Klik her for at læse medlemsbladet "sommelier" nummer4 - Dansk ...

30 [fokus] SOMMELIER 4/2010
Spaniens grønne hjørne
Af
JØRGEN ALDRICH
Fabrikanterne af paraplyer må
have fede tider i Galicien, for
her regner det ofte. Og meget.
1500-1600 mm om året er det
normale. Man gør klogt i at
være konstant bevæbnet, for
dagen kan sagtens begynde
med sol og blå himmel for så
at slå over i grå skyer, blæst
og regn. Ikke mindst i vinhøstens
tid, hvilket selvfølgelig
er frustrerende for dem, som
ikke har druerne i hus.
Det fugtige klima betyder til
gengæld, at Galicien deroppe
i Spaniens nordvestlige hjørne
ikke ligesom de fleste andre
af landets regioner er svedet
gul efter en lang, tør sommer.
Her er grønt overalt, hvilket
en lille gruppe sommelierer
og vinskribenter under Angela
de la Rosas myndige ledelse
- suppleret af den meget
kompetente Isabel fra ICEX-
Vigo - kunne konstatere på en
rundrejse i oktober.
Turen gik til vindistrikterne
Rias Baixas, Ribeiro, Ribeira
Sacra og Valdeorras og altså
ikke til det femte vindistrikt i
regionen, Monterrei.
Ind i baglandet
For de fleste er det nok pilgrimsbyen
Santiago de Compostela,
som rinder i hu, når
talen falder på Galicien. Men
der er meget andet end den
overrendte katedral at interessere
sig for. Vinturisten kan
sagtens få et par uger til at gå
med at rejse rundt i baglandet,
hvor naturoplevelserne
står i kø.
Klippekysten ved Atlanterhavet
er vild og dramatisk, men
afbrudt af flotte sandstrande.
Og det er altid fascinerende
at iagttage den store forskel
på ebbe og flod. Den kender
vi ikke noget til i de indre
danske farvande.
Inde i landet er der scenerier,
som ikke lader Dourodalen
eller Moseldalens mest dra-
matiske sløjfer noget efter.
I mange af dalene gror vinstokkene
på terrasser og kan
kun passes med håndkraft.
En kendsgerning som i lighed
med de tilsvarende betingelser
i andre vinområder har
medført afvandring. Det er
simpelt hen for hårdt og ikke
givtigt nok at dyrke den fædrene
jord her.
Masser af vinmarksejere har
jo kun en lille jordlod, fordi
arvingerne skal have deres,
når patriarken dør. Det er til
gengæld den chance, som
andre så udnytter til at erhverve
en mark her og en mark
dér, så der bliver rentabilitet
i virksomheden. Adskillige
af de større producenter har
følgelig ofte flere håndfulde
parceller spredt ud over et
vindistrikt.
Kun unge hvidvine
Et tilbagevendende tema hos
de vinproducenter, som den
danske gruppe besøgte, var
deres kunders forkærlighed
for unge hvidvine. Ligesom i
Italien efterspørges den senest
udgivne hvidvin. Det giver
sig bl.a. udtryk i manglende
årgangsangivelser på restauranternes
vinkort. Hvidvine
var ifølge sagens natur altid
af seneste aftapning.
Man mener tilsyneladende
ikke, at nogle år på flaske
kan gøre en hvidvin godt. At
den holdning er forkert, kunne
hyppigt konstateres, når
producenterne frembar ældre
årgange til de mærkelige danskere,
som hele tiden spurgte
efter hvidvin med alder.
At hvidvinene dominerer vinproduktionen
i Galicien er
nærmest en naturlov i betragtning
af klimaet og de rige
resurser af fisk og skaldyr.
Også ostene har det fint med
at blive indtaget sammen med
hvidvin. Rødvinene når sjældent
samme elegante højder
som de bedste albariño-vine,
men der er dog nogle imellem,
som man godt kan være
bekendt at sætte tænderne i.
De fem udsendte danskere
besøgte på fem dage 15 producenter,
og de får hver et par
ord med på vejen i separate
artikler.
Vinmarker på terrasser eller
skråninger i mere eller mindre
uvejsomt terræn og med hyppige
regnbyger drivende ind fra
Atlanterhavet