering af dem, selv om det havde
været ønskeligt, at underbygningen var noget solidere.
Jeg skal i korthed gøre rede for mine hypoteser.
Af legendevisernes versemaal kan vi intet slutte. Da disse
viser jo netop er blevet overleveret mundtligt i adskillige generationer,
før de er blevet optegnet, siger det sig selv, at de er blevet
i hvert fald noget omdannede. „Liden Karen" (II, 101), hvori vi
dog har set, at der endnu findes rester af den katolske legende,
træk, der altsaa viser tilbage til gammel tid, har vi kun overleveret
i en form, der er den alleryngste repræsentant for udviklingen af
folkevisemeter.
Omkvædet kan vi heller ikke slutte noget sikkert af. Det
kan jo være tabt, som det vel nok er tilfældet med II, 90, B,
(Fæstemanden i graven), eller det kan være tegn paa fremmed oprindelse,
som i legendevisen om liden Karen.
Af Indholdet kan vi i hvert fald slutte noget.
Naar Johs. Steenstrup i sin bog om vore folkeviser (p. 129,
visen om sjælen foran himmeriges dør) anvender den almindelige
kritiske sætning, at et aktstykkes alder først og fremmest bestemmes
af den tid, da det for første gang fremtræder, og overfører
den paa legendeviserne (p. 154), saa maa jeg tage afstand fra ham..
Vi maa være klar over, at der, naar talen er om folkeviserne, overhovedet
ingen aktstykker foreligger, altsaa skulde vi ved en konsekvent
anvendelse af den af Steenstrup anvendte sætning, som forøvrigt
ogsaa Ellen Jørgensen anvender 1 , datere vore viser saaledes,
at de ældste var digtede omkring 1450.
Vi maa derfor finde noget andet at holde os til, og her har vi
i hvert fald et middel, der forsøgsvis kan anvendes: de kristelige
elementer, og vi maa sætte som vor hovedregel, at viser, der har
1 Helgendyrkelse, p. 68.