Danske Studier 1935

110 HELGE L. SKJØDT
St. Jørgen 1 har i II, 103 lovet at være Marias tjener, derfor kan
han ikke indgaa nogen forbindelse med en jordisk kvinde, og i
B 13 og 20 finder vi bevis for, at det er Maria, der i strofe 1 udsender
St. Jørgen for at stride med dragen. (I C, 9 og 13) finder
vi spor af reformationens arbejde, idet St. Jørgen her udsendes af
Gud, og hans motivering for ikke at tage mod belønning er (vers 13),
at han er „en fattig tjenestedreng, som tjener i Guds rige".
Naar vi skal resumere, hvad jomfru Maria betyder i danske
legendeviser, saa maa vi sige, at vi har hende set fra to sider:
baade som „Himmelens kejserinde", det poetisk-fantastiske synspunkt,
der ganske vist er svagest repræsenteret i dansk legendedigtning
(II, 96, A, 1—2; B, 1—2; IX, 532), og som Jesu moder,
realismens synspunkt, hvor den hellige moder nærmes mere til
jorden, især i II, 97, hvor hun fremstilles som den bekymretomsorgsfulde,
medens der findes forbavsende lidt i viserne, der
fremdrager hendes modersmerte ved sønnens lidelse. Som midieren
mellem menneskeheden og den strenge og straffende herre, Jesus,
finder vi hende kun een gang, II, 105, hvor hun ganske vist ikke
selv forekommer i den danske vise, men hvor vi ved sammenligning
med den svenske vise maa underforstaa hendes tilstedeværelse,
thi det maa være hende, der i strofe 6 siger til sjælen,
der er blevet anbragt paa vægtskaalen: haver du noget syndet,
jeg faar dig vel dog, og som beder Jesus om at give sjælen et par
blodsdraaber for at redde den fra helvedes aander. Kun en enkelt
gang (II, 111) knyttes et mirakel til paakaldelsen af hende 2 .
Af andre kvindelige helgener træffer vi i viserne endnu to:
Sankte Gatarina 3 og Maria Magdalena. Sankte Karen (kun opskrift
G) eller liden Karen, som de fleste opskrifter har, forekommer
imidlertid stærkt fortonet, idet der i den vise, der handler om
hende, ikke er meget tilbage af den ægyptiske helgeninde, der i
aaret 307 maatte lide døden, fordi hun ikke vilde ofre til guderne,
idet visen alene drejer sig om, at en ung og uskyldig jomfru, der
ikke vilde give efter for kongens skændige forlangende, hverken
naar han tilbyder hende store gaver eller truer med de skrækkeligste
pinsler, bliver rullet i en spigertønde og saaledes dræbt.
Selvom vi altsaa ikke har meget tilbage af den oprindelige legende
1
ibid. p. 117, (Slægtskabet mellem St. Jørgen og Svend Felding). * Helgendyrkelse
p. 86—87.
3 p. 18—37.
ibid. p. 27-29, 124, 129. T. Greni: Edda, XIII,