Danske Studier 1935

DE KATOLSKE ELEMENTER I TRYLLEV1SERNE 99
tunge „Germand Gladensvend" (II, 33) med de skærende fortvivlede
og dog saa resignerede strofer:
B 23: Far nu vel, jomfru Adelus,
ret nu maa jeg bort flyve:
den skal have mit unge liv,
der mine øjne monne rive,
og B 26: (hvor Germand paalægger jomfru Adelus ikke at forbande
moderen, thi:)
hun kan der intet i volde,
at lykken er mig ublid,
og saa den rent kunstnerisk set langt underlegne men dog med
en optimistisk stemning fyldte vise om „Barnesjælen" (II, 107):
A 15: Nu er vi alle tre i himmerig:
— Herre Jesus han løser og husvaler —
og lad os nu blive her evindelig!
Herren min Gud har sendt sin Søn ned til jorden.
Den eneste vise med et kirkeligt og udefra indført legendestof,
hvori der forekommer en umiddelbar guddommelig indgriben i begivenhedernes
gang, er den i kapitel III omtalte „Ildprøven" (II,
108), hvorimod det himmelske vidnesbyrd, efter at de jordiske begivenheder
har faaet lov til at gaa deres gang, oftere forekommer.
(II, 101, 103, 110).
Denne forandring i livsanskuelsen skyldes den lære, som kirken
brugte: at verden styres af en Gud, der omend streng, dog
kan bevæges til barmhjærtighed og naade ved bøn og uforskyldt
haard skæbne.
Men gaar vi videre og undersøger det gudsbegreb, vi finder i
viserne, saa træffer vi ingen steder paa et personligt gudsforhold,
— med undtagelse dog maaske af 86 G, 2: han bad saa idelig og
ofte til Gud / at han maatte hende faa, men denne romanvise er
sikkert sen, saa det er vel umuligt at slutte noget helt bestemt ud
fra den —. Vi finder udtryk, der vidner om, at det er Gud, der
har magten, som: den „vældige Gud" (II, 60, A, 13), den „volde
Gud" (108, A, 20), eller „den øverste Gud i Himmerige," (II, 60),
„den højestes navn" (II, 38, G, 10), eller „signe dig Gud, Sankte
Drotten dyre", der forekommer een gang (I, 18, B, 11, cf. D, 6).
7*