Danske Studier 1935

DE KATOLSKE ELEMENTER I TRYLLEVISERNE 111
om St. Catarina, er der dog et par af de danske opskrifter, der
peger hen paa legenden x , idet de omtaler hendes fængsling og sult
(C, D, F, G) (se ovenfor p. 37—38).
Men en afvigelse fra legenden har vi, naar visen (G) fortæller,
at liden Karen dør paa et baal, thi legenden beretter jo, at hun
henrettes ved sværd, men disse to strofer (12 og 13) er — hvad
Greni ikke har været opmærksom paa — sandsynligvis paavirket
af II, 108 (se især: F 16, 17) eller 109 (B, 13, 14), og jeg bestyrkes
i min opfattelse af dette, naar jeg ser, at strofe 8—11, som Greni
gør opmærksom paa, svarer til jomfru Torelilles bøn for menneskene
(102). Overensstemmelsen skyldes vel, at ogsaa liden Karenvisen
har været brugt som kildevise. At St. Karen især tager sig
af kvinder i barsel, er et træk, der ogsaa har hjemmel i legenden.
Dateringen af visen skal jeg senere komme tilbage til. Den sidste
helgeninde, vi træffer paa i viserne, er Maria Magdalena (II, 98).
Som Ellen Jørgensen 2 anfører, beror selve skikkelsen paa en kombination
af Maria fra Bethania og synderinden fra farisæerhuset.
Af mandlige helgener, der forekommer i vore trylleviser, har
vi, foruden St. Olav og St. Stefan, der allerede er behandlet, kun
to at nævne: St. Jakob og St. Jørgen. Den sidstnævnte af dem,
St. Jørgen (II, 103), er den ridderlige vaabendaads skytshelgen 3 .
Paa korstogstiden kommer han til Europa. Eventyrmotivet, hvorledes
han redder en prinsesse fra en drage, blev først i 13. aarhundrede
knyttet til hans navn. Vor vise stemmer nøje med legenden,
undtagen forsaavidt kongen af Cappadocia efter visen,
men ikke efter legenden, byder ridderen sin datters haand. Som
omtalt tidligere, afslaar han prinsessens haand, thi han har givet
sig i tjeneste hos jomfru Maria 4 .
Endelig har vi i (II, 100) visen om den hellige St. Jakob en
af vor middelalders folkekæreste helgener 8 . I visen berettes der
om miraklet med stenen, paa hvilken Jakob sejler til hedenkongens
land. Beretningen om dette jærtegn er i visen knyttet sammen
med et visionsdigt, som jeg i næste kapitel skal komme ind paa.
Som allerede nævnt er der flere af vore legendeviser, der staar
i forbindelse med dyrkelse af hellige kilder, og det er temmelig
sandsynligt, at de er blevet afsunget, naar folk stævnede' sammen
1 Greni: ibid. 3 Helgendyrkelse, p. 124, cf. ogsaa p.27—28. 3 St. Georgius:
Helgendyrkelse, 15 — 16, 115—17,131—32. 4 Helgend. 11B-17. 6 ibid. 108—10.