Download PDF - Dansk Center for Byhistorie
Download PDF - Dansk Center for Byhistorie
Download PDF - Dansk Center for Byhistorie
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
SOCIAL- OG<br />
SUNDHEDSFORVALTNINGEN<br />
KOLDING KOMMUNE<br />
1899-1999<br />
KOLDING STADSARKIV 1999
SOCIAL- OG<br />
SUNDHEDSFORVALTNINGEN<br />
KOLDING KOMMUNE<br />
1899 - 1999
SOCIAL- OG<br />
SUNDHEDSFORVALTNINGEN<br />
KOLDING KOMMUNE<br />
1899 - 1999<br />
af<br />
Jens Åge S. Petersen<br />
Birgitte Dedenroth-Schou<br />
KOLDING STADSARKIV 1999
Social- og Sundheds<strong>for</strong>valtningen<br />
Kolding Kommune 1899-1999<br />
Forfatterne:<br />
Cand. mag. Jens Åge S. Petersen<br />
Stadsarkivar, cand. mag. Birgitte Dedenroth-Schou<br />
Produktion: Kiva Grafisk<br />
Sat med Baskerville og Gill<br />
Tryk: Tarm Bogtryk & Offset<br />
ISBN: 87-88966-21-6<br />
Forsiden: Fattiggården i Skolegade som den så ud i 1899.<br />
Til venstre ses gymnasiet, den nuværende Social- og Sundheds<strong>for</strong>valtning.<br />
Bagsiden: Kolding Kommunes nyeste plejecenter, Olivenhaven.<br />
Foto af Nils Rosenvold, 1996.
Indholds<strong>for</strong>tegnelse<br />
Fattigvæsen i 1800-tallet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7<br />
Koldings første fattiginspektør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17<br />
Fattigvæsenets udvikling 1899-1914 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20<br />
Hjælpekassehjælp frem <strong>for</strong> fattighjælp 1914-1933 . . . . . . . . . 36<br />
Fra socialre<strong>for</strong>m til kommunesammenlægning. . . . . . . . . . . . 48<br />
Storkommune, socialre<strong>for</strong>mer og <strong>for</strong>valtningsvækst<br />
1968-1975 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61<br />
Bistandslovgivning, arbejdsløshed, dagpleje og døgnpleje<br />
1976-1985 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77<br />
De turbulente år. Brydninger, “Socialsag” og opbrud<br />
1982-1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88<br />
Service<strong>for</strong>valtning, brugerindflydelse og tværsektionelt<br />
samarbejde 1988-1998 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95<br />
Fortegnelse over medlemmer af de sociale udvalg<br />
1899-1999 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107<br />
Kilder og litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112
Fattigvæsen i 1800-tallet<br />
Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis <strong>for</strong>sørgelse<br />
ikke påligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp af det<br />
offentlige, dog mod at underkaste sig de <strong>for</strong>pligtelser, som lovene<br />
herom påbyder.<br />
Grundloven af 5. juni 1849<br />
Det er således en grundlovssikret rettighed at få hjælp af det offentlige,<br />
men indtil slutningen af 1800-tallet blev de fleste fattige hjulpet<br />
af familien, husbonden, landsbyen, lavene eller ved milde gaver.<br />
Slotsskriver Jeremias Hansen gav i 1626 100 slettedaler, hvoraf renterne<br />
skulle tilfalde husarme og faderløse børn i Kolding. Købmand<br />
Daniel Michelsen udstedte i 1759 et gavebrev på 500 rigsdaler kurant<br />
til byens fattige, og borgmester Jens Riis skænkede i 1765 sin toft<br />
bl.a. til Kolding bys fattige.<br />
Frem til begyndelsen af 1700-tallet var det helt legalt at tigge <strong>for</strong><br />
dem, som ikke fik hjælp af familie eller andre, indtil tiggeriet efterhånden<br />
tog et sådant omfang, at myndighederne mente, de måtte<br />
skride ind.<br />
Fattighjælp i stedet <strong>for</strong> tiggeri, Fattig<strong>for</strong>ordningen 1708<br />
Forordningen af 24. september 1708 <strong>for</strong>bød alt tiggeri i Danmark.<br />
Til gengæld skulle de fattige hjælpes af de andre beboere i deres<br />
lokalsamfund. Der oprettedes særlige fattigkommissioner med sognepræsten<br />
som <strong>for</strong>mand, der skulle opkræve midler og tildele hjælp<br />
til værdigt trængende. Midlerne til fattig<strong>for</strong>sørgelsen - gaver og frivillige<br />
bidrag - var imidlertid <strong>for</strong> små, så tiggeriet <strong>for</strong>tsatte. Men princippet<br />
om, at samfundet påtager sig et ansvar <strong>for</strong> at hjælpe svage<br />
borgere, der ikke kan tage vare på sig selv, var almindeligt akcepteret.<br />
Fattigreglementet 1803<br />
I slutningen af 1700-tallet fandt regeringen det påkrævet at tage fattigspørgsmålet<br />
op igen. Det resulterede i en ny lovgivning, nemlig<br />
Fattigreglementet fra 1803. Grundlæggende var der ingen ændringer<br />
i <strong>for</strong>hold til 1708-<strong>for</strong>ordningen, det nye var, at man nu søgte at<br />
organisere fattighjælpen bedre. Fattigkommissionerne i byerne kom<br />
til at bestå af sognepræst, byfoged, et medlem af magistraten samt to<br />
eller flere borgere, der også skulle fungere som fattig<strong>for</strong>standere og<br />
føre tilsyn med dem, der fik hjælp. Det nødvendige beløb til fattighjælpen<br />
blev pålignet borgerne som en egentlig fattigskat, der<br />
kunne udpantes, hvis den ikke blev betalt til tiden. Sognepræsten var<br />
<strong>for</strong>tsat <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Fattigkommissionen.<br />
Fattigreglementet fastslog, at de borgere, der ikke ved egen kraft<br />
kunne erhverve det <strong>for</strong>nødne til liv og helbreds opretholdelse, havde<br />
krav på at modtage fattighjælp. Understøttelsen skulle de have fra<br />
det sogn, hvor de var født og opdraget - eller fra det sogn, hvor den<br />
fattige havde opholdt sig i 3 år eller dog længere tid end noget andet<br />
sted. Hjælpen kunne ydes enten i naturalier eller i penge.<br />
7
Øster Klostergade (nu Munkegade) i<br />
1831. Rigsarkivet, Vejdirektoratets arkiv<br />
1446,5. Koldings fattiggård lå fra ca.<br />
1771 til 1839 på hus nr 169 (indrammet).<br />
Over<strong>for</strong> lå Slotshaven.<br />
8<br />
Arbejdet i Fattigkommissionen kunne være ganske omfattende, da<br />
spørgsmålet om, hvilket sogn der skulle betale <strong>for</strong> den fattige, i høj<br />
grad var genstand <strong>for</strong> <strong>for</strong>tolkning og diskussion.<br />
Gamle og syge var berettiget til fuld hjælp, d.v.s. kost i naturalier<br />
eller en pengeunderstøttelse til at skaffe sig mad <strong>for</strong>. De skulle<br />
desuden have de nødvendige klæder, bolig samt pleje i sygdomstilfælde.<br />
De <strong>for</strong>ældreløse børn skulle sikres ophold, indtil de selv kunne<br />
tjene til føden. Det betød, at de blev passet af pleje<strong>for</strong>ældre, der fik<br />
betaling efter en kontrakt med Fattigkommissionen. Man var bevidste<br />
om, at de så vidt muligt ikke skulle på fattiggård. Efter konfirmationen<br />
sørgede Fattigkommissionen ofte <strong>for</strong>, at de fik en læreplads.<br />
De arbejdsduelige skulle hjælpes så meget, at de ikke tiggede, men<br />
ikke mere, end at de <strong>for</strong>tsat ville være motiverede <strong>for</strong> at søge arbejde.<br />
Fattigkommissionerne skulle også, så vidt det var muligt, hjælpe dem<br />
til at få et arbejde, der passede til deres kræfter. Deres understøttelse<br />
måtte ikke gives i penge, men skulle gives dem i <strong>for</strong>m af fødevarer,<br />
brændsel, tøj m.v.<br />
I hvert enkelt tilfælde var det den lokale fattigkommissions opgave<br />
at skønne om den fattiges behov og trang.<br />
De fattiges tab af borgerlige rettigheder<br />
P.g.a. den økonomiske depression efter Napoleonskrigene protesterede<br />
befolkningen stadig mere over de udgifter, de var pålagt til fattig<strong>for</strong>sorgen.<br />
I 1820erne og 1830erne efterkom staten deres klager<br />
ved at henstille til fattigkommissionerne, at kun de virkeligt trængende<br />
fik hjælp, og i 1824 blev det bestemt, at personer, der fik eller<br />
havde fået fattigunderstøttelse, som de endnu ikke havde tilbagebetalt,<br />
kun måtte gifte sig med Fattigkommissionens tilladelse. Hermed<br />
var det første skridt taget i retning af at fratage de borgere, der havde<br />
modtaget hjælp af det offentlige, deres borgerlige rettigheder - et<br />
princip, der først <strong>for</strong>svandt fra dansk lovgivning i 1961.<br />
Med stænder<strong>for</strong>samlingerne i 1837 og grundloven i 1849 fik skatteydersynspunkter<br />
større indflydelse end tidligere. Grundloven fastslog<br />
ganske vist, at den, der ikke kunne <strong>for</strong>sørge sig selv og sin<br />
familie, var berettiget til hjælp fra det offentlige, men samtidig sattes<br />
de, der modtog denne hjælp, uden <strong>for</strong> samfundet gennem bestemmelsen<br />
om, at de mistede deres valgret, så længe hjælpen ikke var<br />
tilbagebetalt eller eftergivet.<br />
Fattiggården<br />
Fattigkassen i Kolding ejede i hvert fald fra 1771 en gård i Klostergade<br />
(hus nr. 169), og kæmnerkassen ejede et fattighus uden <strong>for</strong> Sønderport.<br />
I Jens Jørgen Fyhns bog om Kolding fra 1848 beskrives fattighuset<br />
i Klostergade. Ejendommen bestod af et to-etages <strong>for</strong>hus og et<br />
sidehus på en etage.<br />
I <strong>for</strong>husets nederste etage var der fire værelser med kakkelovne og<br />
15 senge samt et værelse med to senge. Ovenpå var der fire værelser<br />
med 14 senge. De fattige fik husly og varme, og de fik uddelt lidt<br />
penge og noget brød hver lørdag. Der boede som oftest mere end 30<br />
beboere.<br />
I 1839-40 byggedes en egentlig fattiggård, der også var arbejdsanstalt.<br />
Fattigvæsenet købte 1839 det gamle bindingsværksrådhus <strong>for</strong>
Tegning af Arbejdshuset fra prospekt<br />
over Kolding efter H. Schumanns<br />
tegning 1856. Fattiggård i Kolding fra<br />
1839-40 til o. 1880 beliggende på Skolegades<br />
vestside.<br />
Kort over Kolding 1848 fra J. J. Fyhns:<br />
Efterretninger om Kolding, der viser Fattiggården<br />
(7) og Friskolen (8) begge i<br />
Skolegade<br />
825 rigsbankdaler og brugte materialerne derfra til bygningen af fattiggården.<br />
Grunden, beliggende på det såkaldte Svietorv, nu hjørnet<br />
af Katrinegade og Skolegade, blev købt af portbetjent Hansens enke<br />
<strong>for</strong> 480 rigsbankdaler.<br />
Fattiggården lå midt i Skolegade. I brandtaksationen fra 1867<br />
beskrives den således: “Byens arbejdsanstalt. Forhus 16 fag, 2 etager<br />
bindingsværk med kælder under til beboelse. Sidehus 6 fag, en etage<br />
bindingsværk, til vaskehus.”<br />
Jens Jørgen Fyhn <strong>for</strong>tæller, at den indeholdt fire store arbejds- og<br />
soveværelser, en sygestue, et magasin- og et materiel-værelse <strong>for</strong>uden<br />
bolig <strong>for</strong> opsynsmanden. Den lå ligesom spisestuen i kælderen. Lemmerne,<br />
som beboerne kaldtes, beskæftigedes med at karte, spinde,<br />
strikke, hegle, pille tovværk og gøre klodser. Bygningen kostede<br />
inklusive inventar 3000 rigsbankdaler, hvoraf man havde lånt de<br />
2000 af Ribe Stifts midler.<br />
Lederen af anstalten, kaldet opsynsmand, ledede også spinderiet<br />
- <strong>for</strong>mentlig et uldspinderi. Fattiggårdens beboere var dels gamle og<br />
svage, dels vanskelige, arbejdsføre personer, der ikke ville bestille<br />
noget, eller som ingen ville have noget at gøre med, og som der til<br />
stadighed måtte holdes kontrol med. Helt ustyrlige lemmer sendte<br />
man til Tvangsarbejdsanstalten i Horsens.<br />
Det fremgår af folketællingen 1840, at på dette tidspunkt var den<br />
59-årige handskemager Peter Petersen økonom på Fattighuset. Her<br />
boede han med sin kone, 4 børn, en tjenestepige og 25 almisselemmer.<br />
En person, der blev “indlagt” på Fattiggården, skulle medbringe<br />
alle sine ejendele. Vedkommende fik herefter alle <strong>for</strong>nødne behov<br />
dækket: husly, mad, tøj, lægehjælp og medicin. Til gengæld havde<br />
fattiglemmerne pligt til at arbejde. Arbejdsdagen var på 13 timer i<br />
døgnet, fra kl. 6 - 12 og fra kl. 13 - 20. Arbejdet bestod hovedsageligt i<br />
fletning af sivmåtter og sivsko. Fattigkommissionen skrev i en indberetning<br />
til Indenrigsministeriet i 1869, at anstalten “næppe tør <strong>for</strong>tjene<br />
navn af en egentlig arbejdsanstalt, da de derværende individers<br />
håndgerning nærmest er en sysselsættelse uden synderligt økonomisk<br />
udbytte”. Hver søndag morgen afholdtes gudstjeneste.<br />
I en opgørelse fra 1870erne ses det, at langt de fleste af de faste<br />
lemmer på Fattiggården var over 60 år. Der skelnedes mellem egne<br />
9
Kolding set fra syd. Foto fra ca. 1875.<br />
10<br />
fattige, der var de fleste, og fremmede fattige - dem, der ikke var <strong>for</strong>sørgelsesberettigede<br />
i Kolding. En stor del farende svende blev<br />
indlagt på Fattiggården især om vinteren, og en del blev indbragt af<br />
politiet, <strong>for</strong>di de var udvist fra Slesvig. I modsætning til byens egne<br />
fattige, der kunne bo der i årevis, boede de fremmede fattige kun på<br />
Fattiggården i få dage. Man søgte hurtigst muligt at få dem sendt til<br />
deres <strong>for</strong>sørgelseskommune.<br />
Friskolen, der lå over <strong>for</strong> Fattiggården, fik i 1879 en ny bygning<br />
(den grå bygning i Skolegade), og der blev indrettet fattiggård i den<br />
tidligere friskolebygning. Den gamle fattiggård blev nedrevet og gav<br />
plads <strong>for</strong> et lille anlæg, nu området mellem Katrinegadesalen og Skolegade.<br />
De fattige ude i byen<br />
De fleste fattige boede ikke på Fattiggården. Der vides ikke meget<br />
om, hvordan de levede. Fattigvæsenet lejede boliger til dem og gav<br />
dem en mindre pengesum, og <strong>for</strong> den måtte de skaffe, hvad de<br />
havde brug <strong>for</strong>. I et eksempel fra 1804 lejede Fattigkommissionen et<br />
kammer til en enke <strong>for</strong> 18 mark om året. Værelset var uden varme,<br />
men værten lovede at tage enken ind til sig i sin varme stue om vinteren.<br />
Kun i ganske få tilfælde anvendte man i Kolding den fremgangsmåde,<br />
der var udbredt på landet, at man bortliciterede de helt hjælpeløse<br />
til pleje i en privatfamilie. Fra begyndelsen af 1830erne ses<br />
det, at de fattige fik uddelt brød, og tidligt begyndte man også at<br />
uddele tørv. I 1870 vedtog man at trykke brødkort til en værdi af 24<br />
skilling. De trængende kunne give disse brødkort til bagerne, der fik<br />
pengene udbetalt, når de afleverede kortene til Fattigvæsenet.<br />
I 1870erne var en hel del fattige anbragt til leje i Skarbys Gård, der<br />
lå mellem Jernbanegade og Klostergade, men i midten af 1880erne
Frem til 1869 var det sognepræsterne,<br />
der <strong>for</strong>estod fattigvæsenet. Sognepræsten<br />
ved Kolding Kirke var 1849-1873 Isak<br />
Marius Bentsen Gad.<br />
Købmand P. Brandorff, den første fattigudvalgs<strong>for</strong>mand.<br />
var <strong>for</strong>holdene så dårlige, at man ikke længere mente, det var <strong>for</strong>svarligt<br />
at anvende den til menneskebeboelse.<br />
J. J. Fyhn skriver, at børnene under fattig<strong>for</strong>sorgen blev sat i kost<br />
dels hos borgere i byen, dels hos bønder i de nærliggende landsbyer.<br />
En del af indbyggerne i byen havde <strong>for</strong>pligtet sig til på bestemte dage<br />
at give trængende børn middagsmad mod, at de gik i skole den halve<br />
dag og den anden halve dag gik i arbejdshuset, hvor de undervistes i<br />
håndarbejde. “Ved disse <strong>for</strong>anstaltninger er alt tiggeri af byens fattige<br />
aldeles ophævet” skriver han.<br />
Foruden de langvarigt fattige, der var optaget på Fattigkommissionens<br />
<strong>for</strong>sørgelseplan, var der også mange, der kun behøvede midlertidig<br />
hjælp. De fik hjælpen udbetalt i penge eller huslejehjælp,<br />
brændselshjælp eller medicin.<br />
De frie Fattigkasser<br />
Allerede i midten af 1800-tallet følte man behov <strong>for</strong> at kunne hjælpe<br />
mennesker, der var uden ansvar <strong>for</strong> den trangssituation, de var<br />
kommet i, uden at det skulle medføre tab af valgret og andre borgerlige<br />
rettigheder. Ved lov af 8. maj 1856 oprettede man en såkaldt fri<br />
fattig<strong>for</strong>sørgelse. Kun personer, der ikke modtog hjælp fra det kommunale<br />
fattigvæsen, kunne få hjælp af Den frie Fattigkasse.<br />
Hjælpen fra Den frie Fattigkasse administreredes af en særlig<br />
bestyrelse på 3, der valgtes af og blandt sognets beboere. Midlerne til<br />
denne hjælp kom fra frivillige bidrag bl.a. til kirkernes fattigbøsser,<br />
og de kommunale love i 1868-69 åbnede mulighed <strong>for</strong>, at kommunerne<br />
kunne yde et tilskud til de frie fattigkasser.<br />
Fattigudvalg i stedet <strong>for</strong> fattigkommissioner<br />
Med Købstadskommunalloven af 26. maj 1868 ophævedes fattigkommissionerne,<br />
som havde eksisteret siden 1708, og deres opgaver henlagdes<br />
under de nyoprettede byråd. Byrådet nedsatte et udvalg <strong>for</strong><br />
fattigvæsen bestående af 2 medlemmer samt en repræsentant fra<br />
Kolding Slotssogn, der havde fælles kirke-, skole- og fattigvæsen med<br />
købstaden. I Vedtægten <strong>for</strong> Styrelsen af de kommunale Anliggender<br />
i Kolding, som godkendtes af Indenrigsministeriet i 1869, hed det, at<br />
udvalget skulle føre tilsyn med arbejdsanstalten og <strong>for</strong>estå hele fattig<strong>for</strong>sørgelsen<br />
i kommunen. Udvalget skulle føre brevvekslingen i fattigvæsenets<br />
anliggender og repræsentere kommunen i <strong>for</strong>hold til<br />
andre kommuner i så henseende. Efter nærmere indstilling til<br />
Byrådet kunne der til Fattigudvalgets assistance beskikkes indtil 5 fattig<strong>for</strong>standere.<br />
Fattigudvalget fik anvist et beløb op til 200 Rigsdaler<br />
“til den bogføring, som fattig<strong>for</strong>sørgelsen - såvel den i arbejdsanstalten<br />
som navnlig den uden <strong>for</strong> samme - nødvendiggør til besørgelse<br />
af brevvekslingen og den øvrige <strong>for</strong>retningsførelse”.<br />
Den første <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> det kommunale fattigudvalg var købmand<br />
P. Brandorff. De to øvrige medlemmer af udvalget var herredsfoged<br />
A.Th. Villemoes og fra slotsgrunden proprietær J. Ræder, Dyrehavegård.<br />
Med det kommunale fattigudvalgs overtagelse af fattig<strong>for</strong>sørgelsen<br />
ophørte præsternes dominans i arbejdet med de fattige. I lighed<br />
med de øvrige kommunale udvalg var det <strong>for</strong>udsat, at byrådsmedlemmerne<br />
selv stod <strong>for</strong> den kommunale administration. Eneste<br />
administrativt ansatte i kommunen var en kæmner på deltid, der<br />
også var fattig-, skole- og gasværkskasserer <strong>for</strong> en løn af 600 rdl. om<br />
11
Borgmester C.P.C. Schjørring, borgmester<br />
i Kolding 1877-1909 og <strong>for</strong>mand<br />
<strong>for</strong> Alderdomsunderstøttelsesudvalget<br />
1891-1909.<br />
12<br />
året. I Kolding benyttede man sig ligesom i de fleste andre byer af<br />
fattig<strong>for</strong>standere fra 1869, men i 1885 skønnede det daværende fattigudvalg,<br />
at det ikke længere var nødvendigt.<br />
Sociallovene 1891-1892<br />
I 1869 var af Rigsdagen nedsat den såkaldte Store Fattigkommission,<br />
der skulle give <strong>for</strong>slag til en revision af fattiglovgivningen. Princippet<br />
om, at det lokale samfund skulle betale <strong>for</strong> egne fattige, blev stadig<br />
mere vanskeligt at administrere i en opbrudstid, hvor mange mennesker<br />
flyttede fra land til by. Der var evindelige stridigheder mellem<br />
landsognene og købstæderne om, hvem der skulle betale <strong>for</strong> <strong>for</strong>sørgelsen<br />
af den enkelte fattige.<br />
Befolkningstallet i Kolding var i 1855 3.476, i 1870 5.400, i 1880<br />
7.141, i 1890 9.658 og i 1901 12.516. En 3-dobling på mindre end 50<br />
år. Mange flyttede fra omegnssognene ind til byen p.g.a. landbrugets<br />
omlægning og mekanisering, og Kolding havde en særlig stor tilflytning<br />
af sønderjyder, da det var nærmeste større by, når de kom fra<br />
Slesvig.<br />
Under indtryk af den voksende offentlige kritik af den kommunale<br />
fattigpleje gennemførte Rigsdagen i 1891 en re<strong>for</strong>m af de sociale<br />
love <strong>for</strong>mentlig især presset af fremkomsten af Socialdemokratiet og<br />
frygten <strong>for</strong> mangel på arbejdskraft på landet.<br />
Fattigloven af 9. april 1891 medførte ikke store ændringer i<br />
<strong>for</strong>hold til tidligere. Det blev dog gjort vanskeligere <strong>for</strong> <strong>for</strong>sørgelseskommunerne<br />
at kræve deres egne fattige hjemsendt, <strong>for</strong>sørgelses<strong>for</strong>mer<br />
som omgangs<strong>for</strong>sørgelse og bortlicitering blev <strong>for</strong>budt, og<br />
Indenrigsministeriet pålagde kommunalbestyrelserne at give en<br />
mere vidtgående hjælp end tidligere. Kommunerne fik desuden<br />
pligt til at eftergive den fattighjæp, der var ydet, når den pågældende<br />
ikke i fem år havde modtaget nogen <strong>for</strong>m <strong>for</strong> hjælp.<br />
Det afgørende nye var loven om alderdomsunderstøttelse af 9.<br />
april 1891, der betød, at de svage gamle over 60 år, der ikke tidligere<br />
havde modtaget fattighjælp, blev udskilt fra det almindelige fattigvæsen<br />
med fattighjælps virkninger. De kunne i stedet ansøge om at få<br />
en særlig alderdomsunderstøttelse, der tildeltes efter et skøn.<br />
Kommunerne skulle oprette et alderdomsunderstøttelsesudvalg,<br />
så de værdigt trængende gamle også på denne måde blev holdt<br />
adskilt fra de almindelige fattiglemmer.<br />
Det var i høj grad påkrævet med et <strong>for</strong>sorgsarbejde <strong>for</strong> ældre.<br />
Industrialiseringen, indvandringen fra land til by og ændringen i de<br />
traditionelle familiemønstre i anden halvdel af 1800-tallet havde i<br />
særlig høj grad berørt de ældre, idet de i modsætning til tidligere<br />
blev overladt til sig selv.<br />
Borgmester C. P. C. Schjørring var den første <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Alderdomsunderstøttelsesudvalget,<br />
der i øvrigt bestod af Enevold Sørensen,<br />
A. Jensen, Chr. Friis og <strong>for</strong> landdistriktet Rasmus Kaalund. Ved<br />
udvalgets første møde den 25. juni 1891 bevilgedes alderdomsunderstøttelse<br />
til 30 personer, der enten fik en månedsvis understøttelse<br />
eller bestemte beløb til husleje. 6 blev afvist. De, der ikke havde boet<br />
i landet i 10 år, fik ingen understøttelse - de, der var indvandret fra<br />
Slesvig, var således henvist til fattighjælpen.<br />
Som noget nyt påtog staten sig også et ansvar <strong>for</strong> social<strong>for</strong>sorgen.<br />
Staten refunderede halvdelen af udgifterne til alderdomsunderstøttelsen<br />
og ydede fra 1892 også statstilskud til de statsanerkendte sygekasser.
Baggård i Adelgade, ca. 1900.<br />
Det tredje led i sociallovene fra 1891-92 var nemlig Sygekasseloven<br />
af 12. april 1892, der understøttede det initiativ, der i de <strong>for</strong>egående<br />
25 år var taget ved oprettelsen af private sygekasser <strong>for</strong> mindrebemidlede,<br />
hvor man <strong>for</strong>sikrede sig mod sygdom. Denne ide havde virkelig<br />
slået an, og i 1885 havde man <strong>for</strong>etaget en undersøgelse, der viste, at<br />
der på det tidspunkt var oprettet 1000 sygekasser spredt ud over hele<br />
landet med 135.000 medlemmer. Loven gav disse sygekasser mulighed<br />
<strong>for</strong> at søge om statsanerkendelse og dermed adgang til faste<br />
statslige tilskud. Hermed var også <strong>for</strong>sikringsprincippet indført i den<br />
offentlige social<strong>for</strong>sorg<br />
Ideen var hjælp til selvhjælp, en frivillig <strong>for</strong>sikring af ubemidlede<br />
personer inden <strong>for</strong> kommunens område. Der udbetaltes ydelser i<br />
<strong>for</strong>m af læge- og sygehushjælp. Statstilskuddet var et fast beløb,<br />
oprindelig på 2 kr. pr. medlem samt 1/5 af selve medlemsbidraget.<br />
Svendesygekassen i Kolding, der var oprettet så tidligt som 1862,<br />
blev statsanerkendt i 1896 med 70 medlemmer. Kolding Sygekasse af<br />
1884, der var stiftet under navnet Arbejdsmændenes Fag<strong>for</strong>ening og<br />
Sygekasse, blev statsanerkendt i 1898. Fra 1900 var den senere<br />
økonom på Fattiggården, Jens Rasmussen, <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> denne sygekasse.<br />
Murernes og Tømrerfagenes Sygekasse, der var stiftet i 1876,<br />
blev statsanerkendt i 1904.<br />
Sociallovene i 1891-92 var begyndelsen til en udvikling, hvor man<br />
tog stadig flere grupper af trængende ud af den almindelige fattighjælp<br />
med fattighjælps virkninger og i 1898 blev social<strong>for</strong>sikringen<br />
udbygget med en arbejdsulykkes<strong>for</strong>sikring.<br />
13
Til venstre:<br />
Kort over Kolding, tegnet af landinspektør<br />
H. H. Müller, 1891.<br />
Fattig<strong>for</strong>standere igen<br />
Som beskrevet havde Fattigudvalget i en periode klaret sig uden fattig<strong>for</strong>standere<br />
og selv eller ved hjælp af en fattigfoged, der var politibetjent,<br />
<strong>for</strong>estået driften, men “efterhånden som byen i de senere år<br />
er tiltaget i folkemængde og som følge deraf udgifterne til Fattigvæsenet<br />
er blevet større, er ligeledes arbejdet <strong>for</strong> udvalget vokset betydeligt”<br />
skrev Fattigudvalget til Byrådet i august 1891 med begæring<br />
om, at der blev antaget 4 fattig<strong>for</strong>standere, der skulle bistå udvalget i<br />
dets arbejde, “når en promte og solid <strong>for</strong>retningsgang skal bibeholdes”.<br />
Hvervet som fattig<strong>for</strong>stander var et borgerligt ombud og<br />
ulønnet. I Styrelsen af de kommunale Anliggender fra 1893 står der<br />
om deres arbejde:<br />
“Hver fattig<strong>for</strong>stander fører det specielle tilsyn med de <strong>for</strong>sørgede<br />
i sin kreds, navnlig med deres familie<strong>for</strong>hold, stigende eller aftagende<br />
trang m.v. Begæringer eller anmeldelser fra de i kredsen boende,<br />
der søger fattighjælp, overgives til fattig<strong>for</strong>standeren, der har at<br />
undersøge de anmeldtes <strong>for</strong>hold og stilling og derom give beretning<br />
til udvalget. Fattig<strong>for</strong>standerne tilkaldes til udvalgets møder, så ofte<br />
det findes <strong>for</strong>nødent. De vælges på 3 år og er pligtige til at modtage<br />
det dem overdragne hverv; ved deres udnævnelse meddeles dem en<br />
<strong>for</strong>tegnelse over de personer i deres kreds, som nyder fattighjælp,<br />
samt hvori denne består”.<br />
De, der udnævntes til fattig<strong>for</strong>standere, var gode og travle borgere<br />
i byen. Det var købmand C. Jensen, ølbrygger Juhl, murermester S.<br />
L. Gynther og garver C. Daugaard. De mødte skiftevis op til udvalgets<br />
møder. Der afholdtes fattigudvalgsmøde hver mandag.<br />
Samtidig med udpegningen af fattig<strong>for</strong>standerne i oktober 1891<br />
inddeltes byen i 4 kredse, men allerede to måneder efter stod det<br />
klart, at distrikterne var blevet <strong>for</strong> store. Der udnævntes der<strong>for</strong> yderligere<br />
fire <strong>for</strong>standere, og byen blev inddelt i 8 fattigdistrikter:<br />
1) Den indre by inklusive Vestergade.<br />
2) Syd <strong>for</strong> åen.<br />
3) Bleggaardsstræde, Katrinegade og gaderne i Zahns Toft.<br />
4) Skolegade, Blæsbjerggade, Langelinie.<br />
5) Allégade, Teglgaardsstræde, Vennegade og Villagade.<br />
6) Låsbygade.<br />
7) Nørregade, Låsby Toft og Nørremark.<br />
8) Hospitalsgade, 1. og 2. vej bag søen og Fredericiavej.<br />
Det var ikke særlig populært at være fattig<strong>for</strong>stander. I Kolding Kommunes<br />
arkiv findes en lang række ansøgninger om at blive fritaget<br />
<strong>for</strong> hvervet.<br />
Egne og fremmede fattige<br />
Fattig<strong>for</strong>standernes vigtigste arbejde var at undersøge de fattiges<br />
<strong>for</strong>hold, og det tjente to <strong>for</strong>mål. For det første <strong>for</strong> at få fastslået, om<br />
der vitterligt var en trang, som skulle afhjælpes. For det andet var det<br />
afgørende at få afklaret, hvorvidt ansøgerne var <strong>for</strong>sørgelsesberettigede<br />
i købstaden eller ej. Hovedreglen var som angivet, at det var ens<br />
fødekommune, som skulle bære udgifterne til fattigunderhold. Dog<br />
kunne man erhverve <strong>for</strong>sørgelsesret i en anden kommune, hvis man<br />
havde haft ophold og næring det pågældende sted i mindst 5 år. Hvis<br />
det ikke var tilfældet, og en person ansøgte om fattighjælp i opholds-<br />
15
Det var en omstændelig affære, når en<br />
regning på et antal jernriste til kakkelovnene<br />
på “Kolding Arbejdsgård” i<br />
1897 skulle betales.<br />
Først skulle økonomen attestere, så indstillede<br />
Fattigudvalgets <strong>for</strong>mand til<br />
anvisning, hvorefter det samlede Kasseog<br />
regnskabsudvalg med borgmesteren i<br />
spidsen anviste til udgift.<br />
16<br />
kommunen, var reglen, at opholdskommunen <strong>for</strong>sørgede vedkommende,<br />
men samtidig var berettiget til at få refunderet 3/4 af udgifterne<br />
fra personens <strong>for</strong>sørgelseskommune. Oprindeligt skulle <strong>for</strong>sørgelseskommunen<br />
oppebære alle udgifter, men den nye fattiglov fra<br />
1891 bestemte, at opholdskommunen skulle udrede 1/4 af udgifterne.<br />
Det betød, at en købstad af Koldings størrelse måtte indstille sig<br />
på større udgifter til fattig<strong>for</strong>sørgelse p.g.a. det store antal tilflyttere.<br />
De komplicerede <strong>for</strong>sørgelsesretsbestemmelser gav sig udslag i en<br />
temmelig omstændelig sagsprocedure, som ofte involverede deciderede<br />
politiundersøgelser <strong>for</strong> at finde frem til, hvilken kommune, der<br />
skulle betale fattigudgifterne. I regnskabsmæssig henseende førte det<br />
til opsplitningen af de <strong>for</strong>sørgede i “egne og fremmede fattige”.<br />
I årene 1886-1888 fik 264 personer <strong>for</strong> første gang fattigunderstøttelse<br />
i Kolding Købstad. Ud af disse var det kun 23, som havde <strong>for</strong>sørgelsesret<br />
i Kolding ifølge fødsel, 32 havde opnået <strong>for</strong>sørgelsesret som<br />
følge af 5 års ophold og 12 af andre årsager - ialt 67 personer. Det vil<br />
sige, at 197 ikke var <strong>for</strong>sørgelsesberettigede i kommunen. Af disse<br />
197 havde de 130 opholdt sig under 5 år i Kolding. De, som kunne<br />
blive hjemsendt til <strong>for</strong>sørgelseskommunen, blev det i vid udstrækning,<br />
men af humane og praktiske grunde var der allerede omkring<br />
århundredskiftet tilløb til at <strong>for</strong>lade denne praksis.
