Danske Studier 1935

118
HELGE L. SKJØDT
der jo, som Moe påaviser, er meget gammel, og som man endnu
finder afbildet i mange kirker, genfinder vi i visen om „Den rige
Mands Sjæl" (II, 105). Den rige mand, der udvortes er en kristen,
thi saaledes maa vel det træk, at han „drager guldkorset paa bryst",
forstaas, „tænker saalidet paa Jesum Krist", men døden kommer
og henter ham om natten. Men da han er død, fortryder hans sjæl,
hvad legemet har gjort:
v. 3: De satte den sjæl paa rige mands mund:
da banded' den kroppen i samme stund.
Denne trætte mellem sjælen og legemet, hvor den dødes sjæl klager
over, at legemet har fristet den til synd, og styrtet dem begge i
fortabelse, hvorimod legemet indvender, at sjælen bærer hovedskylden,
thi den var sat til at herske over legemet, var et uhyre
yndet emne i middelalderen og forekommer i talrige digte paa forskellige
sprog. Dets yndest forklares jo ogsaa ved, at det falder
nøje sammen med middelalderens forestillinger om menneskets væsen,
som delt i to adskilte dele: sjæl og legeme, en forestilling, som
jeg kan illustrere ved at henvise til et alterbillede fra 1494 af den
døende Maria, der findes i Mariekirke i Ltibeck 1 . Her ser man jomfru
Maria hvilende paa sin dødsseng. Ved hovedgærdet sidder en
lille hvid skikkelse, Marias sjæl, som er i færd med at hæve vingerne
for at svinge sig op til de saliges boliger. — Efter at sjælen
er ført gennem en mørk skov, „som der var gods, gaard og penge
nok", bliver den sat paa en vægtskaal, og man hører en stemme,
som i overensstemmelse med den svenske tekst maa opfattes som
jomfru Marias, sige: „Haver du noget syndet, jeg faar dig vel dog!"
Den danske vise gaar saa her umiddelbart over til at fortælle, at
„der kom tre blodsdraaber paa vægtskaalen ned", hvilken linje forklares
ud fra den svenske tekst, hvor Maria beder Jesus om ikke
at være for streng, men lade sjælen faa noget af hans blod. Dette
maa underforstaas, da den danske tekst ellers ingen mening giver.
Sjælen føres derpaa efter at have gjort regnskab ind i himmerig.
Draumekvædet har en anden slutning paa denne scene med vægtskaalen,
(v. 37), som egentlig er ganske ejendommelig: St. Michael
vejer alle syndefulde sjæle og lader dem gaa videre til Jesus
Krist, dvs. til paradis eller skærsild; ingen sendes til helvede.
1 Deutsche Bauten, V, Walter Paatz: Die Marienkirche zu Ltibeck, Verlg.
Åug. Hopfer, Burg D/Magdebourg, 1929, p. 86.