Danske Studier 1935

DE KATOLSKE ELEMENTER I TRYLLEVISERNE 9
ledes som vi fx. ser i runeviserne, hvor runerne næsten opfattes
som et middel, det er syndigt at anvende, i hvert fald ondt, medens
de efter oldtidens opfattelse betragtedes som levendegørende, livsvækkende,
ja, af guddommelig oprindelse. Odin betragtedes jo som
runernes opfinder, og i „Håvamål" roser han sig selv deraf og angiver
tillige, hvad han kan udrette dermed. Men denne omformning
af de hedenske træk under kristelig paavirkning skal jeg senere
komme ind paa.
I den anden gruppe viser, der har overvejende legendarisk stof,
er de kristelige elementer de overvejende, men dog findes der
hedenske levn, reminiscenser af urgamle forestillinger, som i visen
om den norske helgen St. Olav „med det røde skæg" (II, 50 A 40),
hvor vi skimter omridsene af vore forfædres store tordengud og
jættedræber, Tor.
Naar vi skal tale om de katolske elementer i trylleviserne, maa
vi først gøre os klart, hvad der ligger i ordet „katolsk". Katolske
elementer i folkeviserne vil i reglen sige kristelige, da der jo, dengang
viserne digtedes, endnu ingen spaltning var sket i en katolsk
og protestantisk kristendom. Men naturligvis er viserne i tidens løb
blevet paavirkede af protestantismen, vel nok stærkest i dennes
første tid, hvor alle papistiske levninger skulde „fejes ud", og da
de ældste haandskrifter og visesamlinger, vi ejer, er fra midten af
16. aarhundrede — altsaa fra tiden umiddelbart efter kirkeomvæltningen
—, og da adelen, hvis damer vi skylder det meste af, hvad
vi har, netop havde stor uvilje mod alt fra pavetiden overleveret,
ser vi, hvor ugunstigt vi er stillede, naar vi skal efterspore de i
viserne forekommende katolske elementer. — For de visers vedkommende,
som ikke naaede at blive medtaget i visesamlingerne,
stiller forholdene sig endnu uheldigere, thi i den lange tid, viserne
er blevet overleveret fra mund til mund, har de selvfølgelig ikke
kunnet undgaa at blive forandrede og tyndet ud, selv om man dog
maa sige, at det er forbavsende, hvor mange katolske rester der
endnu findes i de i vor tid optegnede viser. Sammenligner man
nutidsoptegnelserne med dem fra det 16. og 17. aarhundrede —•
hvortil især Svend Grundtvigs undersøgelser i D. g. F., Islenzk fornkvædi
og E. T. Kristensens samlinger giver rig lejlighed — vil det
ses, at afvigelserne langt hyppigere bestaar i udeladelser end i forvanskninger,
at i den overvejende mængde viser har overleveringen
fastholdt ikke alene det væsentlige indhold, men ogsaa udtrykkene,