Koldings første<br />
fattiginspektør<br />
Det Embede, som overdrages Inspektøren, har han at udføre med<br />
Orden, Nøjagtighed og Omsigt, og stedse med Kommunens Interesse<br />
<strong>for</strong> Øje. I sin Optræden over<strong>for</strong> de Fattige og Almissesøgende<br />
har han, ved siden af Agtpaagivenhed og Fasthed, at vise Humanitet.<br />
Regulativ <strong>for</strong> Fattiginspektøren<br />
I oktober 1898 vedtog et enigt byråd på <strong>for</strong>slag fra Fattigudvalget, at<br />
der fra 1. januar 1899 skulle ansættes en fattiginspektør med en årlig<br />
løn af 1.200 kr. stigende med 100 kr. hvert 3. år til 1.600 kr. årligt. Det<br />
havde allerede været på tale i slutningen af 1880erne, hvor fattigudgifterne<br />
i løbet af få år var steget voldsomt, men beslutningen var<br />
dengang blevet udskudt. Det skyldtes <strong>for</strong> det første antagelsen af fattig<strong>for</strong>standerne<br />
i 1891 og <strong>for</strong> det andet et ønske om at afvente, hvilke<br />
økonomiske konsekvenser fattigloven af 1891 ville få <strong>for</strong> kommunen.<br />
Efter at loven var trådt i kraft, viste det sig, at arbejdet ikke blev<br />
mindre.<br />
Nu havde arbejdet dog, ifølge <strong>for</strong>manden <strong>for</strong> Fattigudvalget, vinhandler<br />
Chr Friis fra Højre, “antaget saadanne Dimensioner, at<br />
Udvalget ikke kan overkomme det.”<br />
Chr. Friis havde været medlem af Fattigudvalget siden 1885, og<br />
siden 1897 også af Alderdomsunderstøttelsesudvalget, så han vidste,<br />
hvad han talte om. Chr. Friis var også indehaver af den største vinhandel<br />
i Jylland og var desuden medlem af Slotsmøllens bestyrelse,<br />
af Handels<strong>for</strong>eningens bestyrelse og en ivrig sejlsportsmand. Personalet<br />
i vinhandelen hjalp ham også noget med fattigudvalgsarbejdet,<br />
bl.a. bogholderen S.E. Langkjær, fremgik det af en avisomtale om<br />
denne mange år senere.<br />
Fattiginspektøren skulle lede alle <strong>for</strong>retningerne inden <strong>for</strong> fattigvæsenet,<br />
varetage almisseuddelingen og føre tilsyn med de understøttede,<br />
der ikke kom på anstalten. Udvalget havde studeret <strong>for</strong>holdene<br />
i andre byer og indsamlet instrukser <strong>for</strong> fattiginspektørembedet<br />
fra dem.<br />
Det var på <strong>for</strong>hånd givet, at økonomen på Fattiganstalten siden<br />
1885, Jens Larsen Madsen, skulle være fattiginspektør. Der var<br />
enighed om, at han ville være udmærket i stand til at bestride<br />
posten, bl.a. <strong>for</strong>di Friis “havde opdraget ham godt”. Desuden ville<br />
det økonomisk set være en billig løsning. Inspektørens løn skulle<br />
udgøre 2.000 kr. om året, men heraf fik han allerede 800 kr. <strong>for</strong> at<br />
være økonom på Fattiggården og 600 kr. betaltes til “medhjælp ved<br />
korrespondance”, som det fremgår af fattigvæsenets regnskab.<br />
I byrådssalen udtrykte læge Hjalmar Fich enighed i, at der skulle<br />
ansættes en fattiginspektør, men han var betænkelig ved, at denne<br />
stilling skulle slås sammen med økonomstillingen ved Fattiggården.<br />
Men Friis svarede, at den dygtige sekretær, man havde, fulgte med -<br />
det må være kontorist H. Nagel, der i budgettet er benævnt kasserer<br />
og er anført med en udgift på 100 kr. Den samlede løn indplacerede<br />
fattiginspektøren på tredie løntrin, næst efter kæmneren og stadsingeniøren.<br />
17
Fattigudvalgets ansøgning til Byrådet<br />
om ansættelse af en fattiginspektør,<br />
oktober 1898.<br />
Vinhandler Chr. Friis (1842-1901)<br />
<strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Udvalget <strong>for</strong> Fattigvæsenet.<br />
Ud over at være vinhandler var han<br />
bl.a. medlem af Slotsmøllens og Låne- og<br />
Diskontokassens bestyrelse.<br />
18<br />
Jens Larsen Madsen tiltrådte som fattiginspektør den 5. januar<br />
1899, og i samme måned blev der udarbejdet en instruks <strong>for</strong><br />
embedet.<br />
I Regulativ <strong>for</strong> Fattiginspektøren i Kolding, som kun findes bevaret<br />
som et udkast i Fattigudvalgsprotokollen <strong>for</strong> 1895-1900, står, at han<br />
antages og afskediges af Kolding Byråd efter indstilling af Udvalget<br />
<strong>for</strong> Fattigvæsenet. Han kan afskediges med 1/2 års varsel til en 1. maj<br />
eller 1. november og kan opsige sin stilling med samme varsel. Ved<br />
fratrædelsen er han pligtig til at aflevere alt, hvad han har haft<br />
“under hånde” af byens sager til udvalget og til at give sin eftermand<br />
enhver <strong>for</strong>nøden oplysning. I tilfælde af misligt <strong>for</strong>hold kan han<br />
efter udvalgets indstilling straks suspenderes eller afskediges. Han<br />
stiller en kaution af 2.000 kr.<br />
Om inspektørens pligter står der i regulativet, at han med bistand<br />
fra fattig<strong>for</strong>standerne skal <strong>for</strong>estå byens fattig<strong>for</strong>sørgelse og almisseuddeling<br />
og tilsynet med de <strong>for</strong>sørgede. Enhver, der vil søge fattighjælp,<br />
skal henvende sig til ham, og han skal derefter anmode fattig<strong>for</strong>standeren<br />
i det pågældende distrikt om at undersøge ansøgerens<br />
<strong>for</strong>hold. Inspektøren har ret til, i samarbejde med fattig<strong>for</strong>standeren<br />
og om muligt udvalgets <strong>for</strong>mand, at yde en <strong>for</strong>eløbig understøttelse,<br />
indtil <strong>for</strong>holdet endeligt kan blive afgjort på et udvalgsmøde. Udgifter,<br />
som ikke er budgetterede eller som går ud over rent øjeblikkelig<br />
hjælp, må inspektøren ikke erholde uden samtykke af udvalget.
Fattiggården på Svietorv, den tidligere<br />
friskole. Foto ca. 1900.<br />
Desuden er fattiginspektøren <strong>for</strong>pligtet til at udarbejde fattigvæsenets<br />
regnskaber efter den af Fattigudvalget anordnede plan og føre<br />
Fattigudvalgets <strong>for</strong>handlingsprotokol. Han skal sørge <strong>for</strong>, at fattigvæsenets<br />
skrivelser journaliseres og kopieres og er ansvarlig <strong>for</strong> fattigvæsenets<br />
arkiv og <strong>for</strong> at holde det i en sådan orden, at det til enhver tid<br />
er let tilgængeligt, indtil det overgår i byens arkiv.<br />
Fra 1885 aflønnede Fattigudvalget også en fattigfoged, der var en<br />
politibetjent, i 1896 med 125 kr. i årlig løn. Diakonissestiftelsen i<br />
København stillede en diakonisse til rådighed <strong>for</strong> fattigvæsenet i<br />
Kolding <strong>for</strong> 300 kr. Herudover skulle hun have <strong>for</strong>plejning.<br />
Fattiginspektør J. Madsen havde kontor på Fattiggården eller Forsørgelsesanstalten,<br />
som den blev kaldt i vejviseren 1904. Samme vejviser<br />
oplyser, at kontoret er åbent fra 9-12 <strong>for</strong>m. og 2-6 eftrm., og at<br />
der på kontoret ud over J. Madsen er fattigfoged Fr. Jensen og kontorist<br />
Nagel.<br />
Fattigudvalget bestod i 1899 <strong>for</strong>uden <strong>for</strong>manden, vinhandler Chr.<br />
Friis, af sagfører Edv. Lau, justitsråd C. Nielsen, toldkontrollør B.<br />
Meyer og konsul R. Kaalund (<strong>for</strong> Landdistriktet). Chr. Friis døde i<br />
1901, og venstremanden Edv. Lau efterfulgte ham som <strong>for</strong>mand <strong>for</strong><br />
Fattigudvalget. I 1906 blev socialdemokraten Knud Hansen<br />
<strong>for</strong>mand.<br />
19
20<br />
Fattigvæsenets udvikling<br />
1899-1914<br />
Årsagen til fattigdommen<br />
På landsplan var der o. 1900 ca. 50.000, der levede af fattighjælp i<br />
Danmark. I 1901 var der 504, der fik fattighjælp i Kolding, 611 i<br />
1907, i 1911-12 var tallet steget til 701 og til 841 personer i 1913.<br />
Disse tal omfatter endda kun “hovedpersonerne”. Den hjælp, de fik,<br />
skulle som oftest slå til til en hel families underhold.<br />
Det fremgår af den såkaldte “Fattigstatistik” fra 1911-12, der indeholder<br />
et skema <strong>for</strong> hver fattighjælpsmodtager, at de fattige kunne<br />
opdeles i to grupper - dem, der ikke selv var skyld i deres ulykke, og<br />
dem, der måtte have hjælp på grund af “drikfældighed og dovenskab”.<br />
De, der hørte til den anden gruppe, blev næsten alle indlagt på<br />
Fattiggården, <strong>for</strong> de øvrige var hjælpens art <strong>for</strong>skellig. Det kunne<br />
være fast understøttelse i hjemmet, huslejehjælp, beklædningshjælp,<br />
sygehusophold, lægehjælp, medicin. Årsagen til behovet <strong>for</strong> hjælp<br />
var sygdom, arbejdsløshed, utilstrækkelig arbejds<strong>for</strong>tjeneste, alderdomssvaghed,<br />
mandens død og utilstrækkeligt erhverv, stor børneflok.<br />
Hovedparten af dem, der fik hjælp, havde arbejde - lønnen <strong>for</strong><br />
det var bare ikke nok til at holde nøden fra døren.<br />
Nogle få eksempler fra fattigprotokollerne omkring århundredskiftet:<br />
17. april 1899: “N.N. som den.... afgik ved døden, efterlod sig 2 børn,<br />
som har ophold hos deres ældre søster, der ernærer sig ved rengøring.<br />
Da hun imidlertid ikke kan påtage sig fuld <strong>for</strong>sørgelse af disse<br />
to søskende uden vederlag, tilstodes der hende en hjælp i denne<br />
anledning af 9 kr. kvartalet.”<br />
23. oktober 1899: “Inspektøren indberetter, at enke N.N. begærer<br />
fattighjælp. Efter afhøring er hun <strong>for</strong>sørgelsesberettiget her i staden,<br />
har 3 ukonfirmerede børn og kan ikke ved egen hjælp ernære sig.<br />
Efter omstændighederne tilstodes der hende 80 kr. årligt i husleje og<br />
en ugentlig almisse af 3 kr.”<br />
13. august 1900: “Under 8 ds. blev der ydet ugift fruentimmer N.N.<br />
født 1825 (altså 75 år gammel) en månedlig almisse af 8 kr.”<br />
Til sammenligning kan det nævnes, at en arbejdsmand i Kolding i<br />
1900 fik ca. 30 øre i timen.<br />
27. december 1900: “Under 19. ds. fremkom ugift N.N. og <strong>for</strong>klarede,<br />
at hun den 26. november d.å. her i byen fødte et uægte drengebarn<br />
ved udlagt barnefader cigarmager N.N., 16 år gl. og født i Fredericia.<br />
Barnemoderen er født den 22. december 1884 i Sønderborg<br />
paa Als. Da barnemoderen er 15 år gl., vil barnets fødsel være at<br />
notere i <strong>for</strong>ældrenes <strong>for</strong>sørgelseskommune Vedersø”.<br />
Pedel N.N.s enke meddelte til Fattigudvalget ved mødet den 11.<br />
februar 1901, at hun havde et barn i pleje, men da faderen var rejst<br />
fra byen, og hans opholdssted var ukendt, ville hun aflevere barnet
til fattigvæsenet, da hun ikke kunne have barnet uden vederlag. Da<br />
plejestedet ansås <strong>for</strong> godt, vedtog Fattigudvalget at yde hende en<br />
midlertidig plejeløn af 7 kr. månedlig, indtil faderen evt. fremkom<br />
og selv afholdt udgifterne.<br />
I mødet den 6. maj 1901 leverede farver S. Rasmussen, der arbejdede<br />
hos Leneths jernstøberi, en attest fra Svendesygekassen på, at den<br />
havde ydet ham den lov<strong>for</strong>melige sygehjælp i 13 uger á 60 øre daglig.<br />
Han anmodede nu om, at “Fattigudvalget i henhold til Fattiglovens §<br />
63 vil yde ham en lignende hjælp i 13 uger, såfremt sygdommen vedvarer.<br />
Han har 21 kr. ugentlig i arbejdsløn, men da han har et stort<br />
antal børn: 12, hvoraf 4 er konfirmeret, og han des<strong>for</strong>uden under<br />
konens sygdom har holdt en sygeplejerske, mener udvalget, at der er<br />
tilstrækkelig trang til stede, hvorefter det vedtoges indtil videre<br />
under inspektørens tilsyn at yde ham nævnte beløb 4 kr. 20 øre<br />
ugentligt”.<br />
Udgifterne til fattigvæsenet<br />
På fattigvæsenets budget <strong>for</strong> år 1900 regnedes med en nettoudgift på<br />
27.400 kr. til de fattiges <strong>for</strong>sørgelse, når refusion fra fremmede kommuner<br />
og det, der indkom ved fattiggårdslemmernes arbejds<strong>for</strong>tjeneste,<br />
var trukket fra.<br />
Dette omfattede fattiges underhold på Forsørgelsesanstalten (Fattiggården)<br />
med et <strong>for</strong>ventet antal lemmer på mellem 24 og 30, “<strong>for</strong> i<br />
pleje udsatte børn”, der i de seneste år havde været ca. 30 om året,<br />
faste ugentlige understøttelser ( i 1898 til 10 enker, hvoraf 4 havde<br />
børn), faste årlige understøttelser og så de ekstraordinære understøttelser,<br />
der bestod i husleje til egne fattige, brødhjælp, medicin, sygehjælp<br />
og begravelsesudgifter og refusion til andre kommuner <strong>for</strong><br />
egne fattige, brændsel og beklædningshjælp samt alimentationsudgifter,<br />
og endelig var der afsat 2250 kr. til “afsindige personers underhold”<br />
og “døvstumme og åndssvages underhold”. De sidste to kategorier<br />
stod med navns nævnelse i kommunens trykte budget! Fra 1901<br />
havde hjælp til disse dog ikke fattighjælps virkning.<br />
Fattigvæsenets budget <strong>for</strong> år 1900 har ikke kunnet holde. Det<br />
fremgår af budgettet <strong>for</strong> 1902, at der rent faktisk i år 1900 var 44<br />
lemmer på Fattiggården, ca. 40 plejebørn og 20 enker, der skulle<br />
have understøttelse.<br />
Det var endda gode tider <strong>for</strong> industrien og landbruget i perioden<br />
frem til 1. verdenskrig og dermed også <strong>for</strong> beskæftigelsen. Stigningen<br />
i antallet af fattigunderstøttede skyldes således snarere, at der<br />
blev flere koldingensere, end at folk p.g.a. arbejdsløshed måtte søge<br />
fattighjælp. I lighed med andre større byer ramtes Kolding dog i<br />
årene 1907-1909 af nogle perioder med krise inden <strong>for</strong> byggebranchen,<br />
og det afspejles i fattigvæsensregnskaberne. Hvor nettoudgifterne<br />
mellem 1901 og 1906 holdt sig nogenlunde konstante på<br />
omkring 38.000-39.000 kr. om året, steg udgifterne i de fire regnskabsår,<br />
1907-08, 1908-09, 1909-10 og 1910-11 til henholdvis ca.<br />
45.000 kr., 48.000 kr., 47.000 kr. og 50.000 kr. I 1911 faldt udgifterne<br />
til 38.000 kr. <strong>for</strong> året efter at stige drastisk til 65.000 kr.<br />
Det skal bemærkes, at udgiften til arbejdsløshedsunderstøttelse<br />
eller anden <strong>for</strong>m <strong>for</strong> understøttelse, der faldt uden <strong>for</strong> den egentlige<br />
fattighjælp, ikke er medtaget her.<br />
21
Katrinegade set fra Fattiggården mod<br />
vest, 1901. Foto Chr. Bech.<br />
Pastor C. W. Kiørboe.<br />
22<br />
Børne<strong>for</strong>sorgen<br />
I 1888 var vedtaget en lov om tilsyn med plejebørn, der krævede<br />
kommunalbestyrelsens tilladelse til at have børn i pleje mod betaling.<br />
Kommunerne kunne selv bestemme, hvordan de ville administrere<br />
dette, og det handlede mest om at få disse børn passet billigst muligt,<br />
d.v.s. til en udgift af 60-70 kr. årligt. I 1900 var tilsynet med plejebørnene<br />
af Byrådet overdraget en bestyrelse bestående af fru Brødsgaard,<br />
fru Carl Hansen, fru Stenderup, fru Haas, fru Vald. Müller,<br />
pastor Kiørboe, læge Petersen og købmand C. Jensen, der havde til<br />
opgave at tilse børnene i deres plejehjem og afgive indberetning til<br />
Byrådet, men i 1903 valgte Byrådet i stedet at lade den private <strong>for</strong>ening<br />
“Børnenes Vel” tage sig af dette. Flere af de nævnte personer<br />
gik også igen i Børnenes Vels bestyrelse.<br />
Nogen egentlig børnelovgivning eksisterede ikke på dette tidspunkt.<br />
Havde et barn <strong>for</strong>set sig mod landets love, blev det straffet<br />
efter den almindelige straffelov. For tyverier begået af børn, var den<br />
hyppigste straf “ris på rådstuen”.<br />
Købstadens eller kommunens ret til at fratage <strong>for</strong>ældre myndigheden<br />
over deres egne børn var til stede. Så tidligt som ved Fattigreglementet<br />
i 1803 var det fastslået som samfundets pligt at fjerne et barn<br />
fra hjemmet, når <strong>for</strong>ældrenes <strong>for</strong>stand, helbred eller sæder gjorde<br />
børnenes <strong>for</strong>bliven i hjemmet utilstedelig.<br />
I 1905 fik man en social børnelov. Lovens barske titel “Lov om<br />
behandling af <strong>for</strong>bryderiske og <strong>for</strong>sømte børn og unge mennesker”<br />
betød rent faktisk en mildere behandling af børnene. I hver<br />
kommune oprettedes et værgeråd sammensat af byrådspolitikere,
Fredericiagade set mod Jernbanegade,<br />
1901. Foto Chr. Bech.<br />
eksperter og lægfolk, der skulle behandle alle børnesager, og de var<br />
også eneste myndighed, der kunne tvangsfjerne børn.<br />
Værgerådet i Kolding trådte sammen <strong>for</strong> første gang den 8.<br />
november 1905. Det var sammensat af 7 mennesker. Formanden,<br />
herredsfoged G. Hansen, var beskikket af Justitsministeriet, pastor W.<br />
Kiørboe var beskikket af provst Hey, Alminde, og lærerinde, frk. L.<br />
Christensen var valgt af de fastansatte lærere ved de kommunale<br />
skoler i Kolding. De sidste fire var valgt af Byrådet, nemlig dr. med.<br />
J.F.W. Boysen, læge ved Kolding Sygehus, told<strong>for</strong>valter B. Meyer,<br />
tømrer Bram og fru D. Hansen.<br />
Sagerne blev behandlet dels på grundlag af korrespondance, dels<br />
ved indkaldelse af <strong>for</strong>ældrene til de omhandlede børn. I et tilfælde<br />
fra 1905 blev bedstefaderen indkaldt, <strong>for</strong>di <strong>for</strong>ældrene var rejst til<br />
Amerika, men han udeblev.<br />
Børns fjernelse fra hjemmet krævede kvalificeret flertal. Værgerådet<br />
fik flere sager, end man havde regnet med. I 1908-09 var plejebørnenes<br />
antal steget til 93 børn. Børnene blev enten anbragt i<br />
privat pleje eller i institutioner - børnehjem, opdragelsesanstalter<br />
eller iagttagelseshjem. Disse institutioner blev næsten udelukkende<br />
drevet af private.<br />
Enker og enlige kvinder med børn<br />
En hyppigt <strong>for</strong>ekommende trangsårsag i fattigstatistikker og i fattigudvalgsprotokollerne<br />
var angivet som “<strong>for</strong>sørgerens død eller<br />
rømning”. Når <strong>for</strong>sørgeren døde, havde den efterladte ofte ingen<br />
anden udvej end at søge hjælp hos fattigvæsenet, hvad enten det<br />
23
24<br />
drejede sig om permanent hjælp, eller midlertidig hjælp, som f.eks. i<br />
vinterhalvåret, hvor specielt udgifterne til brændsel blev mærkbart<br />
højere.<br />
Allerede i 1888 var der kommet en lov om bidrag til børn født<br />
uden <strong>for</strong> ægteskab. Loven betød, at kommunen kautionerede <strong>for</strong><br />
faderens bidrag til barnet, hvilket var en betydelig <strong>for</strong>bedring i<br />
<strong>for</strong>hold til tidligere, hvor moderen selv skulle sørge <strong>for</strong> at få underholdsbidraget<br />
indkrævet hos faderen.<br />
Selv om det offentlige understøttede enkerne og enlige kvinder<br />
med fattighjælp, og de dermed var underlagt fattighjælpens retsvirkninger,<br />
var der omkring århundredskiftet en almindelig holdning<br />
til, at de i lighed med de gamle skulle udskilles som en gruppe,<br />
der skulle undtages fra fattighjælpsvirkningerne. Det gjaldt i særdeleshed,<br />
hvis de samtidig havde børn at <strong>for</strong>sørge.<br />
Ældre<strong>for</strong>sorgen<br />
I 1900 blev der i alt uddelt alderdomsunderstøttelse til 65 familier og<br />
229 enkeltpersoner, hvoraf de 56 var <strong>for</strong>sørgelsesberettigede i andre<br />
kommuner. Udgiften havde været 29.088 kr. netto, hvor<strong>for</strong> man i<br />
overslaget <strong>for</strong> 1902 regnede med en udgift på 33.000 kr.<br />
Helt frem til 1909 var borgmester C.P.C. Schiørring <strong>for</strong>mand <strong>for</strong><br />
Alderdomsunderstøttelsesudvalget. Det vidner om, at man i Kolding<br />
tog denne nye opgave særdeles alvorligt. Og man efterkom lovens<br />
henstilling om ikke at blande fattigunderstøttede og alderdomsunderstøttede<br />
sammen. Udvalget benyttede sig ikke af fattigvæsenets<br />
undersøgere, men havde sin egen undersøger, en politibetjent og<br />
også egen sekretær. De blev aflønnet med 150 kr. hver. Fra 1909<br />
bevilgede Byrådet en sekretær, der også skulle være undersøger, til<br />
en løn af 600 kr., og der oprettedes et egentligt kontor, hvor sekretæren<br />
var til stede 1-2 timer daglig.<br />
Alderdomsunderstøttelsesloven fastsatte ingen bestemte takster<br />
<strong>for</strong> understøttelsernes størrelse. Udvalget skulle selv skønne, hvor<br />
meget ansøgeren havde behov <strong>for</strong>, og der blev kun bevilget det nødvendigste.<br />
I gennemsnit var tildelingen i provinsbyerne i 1900 76 kr.<br />
og 50 øre årligt.<br />
Hjælp fra det offentlige uden fattighjælps virkning<br />
De, der kunne klare sig med midlertidig hjælp, kunne søge hjælp fra<br />
Den frie Fattigkasse og det medførte ikke tab af valgret, <strong>for</strong> De frie<br />
Fattigkassers <strong>for</strong>mål var at yde midlertidig hjælp til fattige trængende<br />
uden fattigvæsenets retsvirkninger. Efter 1869 finansieredes kasserne<br />
hovedsageligt af kommunale bidrag. I 1901 fik De Fattiges Kasse i<br />
Kolding således 2.000 kr. af kommunen, hvilket i sammenligning<br />
med de omkring 38.000 kr., kommunen brugte på fattigvæsenet, var<br />
et temmeligt beskedent beløb, og de ydelser, der blev bevilget herfra,<br />
var ganske små, som regel 2-3 kr. pr. gang.<br />
Et af de vigtigste programpunkter <strong>for</strong> den socialdemokratiske<br />
kommunalpolitik var at øge det kommunale tilskud til denne kasse.<br />
Det kommunale tilskud blev da også <strong>for</strong>højet flere gange i de følgende<br />
år, bl.a. på op<strong>for</strong>dring fra Arbejdernes Fællesorganisation. I 1906-<br />
07 var det nået op på 4.500 kr. Ud over de kommunale bidrag bestod<br />
De Fattiges Kasses væsentligste indtægter i mange år af penge indsamlet<br />
i kirkebøsserne. Det indtægtsgrundlag <strong>for</strong>svandt ved loven om<br />
menighedsråd i 1903, der betød, at administrationen af disse midler
Børnebespisningens lokale i kælderen til<br />
den grå skolebygning i Skolegade, ca.<br />
1905.<br />
overgik til menighedsrådene. Bestyrelsen, som var folkevalgt, bestod<br />
i 1901 af pastor W. Kiørboe, sognepræst ved Sct. Nicolai Kirke,<br />
købmand A. Jensen og maler C. Jensen.<br />
I 1907 erstattedes Den frie Fattigkasse af Hjælpekassen. I henhold<br />
til Lov af 4. maj 1907 om kommunale Hjælpekasser kunne disse “yde<br />
midlertidig, skønsbaseret hjælp til alle værdige trængende i disses<br />
bestræbelser på at holde sig fri af fattigvæsenet”. Den afgørende<br />
<strong>for</strong>skel mellem hjælpekasserne og De frie Fattigkasser var, at kommunerne<br />
kunne få 1/3 statsrefusion af de bidrag, de ydede til hjælpekasserne.<br />
Kommunalt tilskud til syge- og arbejdsløshedskasser<br />
Kommunen ydede også mindre tilskud til sygekasserne. Således var<br />
der på budgettet 1904-05 afsat 150 kr. til Arbejdsmændenes Sygekasse,<br />
100 kr. til Svendesygekassen og Arbejder<strong>for</strong>eningens Sygekasse og<br />
50 kr. til Murernes og Tømrernes og NIOGTs sygekasser. I 1910-11<br />
var den samlede udgift til de statsanerkendte sygekasser 1.400 kr.,<br />
idet Byrådet bevilgede 60 øre pr. medlem, fra 1912 gik Venstre med<br />
til at yde 1 kr. pr. medlem på <strong>for</strong>slag fra Socialdemokraterne. Men<br />
stadig var det sådan, at de bidrag, sygekasserne kunne udbetale til<br />
medlemmerne, var små og kun kunne klare kort tids sygdom, og det<br />
var kun de “velhavende ubemidlede”, der havde råd til at være<br />
medlem af sygekasserne.<br />
Da loven om statsanerkendte arbejdsløshedskasser blev vedtaget i<br />
1907 kunne Byrådet yde støtte til arbejdsløshedskasserne på linie<br />
med sygekasserne, i 1910-11 var det 3.800 kr.<br />
25
Bestyrelsen <strong>for</strong> Børnebespisningen. Fra<br />
venstre toldkontrollør B. Meyer, redaktør<br />
Knud Hansen, sagfører J. L. Hansen,<br />
borgmester Schjørring og lærer N.P.<br />
Tradsborg sammen med fru toldkontrollør<br />
Meyer, kogekonen fru Olsen og de<br />
serverende piger. Foto fra 1904.<br />
26<br />
Privat velgørenhed<br />
Den private velgørenhed var omkring 1900 en meget vigtig del af<br />
datidens socialvæsen, selv om hjælpen var beskeden. Der var dels en<br />
række legater at søge, dels nogle få velgørende <strong>for</strong>eninger. De fleste<br />
af disse <strong>for</strong>eningers midler blev dog anvendt til at drive sociale institutioner.<br />
Arten af den private velgørenhed strakte sig desuden fra<br />
uddeling af julepakker, bespisning ved højtider, brændselshjælp om<br />
vinteren, penge til at beklæde sine børn (f.eks. ved konfirmationer)<br />
og til huslejehjælp.<br />
Blandt de vigtigste af disse velgørende <strong>for</strong>eninger kan nævnes:<br />
Understøttelses<strong>for</strong>eningen i Kolding af 1866 ændrede i 1884 navn til<br />
Kolding almindelige Understøttelses<strong>for</strong>ening. Dens <strong>for</strong>mål var dels at<br />
oprette og drive et børneasyl, dels at sørge <strong>for</strong> understøttelse af<br />
trængende. Den første uddeling til trængende fandt sted samme år<br />
efter afholdelse af en basar. Bestyrelsen stod også i starten <strong>for</strong> en art<br />
arbejdsanvisning <strong>for</strong> de arbejdsløse. Det lykkedes dog ikke særlig<br />
godt, og kommunen måtte træde til med beskæftigelsesarbejder,<br />
bl.a. anlæg af Kærlighedsstien.<br />
Understøttelserne uddeltes ved kvartårlige møder, og i det første<br />
år uddelte man 1293 kr. i kontanter og kul <strong>for</strong> 79 kr. Foreningens<br />
største virksomhed faldt i 1887, hvor der uddeltes 3619 kr. i kontanter<br />
og 473 1 /2 tdr. kul. Det falder godt i tråd med den store tilvækst,<br />
som fattigvæsenet oplevede i netop disse år. I slutningen af 1880erne<br />
var der mærkbar nød i Kolding.
