Danske Studier 1935

102
HELGE L. SKJØDT
det mærkelige træk, der oftere findes i en lavkirkelig digtning, at
nedfarten til helvede nævnes, tildels endog tænkes, foregaaet efter
opstandelsen. I strofe 5 fortælles der, at Jesus blev „lagt udi
jord", men først strofe 10 beretter om, at Jesus »tager sit kors
udi haand, / til helvedes porte saa monne han gange". Egentlig
katolske træk kan vi imidlertid ikke finde i denne vise, hvad der
maaske for en del skyldes den senere overlevering (første halvdel
af 18. aarhundrede), men vel ogsaa emnets mere almenkristelige
indhold.
Beskæftiger viserne sig ikke meget med lidelseshistorien, hører
vi dog i hvert fald lidt mere om Jesu fødsel og første barndom.
Vi har her først visen om „Jesusbarnel, Stefan og Herodes" (II,
96 A, B, cf. III, p. 880—85), der er meget diskuteret og indgaaende
tektskritisk behandlet 1 . Da vor vise (no. 96) synes oprindelig at
være en Jesu barndomsvise, hvori der er indskudt noget af en
Stefansvise (A, 6—8; B, 4—6), skal jeg her komme noget nærmere
ind paa den, i stedet for at behandle den under det følgende afsnit
om helgenerne.
Stefansvisen er den af legendeviserne, som har vundet størst
interesse hos forskerne, og der findes en omfattende litteratur om
den. Siden S. Grundtvig i tillæget til Bd. III behandlede visen, er
den hyppigt bleven gjort til genstand for undersøgelser ud fra forskellige
synspunkter, særlig svenskerne har været interesseret, og
nyt stof er stadig inddraget i diskussionen, saaledes fx. af de svenske
kunsthistorikere U. G. Djurklov, Evert Wrangel og J. Roosval 2 , der
har sammenstillet visen med middelalderlig svensk kirkekunst. Ogsaa
den fremragende folklorist Tobias Nordlind og forfatteren af
den lille bog om den svenske folkevise 8 , Sverker Ek, har indladt
sig i diskussionen, men noget virkeligt forsøg paa at klare de mange
vanskelige spørgsrriaal ved sammenstilling af hele materialet er først
forsøgt af H. Gelander 4 . Ved hjælp af nyt af ham fremdraget stof
har han forsøgt at kaste lys over visen i dens forskellige nordiske
redaktioner ved en systematisk undersøgelse- af det foreliggende
stof. Han er den første, der behandler visen som bestaaende af
en ældre to-linjet og en yngre fire-linjet form. Den ældste form
1
Opskrift G er undersøgt af Lis Jacobsen: Edda 1918, p. 288 ff. ' Stud.
i svensk folklore p. 262 ff. (Lunds Universitets Aars-Skrift 1911).
8 Den sv.
folkvisan, p. 107 ff.
4 tanker, 1927, p. 1-55.
Om Staffansvisorna, se tidsskr. Folkminnen og Folk