Danske Studier 1935

116 HELGE L. SKJØDT
at faa Gud til at udslette de af hende begaaede synder. I II, 98
paalægger Jesus Maria Magdalena som bod at faste i syv aar, men
om Guds straf over mennesker her paa jorden hører vi ikke meget,
kun Sacharias (II, 113) lider sin straf i levende live. Derimod har
vi et par visionsdigte, der fortæller os om, hvad der sker med sjælen
efter døden. Noget visionsdigt af verdensformat som det norske
„Draumekvæde" 1 ejer vi ikke paa dansk.
Draumekvædet stammer maaske fra, er i altfald nær beslægtet
med det oldnordiske Solarljod 2 , hvor den døde fader viser
sig for sønnen og belærer ham om de hinsidige ting i kristelig
aand, men i mytologiens billedsprog, hvad der jo viser digtets oprindelse
i brydningstiden mellem hedenskab og kristendom. I Draumekvædet
er det den unge mand selv, der har været forsvundet hele
julen over, altsaa i den tid, hvor det overjordiske liv efter folketroen
rørte sig kraftigst, men paa 13. dagen møder han i kirken
(afsnit I) og fortæller sine syner. Bagved visionsdigtningen i al
almindelighed ligger troen paa, at sjælen efter døden foretager en
rejse; senere naar man til den tro, at det er muligt endnu i levende
live at gøre denne rejse. En saadan rejse har Olav Aasteson, den
unge mand, foretaget gennem himmerig, skærsild og helvede. En
hovedrolle spiller Gjallerbroen paa Helvejen, den vanskelige overgang
fra livet til døden, hvorom vi ogsaa i danske viser har bevaret
meget, som i v. 256 „Troskabseden", og i AslagTordsøn og
skøn Valborg, hvor den oprindelige tanke ganske vist er mere uklar.
Draumekvædet falder i flere afsnit, hvert med sit omkvæd, og indeholder
et dommedagssyn, hvor Sjæle-Michael (dvs. sjælenes ven)
efter ægte katolsk tradition leder engleskaren frem til kamp mod
djævelen. Selv rider han paa en hvid hest og blæser i (Hejmdals)
horn. Som Moltke Moe har paavist, ligner Draumekvædet i høj
grad visioner fra omkring 1200. Digtet selv bunder helt igennem
i katolsk tro og tænkemaade, selvom der dog er blandet ganske
nordiske træk med ind (Djævelen, som kommer fra nord mod St.
Michael, kaldes Gruth Graaskjeggji, hvad Moe tyder som navne paa
Odin, der altsaa her (v. 31) er blevet brugt som en eufemisme for
Satan). At digtet er meget gammelt, viser de endnu bevarede
1
Landstad: Norske Folkv. 1853, No. 71, Norske Folkv. ved N. Liestøll og
Moltke Moe, 1920—24, I, p. 31-39; p. 191—97. Moltke Moe: Samlede Åfhdlgr.
III, p. 197—356. (Cf. anm. p. 358—59).
a Gf. S. Bugge: Norsk Tidsskr. f.Vidskb.
og Litt. 1851—55, Finn. Jonsson. Eddalieder, II, p. 101—108.