Pastor F.V. Schjøtt, sognepræst i Kolding<br />
1883-93.<br />
Herefter gik understøttelsesbeløbene jævnt ned. I 1922 uddelte<br />
<strong>for</strong>eningen kun 770 kr., hvilket dog skal ses i <strong>for</strong>bindelse med, at de<br />
kommunale hjælpekasser - som blev oprettet i 1907 - også havde til<br />
opgave at understøtte værdigt trængende, og desuden havde langt<br />
flere midler.<br />
Man havde mere held med oprettelsen af Kolding Børneasyl. I<br />
februar 1867 åbnede børneasylet under beskedne <strong>for</strong>mer i en lille<br />
lejlighed i Vestergade. Det skulle være plejehjem <strong>for</strong> børn af udearbejdende<br />
<strong>for</strong>ældre i dagtimerne. Der var kun plads til 12 børn, og<br />
<strong>for</strong> at imødekomme det meget større behov byggede man året efter<br />
et asyl i Markdanersgade. I 1869 var der allerede indtegnet 70 børn.<br />
Koldings første børnehjem <strong>for</strong> <strong>for</strong>ældreløse børn blev indviet i<br />
november 1888 på initiativ af pastor Fr. Schjøtt. Børnehjemmet lå på<br />
Alhambravej (nu Sct. Michaels Gade) og finansieredes ved private<br />
bidrag.<br />
På grundlag af frivillige bidrag, testamentariske gaver og et stort<br />
engagement af de kvindelige ledere er disse institutioner <strong>for</strong>tsat, til<br />
de kommunale tilskud i nyere tid har sikret driften. Børnehaven i<br />
Søgade stammer tilbage fra Børneasylet, og Tinghøj og Fuglehøj er<br />
nye navne <strong>for</strong> Kolding Børnehjem.<br />
Omsorgen <strong>for</strong> børn, hvad enten den gjaldt <strong>for</strong>ældreløse børn eller<br />
børn af fattige <strong>for</strong>ældre, appellerede specielt til den private organiserede<br />
velgørenhed.<br />
Børnenes Vel, stiftet i 1901, havde til <strong>for</strong>mål, at finde gode plejehjem til<br />
børn, der levede under uheldige <strong>for</strong>hold, og <strong>for</strong>eningen fik også i en<br />
årrække til opgave at administrere tilsynet med plejebørn på Kolding<br />
Kommunes vegne. Foreningen var initiativtager til oprettelsen af<br />
vuggestuen i Skolegade i 1906 og til et fritidshjem <strong>for</strong> større børn i<br />
1913. Begge disse institutioner findes stadig. Vuggestuen er flyttet til<br />
det gamle sygehus og hedder nu Vuggestuen ved Åen, fritidshjemmet<br />
hedder i dag Daginstitutionen Vifdam.<br />
Børnebespisningen, der oprettedes i 1897, var et tilbud til børn om et<br />
middagsmåltid. Midlerne hertil kom alene ved frivillige bidrag. Initiativtagerne<br />
var kæmner J. O. Brandorff, borgmester C. P. C. Schjørring,<br />
sagfører J. L. Hansen, apoteker N. C. Müller og skoleinspektør<br />
N. P. Tradsborg.<br />
Socialdemokraterne kommer i Byrådet<br />
Indtil byrådsvalget i 1909 var der privilegeret valgret til de kommunale<br />
valg. Ud over borgmesteren, der også var byfoged og kongevalgt,<br />
var Byrådet sammensat af to grupper. Den større del, bestående af 8<br />
medlemmer, var valgt af samtlige vælgere, d.v.s. alle mænd, der var<br />
fyldt 25 år og havde betalt deres kommuneskat, og en mindre del, 7<br />
medlemmer, som var valgt af den højstbeskattede femtedel af vælgerne.<br />
De højstbeskattede kunne stemme hvert 3. år, de almindelige<br />
vælgere kun hvert 6. år.<br />
Partiet Venstre havde en stærk position i Byrådet i Kolding, hvilket<br />
især skyldtes, at Chresten Berg havde boet i Kolding i mange år og<br />
bl.a. i 1871 havde stiftet Kolding Folkeblad, inden han blev Koldingkredsens<br />
folketingsmand. Venstre havde siden 1876 fået alle mandater<br />
ved de almindelige vælgeres valg, men den privilegerede valgret<br />
havde betydet, at Højre havde vundet alle mandater ved de højstbe-<br />
27
Vuggestuen i Skolegade ca. 1910.<br />
28<br />
skattedes valg. Magtbalancen var således 8 til 7, idet den kongevalgte<br />
borgmester, C. P. C. Schjørring, normalt holdt sig uden <strong>for</strong> afstemningerne.<br />
I tiåret mellem 1900 og 1910 blev denne magtbalance imidlertid<br />
<strong>for</strong>rykket. Ved et suppleringsvalg i 1901 blev en venstremand <strong>for</strong><br />
første gang valgt ind i Byrådet af de højstbeskattede. Da der i 1903<br />
var ordinært valg af de højstbeskattede til Byrådet, blev 6 venstremænd<br />
og kun en højremand valgt ind. Dermed sad Venstre på 14 ud<br />
af Byrådets 15 pladser. Dette førte til en alliance mellem Højre og<br />
Socialdemokraterne ved den almindelige vælgerklasses valg i 1906, så<br />
Venstre kun fik 4 mandater, Højre 1 og Socialdemokraterne kom <strong>for</strong><br />
første gang i Byrådet med 3 mandater.<br />
Selv om Venstre <strong>for</strong>tsat havde flertallet i Byrådet med 10 mandater,<br />
blev socialdemokraten Knud Hansen, tidligere ølkusk ved Slotsmøllen<br />
og sidenhen redaktør af dagbladet Kolding Social-Demokrat,<br />
medlem af Alderdomsunderstøttelsesudvalget og Skoleudvalget og<br />
<strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Udvalget <strong>for</strong> Fattigvæsen. Selv om denne ære måske<br />
skyldtes, at Edv. Lau gerne ville fritages <strong>for</strong> hvervet, var det <strong>for</strong> Socialdemokraterne<br />
af stor betydning at få indflydelse på byens <strong>for</strong>sørgelsespolitik.<br />
De kæmpede <strong>for</strong> at bedre vilkårene <strong>for</strong> de dårligst stillede<br />
og især <strong>for</strong>, at så få som muligt skulle miste deres valgret enten p.g.a.<br />
modtagelse af fattighjælp eller p.g.a. skatterestance.<br />
I årene efter 1906 kæmpede Socialdemokraterne i Byrådet især<br />
<strong>for</strong> større tilskud til De fattiges Kasse, senere Hjælpekassen, og <strong>for</strong><br />
opførelse af et alderdomshjem, dengang kaldet “alderdomsasyl”.<br />
Lige og almindelig valgret - også <strong>for</strong> kvinder -<br />
til kommunale valg fra 1908<br />
Lige siden 1866 havde det været Venstres politik at få gennemført<br />
lige og almindelig valgret såvel til Rigsdagen som til de kommunale<br />
valg. I 1908 lykkedes det at få vedtaget en lov om udvidelse af valgretten<br />
til de kommunale valg. Hermed fik alle mænd og kvinder over<br />
25 år, som havde boet i kommunen i to år og betalt deres kommuneskat,<br />
stemmeret. Ca. 70% af befolkningen over 25 år havde nu
Knud Hansen, ølkusk og derefter redaktør<br />
af Kolding Social-Demokrat, byrådsmedlem<br />
1906-1943, folketingsmand<br />
1920-1937 og borgmester 1937-1943<br />
stemmeret. De, der ikke betalte skat eller modtog kommunal fattighjælp,<br />
var stadig frataget deres stemmeret, og kravet om to års<br />
ophold i kommunen fratog også en del valgretten.<br />
Socialdemokraterne og de radikale var ikke tilfredse hermed. I<br />
årene efter 1908 stillede de gentagne gange <strong>for</strong>slag i Rigsdagen om<br />
nedsættelse af valgretsalderen, afkortning af kravet om to års ophold<br />
i kommunen, der især ramte tjenestefolk og løsarbejdere, og bortfald<br />
af kravet om, at man skulle betale skat, men først i 1936 fik man<br />
reduceret opholdspligten til 4 måneder.<br />
Alligevel var det af stor betydning. Socialdemokrater og radikale<br />
fik større indflydelse på samfundsudviklingen, og de fik gennemført,<br />
at de kommunale bidrag til socialvæsenet <strong>for</strong>øgedes.<br />
Avisen Kolding Social-Demokrat, der udkom dagligt fra 1899,<br />
gjorde et stort arbejde <strong>for</strong> at oplyse de, der havde fået fattighjælp<br />
om, at de kunne få fattighjælpen eftergivet og få deres valgret igen,<br />
hvis de i fem år ikke havde modtaget fattighjælp. Ligeledes førte<br />
man en kraftig agitation <strong>for</strong>, at partifællerne fik betalt deres skat til<br />
kommunen i rette tid, så de ikke af den grund mistede stemmeretten.<br />
Det var også vigtigt, at der blev betalt skat - ellers ingen valgret.<br />
Der<strong>for</strong> indstillede Alderdomsunderstøttelsesudvalget i 1913, at alle<br />
alderdomsunderstøttede skulle betale skat, og det blev med Venstres<br />
støtte gennemført, selv om det var kommunen, der skulle betale<br />
deres skat.<br />
Hjælpekassevalget i 1908<br />
Det første valg til de nye hjælpekasser fandt sted den 30.marts 1908.<br />
Det var også første gang, kvinder kunne bruge deres stemmeret, og<br />
der<strong>for</strong> mødte borgmester Schjørring op på valgdagen og overrakte<br />
blomster til den første kvindelige vælger.<br />
Hjælpekassebestyrelsen var på ni medlemmer. Socialdemokraterne<br />
fik det største antal stemmer og indvalgt 4 i bestyrelsen, fulgt af<br />
Venstre med 3 og Højre med 1. Formand <strong>for</strong> bestyrelsen blev pastor<br />
Kiørboe, der var opstillet på den socialdemokratiske liste, skønt han<br />
ikke var medlem af partiet. Der kom fire kvinder i bestyrelsen fra alle<br />
tre partier.<br />
Ligesom Den frie Fattigkasses bestyrelse arbejdede Hjælpekassens<br />
bestyrelse helt uafhængigt af det kommunale fattigvæsen, de havde<br />
meget frie hænder i administrationen af kassens midler, og de fik<br />
efterhånden bedre mulighed <strong>for</strong> at yde midlertidig hjælp. Betingelsen<br />
<strong>for</strong> at få hjælp var, at man havde haft fast ophold i kommunen,<br />
ikke havde dom <strong>for</strong> “en i offentligheden vanærende handling”<br />
og ikke havde modtaget fattighjælp inden <strong>for</strong> de tre sidste måneder.<br />
Hjælpen blev givet ud fra et skøn i hver enkelt tilfælde, og der var<br />
ingen ankemulighed. Der kunne der<strong>for</strong> være store <strong>for</strong>skelle på den<br />
hjælp, der blev givet, fra kommune til kommune. I 1913 blev der lagt<br />
loft over den hjælp, som den enkelte familie kunne modtage inden<br />
<strong>for</strong> et bestemt tidsrum. Bidraget fra Koldings kommunekasse var i<br />
budgettet <strong>for</strong> 1908-09 4.000 kr, hvorfra kunne trækkes 1/3, som var<br />
statskassens bidrag. Året efter <strong>for</strong>højedes tilskuddet til 5.000 kr. og i<br />
1910 til 6.000 kr. I 1912 bevilgedes 9.200 kr. og i 1913 10.000 kr.<br />
Fattiginspektørembedet deles 1908<br />
Fattiginspektør Jens Larsen Madsen afgik ved døden den 30. juni<br />
1908 i en alder af 65 år. Den hidtidige bogholder og sekretær H.<br />
29
Sygestuen <strong>for</strong> mænd på Fattiggården,<br />
ca. 1910.<br />
30<br />
Nagel blev ved det efterfølgende fattigudvalgsmøde straks konstitueret<br />
som fatttiginspektør. Kassen blev opgjort, og Nagel overtog<br />
beholdningen. Enkefru Madsen vedblev indtil videre at <strong>for</strong>estå økonomien<br />
og oppebar de samme indtægter, hendes afdøde mand<br />
oppebar.<br />
Fattigudvalget med <strong>for</strong>manden Knud Hansen i spidsen benyttede<br />
denne lejlighed til at <strong>for</strong>eslå Byrådet, at der ændredes i embedets<br />
indhold. Inspektoratet skulle deles i to stillinger, således, at der både<br />
ansattes en fattiginspektør, nu kaldet bogholder, og en økonom.<br />
Fattigudvalgets bogholder<br />
Bogholderen skulle føre Fattigvæsenets regnskaber, <strong>for</strong>estå alle udbetalinger,<br />
som skete fra Fattigvæsenets kontor, og modtage de penge,<br />
der indgik til dette. Desuden skulle han være Fattigudvalgets sekretær<br />
og udfærdige alle fattigvæsenets skrivelser. Han blev placeret<br />
med en løn på 1800 kr. årligt, og stillingen blev besat med den tidligere<br />
kontorist H. Th. M. Nagel, der tiltrådte den 20. august 1908.<br />
Før ansættelsen skulle han stille en kaution på 4000 kr.<br />
Selv om han ikke længere havde titel af fattiginspektør, var bogholderen<br />
fattiginspektørens afløser, og regulativet <strong>for</strong> ham er næsten<br />
identisk med fattiginspektørregulativet fra 1899. Her er det dog præciseret,<br />
at det påhviler ham med bistand af undersøgeren og fattig<strong>for</strong>standere<br />
at <strong>for</strong>estå hele fattig<strong>for</strong>sørgelsen og almisseuddelingen.<br />
Enhver, der søgte om fattighjælp, skulle henvende sig til bogholderen,<br />
der derefter kunne anmode undersøgeren om at undersøge de<br />
fattiges <strong>for</strong>hold og optage en afhøring af den trængende. Bogholderen<br />
bestemte da sammen med undersøgeren og om muligt udvalgets<br />
<strong>for</strong>mand, hvor stor understøttelse, der <strong>for</strong>eløbig måtte ydes, indtil<br />
<strong>for</strong>holdet endelig kunne afgøres på et udvalgsmøde.
Vagabondernes sovesal på Fattiggården,<br />
ca. 1910.<br />
Ligesom fattiginspektøren blev bogholderen ved fattigvæsenet placeret<br />
i 3. lønningsklasse på linie med vandværksbestyreren.<br />
Økonomen og undersøgeren<br />
Økonomen, der også fik titel af undersøger, fik to adskilte opgaver.<br />
For det første skulle han <strong>for</strong>estå driften af Forsørgelsesanstalten og<br />
lede det arbejde, som lemmerne udførte. For det andet skulle han<br />
<strong>for</strong>etage alle undersøgelser hos de fattige, der boede uden <strong>for</strong> anstalten<br />
og føre tilsyn med dem. Han fik 1.000 kr., fri bolig (på fattiganstalten),<br />
lys og brændsel, 3 kostportioner dagligt, samt 10 % af <strong>for</strong>tjenesten<br />
på det arbejde, som <strong>for</strong>sørgelsesanstaltens beboere udførte.<br />
Denne stilling blev besat med den tidligere omtalte Jens Rasmussen,<br />
der var bryggeriarbejder på Slotsmøllen. Han ansattes den 8.<br />
oktober 1908.<br />
Det var især vigtigt <strong>for</strong> Fattigudvalget at få bedre styr på <strong>for</strong>holdene<br />
på Fattigggården. Plads- og arbejds<strong>for</strong>holdene var under al kritik.<br />
Den var beregnet til 34 personer, men belægningsprocenten var som<br />
oftest langt højere, og de vagabonder, der blev indlagt, havde ingen<br />
problemer med at undvige. I 1906 havde der alene været 82 undvigelser.<br />
Fattigudvalget fik da også i 1908 bevilget 600 kr. til at gøre<br />
muren uden om Fattiganstalten en alen højere og til at bygge en ny<br />
port mod Katrinegade.<br />
I økonomens regulativ, også fra 1908, stod der, at det påhvilede<br />
ham at påse, at der herskede ro og orden på anstalten, sørge <strong>for</strong>, at<br />
de arbejdsdygtige fattige stod op i rette tid, og at de havde ordnet<br />
deres senge og rengjort deres soveværelser. De fattige måtte kun<br />
efter hans tilladelse <strong>for</strong>lade anstalten, og tilsvarende skulle han give<br />
tilladelse til besøg på anstalten. Indtagelse af stærke drikke var naturligvis<br />
<strong>for</strong>budt.<br />
31
Kvindernes opholdsstue på Fattiggården,<br />
ca. 1910.<br />
32<br />
Økonomens opgaver som undersøger ude i byen bestod i, at han<br />
på bogholderens anmodning skulle <strong>for</strong>etage afhøringer og føre en<br />
protokol over de fattiges <strong>for</strong>hold. Desuden skulle han udføre en lang<br />
række praktiske opgaver.<br />
Til slut i hans arbejdsbeskrivelse stod der:<br />
“Økonomen, såvel som hans hustru, skal altid bestræbe sig <strong>for</strong> at<br />
omgås de fattige på rette måde, så at han behandler dem med venlighed,<br />
men dog iagttager den alvor, der er nødvendig til udførelsen af<br />
hans myndighed”.<br />
I Kolding Avis fra 1. januar 1924 refereres, at med ansættelsens af<br />
Jens Rasmussen blev Fattiggården lidt mere hyggelig. Der kom gardiner<br />
<strong>for</strong> vinduerne og tæpper på sengene. Det kostede ikke mange<br />
penge, men livede svært op. Det synes at være efter dette tidspunkt,<br />
at fotografierne fra Fattiggården er taget.<br />
Enkerne flyttes fra Fattigvæsen til Hjælpekasse 1909<br />
Det var <strong>for</strong>tsat afgørende <strong>for</strong> socialdemokraterne at få så mange som<br />
muligt blandt de, der modtog fattighjælp, overført til anden <strong>for</strong>m <strong>for</strong><br />
hjælp, der ikke havde fattighjælpsvirkninger.<br />
Et udtryk <strong>for</strong> dette var et <strong>for</strong>slag fra socialdemokraterne i 1909<br />
om, at man overførte et antal enker fra Fattigvæsenet til Hjælpekassen,<br />
og at det tilskud, de fik, nemlig 4000 kr., fulgte med. Det var de<br />
borgerlige ikke umiddelbart indstillet på, bl.a. mente landdistriktets<br />
repræsentant i Byrådet, sagfører Viuff, at der var flere på listen, som<br />
efter hans mening ikke kunne betragtes som værdigt trængende.
Kolding Byråds første kvindelige medlem<br />
Alba Christensen-Dalsgaard.<br />
Foto fra 1914.<br />
Desuden måtte Hjælpekassen i medfør af loven slet ikke udbetale<br />
faste ydelser. Socialdemokraternes <strong>for</strong>slag blev dog vedtaget med 9<br />
stemmer imod 5. Heraf mønstrede socialdemokraterne selv de 6<br />
stemmer, mens borgmester Schjørring, højremanden, læge J.C.<br />
Hempel og Kolding Byråds første kvindelige medlem, lærerinde<br />
Alba Christensen-Dalsgaard fra Venstre lagde de øvrige tre stemmer<br />
til. Hun stemte således med hjertet frem <strong>for</strong> at overholde partidisciplinen.<br />
Hendes 5 mandlige venstrekolleger stemte imod.<br />
Bekymring over de stigende sociale udgifter<br />
I 1909 udtalte J.O. Brandorff fra Højre, der var kæmner og byrådsmedlem<br />
på samme tid, stor bekymring over kommunens sociale<br />
udgifter, både hvad angik Fattigvæsenet og kommunens tilskud til<br />
andre understøttelses<strong>for</strong>mer, Hjælpekassen og de lovpligtige bidrag<br />
til sygekasserne og arbejdsløshedskasserne. Udgifterne hertil var<br />
siden 1900 tredoblet, men kunne der spores nogen bedring? Overhovedet<br />
ikke, konstaterede han. “Utilfredsheden og efter sigende<br />
nøden er langt større”. Selvom Brandorff ikke ønskede at komme<br />
nærmere ind på, hvad årsagerne hertil kunne være, antydede han<br />
dog, at “den lettere adgang til understøttelse synes at svække lysten<br />
til arbejde og til i de gode tider at lægge noget til side til vinteren”.<br />
En måde at spare penge på var at skære ned på udgifterne til<br />
“fremmede fattige”. Ved budget<strong>for</strong>handlingerne i 1910 afkrævede<br />
venstremanden August Poulsen et svar fra Fattigudvalget om, hvorvidt<br />
der blev sørget <strong>for</strong>, at personer, der kunne hjemsendes, også blev<br />
det. Han var af den mening, at fattigvæsenets budget i høj grad var<br />
belastet af personer, der ikke var nogen grund til at holde på. Uagtet<br />
Knud Hansen <strong>for</strong>sikrede, at de, der kunne blive hjemsendt, blev<br />
hjemsendt, var der alligevel en vis mis<strong>for</strong>nøjelse blandt de borgerlige<br />
over tilstedeværelsen af <strong>for</strong> mange “fremmede fattige” i byen. Selv<br />
om man <strong>for</strong> de fleste fik fuld refusion fra <strong>for</strong>sørgelseskommunen, “så<br />
fyldte deres børn jo op i skolerne!”<br />
Det var dog specielt kommunens bidrag til Hjælpekassen, der var<br />
genstand <strong>for</strong> lange diskussioner mellem de borgerlige partier og<br />
Socialdemokratiet. Socialdemokraterne var naturligvis tilhængere af,<br />
at de fattige så vidt muligt blev understøttet af Hjælpekassen <strong>for</strong> at<br />
undgå fattighjælpens retsvirkninger. De borgerlige ønskede derimod<br />
at begrænse kommunens udgifter og havde ikke megen tiltro til<br />
hjælpekassebestyrelsens kyndighed i regnskabs- og budgetlægning.<br />
Opførelsen af De Gamles Hjem 1910<br />
De Gamles Hjem, nu Låsbyhøj, blev opført på initiativ af socialdemokraterne<br />
i Byrådet, men det var ikke kun socialdemokraterne, der<br />
gerne ville gøre noget <strong>for</strong> de gamle. Under budget<strong>for</strong>handlingerne i<br />
1905 udtalte borgmester Schiørring, at Kolding udbetalte mere i<br />
alderdomsunderstøttelse end Vejle og Fredericia. Det var bevis på,<br />
“at udvalgets medlemmer havde bløde hjerter”. Da borgmesteren<br />
også var Alderdomsunderstøttelsesudvalgets <strong>for</strong>mand, må man<br />
<strong>for</strong>mode, at udtalelsen var udtryk <strong>for</strong> en vis stolthed og ikke et oplæg<br />
til spare<strong>for</strong>anstaltninger. På det tidspunkt fik 82 familier og 272<br />
enkeltpersoner alderdomsunderstøttelse i Kolding. Det kostede<br />
omkring 35.000 kr. om året.<br />
I 1906 fremlagde Knud Hansen <strong>for</strong>slag om byggeri af et alderdomshjem<br />
eller alderdomsasyl, som der står i budgettet, <strong>for</strong> gamle<br />
33
Alderdomsunderstøttelsesudvalget, der i<br />
1910 <strong>for</strong>estod byggeriet af De Gamles<br />
Hjem. Fra venstre ølbrygger A. Lorenzen,<br />
senere bestyrer på De Gamles Hjem,<br />
kredslæge J. C. Hempel, redaktør Knud<br />
Hansen, uddeler J. P. Jensen og sagfører<br />
J. Viuff. Foto Georg Burcharth.<br />
34<br />
ubemidlede mennesker, der hermed kunne få en tryg alderdom<br />
under ordnede <strong>for</strong>hold. Højremanden, læge J. C. Hempel, støttede<br />
ideen, og han og Knud Hansen fik dernæst Byrådets bemyndigelse<br />
til at tage på studieture <strong>for</strong> at bese nogle allerede eksisterende alderdomshjem,<br />
bl.a. i Århus, Ålborg og Vejle. I december 1907 <strong>for</strong>elagdes<br />
tegninger og overslag over et alderdomshjem <strong>for</strong> Byrådet, men af<br />
økonomiske grunde blev sagen udskudt flere gange, indtil et enstemmigt<br />
byråd i august 1909 vedtog opførelsen af et alderdomshjem.<br />
Kolding-arkitekten A. Hagerup havde udarbejdet tegningerne, og<br />
selvom Kolding Avis mente, at det var aldeles unødvendigt at “bygge<br />
et nyt slot til alderdomshjem”, og at en beskeden tarvelig bolig ville<br />
passe bedre til de fattige gamle, bestemte Byrådet sig <strong>for</strong> Hagerups<br />
plan.<br />
Alderdomshjemmet blev placeret på den gamle markedsplads <strong>for</strong><br />
enden af Låsbygade, og der blev plads til 80 gamle. Formanden <strong>for</strong><br />
Alderdomsunderstøttelsesudvalget siden 1909, venstremanden<br />
Anton Lorenzen havde regnet ud, at det faktisk var lidt billigere, at<br />
de gamle boede på alderdomshjem, frem <strong>for</strong> at de skulle plejes i<br />
hjemmene, men han mente også, det var bedst <strong>for</strong> dem. I byrådssalen<br />
sagde han: “ At der er trang til dette hjem, er udvalget overbevist<br />
om. De gamle lider under de nuværende <strong>for</strong>hold, dårlige lejligheder,<br />
dårlig <strong>for</strong>plejning og først og fremmest mangel på renlighed. Alle<br />
disse mangler afhjælpes ved et hjem... Hvad vil det ikke sige <strong>for</strong> dem,<br />
som kun har fra hånden i munden, som slider ærligt og trofast <strong>for</strong> at<br />
holde sig fri af fattigvæsenet, men når de bliver gamle og ikke kan<br />
mere, så at kunne glæde sig ved tanken om, at byen har rejst et hjem<br />
<strong>for</strong> de gamle, hvor de kan få en god pleje, god mad og god renlighed,<br />
kort sagt, hvor de ikke behøver at have næringssorger.” Anton<br />
Lorenzen talte også stærkt <strong>for</strong>, at alderdomshjemmet skulle placeres<br />
et sted, hvor de gamle var i kontakt med byen og dens liv.<br />
Byggeriet gik hurtigt i gang, og den 5. november 1910 kunne De<br />
Gamles Hjem indvies. Den 1. oktober var hjemmets økonom blevet<br />
ansat. Det blev Alderdomsunderstøttelsesudvalgets <strong>for</strong>mand, Anton
Låsbyhøj (De Gamles Hjem) kort efter<br />
opførelsen i 1910.<br />
Lorenzen, der også var brygger på Slotsmøllen og stifter af og<br />
<strong>for</strong>mand <strong>for</strong> bryggeriarbejdernes fag<strong>for</strong>ening. Han udtrådte samtidig<br />
af Byrådet. Den 15. oktober var de første 34 gamle flyttet ind.<br />
Man var i Byrådet enige om, at ingen kunne optages <strong>for</strong> betaling.<br />
Ved optagelse på hjemmet tog Alderdomsunderstøttelsesudvalget<br />
stilling til, hvilke af den gamles ejendele, der kunne komme med.<br />
Der var udbredt <strong>for</strong>ståelse <strong>for</strong>, at de skulle have så meget med, at det<br />
blev et egentligt hjem <strong>for</strong> dem. Såfremt deres helbredstilstand tillod<br />
det, skulle de selv rede deres senge og holde deres værelser rene og<br />
ryddelige. I de første år var der også enkelte af de gamle, der tog<br />
arbejde i byen <strong>for</strong> betaling, men det blev standset.<br />
Ud over bestyrerparret ansattes en kokkepige til at <strong>for</strong>estå madlavningen<br />
og 5 piger til at hjælpe de gamle. Fra 1911 ansattes også en<br />
sygeplejerske. Anton Lorenzen og hans kone bestyrerede De Gamles<br />
hjem i 28 1 /2 år.<br />
Tilskud til enkebørn efter faste takster 1913<br />
I 1913 gennemførtes en lov om tilskud til enkebørn. Det var første<br />
gang, man i sociallovgivningen indførte faste takster.<br />
Kolding Byråds Udvalg <strong>for</strong> Understøttelse til Børn af Enker blev<br />
nedsat den 13. december 1913 og kom til at bestå af Christine<br />
Skjøde, Kirstine Sørensen, Maren Markussen, Frands Sørensen og fra<br />
Kolding Landdistrikt J. Viuff. Fru Skjøde valgtes til <strong>for</strong>mand, og man<br />
gik straks i gang med at udsende en bekendtgørelse om, at ansøgere<br />
kunne få skema udleveret og vejledning i Alderdomsunderstøttelsesudvalgets<br />
kontorlokale i Administrationsbygningen på hjørnet af<br />
Torvegade og Vestergade.<br />
Ved udvalgets første møde i januar 1914 bevilgedes støtte til 25<br />
enker med børn under 14 år.<br />
35
Lærer P.N. Ibh var medlem af Hjælpekassen<br />
fra 1911 og <strong>for</strong>mand 1914-<br />
1921. Han var lærer ved Drengeskolen,<br />
nu Ålykkeskolen, og fotografiet er en del<br />
af et lærerbillede fra 1915.<br />
36<br />
Hjælpekassehjælp frem <strong>for</strong><br />
fattighjælp 1914-1933<br />
Siden sociallovene i 1891/92 var stadig flere grupper af mennesker<br />
med behov <strong>for</strong> hjælp blevet undtaget fra den egentlige fattighjælp.<br />
De ekstraordinære <strong>for</strong>hold, der indtrådte under 1. Verdenskrig,<br />
medførte, at langt flere mennesker end tidligere fik brug <strong>for</strong> hjælp.<br />
For at de, der ikke var skyld i egen nød, ikke skulle komme på fattighjælp,<br />
fik Hjælpekassen til opgave at hjælpe dem. Princippet, var<br />
at støtte fra Hjælpekassen kun var midlertidig, og den var billig p.g.a.<br />
statsrefusionen på 1/3 af det kommunalt ydede bidrag. Det tiltalte<br />
det borgerlige flertal, men socialdemokraterne ønskede også, at så<br />
mange som muligt fik Hjælpekasse-hjælp, så de ikke mistede deres<br />
valgret.<br />
Selv om Hjælpekassen med sin selvstændige bestyrelse ikke var et<br />
egentligt kommunalt organ, var det så afhængigt af Byrådet og dettes<br />
flertalsbeslutninger, at man med god ret kan kalde den <strong>for</strong> kommunens<br />
<strong>for</strong>længede arm. Hjælpekassens arbejde var der<strong>for</strong> en del af<br />
den <strong>for</strong>øgede kommunale aktivitet, der støttedes af statstilskud.<br />
Under 1. Verdenskrig udvikledes en større <strong>for</strong>ståelse <strong>for</strong>, at der måtte<br />
ske indgreb til støtte <strong>for</strong> de svage i samfundet.<br />
Den første Verdenskrig og folkevalgt borgmester<br />
Den første verdenskrig var tættere på Kolding, end man umiddelbart<br />
<strong>for</strong>estiller sig i dag. Grænsen til Sønderjylland, der på det tidspunkt<br />
blev kaldt Slesvig, og som siden 1864 havde været tysk, lå kun ca. 10<br />
km syd <strong>for</strong> Kolding. De unge danske mænd, der boede i Sønderjylland,<br />
blev indkaldt til krigstjeneste på tysk side, hvis de da ikke flygtede<br />
til Kongeriget. Og ingen kunne ved krigens begyndelse vide, om<br />
Danmark ville blive involveret i krigen på allieret side, eller om tyskerne<br />
ville besætte den sydlige del af Jylland.<br />
I Kolding havde man kort før krigsudbruddet i august 1914 fået en<br />
ny borgmester. C.P.C. Schjørring var gået på pension i 1909, og hans<br />
efterfølger, Viggo Baller, besluttede i juni 1914 at tage mod en stilling<br />
som byfoged i Sorø. Ved afskeden fik han anerkendelse fra socialdemokraterne<br />
<strong>for</strong> sit engagement på <strong>for</strong>sørgelsesområdet.<br />
Da hans efterfølger skulle vælges, fik Byrådet i Kolding tilbud om<br />
selv at vælge <strong>for</strong>mand. Indenrigsministeriet arbejdede allerede på<br />
dette tidspunkt med ideen om, at borgmestre i fremtiden skulle<br />
vælges af lokalbefolkningen, men loven blev først vedtaget i 1919.<br />
Byrådet i Kolding valgte i 1914 ikke uventet lederen af Venstres<br />
byrådsgruppe, sagfører Edv. Lau, som borgmester.<br />
Hjælpekasserne og dyrtidslovene<br />
Selv om Danmark ikke direkte blev part i første verdenskrig, fik<br />
krigen stor betydning <strong>for</strong> levevilkårene i byerne og især <strong>for</strong> de svageste<br />
grupper. Både landbruget og industrien var afhængige af råvareimporten,<br />
som blev vanskeliggjort.<br />
På grund af den danske neutralitet kunne landbrug og industri til<br />
gengæld eksportere alt det, de kunne producere, og priserne på<br />
hjemmemarkedet steg voldsomt. Prisstigningerne ramte arbejderne<br />
og middelstanden i byerne hårdt.
Asylbestyrerinde, frk. Nielsine Eskildsen<br />
var fra 1914 til 1930 medlem af Hjælpekassens<br />
bestyrelse. Hun var leder af<br />
Kolding Børneasyl fra 1897 til 1938 og<br />
uddannet småbørnslærerinde. Dette fotografi<br />
er <strong>for</strong>modentlig taget o.1910.<br />
Behovet <strong>for</strong> hjælp fik Rigsdagen til at vedtage en række dyrtidslove,<br />
der blev administreret af kommunernes hjælpekasser, fra december<br />
1915 og frem til 1921. Der var ikke ansat lønnet medhjælp i<br />
Hjælpekassen, så det var den hjælpekassebestyrelse, der var valgt den<br />
25. marts 1914, der fik pålagt det store arbejde med at uddele dyrtidshjælpen.<br />
Der havde været kampvalg til hjælpekassebestyrelsen mellem en<br />
borgerlig og en socialdemokratisk liste. De valgte var 3 socialdemokrater<br />
og 5 fra en fælles højre-venstre-radikal linie. Formand blev<br />
lærer P.N. Ibh. De øvrige medlemmer var jordemoder, fru Frederikke<br />
Sørensen, fru Kathrine Hansen, fru Skjøde Petersen, asylbestyrerinde,<br />
frk. Nielsine Eskildsen, fru Laura Wandall, malermester<br />
E. Oppenhagen og arbejdsmand Ebbe Mathiesen. Fra landsognets<br />
liste kom mælkehandler N. Rasmussen. Det var ret bemærkelsesværdigt,<br />
at der var flere kvinder end mænd.<br />
Hjælpekassens midler kom næsten alle fra Byrådet. Få dage efter<br />
krigsudbruddet kom den første ansøgning fra Hjælpekassen. Man<br />
ville gerne have midler til at støtte de trængende familier, hvis <strong>for</strong>sørgere<br />
var indkaldt til hæren, og det fik man med enstemmighed.<br />
Dyrtidsloven gav kommunerne flere muligheder <strong>for</strong> at yde hjælp.<br />
I henhold til lovens § 1 kunne der først og fremmest ydes hjælp til<br />
“u<strong>for</strong>muende eller mindrebemidlede” beboere i kommunen med en<br />
statsrefusion på 2/3. I februar 1916 bevilgede Byrådet 8,50 kr. pr.<br />
indbygger til dette <strong>for</strong>mål, i februar 1917 hele 15 kr. pr. indbygger.<br />
Disse penge uddeltes dels som kontante beløb, dels i <strong>for</strong>m af rabatmærker<br />
til brød, brændsel m.v.<br />
37
Kæmnerkontoret lå i 1913-1924 i den<br />
tidligere præstegård i Torvegade lige over<br />
<strong>for</strong> Rådhuset, hvor nu Økonomisk Forvaltnings<br />
bygning er. Herfra udbetaltes<br />
alderdomsunderstøttelse og solgtes koks<br />
fra Gasværket. Fra venstre er det medarbejderne<br />
A. Petersen og H.J. Frank.<br />
Salg af billige koks fra Kæmnerkontoret<br />
den 22. november 1916. I baggrunden<br />
ses Vestergade.<br />
38<br />
I november 1915 oprettedes et kommunalt folkekøkken, hvor<br />
mindrebemidlede kunne få et måltid mad <strong>for</strong> 35 øre. Ved krigens<br />
slutning var prisen nået op på lidt over 1 kr. som følge af de generelle<br />
prisstigninger. Udenbys mindrebemidlede og de mere velhavende<br />
kunne fra begyndelsen spise <strong>for</strong> 50 øre. Folkekøkkenet lejede sig<br />
først ind i Andelsfrugteriet på hjørnet af Skolegade og Sct. Jørgens<br />
Gade, men da Overmarksgården var bygget, blev der plads til Folkekøkkenet<br />
i den gamle <strong>for</strong>sørgelsesanstalt. Køkkenet besøgtes dagligt<br />
af 50-80 personer og ophørte først sin virksomhed den 1. april 1923.<br />
Første <strong>for</strong>mand var Maren Markussen, fra 1917 var det Kirstine<br />
Sørensen.<br />
Efter kommunevalget i 1917 oprettedes et særligt dyrtidsudvalg<br />
med den konservative postkontrollør P. Ellerbeck som <strong>for</strong>mand. I<br />
udvalget sad også den radikale Aage Bennike, venstremanden,<br />
købmand H. Kelstrup og <strong>for</strong> socialdemokraterne uddeler J.P. Jensen<br />
og købmand H. Soll. Dyrtidsudvalget indstillede i juni 1917, at der<br />
skulle ydes brændselshjælp til alle kommunens borgere i henhold til<br />
Dyrtidslovens § 2, men det <strong>for</strong>kastede Byrådet. Dyrtidslovens § 2<br />
bemyndigede kommunerne til at igangsætte <strong>for</strong>anstaltninger til at<br />
<strong>for</strong>syne alle kommunens indbyggere - og ikke blot de mindrebemidlede<br />
- med de vigtigste livs<strong>for</strong>nødenheder. Den havde til <strong>for</strong>mål at<br />
<strong>for</strong>hindre, at folk med små indtægter blev rigtig fattige. I begyndelsen<br />
fik kommunerne ingen statsrefusion, men en statsrefusion på<br />
1/3 blev indført ved lovrevisionen i 1916.<br />
I oktober 1917 arrangeredes et offentligt borgermøde på Hotel<br />
Fremad i Låsbygade (nu Kolding Byferie), hvor bl.a. Knud Hansen<br />
talte <strong>for</strong> at kommunen tog § 2 i anvendelse. Det førte til, at Byrådet<br />
den 1. november 1917 besluttede sig <strong>for</strong> at yde hjælp til nedsættelse<br />
af koks-, kartoffel- og flæskepriserne.<br />
Hjælpekassevalget i 1917 blev klaret ved en aftale mellem på den<br />
ene side socialdemokraterne og på den anden side de borgerlige.
Gymnastikfløjen til Kolding Gymnasium<br />
blev bygget i 1915 som nødhjælpsarbejde.<br />
Arkitekt var A. Hagerup.<br />
Bygningen bruges i dag af Social<strong>for</strong>valtningen.<br />
Hver fløj fik 4 repræsentanter. Repræsentanten fra landsognet, fru A.<br />
Bertelsen gjorde, at der atter blev borgerligt flertal. Lærer Ibh <strong>for</strong>tsatte<br />
som <strong>for</strong>mand.<br />
Fra juni 1919 kunne Hjælpekassen også udbetale støtte til dem,<br />
der havde fået influenza, den såkaldte spanske syge, som hærgede<br />
voldsomt på dette tidspunkt og var årsag til mange dødsfald.<br />
Det var betydelige summer, der udbetaltes af kommunekassen til<br />
dyrtids<strong>for</strong>anstaltninger. Den senere socialinspektør Andreas Sørensen<br />
oplyser, at der i 1917-18 alene til dyrtids<strong>for</strong>anstaltninger blev<br />
brugt 736.000 kr., hvortil kom udgifterne til fattigvæsenet og alderdomsunderstøttelsen,<br />
der på dette tidspunkt udgjorde ca. 230.000 kr.<br />
Arbejdsløshedsunderstøttelse og bolignød<br />
Allerede en måned efter krigsudbruddet skrev Indenrigsministeriet<br />
til kommunerne <strong>for</strong> at få en oversigt over, hvilke arbejder de planlagde<br />
<strong>for</strong> at imødegå en arbejdsløshedssituation. Det blev påbudt at<br />
oprette arbejdsanvisningskontorer. Til <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Arbejdsanvisningskontoret<br />
i Kolding udpegedes sygehusinspektør H. J. Hansen.<br />
Som kontorets bestyrer ansattes drejermester H. Chr. Hansen, kontoret<br />
åbnede den 4. januar 1916.<br />
39
Overmarksgården, den nye <strong>for</strong>sørgelsesanstalt,<br />
blev indviet den 30. marts<br />
1917. Arkitekt var Svend Theisen.<br />
40<br />
Udvidelsen af Kolding Højere Almenskole med en gymnastikfløj<br />
og byggeriet af den nye <strong>for</strong>sørgelsesanstalt Overmarksgården var<br />
direkte udslag af en op<strong>for</strong>dring i 1915 fra Arbejdernes Fællesorganisation<br />
til at sætte kommunale arbejder i gang, men andre større<br />
anlægsarbejder fra denne periode som Troldhedebanen og å<strong>for</strong>lægningen<br />
bidrog også til beskæftigelsen.<br />
De, der ikke kunne få arbejde, kunne få hjælp fra Hjælpekassen<br />
efter loven af 27. oktober 1917 om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse,<br />
det gjaldt såvel medlemmer af statsanerkendte<br />
arbejdsløshedskasser som uorganiserede arbejdsløse. Kommunen fik<br />
2/3 af hjælpen refunderet af statskassen.<br />
Koldings befolkningstal <strong>for</strong>tsatte med at stige under krigen, og<br />
samtidig gik boligbyggeriet helt i stå. Det var vanskeligt at skaffe byggematerialer,<br />
og de private bygherrer holdt sig tilbage. I 1916 oprettedes<br />
et kommunalt udvalg med det <strong>for</strong>mål at komme med <strong>for</strong>slag til<br />
at afhjælpe bolignøden med læge O. Ørkild fra Venstre som <strong>for</strong>mand.<br />
Udvalget stod <strong>for</strong> indretning af midlertidige lejligheder til<br />
husvilde, bl.a. i et uldspinderi på Vejlevej og en emballagefabrik på<br />
havnen, men da det langt fra kunne dække behovet, vedtog Byrådet<br />
selv at bygge et antal kommunale bolighuse. Frem til 1922 blev det til<br />
godt 300 kommunale boliger. Først byggedes Stejlbjerghusene med<br />
A. Hagerup som arkitekt, senere fulgte Udsigten ved Gøhlmannsvej<br />
og karreerne på Frydsvej, begge tegnet af arkitekt Ernst Petersen.<br />
Socialdemokraterne havde naturligt nok været ivrige <strong>for</strong>talere <strong>for</strong><br />
kommunalt boligbyggeri. Den konservative borgmester Oluf Bech,<br />
der i 1916 havde efterfulgt Edv. Lau, havde også støttet det ud fra<br />
den holdning, at manglende boliger skadede byens udvikling, men<br />
Venstre var imod, og venstrevælgerne straffede læge Ørkild ved ikke<br />
at genvælge ham ved byrådsvalget i 1917.<br />
Overmarksgården - en ny <strong>for</strong>sørgelsesanstalt<br />
Som oven<strong>for</strong> omtalt besluttede Byrådet i 1915 som nødhjælpsarbejde<br />
at opføre en ny <strong>for</strong>sørgelsesanstalt. Formanden <strong>for</strong> Fattigudvalget,<br />
socialdemokraten Knud Hansen, havde allerede ved budget<strong>for</strong>handlingen<br />
i december 1913 påpeget de snævre plads<strong>for</strong>hold på Forsørgelsesanstalten<br />
på Svietorv, som havde medført, at man måtte se<br />
igennem med undvigelserne fra anstalten. Når politiet havde gennemført<br />
indsamlinger af subsistensløse i byen og havde fået dem
Økonom Jens Rasmussen ledede Forsørgelsesanstalten<br />
først på Svietorv, senere<br />
på Overmarksgården indtil 1925.<br />
anbragt på Forsørgelsesanstalten, måtte man i flere tilfælde akceptere,<br />
at de bagefter undslap over muren - der var simpelthen ikke plads<br />
til dem derinde. I henhold til sundhedsbestemmelserne måtte der<br />
være 34 fattiglemmer, men oftest var der langt flere.<br />
De trange plads<strong>for</strong>hold betød også, at de mange arbejdsføre mennesker<br />
på anstalten ikke kunne beskæftiges, og det var nok så vigtigt<br />
<strong>for</strong> Knud Hansen, at de kunne få anvist et <strong>for</strong>nuftigt arbejde, der<br />
gjorde dem egnede til at tilpasse sig samfundet uden <strong>for</strong> og dermed<br />
komme ud af deres trangssituation.<br />
Den nye <strong>for</strong>sørgelsesanstalt blev tegnet af arkitekt Svend Theisen<br />
og placeret på en højtliggende grund tæt ved Gøhlmanns Mølle.<br />
Den var opdelt i tre pavilloner, en økonomibygning, der også indeholdt<br />
en lejlighed til 6 kvinder, en bygning indeholdende pleje- og<br />
sygeafdeling med plads til 18 beboere og en bygning indeholdende<br />
en arbejdsafdeling med plads til 33 mænd. Bygningen blev af mange<br />
fremhævet som værende den flotteste <strong>for</strong>sørgelsesanstalt i hele<br />
Danmark, men økonom Jens Rasmussen havde en anden mening.<br />
Han sagde ved rejsegildet i 1916 : “Udvalget var <strong>for</strong>bandet nødt til at<br />
bygge. Her er ikke tale om noget “slot”. Der er efter min mening<br />
knebet <strong>for</strong> meget. Gid min mening må blive gjort til skamme”.<br />
Den 30. marts 1917 præsenterede Fattigudvalget den nye <strong>for</strong>sørgelses-<br />
og arbejdsanstalt <strong>for</strong> Byrådet og pressen. Kolding Folkeblad<br />
præsenterede “Fattigpalæet” på denne måde:<br />
“Først beså man tvangsanstalten med de hårde senge og jernstængerne<br />
<strong>for</strong> vinduerne, derpå beundredes afdelingen <strong>for</strong> de gamle<br />
og syge med de fine fjedermadrasser, eneværelserne med ringeapparat<br />
over sengen, badeværelserne, w.c.’erne, <strong>for</strong>samlingsstue og økonomens<br />
hyggelige lejlighed - og til allersidst den pragtfulde udsigt<br />
over byen og fjorden. Der var alt, hvad 55 beboere kan <strong>for</strong>lange <strong>for</strong><br />
120.000 kr.”<br />
Badeværelser og w.c.’er var langt fra almindeligt i Kolding eller<br />
andre danske købstæder i 1917, og det faldt nogle borgere <strong>for</strong><br />
brystet, at de fattige fik det før så mange andre, der selv tjente til<br />
livets ophold. De, der nød godt af anbringelse på <strong>for</strong>sørgelsesafdelingen,<br />
var gamle plejekrævende mennesker, som ikke kunne<br />
komme på De Gamles Hjem, <strong>for</strong>di de tidligere havde modtaget fattighjælp,<br />
syge i alle aldre, der ikke havde sikret sig ved medlemskab<br />
af en sygekasse, og kvinder med børn, hvis <strong>for</strong>sørger var død eller<br />
rejst bort.<br />
På arbejdsafdelingen var under mindre luksuriøse <strong>for</strong>hold plads til<br />
arbejdsføre mænd og kvinder, der enten var alkoholikere eller dømt<br />
til tvangsarbejde. Man kunne idømmes straf i <strong>for</strong>m af tvangsarbejde,<br />
hvis man havde drevet løsgængeri og betleri eller øvet vold mod<br />
sagesløs person. Fattigudvalget og politimesteren kunne også<br />
idømme tvangsarbejde, hvis den pågældende havde udvist trodsighed<br />
mod <strong>for</strong>esatte, havde været uvillig til at arbejde eller var bortgået<br />
fra arbejdsanstalten. Anstaltens bestyrelse kunne med politimesterens<br />
billigelse <strong>for</strong> grovere uorden idømme lemmerne cellestraf i op<br />
til 2 måneder. Cellen kan stadig ses på Overmarksgården.<br />
Arbejdet på Overmarksgården, som <strong>for</strong>sørgelsesanstalten blev<br />
kaldt efter 1918, bestod fra starten i at få anlagt den store have, der lå<br />
mod syd. Den senere bestyrer, Jul. F. Kjeldsen, <strong>for</strong>tæller, at det i<br />
begyndelsen var svært at få beboerne til at arbejde, <strong>for</strong> på den gamle<br />
fattiggård havde de kun været vant til at sidde stille og pille bønner.<br />
Nu var det meningen, at de skulle arbejde, så de fik muskler og<br />
kunne klare sig ude i samfundet.<br />
41
42<br />
Dyrtidslovene afvikles, men Hjælpekassen styrkes 1921<br />
Dyrtidslovene afvikledes i november 1921, men de <strong>for</strong>anstaltninger,<br />
som hjælpekasserne blev sat til at administrere, blev ikke mindre<br />
omfattende i de følgende år. Holdingen til, at så få som muligt skulle<br />
opleve det nedværdigende i at modtage fattighjælp med tab af<br />
valgret som følge, gjorde, at midlerne til støtte <strong>for</strong> socialt svage personer<br />
så vidt muligt søgtes administreret af Hjælpekassen. På Kolding<br />
Kommunes regnskab <strong>for</strong> 1921-22 stod opført 187.000 kr. til fattigvæsenet,<br />
298.000 til Hjælpekassen og 198.000 til alderdomsunderstøttelsen.<br />
Ved byrådsvalget i 1921 blev konstellationen i Kolding Byråd, at<br />
Venstre fik 5 indvalgt, Højre 4, De Radikale 1 og Socialdemokratiet<br />
9. Den radikale Aage Bennike blev således tungen på vægtskålen og<br />
fik som følge deraf stor indflydelse i byrådsperioden frem til 1925.<br />
Mens Oluf Bech, der havde afløst Edv. Lau i 1916, <strong>for</strong>tsatte som borgmester<br />
fra 1921, blev socialdemokraten Knud Hansen viceborgmester.<br />
For dette afgav han <strong>for</strong>mandsskabet i Fattigudvalget til skræddermester<br />
H. Jensen fra Venstre.<br />
Hjælpekassen får lønnet medhjælp<br />
I marts 1921 var der valg til Hjælpekassens bestyrelse, og selv om det<br />
var et fredsvalg, skete der en betydelig udskiftning af bestyrelsen. Ny<br />
<strong>for</strong>mand blev drejer H. Chr. Hansen.<br />
Den nye bestyrelse indså, at med de store opgaver, som Hjælpekassen<br />
havde fået pålagt, var det nødvendigt at ændre ved de administrative<br />
<strong>for</strong>retningsgange og ansætte fast personale. I 1921 bevilgede<br />
Byrådet ansættelse af en <strong>for</strong>retningsfører, Jens Aksel Paaske Andreasen.<br />
I beretningen <strong>for</strong> Hjælpekassen <strong>for</strong> 1921-22 står, at bestyrelsens<br />
overordnede princip <strong>for</strong> uddelingen af hjælp var, at midlerne ikke<br />
skulle anvendes til faste ugentlige eller månedlige understøttelser,<br />
men at bevillinger kun blev givet <strong>for</strong> en enkelt gang, og at en <strong>for</strong>tsættelse<br />
af hjælpen krævede endnu en ansøgning. Om samarbejdet med<br />
det øvrige <strong>for</strong>sørgelsesvæsen anføres: “Der er etableret et godt og<br />
rationelt samarbejde med Forsørgelsesvæsenet og Alderdomsvæsenet,<br />
hvilket sidste tillige har med enkeunderstøttelsen at gøre. Dette<br />
samarbejde tilsigter ved gensidige meddelelser og oplysninger i<br />
nogen grad at værge sig mod tendentiøse fremstillinger til støtte <strong>for</strong><br />
uberettigede krav om hjælp og mod <strong>for</strong>søg på at opnå denne fra to<br />
sider på en gang. Samtidig tjener det fælles bestræbelser <strong>for</strong> ikke at<br />
påføre Kolding Kommune større <strong>for</strong>sørgelsespligter end højst nødvendigt”.<br />
Hjælpekassens og fattigvæsenets kontorer flyttedes i 1925 til det<br />
ombyggede rådhus. Her fik Fattigvæsenet lokaler i kælderen, mens<br />
Hjælpekassen og administrationen af aldersrenten fik lokaler på<br />
1. sal.<br />
I <strong>for</strong>bindelse med Byrådets nedsættelse af en såkaldt “sparekommission”<br />
i 1926 beskrev <strong>for</strong>retningsføreren <strong>for</strong> Hjælpekassen sine<br />
procedurer: Hver ansøger fik sit eget kartotekskort med oplysninger<br />
om udbetalt hjælp. I regnskabsåret 1921-22 havde der været 2124<br />
andragender om hjælp, og disse var blevet behandlet i 28 bestyrelsesmøder.<br />
Udbetalingerne af hjælp skete som regel en gang om ugen,<br />
sædvanligvis om lørdagen. De, der fik ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse,<br />
skulle kontrolleres dagligt. Mange ekspeditioner
Kolding Rådhus set fra Vestergade kort<br />
efter Ernst Petersens ombygning i<br />
1924-25.<br />
bestod i at hjælpe med at udfylde ansøgningsskemaer, henvisninger<br />
til andre områder inden <strong>for</strong> sociallovgivningen o.s.v.<br />
Den første gang, en <strong>for</strong>m <strong>for</strong> barselshjælp er nævnt, er i Hjælpekassens<br />
årsberetning <strong>for</strong> 1923-24. Her omtales det, at der i henhold<br />
til § 29 i Fabriksloven er mulighed <strong>for</strong>, at Hjælpekassen kan støtte<br />
arbejdende kvinder de første fire uger efter en nedkomst. I beretningen<br />
står blot: “Dette er gjort, når omstændighederne har talt<br />
der<strong>for</strong>”.<br />
Aldersrenteloven<br />
Anton Lorenzen, bestyreren på De Gamles Hjem, stod <strong>for</strong>tsat <strong>for</strong><br />
administrationen af alderdomsunderstøttelse til de gamle, som<br />
boede ude i byen. Også han havde fået ekstra hjælp - i <strong>for</strong>m af Hjælpekassens<br />
<strong>for</strong>retningsfører J.A.P. Andreasen, der havde dette som et<br />
bijob.<br />
I 1921 vedtog Rigsdagen Aldersrenteloven, men Socialdemokraterne<br />
stemte imod. Baggrunden <strong>for</strong> loven var nemlig, at ved at<br />
indføre faste (og lave) takster kunne man undgå den tendens, der<br />
var begyndt at gøre sig gældende i de større byer til, at alderdomsunderstøttelsen<br />
voksede. Det var dyrt <strong>for</strong> statskassen, der skulle<br />
yde 1/2 refusion. Det positive ved loven var, at den nu ikke længere<br />
var en almisse, men en retsmæssig ydelse. Samtidig blev aldersgrænsen<br />
<strong>for</strong> modtagelse af aldersrente sat op fra 60 til 65 år. Dette medførte<br />
til gengæld et større træk på Hjælpekassens ordinære midler.<br />
Det hedder i dennes beretning <strong>for</strong> 1927-28: “Mens man tidligere<br />
regnede perioden fra 55 til 60 år <strong>for</strong> den tid, hvor en person på<br />
grund af svigtende arbejdsevne kunne komme til at trænge til en<br />
støtte af Hjælpekassen <strong>for</strong> at klare sig, til man ved 60 års alderen<br />
kunne få sin aldersrente, er denne periode nu <strong>for</strong>længet fra 5 til 10<br />
år”. Byrådet vedtog i 1924 at betale aldersrentenydernes sygekassekontingent,<br />
så det kunne betragtes som såkaldt “uegentlig fattighjælp”,<br />
men pengene blev refunderet af Fattigvæsenet.<br />
Det, der nu hed Aldersrentekontoret, holdt åbent alle hverdage<br />
3-5 eftermiddag. Her blev der skrevet ansøgninger <strong>for</strong> dem, som ikke<br />
selv kunne og i øvrigt ydet råd og vejledning. Der havde fra juli 1925<br />
til juli 1926 været 1155 sager til behandling om aldersrente og 36<br />
andragender vedr. enkebørn, som også administreredes af Lorenzen.<br />
43
Foto af Fattigvæsenets kontor på<br />
Kolding Rådhus i 1929. Der var god<br />
plads til protokollerne, men ikke til klienterne.<br />
Der var ikke noget, der hed<br />
samtalerum. Andreas Sørensen <strong>for</strong>tæller<br />
i sine erindringer, at klienten blev sat<br />
ved siden af medhjælperen og i fuld<br />
offentlighed måtte besvare spørgsmål.<br />
Fra venstre ses frk. Elisabeth Jensen,<br />
kontorchef C. Jensen og assistent<br />
Andreas Sørensen.<br />
44<br />
Fattigvæsenets administration<br />
Kolding Kommunes Fattigvæsens Kontor var i 1926 <strong>for</strong>uden bogholder<br />
H. Nagel bemandet med en assistent, en undersøger og en ikke<br />
fastansat kontorist.<br />
H. Nagel <strong>for</strong>etog alle udbetalinger og førte <strong>for</strong>handlingsprotokollen,<br />
fødselsnoteringsprotokollen og kassebøgerne. Assistent C. Jensen<br />
<strong>for</strong>etog en del ekspeditioner og udstedte attester, journaliserede<br />
korrespondancen og renskrev regnskaberne. Assistent Andreas<br />
Sørensen “optog afhøringer” over de personer, der henvendte sig på<br />
kontoret om understøttelse, bragte breve ud til fattigudvalgs<strong>for</strong>manden<br />
til underskrift og alimentationssager til politikontoret m.v.<br />
Endelig <strong>for</strong>etog undersøger Th. Hansen tilsyn med og undersøgelse<br />
af de fattigunderstøttede ude i byen, optog afhøringer af dem og<br />
transporterede de vagabonder, der var indlagt på Forsørgelsesanstalten<br />
til deres hjemstedskommuner. Siden 1916 havde undersøgeren<br />
været et selvstændigt embede adskilt fra arbejdet som økonom ved<br />
Forsørgelsesanstalten.<br />
Andreas Sørensen, den senere socialinspektør, blev ansat ved fattigvæsenets<br />
kontor i 1921. Han <strong>for</strong>tæller i 1974 om klientellet dengang:<br />
“Forholdet til klientellet var af en hel anden karakter, end det er i<br />
dag. Klientellet var en underkuet klasse - en flok mennesker, som<br />
ikke havde deres medmenneskers agtelse, <strong>for</strong>di de gik på fattigvæsenet<br />
- eller som det hed dengang, da kontoret lå i kælderen, “levede<br />
af kælderen”.<br />
De var tydeligt præget af det. De var selvudslettende. De følte, at<br />
de ikke havde samme værdinormer som andre. De var meget ærbødige,<br />
når de kom. De var i kraft af, at de fik fattighjælp, berøvet deres<br />
stemmeret, og alene det gjorde dem til en slags andenklasses mennesker,<br />
som overhovedet ikke havde indflydelse.
Man havde dengang den skik, at Fattigudvalget holdt møde hver<br />
mandag aften kl. 19, og der kunne klienterne komme og selv fremføre<br />
deres ønsker. Det <strong>for</strong>egik på den måde, at klientellet samledes ude<br />
i gangen, og fattigvæsenets undersøgere lukkede dem så ind en ad<br />
gangen, og så fik de lov at fremføre deres ønsker <strong>for</strong> Fattigudvalget.<br />
Det kunne dreje sig om et nyt sæt tøj til en knægt, der skulle konfirmeres,<br />
eller det kunne dreje sig om hjælp til at få en stålvask i orden.<br />
Det kan jo ikke nægtes, at de, der <strong>for</strong>stod at fremstille deres sager<br />
bedst, hentede mest hjælp, mens de, der var stille og mere beskedne<br />
og havde svært ved at <strong>for</strong>mulere sig, fik mindre eller ingenting. Det<br />
var et underligt marked, kan man godt sige, der blev holdt der hver<br />
mandag aften. Der blev bevilliget 1 krone til sæbe, og der blev bevilliget<br />
et sæt tøj til en konfirmand. Men i så fald kun efter en nærmere<br />
undersøgelse i hjemmet, hvor undersøgeren gik ud og kiggede i klædeskabet<br />
<strong>for</strong> at se, om der skulle være noget, sådan at det ikke var<br />
nødvendigt, at de fik så meget, som de ønskede. Og der blev også<br />
ved disse fattigudvalgsmøder, hvor folk mødte personligt frem, ofte<br />
bevilliget kontante beløb. Men det var småpenge. 5 - 10 kr. Det var<br />
som regel højden <strong>for</strong>, hvad der blev udbetalt”.<br />
Bogholder H. Nagel fratrådte den 1. december 1927 efter 31 års<br />
tjeneste på grund af alder og efter ansøgning sin stilling som leder af<br />
fattigvæsenet. Assistent C. Jensen blev konstitueret i stillingen og fastansat<br />
i september 1928, efter at man havde overvejet en sammenlægning<br />
af administrationen af <strong>for</strong>sørgelsesvæsen, aldersrente og Hjælpekasse.<br />
I 1921 vedtog Rigsdagen en invalide<strong>for</strong>sikringslov, der betød, at en<br />
person, der havde været medlem af en statsanerkendt sygekasse i et<br />
år og havde en lægeerklæring om, at vedkommendes arbejdsindsats<br />
var nedsat med 1/3, kunne få en invaliderente på 800 kr. Kommunen<br />
kunne få 1/2 statsrefusion.<br />
Arbejdsløsheds<strong>for</strong>anstaltninger<br />
Fra 1922 fik Hjælpekassen mulighed <strong>for</strong> at udbetale understøttelse til<br />
arbejdsløse “som Hjælpekassen skønner bør hjælpes uden at henvises<br />
til fattigvæsenet”, og Byrådet stillede 10.000 kr. til rådighed.<br />
Efter er par år, hvor arbejdsløsheden var faldende, <strong>for</strong>værredes<br />
situationen igen i 1925, og i maj 1927 var der 1200-1300 arbejdsløse i<br />
Kolding. Det faldt sammen med, at loven om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse<br />
ophørte. Hjælpekassen havde da kun mulighed<br />
<strong>for</strong> at hjælpe de arbejdsløse med kassens ordinære midler.<br />
Der var imidlertid i Byrådet enighed om, at man ville <strong>for</strong>hindre, at<br />
flere kom under det egentlige fattigvæsen, så det besluttedes at <strong>for</strong>tsætte<br />
ordningen efter loven om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse<br />
- men nu uden statstilskud.<br />
Byrådet besluttede også at igangsætte såkaldte nødhjælpsarbejder,<br />
der kunne beskæftige nogle af de arbejdsløse, i et samarbejde med<br />
Hjælpekassen, så man undgik, at de kom på fattighjælp. Der blev<br />
<strong>for</strong>etaget planering af den såkaldte Borgmesterjord syd <strong>for</strong> Agtrupvej,<br />
der blev gravet en vej gennem Riis Toft fra Kristkirken til Stejlbjergvej,<br />
og der blev iværksat slåning af skærver. Arbejdet blev rationeret<br />
på den måde, at ugifte kunne få to dages arbejde ugentligt,<br />
barnløse gifte og gifte med 1 barn 3 dage, gifte med 2-4 børn 4 dage<br />
og gifte med over 4 børn 5 dage ugentligt. Daglønnen var 7 kr. <strong>for</strong> en<br />
arbejdsdag på 7 timer. Arbejdet <strong>for</strong>beholdtes dem, der havde boet i<br />
byen i mere end et halvt år.<br />
45
Kolding Byråd 1925-1930. Borgmester<br />
Th. Fischer-Nielsen præsiderer. Til højre<br />
<strong>for</strong> ham ses Aage Bennike og Knud<br />
Hansen. Lige <strong>for</strong>an døren ses Chr. Eff<br />
og skræddermester H. Jensen, der var<br />
<strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Fattigudvalget 1921-30.<br />
46<br />
Flere borgerlige byrådspolitikere, bl.a. den konservative tømrermester<br />
Oluf Rasmussen, var imidlertid i høj grad modstander af, at<br />
kommunen <strong>for</strong>tsatte en understøttelse, som staten havde fralagt sig.<br />
Det ville få arbejdsløse til at strømme til byen, og skatteyderne til at<br />
flygte! Hans partifælle konsul Eff imødegik ham med ordene: “Vi er<br />
pligtige til, når en mand ingen føde har, at hjælpe ham. Vi vil undgå,<br />
at det skal ske gennem fattigvæsenet. I stedet <strong>for</strong> at belaste fattigvæsenets<br />
budget med 20-30 mio. kr., <strong>for</strong>etrækker vi at slippe med 10-15<br />
mio. gennem Hjælpekassen. Og så samtidig skaffe de hjulpne<br />
adgang til senere at betale tilbage samtidig med, at de undgår demoralisationen”.<br />
I december 1927 blev 1446 anvist til nødhjælpsarbejde.<br />
Da ledigheden faldt i de følgende år, indstilledes nødhjælpsarbejderne,<br />
men de genoptoges i 1931 efter samme retningslinier som i<br />
1927. Arbejdstiden var 7 timer daglig og til normal timeløn. Arbejdet<br />
<strong>for</strong>beholdtes de, der havde boet i Kolding i mindst et år. Det nedsatte<br />
udvalgs flertal indstillede, at arbejdet <strong>for</strong>beholdtes de familie<strong>for</strong>sørgere,<br />
der ikke oppebar arbejdsløshedsunderstøttelse, modtog krisehjælp<br />
eller var under fattig<strong>for</strong>sørgelse.<br />
Den 27. august 1932 afgav Udvalget vedr. hjælp til arbejdsløse, der<br />
var nedsat i juli 1932 med Peter Beirholm som <strong>for</strong>mand, <strong>for</strong>slag til<br />
takster <strong>for</strong> krisehjælp. Med de borgerliges stemmer - 11 mod 8 - vedtoges<br />
det, at de, der var medlemmer af en arbejdsløshedskasse, skulle<br />
have fra 12 til 23 kr. gradueret efter, om de var faglærte eller arbejdsmænd,<br />
om de var gift eller ej, og hvor mange børn, de havde. De,<br />
der ikke var medlemmer af arbejdsløshedskasser, fik fra 5 til 12 kr.<br />
Sideløbende hermed ansøgte <strong>Dansk</strong> Arbejdsmands<strong>for</strong>bund gentagne<br />
gange, om kommunen ville betale kontingent til arbejdsløshedskassen<br />
<strong>for</strong> dem, som ikke selv kunne betale det. Det blev <strong>for</strong>kastet<br />
med 11 stemmer mod 8. De borgerlige gennemførte også, at tillæg-
Beboere på de Gamles Hjem o. 1930<br />
samlet i Festsalen på øverste etage. I baggrunden<br />
ses bestyrer A. Lorenzen og<br />
hans kone. Han var tillige sekretær og<br />
undersøger <strong>for</strong> Alderdomsunderstøttelsesudvalget.<br />
Fra 1921 fik han også<br />
vederlag som sekretær <strong>for</strong> funktioner<br />
vedr. lov om understøttelse til børn af<br />
enker.<br />
get til børn af fattigunderstøttede blev nedsat fra 2 kr. til 1,50 kr. pr.<br />
barn. De fattigunderstøttede var i det hele taget helt udstødte. I 1933<br />
anmodede 200 “kommunalunderstøttede” Byrådet om produktivt<br />
arbejde til tarifmæssig betaling, så de kunne betale <strong>for</strong> indtrædelse i<br />
en fag<strong>for</strong>ening, og derved få chancen <strong>for</strong> at komme bort fra fattigvæsenet.<br />
Skulle dette ikke kunne bevilges, anmodede de om, at deres<br />
understøttelse blev hævet til det tidligere niveau: 12 kr. pr. uge <strong>for</strong><br />
mand og hustru, 3 kr. ugentlig <strong>for</strong> det første barn og 2 kr. <strong>for</strong> hver af<br />
de efterfølgende børn. Socialdemokraterne i Fattigudvalget indstillede,<br />
at der betaltes et større tillæg til børn af fattigunderstøttede, men<br />
udvalgets flertal med Fattigudvalgets <strong>for</strong>mand, rentier M. Strunge i<br />
spidsen afviste pure kravene.<br />
47
Peter Beirholm var socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
1933-1937. Han blev siden borgmester<br />
fra 1950 til 1962.<br />
48<br />
Fra socialre<strong>for</strong>m til<br />
kommunesammenlægning<br />
Socialre<strong>for</strong>mens idemand var kontorchef i Frederiksberg Kommunes<br />
fattigvæsen og medlem af Landstinget <strong>for</strong> Socialdemokratiet, K.K.<br />
Steincke. Allerede i 1912 kan man i bogen “Almisser og rettigheder”<br />
læse hans synspunkter om det eksisterende sociale system. Han<br />
mente, at det var <strong>for</strong>kert at give fattighjælp efter Fattigudvalgets eller<br />
Alderdomsunderstøttelsesudvalgets skøn. Hermed kunne ansøgeren<br />
kun opfatte det sådan, at han måtte ydmyge sig <strong>for</strong> at få hjælp, og det<br />
svækkede hans/hendes selvfølelse. Hvis man i stedet satte faste<br />
takster <strong>for</strong> den offentlige hjælp, ville ansøgeren opfatte det som en<br />
ret at få hjælp, og det ville få ham/hende til at tage ansvar <strong>for</strong> sit eget<br />
liv og sætte grænser <strong>for</strong>, hvad de ville <strong>for</strong>lange af systemet.<br />
Steincke anfægtede også Hjælpekassernes sondring mellem de<br />
værdige og de uværdige trængende, der i virkeligheden snarere var<br />
et spørgsmål om ansøgerne havde brug <strong>for</strong> lidt eller meget hjælp,<br />
end om vedkommende virkelig <strong>for</strong>tjente det.<br />
I 1920erne nedsatte socialminister Frederik Borgbjerg en socialkommission,<br />
der skulle komme med <strong>for</strong>slag til <strong>for</strong>enklinger i den<br />
efterhånden temmelig komplicerede sociallovgivning, der blev administreret<br />
af en lang række <strong>for</strong>skellige organer - byrådet, hjælpekassebestyrelsen,<br />
værgerådet, arbejdsløshedskasserne og sygekasserne.<br />
Desuden betød alene fastlæggelsen af, hvor den enkelte ansøger var<br />
<strong>for</strong>sørgelsesberettiget, et meget stort arbejde <strong>for</strong> kommunernes fattigudvalg.<br />
Socialkommissionen blev imidlertid stillet i bero af den<br />
efterfølgende Venstreregering. Da K.K. Steincke i 1929 blev socialminister,<br />
opløste han Socialkommissionen og satte i stedet et antal<br />
ministerielle udvalg i gang med arbejdet. De fremlagde i 1929 og<br />
1930 en række sociale re<strong>for</strong>m<strong>for</strong>slag <strong>for</strong> Rigsdagen.<br />
Disse re<strong>for</strong>m<strong>for</strong>slag var en <strong>for</strong>enklet version af de udviklingstendenser,<br />
der i de <strong>for</strong>egående år havde vist sig ved administrationen af<br />
de eksisterende love. Hertil kom, at krisen i de første år af 1930erne<br />
understregede behovet <strong>for</strong>, at staten greb ind og støttede den kommunale<br />
social<strong>for</strong>sorg. I 1931 var vedtaget en række love om hjælp til<br />
de arbejdsløse og de dårligst stillede landmænd. Steincke brugte<br />
også som argument <strong>for</strong> sin sociallovgivning, at den var nødvendig <strong>for</strong><br />
at beskytte samfundet mod uro og proletarisering.<br />
Socialre<strong>for</strong>men i 1933<br />
Mere end 50 <strong>for</strong>skellige love blev samlet i fire hovedlove, der blev<br />
vedtaget i maj 1933 og trådte i kraft den 1. oktober 1933: Folke<strong>for</strong>sikringsloven,<br />
der omfattede syge<strong>for</strong>sikring samt alders- og invaliderente,<br />
Ulykkes<strong>for</strong>sikringsloven, Lov om arbejdsanvisning og arbejdsløsheds<strong>for</strong>sikring<br />
og Lov om offentlig <strong>for</strong>sorg. Lovkomplekset betød en<br />
udvidet anvendelse af retsprincippet på bekostning af skønsprincippet,<br />
og selv<strong>for</strong>sikringsprincippet blev også slået fast. Socialhjælp<br />
skulle ikke længere være en almisse, men en erstatningsydelse, en<br />
selverhvervet rettighed, når bestemte betingelser var opfyldt. I folks<br />
øjne havde sociallovgivningen dog stadig noget af almissens karakter.<br />
På dette tidspunkt søgte ca. 25 % af de, der var berettiget til det, ikke<br />
aldersrente.
C. Jensen, fattiginspektør fra 1927,<br />
socialinspektør fra 1933 til han gik på<br />
pension i 1945.<br />
Fattighjælpen og støtte fra Hjælpekassen blev samlet i Lov om<br />
social <strong>for</strong>sorg, hvorefter der kunne ydes tre <strong>for</strong>mer <strong>for</strong> hjælp:<br />
1) Særhjælp, der blev givet i tilfælde, hvor den pågældende var<br />
kommet i nød uden egen skyld, f.eks kronisk syge, tuberkuløse<br />
o. lign. Hjælpen skulle ikke tilbagebetales og medførte ikke tab af<br />
valgret.<br />
2) Kommunehjælp, hvor den pågældende kunne siges at være delvis<br />
skyld i egen nød ved eksempelvis ikke at være <strong>for</strong>sikret. Denne<br />
<strong>for</strong>m <strong>for</strong> hjælp skulle tilbagebetales, og valgretten kunne blive frataget,<br />
hvis ansøgeren ikke viste vilje til at klare sig selv.<br />
3) Fattighjælp, der kunne bevilges dem, der selv<strong>for</strong>skyldt var<br />
kommet i nød - vagabonder, alkoholikere og <strong>for</strong>sømmelige <strong>for</strong>sørgere.<br />
De mistede deres borgerlige rettigheder, dog fik de nu lov<br />
til at gifte sig uden Byrådets samtykke, men de kunne anbringes<br />
på tvangsarbejdsanstalt.<br />
Socialudvalg, Børneværnsudvalg, Socialkontor<br />
Administrationen af de nye love blev på lokalt plan samlet i Socialudvalget<br />
i Kolding med 9 medlemmer. Fabrikant Peter Beirholm blev<br />
den første socialudvalgs<strong>for</strong>mand. Han havde været medlem af Seest<br />
Sogneråd fra 1927-30 og var i 1930 efter indlemmelsen af bl.a. en del<br />
af Seest i Kolding Købstad, blevet medlem af Kolding Byråd og af Fattigudvalget.<br />
Fra 1933 fik socialudvalgs<strong>for</strong>manden et honorar <strong>for</strong> sit<br />
arbejde.<br />
Som et underudvalg under Socialudvalget skulle oprettes et Børneværnsudvalg.<br />
Socialudvalgets <strong>for</strong>mand skulle også være <strong>for</strong>mand<br />
<strong>for</strong> Børneværnsudvalget eller i hvert fald medlem. Flertallet i Børneværnsudvalget<br />
skulle være byrådsmedlemmer, men det “kan tiltrædes<br />
af enkelte af kommunalbestyrelsen uden <strong>for</strong> dens midte valgte<br />
personer, som må antages at være i besiddelse af indsigt i børne<strong>for</strong>sorg”,<br />
som det hed i Socialministeriets cirkulære af 20. maj 1933.<br />
Børneværnsudvalget fik P. Beirholm som <strong>for</strong>mand og kom til at bestå<br />
af 5 byrådsmedlemmer og 4 valgt uden <strong>for</strong> Byrådet, nemlig købmand<br />
Johs. Aagaard, Kirstine Sørensen, Anine Lind og dommerfuldmægtig<br />
M. Hviid.<br />
Det blev understreget, at administrationen af den offentlige<br />
<strong>for</strong>sorg varetoges af Byrådet. Den måtte ikke overdrages til andre,<br />
private eller offentlige institutioner.<br />
Leder af Socialkontoret, sekretariat og <strong>for</strong>valtning <strong>for</strong> det nye socialudvalg<br />
blev den tidligere kontorchef ved fattigvæsenet, C. Jensen,<br />
nu med titel af socialinspektør. Som fuldmægtig ansattes tidligere<br />
fuldmægtig ved Hjælpekassen, J.A.P. Andreasen. Inspektøren havde<br />
over <strong>for</strong> Byrådet og Socialudvalget ansvaret <strong>for</strong>, at administrationen<br />
lededes i overensstemmelse med Udvalgets (Byrådets) vedtagelser og<br />
efter de i loven givne retningslinier i de tilfælde, hvor hjælpen udelukkende<br />
beroede på beregning (alders- og invaliderente og børnebidrag).<br />
I inspektørens <strong>for</strong>fald var fuldmægtigen sted<strong>for</strong>træder.<br />
Som kasserer ved Socialkontoret nyansattes Einar Overgaard, der<br />
kom fra en stilling som overassistent ved Troldhedebanen. Denne<br />
stilling havde egentlig været tiltænkt Andreas Sørensen, men han<br />
havde søgt og fået stilling som socialinspektør i Middelfart. Nyansat<br />
blev også tidl. handelsagent Eduard Rasmussen, der havde været<br />
medlem af Hjælpekassens bestyrelse i en årrække, de sidste 4 år dens<br />
<strong>for</strong>mand og trafikassistent V. Schmidt. Socialudvalgets socialdemo-<br />
49
Kirstine Sørensen havde en lang karriere<br />
inden <strong>for</strong> socialvæsenet i Kolding. Hun<br />
var medlem af Fattigudvalget 1913-<br />
1925 og 1928-1930. Hun var under<br />
første verdenskrig <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Folkekøkkenet<br />
og fra o. 1930 tilsynsførende <strong>for</strong><br />
Børneværnet.<br />
50<br />
kratiske medlemmer protesterede skriftligt mod ansættelsen af de to<br />
sidstnævnte, men de blev ansat. Einar Overgaard fik ledelsen af bogholderiet,<br />
E. Rasmussen af børnebidragskontoret og V.Schmidt stod<br />
<strong>for</strong> udbetalingerne af alders- og invaliderente samt enkebørnsbidrag.<br />
Assistent Elisabeth Jensen, der var begyndt som elev ved Fattigvæsenet<br />
i 1920erne, tog sig af administrationen <strong>for</strong> Børneværnet. I 1933<br />
blev socialinspektøren administrativt ansvarlig <strong>for</strong> børnetilsyn, <strong>for</strong>ebyggende<br />
<strong>for</strong>anstaltninger <strong>for</strong> børn og anbringelse evt. fjernelse af<br />
børn og unge fra hjemmet. Tilsyn i hjemmene varetoges af Kirstine<br />
Sørensen <strong>for</strong> den sydlige bydel og Karen Lauridsen <strong>for</strong> den nordlige<br />
bydel, <strong>for</strong> hvilket de fik et vederlag. De skulle besøge hjem, hvor der<br />
var usikkerhed om børns vilkår og hjem, hvor der var mødre, hvis<br />
børn fik udbetalt børnebidrag fra det offentlige.<br />
En afgørende ændring i Socialudvalgets og Socialkontorets<br />
arbejde var, at det gamle <strong>for</strong>sørgelseskommunebegreb blev opgivet<br />
til <strong>for</strong>del <strong>for</strong> et system med mellemkommunal refusion. Gennem Det<br />
mellemkommunale Refusions<strong>for</strong>bund <strong>for</strong>deltes en del af kommunernes<br />
sociale udgifter, således at kommuner med et svagt skattegrundlag<br />
fik overført midler fra bedrestillede kommuner. Hermed<br />
blev den statslige styring af det sociale område større, idet der øvedes<br />
statslig tilsyn med refusionsreglerne.<br />
Steinckes socialre<strong>for</strong>m understregede i endnu højere grad end før<br />
social<strong>for</strong>sikringsprincippet. Statstilskuddet til de frivillige syge-,<br />
arbejdsløsheds- og invalide<strong>for</strong>sikringer havde allerede før re<strong>for</strong>men<br />
tilskyndet mere end halvdelen af befolkningen til medlemskab, og<br />
nu blev det en betingelse <strong>for</strong> modtagelse af aldersrente, at ansøgeren<br />
i det mindste var passivt medlem af en sygekasse. Aldersrenten var<br />
<strong>for</strong>tsat rent skattefinansieret, og kommunerne kunne yde kontingenthjælp<br />
til trængende i medfør af Forsorgsloven.<br />
De øgede statstilskud til <strong>for</strong>sikringsordningerne førte til en <strong>for</strong>skydning<br />
i byrde<strong>for</strong>delingen mellem stat og kommune. Mens kommunerne<br />
i 1932/33 havde stået <strong>for</strong> 65 % af de sociale udgifter, var<br />
disse i 1933/34 nogenlunde ligeligt <strong>for</strong>delt mellem stat og kommune,<br />
og i 1938/39 stod staten <strong>for</strong> næsten 60%. I 1960 finansierede<br />
staten 77% af socialudgifterne og kommunerne nu kun 23%.<br />
Selv om kvinder havde fået valgret, var de efter 1933 ikke ligestillet<br />
med mændene, hvad angik sociale ydelser. En enlig kvinde fik lavere<br />
aldersrente end en enlig mand. Først i 1950 blev de ligestillet. Samlevende<br />
ægtefæller fik kun 1 1 ⁄2 aldersrente ud fra det princip, at to, der<br />
levede sammen, havde færre husholdningsudgifter.<br />
De første virkninger af Socialre<strong>for</strong>men<br />
Det nye lovkompleks blev vedtaget midt i en krisetid, og det betød, at<br />
de sociale udgifter især til kommunehjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse<br />
steg voldsomt, fra 1934/35 til 1938/39 med 40% i gennemsnit<br />
<strong>for</strong> hele landet. Mange politikere karakteriserede dette som<br />
udtryk <strong>for</strong> en stigende “understøttelsesmentalitet”, men det var i høj<br />
grad byrådspolitikerne, der bestemte niveauet. Beslutningen, om<br />
hvorvidt ansøgeren til socialhjælp var værdigt trængende eller selv<strong>for</strong>skyldt<br />
var kommet i en trangsituation, blev i langt de fleste tilfælde<br />
overladt til de folkevalgte. Endnu på dette tidspunkt var det kun<br />
de mindre sager, som Socialkontorets medarbejdere selv kunne tage<br />
bestemmelse om.<br />
Under borgmester Valdemar Juhls konservative ledelse blev de<br />
sociale udgifter frem til 1937 holdt på et beskedent niveau, selv om
Knud Hansen afsluttede sin lange socialpolitiske<br />
karriere i en alder af 71 med<br />
at blive borgmester i Kolding 1937-<br />
1943.<br />
Aldersrenteboligerne på Ndr. Ringvej.<br />
Foto fra ca. 1950.<br />
byens økonomi var blevet betydeligt <strong>for</strong>bedret efter indlemmelsen af<br />
de bymæssigt bebyggede dele af Bramdrup, Seest, Vonsild og Dalby<br />
sogne samt Kolding Landsogn i 1930. I 1931-32 var de samlede udgifter<br />
på socialområdet inkl. Hjælpekassens udgifter 775.539 kr., i<br />
1932-33 1.408.660 kr., men i 1936-37 kun 979.734 kr. netto svarende<br />
til 41 kr. 67 øre pr. indbygger i Kolding Købstad.<br />
Ved valget i 1937 blev der imidlertid <strong>for</strong> første gang i Koldings historie<br />
“rødt flertal” i Byrådet, idet Socialdemokraterne fik 11 mandater,<br />
de borgerlige tilsammen 10 mandater. Til borgmester valgtes den<br />
71-årige Knud Hansen, der mere end nogen anden havde kæmpet<br />
<strong>for</strong> bedre vilkår <strong>for</strong> de socialt svage i byen som redaktør af Kolding<br />
Social-Demokrat, som byrådsmedlem i 31 år og folketingsmand i 17<br />
år. Da han blev borgmester, trådte han tilbage både som redaktør og<br />
som folketingsmand.<br />
Som ny socialudvalgs<strong>for</strong>mand valgtes tekstilarbejder Ejner Christensen.<br />
Han afløstes i 1942 af skolebetjent Aage Petersen Elling og i<br />
1943 blev han afløst af C. Gossmann.<br />
Byggeriet af de første aldersrenteboliger blev gennemført i Knud<br />
Hansens borgmestertid kort efter, at der var skabt lovhjemmel <strong>for</strong><br />
det. Da man tog beslutning om byggeriet af de første var der bred<br />
enighed i Byrådet, men de efterfølgende fire komplekser stemte kun<br />
socialdemokraterne <strong>for</strong>. Der byggedes på Ndr. Ringvej, Gramrolighed<br />
og Frydsvej. Samtidig udvidedes De Gamles Hjem i 1937 og<br />
1939.<br />
Efter den store arbejdsløshed i begyndelsen af 1930erne var der<br />
allerede i midten af 1930erne sket en <strong>for</strong>bedring af beskæftigelsessituationen<br />
i Kolding. I slutningen af 1930erne steg ledigheden<br />
igen, og der gennemførtes et antal nødhjælpsarbejder, bl.a. udvidelse<br />
af Fynsvej og Vejlevej, opfyldning af Vifdam og af et areal på<br />
havnens nordside. Krigen gjorde sit til at fjerne arbejdsløsheden, da<br />
der også nu blev brug <strong>for</strong> de “tungere” arbejdsløse til bl.a. at grave<br />
tørv og brunkul. Der skete samtidig en kraftig vækst i tilslutningen til<br />
arbejdsløshedskasserne. I 1930 var ca. 30% af arbejdsstyrken arbejdsløsheds<strong>for</strong>sikret,<br />
i 1950 var tallet oppe på 50 %.<br />
51
Tekstilarbejder Einer Christensen var<br />
socialudvalgs<strong>for</strong>rmand 1937-42.<br />
Maskinarbejder C. Gossmann var socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
1943-1958. Foto fra<br />
1951 af O. Fischer-Nielsen.<br />
52<br />
De unge, der havde opbrugt deres understøttelse, kunne efter<br />
Socialudvalgets beslutning af 4. december 1933 beskæftiges med planeringsarbejder<br />
o.lign. Det blev <strong>for</strong> deres vedkommende kombineret<br />
med undervisning og sport 3 timer dagligt. Senere socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
Svend Christensen var en af dem, der klarede sig igennem på<br />
denne måde.<br />
Særlige opgaver under besættelsen<br />
Der blev også i krigsårene 1940-1945 vedtaget love af social karakter,<br />
der skulle lette tilværelsen <strong>for</strong> de mindst bemidlede. Der kom bl.a.<br />
en lov om tilskud til køb af levnedsmidler - okse- og svinekød og fisk<br />
og rabatmærker ved køb af smør. De nærmere retningslinier var<br />
fastsat dels i lovgivningen og dels af Socialudvalget, og det blev overdraget<br />
Forsorgskontoret at administrere ordningen. Kriterierne <strong>for</strong><br />
udleveringen var dels familiens økonomiske <strong>for</strong>hold og dels familiens<br />
størrelse, eksempelvis kunne ægtepar, hvor manden kun havde<br />
arbejdsløshedsunderstøttelse, få del i mærkerne, og jo flere børn jo<br />
flere mærker. Rentenydere fik også disse mærker udleveret sammen<br />
med den ordinære månedlige udbetaling uden ansøgning. Mærkerne<br />
blev så indløst af de handlende ved Socialkontorets kasse en gang<br />
om ugen.<br />
Svend Eriksen, der var ansat på Social<strong>for</strong>valtningen fra 1. maj<br />
1940, til han i 1985 gik af som leder af Omsorgsafdelingen, <strong>for</strong>tæller,<br />
at Forsorgskontoret ofte under krigen blev sat til at hjælpe med <strong>for</strong>skellige<br />
særlige <strong>for</strong>anstaltninger. F.eks. fik en kreds af husmødre en<br />
ekstra tildeling af det rationerede sukker, da de havde skaffet en del<br />
frugt, så de kunne koge marmelade til udlevering til bl.a. rentenydere.<br />
Kogningen af marmeladen fandt sted i FDB’s bolsjeafdeling,<br />
der ikke var i gang på grund af mangel på råvarer. Udleveringen<br />
fandt også sted derfra med hjælp af Forsorgskontorets personale.<br />
Rentenyderne skulle selv medbringe emballage. Den medbragte<br />
emballage var ikke altid hygiejnisk. En aldersrentenyder, som blev<br />
kaldt “tjæremanden” kom med en spand, hvor der sad rester af<br />
tjære. I Kolding Havn lå en damper “Normandiet”, der blev “lukket<br />
inde” den 9. april 1940. Provianten her blev stillet til Kolding Kommunes<br />
rådighed, og en del heraf uddelt til rentenydere. Det drejede<br />
sig bl.a. om ret store stykker kød og flæsk, der måtte skæres i stykker,<br />
og kontorfolkene var bestemt ikke udlært i slagterfaget, så det blev<br />
derefter.<br />
Efter krigens afslutning kom der tøjgaver til de “nødlidende danskere”<br />
bl.a. fra USA. Det var hovedsageligt brugt, men pænt tøj, og<br />
også en del nyt, bl.a. flere kasser med slips. Giverne havde udtrykt<br />
ønske om, at især frihedskæmperne skulle nyde godt af gaverne,<br />
men disse syntes ikke, at det var slips, de havde mest brug <strong>for</strong>. Forsorgskontoret<br />
deltog også i uddeling af Kolding Kommunes beredskabslager<br />
af koks. Efter krigsafslutningen den 5. maj 1945 blev der<br />
oprettet et kontor <strong>for</strong> særlige anliggender med henblik på at yde<br />
hjælp til de familier, hvis <strong>for</strong>sørgere havde deltaget i modstandskampen<br />
og/eller havde været i koncentrationslejr, og som enten ikke var<br />
kommet hjem endnu, eller efter hjemkomsten var uarbejdsdygtige af<br />
<strong>for</strong>skellige årsager, havde behov <strong>for</strong> støtte til tandlægeregninger o.<br />
lign. Socialudvalgs<strong>for</strong>manden, fra 1943 til 1958 var maskinarbejder<br />
C. Gossmann, sad i bestyrelsen, og fuldmægtig J.A.P. Andreasen var<br />
sekretær <strong>for</strong> udvalget.
Andreas Sørensen blev socialinspektør i<br />
november 1945 og var i stillingen til<br />
1973. Foto fra 1958 af Peter Thastum.<br />
Næstkommanderende C.D. Olesen,<br />
ansat i Social<strong>for</strong>valtningen 1933-1974.<br />
Assistent Svend Eriksen i gang med at<br />
gøre klar til udbetaling af <strong>for</strong>sorgshjælp.<br />
Foto fra 1951 af O. Fischer-Nielsen.<br />
Kommunehjælp, særhjælp m.v.<br />
Mens en række sociale ydelser efter Socialre<strong>for</strong>men blev rene ekspeditionssager,<br />
var der stadig en række sager, der krævede kontorets og<br />
Socialudvalgets skøn og overvejelser over, hvordan man kunne<br />
hjælpe bestemte grupper af mennesker til at klare sig selv. Det afgørende<br />
nye var nu, at Socialudvalget ikke længere selv mødte klienterne,<br />
men behandlede sagerne efter skriftlige ansøgninger. Systemet<br />
virkede nu mindre ydmygende og betydelig mere retfærdigt og konsekvent,<br />
vurderer den senere socialinspektør Andreas Sørensen.<br />
Svend Eriksen <strong>for</strong>tæller, at de, der søgte hjælp, skrev en ansøgning<br />
om mandagen, udvalget behandlede den om onsdagen, og udbetalingen<br />
skete om fredagen. Men der var også dem, der ikke kunne<br />
finde ud af at skrive en ansøgning og bare kom om onsdagen, som<br />
de plejede.<br />
Det var i følge en arbejdsbeskrivelse fra 1937 kontorets fuldmægtig,<br />
der havde ansvar <strong>for</strong>, at der optoges afhøring af alle nye ansøgere,<br />
og at afhøringsskemaerne blev således udfyldt, at udvalget efter<br />
besvarelserne ville være i stand til at <strong>for</strong>etage afgørelser i sagerne.<br />
Der skulle også <strong>for</strong>etages nye afhøringer af personer, der igennem<br />
lang tid havde modtaget hjælp. Råd og vejledning til ansøgerne<br />
måtte kun gives af fuldmægtigen. Denne kunne også på inspektørens<br />
vegne <strong>for</strong>etage bevillinger af sygekassekontingenter.<br />
Efter at <strong>for</strong>holdene var faldet til ro efter krigen, skete der en stor<br />
udvikling i den sociale sektor. Der blev vedtaget love af Rigsdagen,<br />
der gav mulighed <strong>for</strong> at yde særhjælp til visse persongrupper, f. eks.<br />
de, der var ramt af tuberkulose, men også til indkaldte soldater. Der<br />
var ikke indkaldt danske soldater i den sidste del af krigsperioden, og<br />
der var der<strong>for</strong> mange gifte, der nu skulle aftjene deres værnepligt.<br />
Der var også mulighed <strong>for</strong> at yde hjælp, hvis der var børn eller ventedes<br />
børn i ægteskabet, men også enlige kunne få hjælp eksempelvis<br />
til betaling af diverse <strong>for</strong>sikringer.<br />
Den <strong>for</strong>tsatte udvikling af den social sektor blev også årsag til, at<br />
man satsede på at give de ansatte bedre uddannelse således, at de var<br />
i stand til at give borgerne en bedre service. De kom på de såkaldte<br />
kommunale grundkurser, der skulle give deltagerne bedre viden om<br />
den offentlige sektor i almindelighed og visse tjenestegrene - skattevæsen,<br />
regnskabsvæsen og socialvæsen i særdeleshed.<br />
Uddannelsen til socialrådgiver gik tilbage til 1920erne, hvor der<br />
først havde vist sig behov <strong>for</strong> en særlig viden om sindslidendes<br />
behandling, og sidenhen om de muligheder, der var inden <strong>for</strong> det<br />
samlede social- og sundhedsvæsen inspireret af den engelske tradition<br />
<strong>for</strong> anvendelse af “social workers”. For at blive uddannet til socialrådgiver<br />
måtte eleverne være i praktik i en af de sociale institutioner<br />
eller på socialkontorer. Frem til 1966 havde Socialkontoret i<br />
Kolding 19 kvindelige og mandlige praktikanter i nogle måneder ad<br />
gangen, <strong>for</strong>tæller S. Eriksen.<br />
Klienterne til kommunehjælp og fattighjælp tilhørte dengang, vurderer<br />
Andreas Sørensen, der var ansat ved socialvæsenet fra 1921 til<br />
1973, <strong>for</strong> de allerflestes vedkommende sinkegruppen, der på<br />
<strong>for</strong>hånd var dårligt udrustede, både åndeligt og fysisk. Mange af dem<br />
havde svært ved at læse og skrive og stod altid bagest i køen, når der<br />
blev udbudt arbejde. Først med ordninger som revalidering og<br />
beskyttet arbejde blev der gjort noget <strong>for</strong> dem.<br />
Da man i midten af 1950erne overvejede oprettelsen af Social<strong>for</strong>skningsinstituttet,<br />
der blev virkeliggjort i 1958, <strong>for</strong>eslog Andreas<br />
53
Afhøring af klienterne <strong>for</strong>egik ved denne<br />
plads i 1951. Foto O. Fischer-Nielsen.<br />
Den konservative Walter Petersen var<br />
socialudvalg<strong>for</strong>mand 1958-1962.<br />
Foto fra 1966 af N. Lisberg.<br />
Elarbejder Svend Christensen var socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
1962-1970.<br />
Foto fra 1966 af N. Lisberg<br />
54<br />
Sørensen, at spørgsmålet om, i hvor høj grad sinker fik kommunehjælp,<br />
blev undersøgt, og om man ikke kunne hjælpe dem til indpasning<br />
i erhvervslivet ved erhvervsvejledning, omskoling og arbejdsanvisning.<br />
Det var også Socialudvalgets erfaring, skrev han, at det var de<br />
samme mennesker, der år efter år opbrugte deres ordinære arbejdsløshedsunderstøttelse,<br />
så de skulle hjælpes af kommunen. Det måtte<br />
være værd at undersøge, om ikke også de kunne få bedre vejledning<br />
af arbejdsanvisningen og evt. omskoles. Inden <strong>for</strong> børne<strong>for</strong>sorgen<br />
følte man savnet af behandlingshjem <strong>for</strong> psykotiske børn, og man<br />
ville henlede opmærksomheden på, at lovreglerne til afhjælpning af<br />
alkoholisme og narkomani ikke var fyldestgørende, og at der savnedes<br />
en mere effektiv behandling af denne gruppe personer. Det var i<br />
september 1955.<br />
Forsorgshjemmet »Overmarksgården« blev i 1935 et amts<strong>for</strong>sorgshjem<br />
efter en overenskomst mellem Kolding Kommune, Vejle Amt<br />
og samtlige kommuner i Vejle Amt. Socialudvalget i Kolding stod<br />
<strong>for</strong>tsat <strong>for</strong> den daglige ledelse.<br />
Samtidig med de bedre økonomiske <strong>for</strong>hold i slutningen af 1950erne<br />
begyndte de mere dynamiske socialinspektører selv at tage initiativer<br />
over <strong>for</strong> politikerne i socialudvalgene med et ønske om at give<br />
en mere serviceorienteret bistand. Politikerne i socialudvalgene var<br />
også godt med. De deltog i landsdækkende møder med andre socialudvalgsmedlemmer,<br />
hvor generelle problemer blev debatteret, og de<br />
tog også på kurser <strong>for</strong> at blive klogere. Den konservative Walter<br />
Petersen afløste C. Gossmann som socialudvalgs<strong>for</strong>mand i 1958, og<br />
han efterfulgtes i 1962 af elarbejder Svend Christensen, da socialdemokraten<br />
Peter Ravn blev borgmester.<br />
Svend Christensen <strong>for</strong>tæller i sine erindringer, at da han tog på<br />
kursus <strong>for</strong> nye socialudvalgs<strong>for</strong>mænd på Den kommunale Højskole,<br />
troede han, at han vidste det hele i <strong>for</strong>vejen, men han blev klogere.<br />
Da han kom tilbage, blev sagerne behandlet ikke efter rutinen, men<br />
med skelen også til andre paragraffer end dem, der normalt brugtes.<br />
Han skriver, at arbejdet i Socialudvalget aldrig blev rutine, og at han<br />
lærte, at den enkelte skal behandles bedst muligt inden <strong>for</strong> lovens<br />
rammer. Hans motto som socialudvalgs<strong>for</strong>mand var:”Du skal have<br />
sympati <strong>for</strong> den usympatiske”. Folk skulle behandles korrekt og ens,<br />
uagtet de kunne være ubehagelige og frække over <strong>for</strong> personalet.<br />
En konsekvens af den større <strong>for</strong>ståelse <strong>for</strong> de sociale problemer<br />
og årsagerne til dem både hos socialudvalgsmedlemmer og socialinspektører<br />
og deres ansatte medførte, at de sociale ydelser bredte sig<br />
til en stadig større del af befolkningen. Socialre<strong>for</strong>men havde haft til<br />
hensigt at give de mindrebemidlede et sikkerhedsnet - og dette sikkerhedsnet<br />
udvidedes til stadig flere grupper i samfundet.<br />
Sundhedspleje og familiepolitik<br />
I 1937 vedtoges en lov, der gav statstilskud til kommuner, der ansatte<br />
sundhedsplejersker. Fra centralt hold så man med stadig større<br />
bekymring på den høje spædbørnsdødelighed, som man ville modvirke<br />
ved vejledning af sundhedsplejersker.<br />
Kolding Kommune var en af de første kommuner, der tog Lov nr.<br />
85 af 31. marts 1937 om “Bekæmpelse af sygelighed og dødelighed<br />
blandt børn i de første leveår” i anvendelse. Allerede i august 1937<br />
<strong>for</strong>eslog Anine Lind, der var socialdemokratisk byrådsmedlem og<br />
medlem af både Socialudvalget og Børneværnsudvalget, at der ansattes<br />
en sundhedsplejerske, og sygeplejerske Ingeborg Lunden
Sundhedsplejerske Ingeborg Lunden fotograferet<br />
i 1958 af Peter Thastum.<br />
Foto fra Vuggestuen i Skolegade, ca.<br />
1950.<br />
begyndte arbejdet den 1. januar 1938. Hun tog på besøg i hjemmene<br />
og vejledte om ernæring og pasning af børnene. Ingeborg Lunden<br />
fik et halvt år efter ansættelsen mulighed at følge den særlige uddannelse<br />
<strong>for</strong> sundhedsplejersker, der var oprettet på Århus Universitet,<br />
mod at <strong>for</strong>pligte sig til at blive i Kolding i 5 år. Hun fik halv løn<br />
under kurset, der varede i 9 måneder. Ellen Løwert fungerede som<br />
vikar og blev selv fastansat i 1943. Fra april 1954 blev spædbørns- og<br />
skolesundhedsplejen administreret sammen.<br />
Med indførelse af sundhedsplejen ydede Socialkontoret <strong>for</strong> første<br />
gang service til en gruppe af mennesker i kommunen uden hensyntagen<br />
til, om de var ubemidlede eller ikke.<br />
I 1939 oprettedes Mødrehjælpen, der blev organiseret som lokale<br />
statslige institutioner. For ansættelse på disse institutioner var det et<br />
krav, at man havde gennemgået den nye socialrådgiveruddannelse.<br />
I juli 1946 kom der lov om, at der kunne ydes svangre kvinder en<br />
1/2 liter sødmælk dagligt efter <strong>for</strong>løbet af 3. svangerskabsmåned og<br />
efter fødslen 1 liter dagligt i barnets første 6 levemåneder. Mælken<br />
ydedes ved tildeling af kort, der indtil 1. august 1966 blev uddelt<br />
gennem Mødrehjælpen. Senere overtog Socialkontoret uddelingen.<br />
Der var ligeledes mellem Kolding Byråd og Sygekassernes fælles<br />
hjemmesygepleje den 1. marts 1947 etableret husmoderafløsning,<br />
der kunne iværksættes i hjem, hvor husmoderen var syg enten<br />
hjemme eller på hospital, såfremt der var mindst 1 barn under 15 år.<br />
Ordningen, der blev delvist finansieret af beskæftigelseslovgivningen,<br />
var gratis <strong>for</strong> personer, der betalte under 130 kr. årligt i statsskat,<br />
mens de, der var over denne grænse, måtte betale hjælpen med op<br />
til 2/3 af lønudgiften.<br />
Den kommunale sygepleje blev oprettet sidst i 1940erne. Det var<br />
ment som en <strong>for</strong>ebyggende <strong>for</strong>anstaltning <strong>for</strong> at opretholde sygdomsramte<br />
familiers sammenhold og trivsel. Eksempelvis kan<br />
nævnes, at der i 1949-1950 blev aflagt besøg i hjemmet med 170 dagog<br />
12 natbesøg og i alt 3498 sygedagsudgifter beløb sig til 10.322,22<br />
kr. I 1958 blev der indgået overenskomst mellem Socialudvalget og<br />
Sygekassen, hvorefter Sygekassen administrerede Hjemmesygeplejen.<br />
Hjemmesygeplejen lededes af et udvalg på 7 medlemmer, hvor 4<br />
var valgt af Byrådet blandt Socialudvalgets medlemmer.<br />
Daginstitutioner <strong>for</strong> børn og dagplejeordning<br />
De første daginstitutioner i Kolding var Kolding Børneasyl, Kolding<br />
Børnehjem, Børnenes Vels Vuggestuen i Skolegade og Børnenes Vels<br />
Fritidshjem. De var, som tidligere nævnt, alle drevet af private <strong>for</strong>eninger.<br />
Den første kommunale daginstitution var Børnehaven på Haderslevvej,<br />
der blev taget i brug 20. januar 1944 og var oprettet på initiativ<br />
af samtlige kvinde<strong>for</strong>eninger i Kolding. Den efterfulgtes i 1951 af<br />
Vuggestuen på Agtrupvej 47. I 1954 åbnede børnehjemmet Bellevue,<br />
beliggende Læssøegade 6 med 12 pladser til børn i alderen 2-14 år.<br />
Fra slutningen af 1950erne kom der en stor vækst i antallet af nye<br />
daginstitutioner kraftigt understøttet af, at staten betalte 70% til<br />
driftsudgifterne, hvis kommunen selv betalte 30%. Behovet <strong>for</strong> at få<br />
kvinderne ud på arbejdsmarkedet var stort. I 1964 blev det ved lov<br />
pålagt kommunerne at sikre, at de <strong>for</strong>nødne daginstitutioner og socialpædagogiske<br />
fritids<strong>for</strong>anstaltninger var til stede. I Kolding var man<br />
allerede i gang med at sikre dette. Børnehaven Sct. Jørgensgade 5<br />
åbnede 1. marts 1965, Børnehaven Frederik 7 Vej 16. januar 1966,<br />
55
Foto af Børnehaven på Haderslevvej,<br />
ca. 1950.<br />
56<br />
der havde en specielt indrettet afdeling <strong>for</strong> handicappede børn. Fritidshjemmet<br />
Frederik 7 Vej 1. februar 1966, Fritidshjemmet Junghansvej<br />
i 1968. Alle disse var rent kommunale institutioner. Desuden<br />
gav man kommunal støtte til privat oprettede daginstitutioner. I perioden<br />
1962-70 syv børnehaver, en vuggestue, to fritidshjem og tre<br />
fritidsklubber. Det kommunale børneværn havde pligt til at føre<br />
kontrol med daginstitutionerne.<br />
Der var også sket en ændring i holdningen til børneinstitutionerne.<br />
Hvor det i 1940erne betragtedes som en beklagelig nødvendighed,<br />
hvis mødrene ikke kunne blive hjemme hos deres børn og selv<br />
opdrage dem, mente mange nu, at alle børn burde have mulighed<br />
<strong>for</strong> at komme på børne- og ungdomsinstitutioner alene ud fra pædagogiske<br />
hensyn.<br />
Specielt <strong>for</strong> børn i vuggestuealderen var der alt <strong>for</strong> få pladser på<br />
institutionerne, og der oprettedes der<strong>for</strong> i 1966 en dagplejeordning<br />
med plads til 15 børn fra 1/2 til 3 år. I 1969 udvidedes ordningen til<br />
50 børn.<br />
Dagplejen blev oprettet i tilknytning til vuggestuen på Agtrupvej<br />
og dennes leder, Martha Poulsen, var også leder af dagplejen. Fra<br />
1970 var hun alene leder af dagplejen.<br />
Børne<strong>for</strong>sorgen havde i efterkrigstiden ændret karakter fra at<br />
være en tvangs<strong>for</strong>anstaltning til at være et tilbud til familierne, og<br />
man viste stadig større tilbageholdenhed med tvangsfjernelse af børn<br />
fra hjemmet.
Borgmester Peter Ravn og socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
Svend Christensen på nytårsbesøg<br />
på Låsbyhøj, december 1966. Svend<br />
Christensen taler med plejehjemsleder,<br />
Jacob Larsen. Foto N. Lisberg.<br />
Ældre<strong>for</strong>sorgen<br />
Pensionistboliger (aldersrenteboliger) med lejligheder <strong>for</strong> folke- og<br />
invalidepensionister var allerede bygget før krigen. De første boliger<br />
(Ndr. Ringvej 2-12) var taget i brug i 1938, og der toges nye boliger i<br />
brug i 1939/41 ved Gramrolighed. De fire første boliger indeholdt<br />
36 boliger pr. blok <strong>for</strong> ægtepar og enlige. Lejlighederne var ret små,<br />
52 m 2 , entre, toilet, stue med alkove og køkken. I 1943 blev næste<br />
bolig taget i brug (Stejlbjergvej) med 24 boliger og i 1944, 1947,<br />
1948 Agtrupvej med i alt 60 boliger. I 1951-1952 121 lejligheder samt<br />
en tjenestebolig i Bjælderbæk/Skydebanen. De sidste ældreboliger<br />
toges i brug 1956-1964 på Violvej med 90 1-værelses og 44 2-værelses<br />
boliger. Boligstøtteloven åbnede nu også adgang til at yde huslejetilskud<br />
til invalide-, enke- og folkepensionister, der boede i ejendomme<br />
opført af sociale boligselskaber, således at huslejen blev den samme<br />
som i de kommunale pensionistboliger. I Socialkontorets beretning<br />
<strong>for</strong> 1961-62 nævnes, at behovet <strong>for</strong> pensionistboliger <strong>for</strong>tsat var stort,<br />
idet der pr. 1. november 1962 var 171 ansøgere på venteliste til disse<br />
boliger.<br />
En stor udvidelse af De Gamles Hjem (Låsbyhøj) stod færdig i<br />
1950, da en helt ny fjerde fløj blev føjet til bygningen. I <strong>for</strong>bindelse<br />
med udvidelsen blev hele hjemmet gennemgribende moderniseret.<br />
I 1953 købte Kolding Kommune en grund ved Tvedvej <strong>for</strong> at kunne<br />
bygge et nyt alderdomshjem, men det blev udskudt på ubestemt tid<br />
p.g.a. hjemmehjælpsordningen.<br />
57
Assistenterne Poul Rasmussen og Orla<br />
Buch klar til udbetaling af aldersrente.<br />
Foto fra 1951 af O. Fischer-Nielsen.<br />
Plejehjemmet Højegården indviedes i<br />
1968 med plads til 36 beboere i enkeltværelser<br />
og 4 dobbeltværelser til ægtepar.<br />
Få år efter var det udvidet til 62 beboere.<br />
Efter ældredebatten i 1988-89 fik Højegården<br />
åbent dagcenter, og i januar<br />
1992 blev Højegården administrativt<br />
center <strong>for</strong> Distrikt Nord.<br />
58<br />
I 1961 blev De Gamles Hjem, nu Låsbyhøj, igen moderniseret og<br />
havde derefter 72 pladser på sygeafdelingen og 96 pladser på plejeafdelingen.<br />
Socialudvalget i Kolding besluttede i 1956 at yde hjemmehjælp til<br />
folke- og invalidepensionister til indkøb, madlavning og rengøring.<br />
Fra 1958 fik kommunen også statstilskud til hjælp til ældre, der<br />
ønskede at blive boende i eget hjem. Ud fra et økonomisk synspunkt<br />
var det også billigere end at bygge plejehjem. I Kolding byggede man<br />
også et plejehjem, Højegården på Baldersvej, der indviedes i 1968.<br />
Der ansattes samtidig en ergoterapeut til at beskæftige de ældre. Fra<br />
1969 blev hjemmehjælpsordninger gjort obligatoriske <strong>for</strong> kommunerne.<br />
I 1956 genneførtes loven om folkepension, efter at en kommission<br />
siden 1948 havde arbejdet med spørgsmålet. Fra 1957 kunne alle,<br />
der var fyldt 69 år, uanset indtægt og <strong>for</strong>mue modtage folkepensionens<br />
mindstebeløb. Den indtægtsbestemte folkepension kunne ydes<br />
til alle over 67 år, <strong>for</strong> enlige kvinder dog 62 år. Hertil kom et tillæg,<br />
der var indtægtsbestemt. Den maksimale ydelse blev noget større<br />
end den tidligere aldersrente. I 1955 før lovens vedtagelse tog 60 %<br />
af de aldersrenteberettigede mod tilbuddet, i 1959 hentede 70%<br />
deres folkepension. Man skulle søge om at få folkepension, og<br />
endnu på dette tidspunkt var der mange, der ikke søgte, selv om det<br />
var deres ret. I 1964 vedtoges det, at alle over 67 år fra 1970 skulle<br />
have et ensartet grundbeløb. Hermed var skridtet gjort fra en trangsbestemt<br />
pension til en almen rettighed <strong>for</strong> alle borgere.<br />
Lov om offentlig <strong>for</strong>sorg 1961, revalidering m.v.<br />
Fra begyndelsen af 1960erne betød den stigende velstand i hele<br />
befolkningen, at der blev mulighed <strong>for</strong> ikke kun at afhjælpe sociale<br />
problemer, men også at <strong>for</strong>ebygge dem.<br />
Med Forsorgsloven fra 1961 ophørte sondringen mellem særhjælp,<br />
kommunehjælp og fattighjælp, og herefter mistede ingen<br />
valgret og valgbarhed ved modtagelse af sociale ydelser. Nu skelnede<br />
man kun mellem almindelig hjælp og udvidet hjælp, og hjælpen<br />
skulle kun undtagelsesvis tilbagebetales.
Socialudvalget og Socialkontorets personale<br />
samlet på udflugt. Foto af O.<br />
Fischer-Nielsen fra 1963.<br />
Revalidering blev et centralt middel i socialpolitikken. Revalideringsloven<br />
fra 1960 havde til <strong>for</strong>mål at integrere de erhvervshæmmede<br />
på arbejdsmarkedet, og til dette <strong>for</strong>mål oprettedes en række<br />
regionale revalideringscentre. Der ydedes ikke alene understøttelse,<br />
men også genoptræning af arbejdsevnen og tilskud til omskoling til<br />
uddannelse. Til revalideringscentrene knyttedes også psykologer og<br />
psykiatere. Man havde nu overskud til at interessere sig <strong>for</strong> årsagen<br />
til de sociale problemer snarere end at behandle symptomerne.<br />
Hvor målet om revalidering eller beskyttet beskæftigelse ikke blev<br />
nået, var alternativet invalidepension. Kolding Kommune bekostede<br />
opførelsen af et revalideringsinstitut på Værkstedsvej i 1964.<br />
I juni 1965 blev der vedtaget en ny lov om invalidepension mv.,<br />
der trådte i kraft fra 1. april 1966. Denne lov indførte begrebet højeste,<br />
mellemste og laveste invalidepension. De, der var invalideret,<br />
således at de så godt som ikke havde nogen arbejdsevne tilbage, fik<br />
højeste ip. De der var invalideret, så 2/3 arbejdsevne var gået tabt, fik<br />
mellemste ip, og de, der var invalideret i nogen grad med mellem<br />
2/3 og 1/2 arbejdsevne i behold, fik laveste ip. Fra 1960 steg antallet<br />
af invalidepensionister markant.<br />
Børne- og ungdoms<strong>for</strong>sorgen ændrede også karakter fra at være<br />
en tvangs<strong>for</strong>anstaltning til at være et tilbud. Fra 1958 var det påbudt,<br />
at de kommunale børneværnsudvalg i sager, hvor der var tale om<br />
fjernelse af børn fra hjemmet, skulle søges bistand hos psykologer<br />
eller hos de børneværnskonsulenter, som var ansat i medfør af loven.<br />
Børneværnsudvalgene fik også mulighed <strong>for</strong> på egen hånd at bevilge<br />
økonomisk hjælp til trængte familier <strong>for</strong> at undgå anbringelse af<br />
børn uden <strong>for</strong> hjemmet, og det tilsyn, der tidligere havde været med<br />
bestemte grupper af børn, blev afløst af et tilbud om vejledning.<br />
Undersøgerne blev erstattet af familievejledere.<br />
Som en konsekvens af udviklingen i retning af en mere <strong>for</strong>ebyggende<br />
socialpolitik nedsattes i 1964 en socialre<strong>for</strong>mkommission, der<br />
skulle vurdere love og politiske organer inden <strong>for</strong> det sociale område<br />
med henblik på at skabe en større <strong>for</strong>enkling og en bedre sammenhæng<br />
mellem institutioner og mål. Det resulterede i to betænkninger:<br />
“Det sociale tryghedssystem - struktur og dagpenge” fra 1969 og<br />
“Det sociale tryghedssystem - service og bistand” fra 1972.<br />
59
I 1965 flyttede Socialkontoret til Nytorv<br />
2-4, hvor man lejede sig ind i Sparekassen<br />
Koldings nye bygning, i dag hjemsted<br />
<strong>for</strong> OK klubben.<br />
O. Fischer-Nielsen, yngste assistent og<br />
husfotograf i 1951.<br />
60<br />
Behov <strong>for</strong> mere plads til Socialkontoret<br />
Allerede i 1935, kun to år efter socialre<strong>for</strong>men søgte socialinspektøren<br />
om mere plads, først og fremmest et lokale til at <strong>for</strong>etage afhøringer<br />
af klienterne “under diskrete <strong>for</strong>mer”. Først i 1948 lykkedes<br />
det ved en omrokering på Rådhuset at få et sådant lokale.<br />
I februar 1957 ansøgte Andreas Sørensen Kasse- og regnskabsudvalget<br />
om flere kvadratmeter til Socialkontoret. Især folkepensionens<br />
vedtagelse ville få ekspeditionerne til at stige. Mere plads fik Socialkontoret<br />
først i april 1965, da kontoret fik mulighed <strong>for</strong> at flytte til<br />
Nytorv 2-4, hvor Sygekassen Kolding havde bygget sin nye kontorbygning.<br />
Her lejede Socialkontoret den ene halvdel af bygningen.<br />
Især ekspeditionslokalet på Rådhuset havde ikke været tidsvarende<br />
– der var skrankeekspedition og snæver plads <strong>for</strong> såvel klientel og<br />
personale. I det nye socialkontor blev der især lagt vægt på at »tilvejebringe«<br />
gode plads<strong>for</strong>hold <strong>for</strong> de mange medborgere, som har<br />
ærinde til socialkontoret og børne- og ungdomsværnet. Skrankeekspeditionen<br />
er afskaffet og erstattet med klientbetjening i samtalerum<br />
og enkeltmandskontorer. (Socialkontorets årsberetning 1964-<br />
85).<br />
I en lang årrække havde Socialkontorets personale været usædvanlig<br />
stabilt. Oversigten over de 27 ansatte ved <strong>for</strong>valtningen i 1968<br />
viser en lang række, der enten havde eller fik 25 og 40 års jubilæum<br />
– socialinspektør Andreas Sørensen, ekspeditionssekretær C. D.<br />
Olesen, fuldmægtig A. Josiassen, fuldmægtig O. Buch, kasserer Rud.<br />
Petersen, overassistent M. H. Roest, overassistent S. Eriksen, overassistent<br />
M. Juhl-Jensen, overassistent Poul Rasmussen, overassistent O.<br />
Fischer-Nielsen, kommuneassistent Fl. Rudbech-Hansen, kommuneassistent<br />
Hanne Ravn m.fl.
Storkommune,<br />
socialre<strong>for</strong>mer og<br />
<strong>for</strong>valtningsvækst 1968-75<br />
Kommunesammenlægningen<br />
1. april 1970 blev sognekommunerne Viuf, Alminde, Harte-Bramdrup,<br />
Seest, Vonsild, Dalby, Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup sammenlagt<br />
med Kolding Kommune. Eltang-Vilstrup sognekommune havde allerede<br />
året før indgået en frivillig sammenlægning med Kolding. Med<br />
sammenlægningen voksede indbyggertallet i kommunen til ca.<br />
52.000, hvilket var en <strong>for</strong>øgelse på omkring 14.000 i <strong>for</strong>hold til 1968.<br />
Forberedelserne til kommunesammenlægningen havde stået på<br />
siden midten af 1960erne, og i lighed med de øvrige kommunale <strong>for</strong>valtningsgrene<br />
havde Socialkontoret også været indblandet i disse.<br />
Spørgsmålet var, hvordan den sociale administration skulle tilrettelægges<br />
i den kommende storkommune.<br />
Der herskede ingen tvivl om, at udgangspunktet <strong>for</strong> den fremtidige<br />
administration måtte være Socialkontoret i Kolding, der i storkommunen<br />
ville blive det naturlige sociale centrum. Men dermed<br />
var sagen langt fra afgjort. Kolding Kommune og sammenlægningskommunerne<br />
skulle enes om vilkårene ved sammenlægningen,<br />
hvilket var en besværlig og langvarig proces, <strong>for</strong>di der både skulle<br />
tages hensyn til lokale særinteresser samtidig med, at man skulle<br />
træffe beslutninger af en mere overordnet og principiel karakter.<br />
Forhandlingerne udspandt sig i “Fællesudvalget <strong>for</strong> Sammenlægning<br />
af Kommunerne omkring Kolding”. Udvalget, der var sammensat<br />
af politikere fra Kolding Købstad og sammenlægningskommunerne,<br />
skulle godkende alle beslutninger i de respektive sogne- og<br />
byråd, som rakte ud over sammenlægningsdatoen. Under Fællesudvalget<br />
nedsattes en række fagudvalg, bl.a. udvalget vedrørende alderdomshjem<br />
og disses placering, der samtidig tog sig af andre sociale<br />
spørgsmål, som f.eks. hjemmesygeplejen og omsorgsarbejdet.<br />
To hovedspørgsmål skilte sig ud, og begge handlede om sognekommunernes<br />
frygt <strong>for</strong> at blive “klemt og glemt” i den storkommunale<br />
administration. Det ene var spørgsmålet om, hvorvidt man<br />
skulle bevare de lokale kommunekontorer, eller i stedet nedlægge<br />
kommunekontorerne og inddrage disses personale under social<strong>for</strong>valtningen<br />
i Kolding, således at hele den sociale administration samledes<br />
her. Det var en problemstilling, man også arbejdede med i<br />
andre kommuner. Nogle steder - bl.a. i Odense, valgte man at<br />
oprette distriktskontorer, således at borgerne havde mulighed <strong>for</strong> at<br />
rette henvendelse til de kommunale myndigheder i nærområdet.<br />
Det andet hovedspørgsmål var, hvilke konsekvenser sammenlægningen<br />
ville få <strong>for</strong> udbygningen af institutionerne i kommunen, og her<br />
specielt i de tidligere sognekommuner. Både Kolding og sognekommunerne<br />
oplevede i 1960erne en stor befolkningsvækst og dermed<br />
en øget efterspørgsel efter institutionspladser, hvad enten det var<br />
vuggestue- , børnehave- eller plejehjemspladser. I slutningen af<br />
1960erne var planlægningen af nyt institutionsbyggeri i gang de<br />
fleste steder, og den skulle helst ikke skrinlægges efter kommunesammenlægningen.<br />
61
Sogneråds<strong>for</strong>mand Jens Ravn på Kommunekontoret<br />
i Seest. Foto fra 1965 af<br />
Peter Thastum.<br />
62<br />
Med hensyn til det første spørgsmål var holdningen blandt <strong>for</strong>valtningscheferne<br />
i Kolding Kommune klar; man var modstandere af at<br />
bevare lokalkontorerne. En sådan ordning ville hurtigt udvikle sig til<br />
et tungt og besværligt apparat, eftersom alle sager i sidste ende alligevel<br />
skulle <strong>for</strong>bi centraladministrationen i Kolding. Desuden ville det<br />
blive meget dyrt, <strong>for</strong>di man ville være nødsaget til at bygge nye administrationskontorer<br />
flere steder i kommunen. Det var kun i Eltang-<br />
Vilstrup, Harte-Bramdrup, Dalby og Seest, der fandtes egentlige<br />
kommunekontorer.<br />
Forvaltningschefernes synspunkt havde politisk rygdækning. I<br />
midten af 1960erne var byrådspartierne meget opsatte på at bygge et<br />
nyt rådhus. Det skulle stå færdigt i begyndelsen af 1970erne, have<br />
plads til hele den kommunale administration og være i stand til at<br />
yde service til hele storkommunen.<br />
Selvom spørgsmålet aldrig blev gjort til et alvorligt stridspunkt fra<br />
sognekommunernes side, nærede mange alligevel en frygt <strong>for</strong>, at sognebeboerne<br />
ville komme til at stå “hjælpeløse over <strong>for</strong> den nye<br />
maskine”. Under Seest Sogneråds <strong>for</strong>handlinger med Kolding<br />
kommune udtrykte sogneråds<strong>for</strong>mand Jens Ravn bl.a. bekymring <strong>for</strong>,<br />
hvordan omsorgsarbejdet <strong>for</strong> ældre ville komme til at fungere efter<br />
sammenlægningen. Siden 1965 havde de fleste af sognekommunerne<br />
haft et <strong>for</strong>trinligt samarbejde i amtsregi om denne opgave, og det<br />
skulle helst ikke <strong>for</strong>ringes efter 1970, når administrationen blev placeret<br />
i Kolding by. Der<strong>for</strong> bad Seest Sogneråd også om, at man i en<br />
overgangsfase havde personale på det lokale kommunekontor, først<br />
og fremmest af hensyn til de ældre. Kolding Kmmune måtte af principielle<br />
grunde afvise ønsket, men som et kompromis enedes man<br />
om at lave en overgangsordning, kaldet kontaktmandsordningen.<br />
Den gik ud på, at der i hver af de gamle sognekommuner blev valgt<br />
en person, som borgerne kunne henvende sig til og få råd og hjælp<br />
af, når de havde et ærinde i kommunen, eller skulle i <strong>for</strong>bindelse<br />
med de rette folk i Kolding Kommunes administration.<br />
Kontaktmandsordningen var særegen <strong>for</strong> Kolding, <strong>for</strong>di man her<br />
overlod det til de lokale beboere at vælge deres mand. Det skete ud<br />
fra den betragtning, at især ældre beboere måske ville have svært ved<br />
at komme frem med deres problemer over <strong>for</strong> mennesker, som de
Borgmester Peter Ravn ledede kommunesammenlægnings<strong>for</strong>handlingerne<br />
<strong>for</strong><br />
Kolding. Han var borgmester 1962-77.<br />
ikke kendte personligt. Det var et synspunkt, der var ved at være ude<br />
af trit med virkeligheden i moderne offentlig administration. Da<br />
borgmester Peter Ravn på et møde skulle gøde jorden <strong>for</strong> en<br />
sammenlægning, benyttede han det argument, at i det øjeblik, man<br />
blev til en stor kommune, så blev borgerne et nummer og ikke et<br />
navn. Det var en <strong>for</strong>del, <strong>for</strong> så var der ikke noget med, at socialudvalgsmedlemmerne<br />
vidste, hvem det var, der skulle have en eller<br />
anden <strong>for</strong>m <strong>for</strong> hjælp fra socialkontoret. I 1970 var det stadig noget,<br />
mange skammede sig over.<br />
Men i sognekommunerne så mange stadig anderledes på tingene.<br />
Viggo Nielsen, der var medlem af Dalby Sogneråd fra 1962-70, gav i<br />
bogen “Da de 10 blev til 1” udtryk <strong>for</strong>, at man kunne have fået et<br />
bedre samfund, hvis man kunne have <strong>for</strong>tsat med kommunestrukturen<br />
fra dengang, <strong>for</strong>di man kom meget mere ind på problemerne.<br />
“Man vidste nøjagtigt, at nu var den og den mand blevet skadet o.s.v.<br />
Man vidste, der ville komme en socialsag på ham inden ret længe, og<br />
det <strong>for</strong>beredte man, inden den kom frem. Man havde en dejlig<br />
føling med det hele. Da jeg senere kom ind i Byrådet, var mennesker<br />
ligesom blevet en stor grå masse”.<br />
Kontaktmændene havde besøgstid bestemte dage om ugen, enten<br />
på deres privatadresser, på den lokale skole (som i Dalby og Vonsild)<br />
eller i det tidligere kommunekontor, som det var tilfældet i Seest.<br />
Her var der mulighed <strong>for</strong> at ansøge om folkepension, førtidspension,<br />
invalidepension, enkepension, plejetillæg m.m., uden at folk skulle<br />
turen helt ind til Kolding. Ordningen fungerede indtil 1972 og<br />
havde sandsynligvis mere symbolsk værdi end reel betydning. Meget<br />
tyder på, at det var småting, som kontaktmændene beskæftigede sig<br />
med, og allerede i 1971 ebbede det hele ud.<br />
Sognekommunerne kæmpede med næb og klør <strong>for</strong> at beholde<br />
deres institutioner og få lov til at udbygge eller bygge flere. Man ville<br />
have <strong>for</strong>sikringer om, at eksisterende plejehjem ikke blev nedlagt, og<br />
at der blev bygget børnehaver og vuggestuer. Så vidt det var muligt,<br />
blev ønskerne også indfriet - så længe de ikke stred mod den overordnede<br />
planlægning.<br />
Socialinspektør Andreas Sørensen havde over<strong>for</strong> borgmester Peter<br />
Ravn anbefalet, at der under <strong>for</strong>handlingerne så vidt muligt blev<br />
taget <strong>for</strong>behold over<strong>for</strong> sognekommunernes ønsker. Institutionsudbygningen<br />
måtte nødvendigvis løses i sammenhæng med samtlige de<br />
kommuner, der skulle sammenlægges med Kolding.<br />
Forbeholdet blev bl.a. brugt over<strong>for</strong> Seest Sogneråd, der havde<br />
planer om at bygge en børnehave og udbygge alderdomshjemmet.<br />
Andreas Sørensens råd var, at planerne om en børnehave blev stillet i<br />
bero, indtil man havde fået lavet en samlet plan <strong>for</strong> daginstitutionerne<br />
i den kommende storkommune. Det samme gjaldt <strong>for</strong> Seest<br />
Alderdomshjem, der var umoderne og havde et beskedent antal<br />
sengepladser. I de øvrige sognekommuner var der også små og utidssvarende<br />
alderdomshjem, og det kunne være <strong>for</strong>målstjenligt at nedlægge<br />
nogle, mens andre måske skulle udbygges. Ud fra samme helhedshensyn<br />
blev Sdr. Stenderup Kommunes ønske om at udvide De<br />
Gamles Hjem med en sygeafdeling sat i bero. Derimod fik Sdr. Bjert<br />
Sogneråd tilsagn om, at man snarest efter kommunesammenlægningen<br />
ville påbegynde en udbygning af De Gamles Hjem. Det var<br />
man strengt taget bundet af, eftersom sognerådet i 1968 havde<br />
opnået Boligministeriets tilladelse til en udvidelse. Eltang-Vilstrup<br />
Sogneråd fik også en <strong>for</strong>sikring om en snarlig institutionsudbygning.<br />
Kommunekontoret i Nr. Bjært skulle ombygges til en børnehave.<br />
63
På Solgården i Harte havde beboerne<br />
mulighed <strong>for</strong> at hjælpe til i haven. Foto<br />
fra 1960erne.<br />
64<br />
Selvom <strong>for</strong>handlingerne til tider kunne være meget hårde, strakte<br />
Kolding Kommune, der jo var “storebror” i <strong>for</strong>handlingerne, sig<br />
meget langt <strong>for</strong> at imødekomme sognekommunernes ønsker. Da<br />
Harte-Bramdrup under <strong>for</strong>handlingerne fremsatte det specielle<br />
ønske, at alderdomshjemmet “Solgården”, som var blevet indviet i<br />
1962, <strong>for</strong>beholdtes beboerne i de to sogne, blev ønsket efterkommet.<br />
Ønsket var sandsynligvis et udslag af den mistro, mange sognebeboere<br />
nærede mod den kommende “storkommunale maskine”. Sognerådsmedlem<br />
i Dalby Sognekommune, Viggo Nielsen, har beskrevet<br />
de besigtigelsesture, Alderdomsudvalget var på i de <strong>for</strong>skellige sognekommuner<br />
i <strong>for</strong>bindelse med sammenlægnings<strong>for</strong>handlingerne: “På<br />
landet var alderdomshjemmene små og primitive, men med en<br />
dejlig, skøn stemning. Jeg husker, hvor rystet jeg blev, da jeg kom på<br />
de store i Kolding. På Låsbyhøj var det rigtig dårlige mennnesker,<br />
der var der, men også på det ny plejehjem ude ved Sjællandsvej-kvarteret<br />
(Højegården) var det en hel anden type plejehjem, end dem<br />
man så i Harte, Sdr. Stenderup og i Seest. På landet havde de ikke<br />
moderniseret så meget, de havde en håndvask på værelset i hvert<br />
fald, og toilettet var henne i gangen. Men miljøet var anderledes, de<br />
fik lov til at arbejde i haven, lave mad osv.”<br />
Forberedelser i Socialkontoret<br />
Sideløbende med de politiske <strong>for</strong>handlinger i Fællesudvalget arbejdede<br />
man på højtryk i Socialkontoret <strong>for</strong> at gøre overgangen til storkommunen<br />
så lempelig som mulig. Forvaltningen skulle tilpasses<br />
den nye kommunestruktur, og desuden skulle man <strong>for</strong>berede sig på<br />
en række nye arbejdsområder, som i medfør af ny social lovgivning<br />
skulle træde i kraft samtidig med kommunesammenlægningen.<br />
Det var en kompliceret opgave, der rakte fra udregninger over det<br />
fremtidige personale- og lokalebehov, fastlæggelse af nye arbejdsgange<br />
og rutiner, etablering af nye afdelinger til overdragelses<strong>for</strong>retninger<br />
med sognekommunerne.<br />
Personalebehovet blev delvist løst i medfør af de aftaler, der blev<br />
indgået mellem de tidligere sognekommuner og Kolding Kommune.<br />
Sognekommunernes fastansatte embedsmænd fik i vid udstrækning
Parti fra Socialkontoret på Nytorv.<br />
Stående ses Flemming Rudbeck-Hansen.<br />
ansættelse i den nye kommunale administration. Socialkontoret fik<br />
således 15 nye medarbejdere, hvorefter antallet af administrative<br />
medarbejdere nåede op på 41. Dertil skulle tælles de over 300 mennesker,<br />
som arbejdede i vuggestuer, børnehaver, plejehjem, sundhedspleje<br />
m.m. Det var omkring en <strong>for</strong>dobling i <strong>for</strong>hold til 1968. Tilvæksten<br />
betød dog ikke, at der herefter var skabt en balance mellem<br />
personaleressourcer og opgaver. I de første år af 1970erne steg<br />
behovet <strong>for</strong> personale år efter år.<br />
Overtagelsen af sammenlægningskommunernes sociale administration<br />
var en tidskrævende og besværlig opgave. Der var en meget<br />
stor <strong>for</strong>skel mellem den administrationspraksis, man fulgte i en lille<br />
sognekommune, hvor det ofte kun var socialudvalgs<strong>for</strong>manden eller<br />
sogneråds<strong>for</strong>manden i samarbejde med kæmneren, der løste de<br />
sociale opgaver, til købstadskommunens anderledes større administrationsapparat.<br />
Eksempelvis skulle man pr. 1. januar 1970 overtage udbetalingen<br />
af sociale pensioner til folke- og invalidepensionister i landdistrikterne.<br />
I Kolding havde man siden midten af 1960erne lavet pensionsberegninger<br />
og udfærdiget checks ved hjælp af “hulkort”. I sognekommunerne<br />
benyttede man sig af “gammeldags” udregningsmetoder,<br />
hvor pensionerne blev udbetalt direkte og personligt til modtagerne.<br />
Det var der<strong>for</strong> et større arbejde, der blev sat igang, da man i september<br />
1969 bad sognekommunerne om at udarbejde stamkort over<br />
modtagere af sociale pensioner <strong>for</strong> at <strong>for</strong>berede en edb-baseret pensionsbehandling<br />
efter 1970.<br />
Generelt blev overgangen til den storkommunale struktur, trods få<br />
skønhedsfejl, <strong>for</strong>holdsvis smertefri, og i løbet af de første år af<br />
1970erne <strong>for</strong>svandt begyndervanskelighederne en efter en.<br />
Den sociale Styrelseslov 1970<br />
Ved siden af <strong>for</strong>beredelserne til kommunesammenlægningen skulle<br />
Social- og Sundheds<strong>for</strong>valtningen, som det <strong>for</strong>melt hed efter 1970,<br />
dog også <strong>for</strong>berede nye sociale lovområder.<br />
Den 1. april 1970 trådte Den sociale Styrelseslov i kraft. Den var et<br />
resultat af Socialre<strong>for</strong>mkommissionens første betænkning, “Det<br />
sociale tryghedssystem - struktur og dagpenge”, som <strong>for</strong>elå i 1969. I<br />
65
66<br />
1972 kom kommissionens afsluttende betænkning “Det sociale tryghedssystem<br />
- service og bistand”, som blev grundlaget <strong>for</strong> Bistandsloven<br />
fra 1976.<br />
Med betænkningerne og senere lovene var det hensigten, at der<br />
skabtes en administrativ <strong>for</strong>enkling ved at etablere det “énstrengede<br />
system”. Det betød, at der i kommunerne kun skulle være ét organ<br />
med ansvar <strong>for</strong> de sociale udgaver, nemlig Socialudvalget. Den<br />
sociale styrelseslov var en rammelov, som gradvist blev udfyldt de følgende<br />
år.<br />
Udover styrelsesloven udmøntedes betænkningen fra 1969 også i<br />
Lov om offentlig Sygesikring og Dagpenge, som betød, at kommunerne<br />
skulle overtage administrationen af den offentlige sygesikring<br />
<strong>for</strong> hele befolkningen fra sygekasserne fra 1. april 1973.<br />
Ved siden af disse vidtrækkende love iværksattes omkring 1969-70<br />
en række mindre tunge, men dog ressourcekrævende love, som også<br />
bidrog til at <strong>for</strong>øge arbejdet i <strong>for</strong>valtningen. I 1969 trådte en ny<br />
omsorgslov i kraft, og i 1970 trådte Lov om Børnetilskud og andre<br />
Familieydelser samt Kildeskatteloven i kraft. Med Kildeskattelovens<br />
indførelse blev sociale ydelser gjort skattepligtige. Det medførte en<br />
del besværligheder i de danske social<strong>for</strong>valtninger og en del avisskriverier<br />
om “de farceagtige tilstande i den offentlige administration,<br />
hvor kommuner sender penge til sig selv”. Nye tider krævede nye<br />
metoder. I 1971 tog Social<strong>for</strong>valtningen konsekvensen af udviklingen<br />
og ansatte en skatteekspert, der alene fik til opgave at <strong>for</strong>etage skatteberegninger<br />
af sociale ydelser.<br />
Nye og gamle afdelinger på Social<strong>for</strong>valtningen<br />
Forvaltningsstrukturen undergik store ændringer i 1970. Tre nye<br />
afdelinger blev oprettet - Børnetilskudsafdelingen, Omsorgsafdelingen<br />
og Institutionsafdelingen - mens “de gamle afdelinger” Børneog<br />
Ungdomsværnet, Forsorgsafdelingen og Pensionsafdelingen<br />
kørte videre.<br />
Børnetilskudsafdelingen var reelt en videreførelse af den tidligere<br />
Bidragsafdeling, som før 1970 havde stået <strong>for</strong> administrationen af<br />
underholdsbidrag. Da Lov om Børnetilskud og andre Familieydelser<br />
trådte i kraft i 1970 blev dette område lagt ind under denne afdeling.<br />
Før 1970 var børnetilskud et skattefradrag, men med kildeskattens<br />
indførelse skulle tilskuddene betales direkte til mødrene. Det samme<br />
gjaldt mødreydelser og barselsdagpenge - “svangerskabsydelser” som<br />
det blev kaldt - som også administreredes fra denne afdeling. Til<br />
gengæld <strong>for</strong> disse nye ansvarsområder slap afdelingen <strong>for</strong> indkrævning<br />
af underholdsbidragsrestancer, som overgik til Kæmnerkontorets<br />
restanceafdeling. Børnetilskudsafdelingens første leder var fuldmægtig<br />
Poul K. Rasmussen.<br />
Omsorgsafdelingen, med arbejdsområderne omsorgsarbejde -<br />
“beskæftigelsesterapi” som det var blevet benævnt i 1960erne - hjemmehjælp<br />
og hjælpemidler til pensionister, blev oprettet et år før<br />
kommunesammenlægningen. I 1969 trådte en ny omsorgslov i kraft,<br />
der i modsætning til tidligere udtrykkeligt gjorde omsorgsarbejde til<br />
en kommunale pligt. Det indebar pligt til at vejlede pensionisterne i<br />
social- og skattelovgivning, pligt til at yde hjælp til indretning af<br />
boliger, således at de var bedre egnet <strong>for</strong> pensionisterne og pligt til at<br />
yde støtte til nødvendige hjælpemidler, som eksempelvis kørestole.<br />
Fuldmægtig Svend Eriksen, som havde været ansat i <strong>for</strong>valtningen
Dele af Social<strong>for</strong>valtningens administration<br />
flyttede ind i hjørnebygningen,<br />
Rendebanen 2A i 1970.<br />
Sv. Aa. Wase Petersen, socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
i 1970.Foto af N.Lisberg fra 1966.<br />
Asta Laursen, konstitueret socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
i 1970, medlem af Socialudvalget<br />
1962-66 og 1970-74.<br />
siden 1940 og havde arbejdet i Pensionsafdelingen siden 1966, blev<br />
afdelingens første leder.<br />
Institutionsafdelingen blev oprettet som følge af den vækst, der<br />
havde været inden <strong>for</strong> dag- og døgninstitutionsområdet i løbet af<br />
1960erne. Det fandtes nu påkrævet at have en samlet administrativ<br />
ledelse af området. Den tidligere kæmner fra Eltang-Vilstrup Sognekommune,<br />
ekspeditionssekretær Jørgen Fønsskov, blev leder af afdelingen.<br />
De nye afdelingsområder og personaletilgangen sprængte <strong>for</strong>valtningens<br />
fysiske rammer. Nytorv 4 var efter 1970 ikke i stand til at<br />
huse hele den sociale administration. Der<strong>for</strong> måtte <strong>for</strong>valtningen<br />
deles, idet nogle <strong>for</strong>valtningsområder <strong>for</strong>blev på den gamle adresse,<br />
mens andre flyttede ind i Rendebanen 2A i 1970.<br />
På Rendebanen 2A placeredes Omsorgsafdelingen, Børnetilskudsafdelingen,<br />
Institutionsafdelingen og Hjemmesygeplejen, sidstnævnte<br />
under ledelse af sygeplejerske K. Maintz. På samme adresse fik socialinspektør<br />
Andreas Sørensen og socialudvalgs<strong>for</strong>manden kontorer.<br />
I det “gamle” socialkontor på Nytorv 4 lå Pensionsafdelingen<br />
under ekspeditionssekretær Orla Buch, med ansvaret <strong>for</strong> invalide-,<br />
folke- og enkepensioner. Forsorgsafdelingen under fuldmægtig M.<br />
Juhl-Jensen med ansvar <strong>for</strong> <strong>for</strong>sorgsloven og kontant hjælp efter revalideringsloven,<br />
og Børne- og Ungdomsværnet under fuldmægtig,<br />
socialrådgiver Ragnhild Munch med ansvaret <strong>for</strong> børneværnssager<br />
og familievejledning. Kasse- og bogholderiafdelingen var ledet af A.<br />
Josiassen. Andreas Sørensens sted<strong>for</strong>træder, ekspeditionssekretær<br />
C.D. Olesen havde også kontor her. Han blev kontorchef i 1970 og<br />
stod <strong>for</strong> koordineringen mellem Social<strong>for</strong>valtningens afdelinger, personaleanliggender,<br />
<strong>for</strong>beredelse af socialudvalgsmøder m.m.<br />
Kort tid efter besluttede man dog at rokere rundt på to af afdelingerne.<br />
Børnetilskudsafdelingen og Børneværnet byttede adresse i<br />
1971.<br />
I Socialudvalget var der skiftedag efter kommunalvalget i marts<br />
1970. Medlem af udvalget siden 1950 og fra 1962 udvalgets <strong>for</strong>mand,<br />
socialdemokraten Svend Christensen trådte ud af Byrådet <strong>for</strong> at<br />
hellige sig amtsrådsarbejdet. Hans efterfølger blev socialdemokraten,<br />
kriminalbetjent Sv. Aa. Wase Petersen, der tidligere havde været<br />
<strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Børneværnet. På grund af sygdom var hans tid i Social-<br />
67
Alex Jentsch, socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
1970-86.<br />
68<br />
udvalget dog <strong>for</strong>holdsvis kort, og i juli 1970 efter en kort periode,<br />
hvor næst<strong>for</strong>manden, den konservative Asta Laursen var fungerende<br />
<strong>for</strong>mand, blev socialdemokraten Alex Jentsch ny <strong>for</strong>mand. Den post<br />
bestred han helt til 1986.<br />
En konsekvens af Den sociale Styrelseslov var bl.a., at alt det politiske<br />
arbejde inden <strong>for</strong> det sociale område skulle samles i et udvalg.<br />
Loven lagde op til en nedlæggelse af Børne- og Ungdomsværnet,<br />
men <strong>for</strong>eløbig blev det bevaret, dog således, at generelle spørgsmål<br />
vedr. børn- og unges <strong>for</strong>hold blev overladt til Socialudvalget, mens<br />
Børne- og Ungdomsværnet herefter kun afgjorde enkeltsager om<br />
tvangsfjernelser.<br />
Udbygning af ældreinstitutioner<br />
Behovet <strong>for</strong> institutionspladser, hvad enten det drejede sig om plejehjemspladser<br />
eller vuggestue- og børnehavepladser, <strong>for</strong>tsatte med<br />
u<strong>for</strong>mindsket styrke efter 1970. Selv om antallet af dag- og døgninstitutioner<br />
var øget ved kommunesammenlægningen, var lange ventelister<br />
et tilbagevendende problem i første halvdel af 1970erne.<br />
De økonomiske konjunkturer var stadig gunstige i begyndelsen af<br />
1970erne, men det ændrede sig i løbet af få år. Da oliekrisen slog<br />
igennem i 1974 med bygge- og anlægsstop og stigende arbejdsløshed<br />
til følge, var man nødt til at skrue ned <strong>for</strong> blusset og <strong>for</strong> de ambitiøse<br />
anlægsplaner. Det afspejlede sig i valgkampen op til kommunalvalget<br />
i 1974, hvor bl.a. de konservative ikke ville afgive så mange løfter<br />
omkring institutionsbyggeri på grund af de <strong>for</strong>ringede konjunkturer.<br />
Efter byrådsvalget i 1970 var det udbygningen af plejehjemmene i<br />
storkommunen, der havde højeste prioritet inden <strong>for</strong> det sociale<br />
område. I det “gamle Kolding” havde man de to plejehjem - Låsbyhøj<br />
og Højegården. Ved kommunesammenlægningen føjedes plejehjemmene<br />
i Nr. Bjært (Basagerhus), Harte (Solgården), Seest (Vestervang),<br />
Sdr. Stenderup (Stentoft), Vonsild (Vonsildhave), Sdr.<br />
Bjert (Egebo) og det privatejede Viuf plejehjem til. Plejehjemmet i<br />
Vonsild var med sine 31 pladser det største plejehjem uden <strong>for</strong><br />
Kolding by. Til sammenligning var der plads til 161 (heraf 71 på<br />
sygeafdelingen) på Låsbyhøj og 44 på Højegården.<br />
På trods af tilgangen var manglen på plejehjemspladser mærkbar.<br />
I 1970 var problemet så grelt, at Kolding Sygehus måtte råbe vagt i<br />
gevær. Forholdet var, at mange ældre, der var indlagt på sygehuset,<br />
ofte lå uger efter, at den egentlige sygdomsbehandling var slut, <strong>for</strong>di<br />
det ikke var muligt at finde en plejehjemsplads. Dermed blev ventelisten<br />
til egentlig sygehusbehandling tilsvarende større. Da fungerende<br />
socialudvalgs<strong>for</strong>mand, Asta Laursen, og socialinspektør Andreas<br />
Sørensen senere samme år deltog i et møde med sygehusledelsen <strong>for</strong><br />
at finde en løsning på problemet, var <strong>for</strong>holdene dog bedret noget.<br />
På det tidspunkt var man gået igang med udbygningen af Sdr. Bjert<br />
plejehjem, mens planlægningen af nye var påbegyndt. I 1971<br />
begyndte man at udvide Højegården, der i 1973 fik yderligere 19<br />
pladser. Samme år indviedes en række plejeboliger i Skovparken og<br />
på Ndr. Ringvej til ældre - såkaldte kollektivboliger - hvorved man<br />
desuden opnåede at aflaste plejehjemmene. I 1970erne ændredes<br />
holdningen til, hvilke pleje- og omsorgsmuligheder man skulle<br />
tilbyde de ældre. Bl.a. vandt det synspunkt indpas, at ældre skulle bo<br />
så længe som muligt i eget hjem<br />
I 1974 påbegyndte man byggeriet af plejehjemmet Kløverhøj, hvor<br />
der skulle være 68 plejehjemspladser. I tilknytning til Kløverhøj
Plejehjemmet Kløverhøj blev indviet<br />
i 1976.<br />
skulle der desuden etableres dagplejehjem. Her skulle pensionister,<br />
som boede hjemme, have mulighed <strong>for</strong> at komme i dagtimerne og<br />
drage <strong>for</strong>del af de faciliteter, der fandtes på et plejehjem. Tilsvarende<br />
dagplejefaciliteter skulle bygges ved alderdomshjemmet i Seest.<br />
Fra politisk side var der vilje til at få nedbragt ventelisterne til plejehjemmene,<br />
og i de første år af 1970erne udbyggedes plejehjemmene<br />
gradvist, uden dog helt at komme ondet til livs. Det var tildels<br />
u<strong>for</strong>skyldt. De gode intentioner rakte ikke meget, da 1970ernes økonomiske<br />
krise slog igennem omkring 1973. Dermed <strong>for</strong>sinkedes bl.a.<br />
byggeriet af plejehjemmet Kløverhøj, der først var klar til indflytning<br />
i 1976.<br />
Udviklingen på daginstitutionsområdet<br />
Udviklingen inden <strong>for</strong> daginstitutionsområdet - vuggestuer, børnehaver<br />
og fritidshjem - fulgte samme mønster, som på plejehjemsområdet.<br />
Trods udbygning og nybyggeri kom man til kort over<strong>for</strong> lange<br />
ventelister. Pasningsbehovet var stigende og alene i 1969 var der<br />
1230 børn opført på ventelisterne.<br />
Politisk var der uenighed om, hvor meget kommunen skulle involvere<br />
sig i institutionsbyggeri. De konservative mente, at vuggestuer<br />
og børnehaver godt kunne drives på privat basis, blot det skete<br />
under kommunal kontrol. Der<strong>for</strong> ønskede de bl.a., at den kommunale<br />
dagpleje blev udvidet.<br />
1970ernes daginstitutionsbyggeri indledtes <strong>for</strong> alvor i 1972-73,<br />
hvor man inden <strong>for</strong> blot et år - 1973 - kunne indvie Fritidshjemmet<br />
Munkebo på Esbjergvej med plads til 80 børn, Vuggestuen Munkebo<br />
med plads til 40 børn og Børnehaven Munkebo med plads til 72<br />
børn. I 1974 kom Børnehaven i Skovparken til med plads til 72 børn.<br />
Omkring 1972-73 begyndte man at lave de første udbygningsplaner<br />
inden <strong>for</strong> det sociale område i <strong>for</strong>bindelse med kommunens<br />
økonomiske langtidsplanlægning. I 1975 blev det lovpligtigt <strong>for</strong> kommunerne<br />
at lave udbygningsplaner <strong>for</strong> kommunernes virksomhed på<br />
det sociale og det sundhedsmæssige område.<br />
I 1972 var der i kommunen ca. 1.200 daginstitutionspladser,<br />
<strong>for</strong>delt med 150 pladser i vuggestuer (inkl. dagpleje), 850 i børneha-<br />
69
Dagplejemor. Foto fra 1978.<br />
70<br />
ver og 200 pladser i fritidshjem. Det svarede til en dækningsprocent<br />
på 5% i vuggestuer og fritidshjem samt 25 % i børnehaver. Målsætningen<br />
var, at man i 1977 skulle nå op på 13 % i vuggestuer, 20 % i<br />
fritidshjem samt 37 % i børnehaver. På længere sigt skulle dækningsprocenten<br />
være henholdsvis 35 %, 50 % og 35 % af børnetallet i de<br />
respektive aldersgrupper inden <strong>for</strong> vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.<br />
Finansieringen skulle ske ved at kommunen lejede sig ind i<br />
institutionsbyggeri, som enten de almennyttige boligselskaber Vejle<br />
Amts boligselskab eller Lejerbo byggede.<br />
Den kommunale dagplejeordning var en ventil, man kunne ty til<br />
og opnormere, når <strong>for</strong>holdene krævede det. I modsætning til de<br />
dyre institutionspladser kunne man <strong>for</strong>holdvis hurtigt og billigt indsætte<br />
flere dagplejemødre. I 1970 blev 78 børn passet af dagplejemødre.<br />
Det blev i 1973 udvidet til 105 børn, <strong>for</strong>di bygge- og anlægsstoppet<br />
<strong>for</strong>eløbig havde sat en stopper <strong>for</strong> <strong>for</strong>tsat institutionsbyggeri. Ved<br />
samme lejlighed blev der givet tilladelse til, at aldersgrænsen kunne<br />
sættes op, så også børn over tre år kunne blive passet i dagplejen.<br />
Begyndende økonomisk afmatning giver pres på Social<strong>for</strong>valtningen<br />
De dårlige konjunkturer hen mod midten af 1970erne betød, at man<br />
måtte skrue ned <strong>for</strong> blusset hvad angik udbygningen af dag- og døgninstitutioner.<br />
De første tegn på 1970ernes økonomiske og sociale<br />
nedtur var dog allerede begyndt at vise sig i begyndelsen af<br />
1970erne.<br />
I 1971 kunne man konstatere en mærkbar stigning i antallet af<br />
henvendelser til Social<strong>for</strong>valtningen. Antallet af ansøgninger om førtidspension<br />
og invaliderente var stigende. I 1970 var adgangen til førtidspension<br />
blevet udvidet, hvorefter man kunne få folkepension fra<br />
det fyldte 60. år på grundlag af “svigtende helbred eller andre<br />
særlige omstændigheder“. Mange så stigningen som et udtryk <strong>for</strong>, at<br />
tilværelsen var blevet hårdere, bl.a. Harry Jensen, <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> <strong>Dansk</strong><br />
Arbejdsmands- og Specialarbejder<strong>for</strong>bund i Kolding: “Det var ikke<br />
alle, der var konstrueret til at klare tidens jag, stress og erhvervssygdomme.<br />
Pension var blevet en løsning, folk lidt op i årene søgte som<br />
grundlag <strong>for</strong> <strong>for</strong>tsat eksistens”.
Bent Rasmussen var i 1971 konsulent i<br />
Arbejds<strong>for</strong>midlingen og <strong>for</strong>mand <strong>for</strong><br />
Teknisk Udvalg. Han blev senere borgmester<br />
fra 1977-1985. Foto: N. E. Friis.<br />
Virkningerne af den økonomiske stramning begyndte at gøre sig<br />
gældende. På hvert eneste socialudvalgsmøde måtte man behandle<br />
adskillige ansøgninger om økonomisk hjælp fra folk, som var<br />
kommet bagefter med betaling af husleje, varme, elektricitet og gas.<br />
Kildeskattens indførelse havde en afgørende indflydelse på den<br />
udvikling. Folk havde ikke som før mulighed <strong>for</strong> at springe skatten<br />
over, når det kneb med pengene, nu hvor skatten automatisk blev<br />
tilbageholdt inden lønudbetalingen. Skatterestancerne var nok<br />
faldet, men restancerne på andre områder voksede i samme takt.<br />
Socialt belastede unge<br />
I slutningen af 1960erne var man begyndte at rette opmærksomheden<br />
mod en stigende gruppe af unge, som fik sværere og sværere ved<br />
at finde arbejde, og som <strong>for</strong>trinsvis var at finde i byens “hash-miljø”.<br />
I 1969 startede man et kommunalt beskæftigelsesprojekt <strong>for</strong> unge<br />
mænd i aldersgruppen 18-25 år. I 1971 blev dette arbejde opprioriteret,<br />
og man tog som en af de første kommuner i landet initiativ til<br />
iværksættelsen af et beskæftigelsesprojekt <strong>for</strong> såkaldt “langtidsledige”,<br />
et udtryk, der på det tidspunkt knap nok var begyndt at blive<br />
almindeligt hverdagsdansk. Beskæftigelsesprojekterne i 1971 blev<br />
udvidet til at omfatte alle aldersgrupper. Arbejds<strong>for</strong>midlingen, Social<strong>for</strong>valtningen<br />
og Teknisk Forvaltning stod bag et fælles initiativ.<br />
Teknisk Forvaltning skulle sørge <strong>for</strong> beskæftigelsesprojekterne, der<br />
skulle <strong>for</strong>løbe som en genoptræning i et slags beskyttet miljø. I<br />
Kolding by var der på det tidspunkt omkring 100 langtidsarbejdsløse.<br />
Kommunale <strong>for</strong>anstaltninger mod arbejdsløsheden blev udvidet<br />
op gennem 1970erne med statstilskud i medfør af Beskæftigelsesloven<br />
fra 1971. I december 1974 udvidede man de bestående beskæftigelses<strong>for</strong>anstaltninger<br />
som følge af arbejdsløsheden opstået i <strong>for</strong>bindelse<br />
med oliekrisen. Igen skete det ved igangsættelse af arbejder<br />
under Teknisk Forvaltning, bl.a. ved etablering af stier rundt<br />
omkring i kommunen.<br />
Det var dog <strong>for</strong>anstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden, der<br />
blev prioriteret højest, og til det <strong>for</strong>mål blev der nedsat en initiativgruppe<br />
“vedr. iværksættelse af <strong>for</strong>anstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden”.<br />
Ud over Arbejds<strong>for</strong>midlingen, Social<strong>for</strong>valtningen<br />
og Teknisk Forvaltning blev der i denne gruppe også trukket på<br />
repræsentanter fra Fritidskommissionen og skolerne i kommunen.<br />
I Social<strong>for</strong>valtningen var det Forsorgsafdelingen med ansvar <strong>for</strong><br />
hjælp, støtte og rådgivning i henhold til <strong>for</strong>sorgs- og revalideringsloven,<br />
der mest direkte kom i berøring med unge arbejdsløse. En socialrådgiver<br />
fra Børneværnet blev overflyttet til afdelingen <strong>for</strong> at<br />
arbejde med de problemer, som fulgte i kølvandet på arbejdsløsheden.<br />
Jo dårligere beskæftigelsesmulighederne blev <strong>for</strong> de unge, des<br />
flere problemer stødte man på i andre henseender. Narkotikamisbruget<br />
og ungdomskriminaliteten syntes stigende.<br />
I 1971 oprettedes på <strong>for</strong>søgsbasis et narkotika-rådgivningskontor i<br />
Kolding. Det skete efter en længerevarende debat i medierne om<br />
narkoproblemer blandt unge koldingensere, i hvilken bl.a. det socialdemokratiske<br />
folketingsmedlem <strong>for</strong> Kolding-kredsen, Bernhardt<br />
Tastesen var aktiv. Kontoret skulle ud over at <strong>for</strong>estå rådgivning<br />
omkring narkotika også tage sig af andre ungdomsproblemer, så som<br />
arbejdsløshed, alkoholmisbrug og kriminalitet. Rådgivningskontoret<br />
havde åbent en aften om ugen i Børne- og Ungdomsværnets kontor,<br />
hvor en kvindelig og en mandlig socialrådgiver sad parat til at tage<br />
71
Bernhardt Tastesen, medlem af Folketinget<br />
<strong>for</strong> Socialdemokratiet 1962-88.<br />
Foto fra 1972.<br />
72<br />
imod henvendelser. Efter tre måneders prøvetid blev status gjort op,<br />
og Kolding Folkeblad var hård i sin dom, da det konstaterede, at<br />
Narkorådgivningen havde været en fiasko. Kun ganske få unge<br />
havde benyttet sig af muligheden <strong>for</strong> at få rådgivning af professionelle<br />
socialrådgivere.<br />
I januar 1972 nedsatte man en arbejdsgruppe, som skulle analysere<br />
narkoproblemets reelle omfang - om det var i vækst, og hvordan<br />
man kunne <strong>for</strong>ebygge skolebørns brug af stoffer. Udvalget bestod af<br />
Alex Jentsch, Asta Laursen som repræsentant <strong>for</strong> Skolekommissionen,<br />
Sonja Andersen som repræsentant <strong>for</strong> Skoleudvalget samt politimesteren,<br />
skolelærere og Henning Muff, der var Undervisningsministeriets<br />
konsulent vedrørende narkotikasager i Vejle Amt.<br />
Undersøgelserne viste, at de beskæftigelsesarbejder, man havde<br />
haft i gang siden sommeren 1971 tilsyneladende havde båret frugt.<br />
Forsorgsafdelingen kunne konstatere, at antallet af stofmisbrugere<br />
var faldet. Man måtte dog tilføje, at nedgangen sandsynligvis også<br />
skyldtes det <strong>for</strong>hold, at en del narkomaner, der havde holdt til i<br />
Kolding, i mellemtiden havde taget bopæl på “et slags kollektiv i<br />
Christiansfeld kommune”.<br />
På kommunens skoler lavede man en undersøgelse, der viste, at<br />
ud af kommunens 2641 folkeskoleelever var det kun 251, der havde<br />
prøvet at ryge hash, og ud af dem var der kun 20, der røg flere gange<br />
om ugen. Konklusionen i den afsluttende rapport lød der<strong>for</strong>, at narkotikaproblemet<br />
blandt skoleelever i Kolding ikke var af et sådant<br />
omfang, at det gav anledning til iværksættelse af særlige <strong>for</strong>anstaltninger<br />
herimod.<br />
Arbejdsgruppen anbefalede, at de <strong>for</strong>anstaltninger, der burde<br />
iværksættes til behandling af stofmisbrugere mest <strong>for</strong>delagtigt kunne<br />
etableres på amtskommunal basis. I kommunalt regi burde man dog<br />
etablere en ungdomspension med plads til 10-15 unge og ansætte en<br />
socialrådgiver med den ene opgave at kontakte og rådgive unge stofmisbrugere.<br />
Anbefalingen blev imødekommet. I 1972 enedes man om at bygge<br />
en ungdomspension med plads til 16-17 unge, hvoraf højst 5 måtte<br />
være narkomaner. Beslutningen blev dog ikke ført ud i livet, eftersom<br />
Socialstyrelsen, der skulle godkende en oprettelse, senere sagde<br />
nej. Afslaget begrundedes i, at det på grund af bygge- og anlægsstoppet<br />
ikke var muligt at opnå de <strong>for</strong>nødne driftsbevillinger.<br />
Afslaget var medvirkende til at et alternativ fik fodfæste. I 1975<br />
etableredes de første ungdomshybler i V.A.B.s højhus på Tvedvej.<br />
Socialudvalget havde været på studietur i Odense, hvor man havde<br />
haft succes med etableringen af lignende boliger.<br />
Familievejledere<br />
Sociale problemer blandt børn og unge, hvad enten problemet var<br />
arbejdsløshed, stof- og alkoholmisbrug eller slet og ret dårlige familiekår<br />
var blevet flere i løbet af 1960erne. Der etableredes en familievejlederordning,<br />
og man ansatte kommunens første socialrådgiver,<br />
Ragnhild Munch, som i en årrække fungerede som <strong>for</strong>valtningens<br />
eneste professionelle sagsbehandler.<br />
Forebyggelse, tryghed og trivsel blev grundlaget i social<strong>for</strong>sorgen i<br />
1970erne, og dermed kom det opsøgende og <strong>for</strong>ebyggende socialarbejde<br />
endnu mere i fokus. Det <strong>for</strong>øgede arbejdsbyrden i <strong>for</strong>valtningen<br />
og i begyndelsen af 1970erne blev der ansat flere socialrådgivere<br />
og familievejledere.
Fra OK klubbens køkken, hvor Herman<br />
Andersen regerer. Foto fra 1972.<br />
I landdistrikterne havde amtet kørt en familievejlederordning<br />
under ledelse af familievejleder Ragna Jensen. Ved kommunesammenlægningen<br />
fik hun ansættelse i Social<strong>for</strong>valtningen, og der ansattes<br />
yderligere to familievejledere i Børne- og Ungdomsværnet.<br />
I Loven om Børne- og Ungdoms<strong>for</strong>sorg stod der, at der skulle<br />
knyttes et sagkyndigt team til familievejlederne, bl.a. læger, jurister<br />
og psykologer. Det efterlevede man ikke i Kolding, hvad der dog slet<br />
ikke var en usædvanlig kommunal praksis. På en <strong>for</strong>espørgsel fra<br />
Socialstyrelsen i 1971 <strong>for</strong>klarede man det med, at man fra sag til sag<br />
kunne trække på <strong>for</strong>nøden ekspertassistance, og at man ikke havde<br />
fundet det nødvendigt at nedsætte et decideret støtteteam.<br />
Familievejlederne var dog af en anden mening, og ved årsskiftet<br />
1972-73 valgte Ragna Jensen og hendes to kolleger at opsige deres<br />
stillinger i Social<strong>for</strong>valtningen.<br />
Omsorgsarbejdet <strong>for</strong> ældre<br />
Det opsøgende og aktive socialarbejde kom også i centrum i ældrearbejdet.<br />
Omsorgsloven fra 1968 havde betydet, at den kommunale<br />
service inden <strong>for</strong> ældreområdet blev markant udvidet. Før loven<br />
trådte i kraft havde socialinspektør Andreas Sørensen på “Sydjyske<br />
byers Fællesmøde” udtalt, at med denne lov var “der plantet et frø,<br />
der ville blive meget betydningsfuldt i fremtiden”. Med loven var der<br />
åbnet mulighed <strong>for</strong> oprettelse af daghjem, rekreationshjem og andre<br />
særlige hjem <strong>for</strong> invalide- og folkepensionister.<br />
Det var en <strong>for</strong>udsigelse, der holdt stik. Omsorgsafdelingens<br />
arbejdsområder var i stærk vækst i årene efter 1968. I 1973 overtog<br />
afdelingen visitationen til alderdoms- og plejehjemsopgaver og administrationen<br />
af husmoderafløsningen. Sidstnævnte havde indtil da<br />
været en sygekasseopgave.<br />
Hjemmehjælp fik et betydeligt opsving, hvilket var en naturlig<br />
følge af, at ældre blev boende længere tid i deres eget hjem. Et økonomisk<br />
ræsonnement på linie med det tilsvarende inden <strong>for</strong> dagplejeordningen<br />
gjorde sig også gældende her. Hjemmehjælpsordningen<br />
kunne bruges som en ventil, når det var nødvendigt.<br />
I takt med at det blev dyrere at bygge plejehjem, valgte man at<br />
udbygge hjemmehjælpen.<br />
Omsorgsarbejdet <strong>for</strong> pensionister <strong>for</strong>egik i Kolding i kommunens<br />
dagcentre på Kløvervej 35 og Fredericiagade 25. Her var der adgang<br />
<strong>for</strong> folkepensionister, invalidepensionister og enkepensionister. Tilbuddene<br />
spændte over hobby- og beskæftigelsesarbejde, spil, samvær<br />
og <strong>for</strong>edrag. Desuden var der mulighed <strong>for</strong> at få en varm middagsret.<br />
For dem, der ikke selv var i stand til at komme i dagcentrene,<br />
blev der arrangeret taxi-kørsel eller i yderste konsekvens <strong>for</strong>etaget<br />
hjemmebesøg.<br />
Omsorgsarbejdet omfattede også tilskud til <strong>for</strong>anstaltninger, der<br />
på <strong>for</strong>skellig vis blev ført på privat basis. F. eks blev der ydet tilskud til<br />
OK-klubben, Pensionisternes Filmklub, Flora Klubben, <strong>Dansk</strong> Folkehjælp,<br />
Frelsens Hær m.fl.<br />
I landdistrikterne blev arbejdet varetaget af vejledere, eller som de<br />
blev kaldt i 1960erne, “omsorgsdamer”. Før kommunesammenlægningen<br />
havde omsorgsarbejdet i sognekommunerne haft stor succes,<br />
og op til byrådsvalget i 1970 måtte de konservative beklage, at omsorgsloven<br />
ikke var blevet udnyttet fuldt ud i Kolding, og at man<br />
skulle drage nytte af de erfaringer man havde haft i landkommunerne.<br />
De konservative efterlyste sandsynligvis den u<strong>for</strong>melle, tætte<br />
73
74<br />
kontakt og den meget lidt institutionsprægede atmosfære, der<br />
prægede omsorgsarbejdet i landdistrikterne.<br />
Sygekasserne nedlægges 1973<br />
1. april 1973 trådte Lov om offentlig Sygesikring og Lov om Dagpenge<br />
under Sygdom i kraft, hvorefter kommunerne og amterne<br />
overtog sygekassernes opgaver. Hvor Den sociale Styrelseslov fra 1970<br />
var den første store lovre<strong>for</strong>m inden <strong>for</strong> det sociale område i<br />
1970erne, markerede disse love den anden store lovre<strong>for</strong>m.<br />
Loven medførte, at Social<strong>for</strong>valtningen overtog de opgaver, som<br />
før var blevet administreret af Sygekassen “Kolding” og overtog samtidig<br />
Sygekassens lokaler. Sygekassepersonalet - ialt 12 personer -<br />
fulgte med over i Social<strong>for</strong>valtningen. Dette var blevet <strong>for</strong>handlet på<br />
plads mellem Byrådet og sygekassens bestyrelse i <strong>for</strong>året 1972. I <strong>for</strong>bindelse<br />
med overtagelsen af disse opgaver oprettedes en ny afdeling,<br />
Sygesikrings- og Dagpengeafdelingen, som fuldmægtig Poul K.<br />
Rasmussen blev leder af. Ved samme lejlighed blev O. Fischer-<br />
Nielsen, tidligere Pensionsafdelingen, ny leder af Børnetilskuds- og<br />
Bidragsafdelingen.<br />
Socialinspektør Andreas Sørensen går af<br />
1973 blev skelsættende <strong>for</strong> medarbejderne i <strong>for</strong>valtningen, idet de<br />
måtte sige farvel til deres chef igennem næsten 30 år. Andreas Sørensen<br />
havde nået pensionsalderen og havde i nogle år <strong>for</strong>beredt omgivelserne<br />
på, at tiden snart var inde til at trække sig tilbage. Den endelige<br />
beslutning kom dog en del hurtigere, end Andreas Sørensen selv<br />
havde ønsket. I sidste ende blev det sygdom - svigtende syn og<br />
hørelse - der tvang ham til at søge sin afsked.<br />
Med Andreas Sørensens afgang mistede <strong>for</strong>valtningen en respekteret<br />
og magtfuld leder, der i <strong>for</strong>valtningsarbejdet havde udvist stor<br />
fremsynethed og dygtighed. Under <strong>for</strong>beredelserne til kommunesammenlægningen<br />
havde han demonstreret overblik, stor <strong>for</strong>handlings-<br />
og planlægningsevne, og det samme havde været tilfældet<br />
under arbejdet med at omstille <strong>for</strong>valtningen organisatorisk til at<br />
kunne varetage de mange opgaver, der kom til efter 1970.<br />
Et udslag af denne fremsynethed var etableringen af et egentligt<br />
sekretariat i 1971. Sekretariatslederen skulle styrke udviklings- og<br />
planlægningsarbejdet i <strong>for</strong>valtningen. Stillingen blev besat med den<br />
første akademiker i <strong>for</strong>valtningens historie, cand. polit Knud Ørskov<br />
Nielsen. Andreas Sørensen var af den overbevisning, at den hastige<br />
udvikling, der skete inden <strong>for</strong> det sociale område, krævede inddragelse<br />
af specialister i <strong>for</strong>valtningen - også på ledelsesplan. Andreas<br />
Sørensen ville med ansættelsen af Knud Ørskov Nielsen også tænke<br />
på sin efterfølger.<br />
Knud Ørskov Nielsen kom til at varetage en lang række administrations-<br />
og planlægningsopgaver. Bl.a. henførtes administrationen<br />
af børnetandplejen og skolesundhedsplejen, som var i stor vækst i<br />
disse år, under sekretariatet. Det samme gjorde styring af bygge- og<br />
anlægsaktiviteter, som f.eks. byggeriet af plejehjemmet i Sdr. Bjert og<br />
daginstitutionerne i Munkebobebyggelsen.<br />
Arbejdet med at udvikle <strong>for</strong>valtningorganisationen blev en vigtig<br />
opgave, og den bidrog sandsynligvis til at belaste <strong>for</strong>holdet mellem<br />
den unge Knud Ørskov Nielsen og Andreas Sørensen. I 1970erne<br />
begyndte der så småt at blæse nye vinde i den kommunale admini-
Alex Jentsch byder Willy Nørrelykke velkommen<br />
som socialinspektør, 1973. I<br />
baggrunden kontorchef C.D. Olesen.<br />
Foto: Peter Thastum.<br />
stration, der gradvist kom til at vende op og ned på det traditionelle<br />
<strong>for</strong>hold mellem ledelse og medarbejdere. Kravet om medarbejderindflydelse<br />
sneg sig - omend langsomt - ind og blev et punkt på<br />
dagsordenen, som man måtte tage alvorligt. Det var et <strong>for</strong>hold, som<br />
Andreas Sørensen havde svært ved at håndtere, specielt da det efterhånden<br />
blev tydeligt, at mange medarbejdere gerne så, at Knud<br />
Ørskov Nielsen blev <strong>for</strong>valtningens nye chef - og gerne hurtigere,<br />
end Andreas Sørensen selv ønskede det. Det kom bl.a. frem i 1972<br />
og 1973, hvor man afholdt organisations- og medarbejderkurser i<br />
<strong>for</strong>valtningen. Personalet ønskede <strong>for</strong>andringer.<br />
Socialinspektør Willy Nørrelykke<br />
Med Andreas Sørensens beslutning om at træde tilbage begyndte<br />
spillet om hans efterfølger. Her blev det ret hurtigt klart, at personalets<br />
ønske om, at Knud Ørskov Nielsen ville blive den nye chef ikke<br />
deltes af Socialudvalget. Her pegede et flertal i stedet <strong>for</strong> på Willy S.<br />
Nørrelykke, kontorchef i social<strong>for</strong>valtningen i Odense Kommune.<br />
Beslutningen stod ved magt, og efter at Byrådet havde godkendt<br />
indstillingen, tiltrådte Nørrelykke den 1. august 1973. Afgørelsen<br />
betød, at Knud Ørskov Nielsen valgte at opsige sin stilling. Cand.jur.<br />
Lise-Lotte Kiel Jensen overtog hans stilling.<br />
Nørrelykke var kun leder af <strong>for</strong>valtningen i to år. En så kort<br />
årrække samt det <strong>for</strong>hold, at omstændighederne omkring hans<br />
ansættelse havde været præget af en del politisk turbulens betød, at<br />
han aldrig kom til at sætte væsentlige fingeraftryk i <strong>for</strong>valtningsarbejdet.<br />
Visse organisationsændringer blev det dog til. I juli 1974 trådte<br />
kontorchef C.D. Olesen tilbage. Hans karriere<strong>for</strong>løb i <strong>for</strong>valtningen<br />
havde været meget enestående, idet han var blevet ansat på Socialkontoret<br />
som kasserer i 1933, var avanceret til fuldmægtig i 1948,<br />
ekspeditionssekretær i 1954, <strong>for</strong> til slut at blive <strong>for</strong>valtningens første<br />
kontorchef i 1970.<br />
75
Tom Christensen tiltræder den 2. juni<br />
1975 og bydes velkommen af socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
Alex Jentsch. Socialudvalgsmedlem<br />
Carl Sørensen og kontorchef<br />
Jørgen Fønsskov ser til. Foto:<br />
Kolding Folkeblad.<br />
76<br />
C.D. Olesen afgang betød, at man på afdelingsmøder og i samarbejdsudvalget<br />
tog diskussionen op om hensigtsmæssige ændringer af<br />
arbejds<strong>for</strong>delingen. Det førte til en ny organisationsplan, som trådte<br />
i kraft i august 1974.<br />
Kontorchef Jørgen Fønsskov blev <strong>for</strong>valtningens nye personalechef<br />
<strong>for</strong> alle medarbejdere, herunder også institutionspersonalet.<br />
Institutionsafdelingen, som var blevet oprettet i 1970, blev nedlagt,<br />
og området delt op, således at administrationen af daginstitutionerne<br />
kom ind under Lise-Lotte Kiel Jensens ansvarsområde, og administrationen<br />
af døgninstitutionerne blev Svend Eriksens ansvarsområde<br />
i Omsorgsafdelingen.<br />
Socialinspektør Tom Christensen<br />
I marts 1975 valgte Nørlykke at sige sin stilling op, da han fik stillingen<br />
som kommunaldirektør i Haslev. Belært af erfaringerne i 1973<br />
ønskede Socialudvalget denne gang at tage sig god tid til at finde en<br />
ny inspektør. Kontorchef Jørgen Fønsskov konstitueredes som<br />
inspektør i de godt tre måneder, det tog, inden et enigt udvalg<br />
pegede på Nørrelykkes efterfølger.<br />
Cand. jur. Tom Christensen blev ansat 1. juli 1975 og blev således<br />
<strong>for</strong>valtningens første inspektør med en akademisk uddannelse. Tom<br />
Christensen havde siddet i Socialre<strong>for</strong>mkommissionen og dermed<br />
bibragte han <strong>for</strong>valtningen en stor socialfaglig indsigt og ikke mindst<br />
en række gode <strong>for</strong>slag til, hvordan <strong>for</strong>valtningen skulle ruste sig til<br />
de opgaver, der ville komme med Bistandslovens ikraftræden i 1976.<br />
Planlægningen på dette område havde i de <strong>for</strong>løbne år ikke været<br />
optimal. Denne opgave blev Tom Christensen kastet ind i, så snart<br />
han tiltrådte i <strong>for</strong>valtningen i 1975. Året 1975 blev præget af <strong>for</strong>beredelserne<br />
til Bistandsloven.
Bistandslovgivning,<br />
arbejdsløshed, dagpleje<br />
og døgnpleje 1976-1985<br />
Bistandsloven<br />
“Den 1. april åbner det “sociale supermarked”. Vi skal ikke længere<br />
gå fra “butik til butik” <strong>for</strong> at få hjælp, men blot henvende os et sted -<br />
på kommunens social- og sundheds<strong>for</strong>valtning. Borgeren bliver ikke<br />
sendt videre fra disk til disk, men får en rådgiver som “ankermand”.<br />
“Rådgiveren” klarer de <strong>for</strong>skellige ærinder”.<br />
Service- og bistandsloven trådte i kraft 1. april 1976 under stor<br />
mediebevågenhed. Ovenstående udpluk fra Kolding Folkeblad den<br />
27. marts 1976 er blot et enkelt eksempel på avisernes næsten<br />
daglige skriverier i tiden op til lovens ikrafttræden om, hvad borgerne<br />
havde i vente, når “det énstrengede system” blev en realitet.<br />
Bistandsloven markerede både afslutningen på 1970ernes store<br />
socialre<strong>for</strong>mer og afviklingen af en lang række love, hvoraf nogle gik<br />
tilbage til 1933, nemlig Lov om Offentlig Forsorg, Lov om Børne- og<br />
Ungdoms<strong>for</strong>sorg, Lov om Mødrehjælpsinstitutioner, Lov om Revalidering,<br />
Lov om Omsorg <strong>for</strong> Invalide- og Folkepensionister og Lov<br />
om Husmoderafløsning og Hjemmehjælp.<br />
Loven var mere en administrativ end en socialpolitisk re<strong>for</strong>m. Formålet<br />
var at <strong>for</strong>enkle socialadministrationen, hvilket samtidig skulle<br />
gøre det lettere <strong>for</strong> borgerne: Herefter skulle de kun henvende sig ét<br />
sted, når der indtrådte en “social begivenhed”.<br />
Bistandsloven var bygget op efter arten af støtte- og bistandsmuligheder<br />
frem <strong>for</strong> som tidligere efter persongrupper eller trangsårsager.<br />
Sagsbehandlerne skulle administrere ud fra faglige skøn frem <strong>for</strong><br />
regelsæt. Der skulle tilstræbes helhedsløsninger ud fra vurderinger af<br />
klienternes samlede sociale situation.<br />
Konsulentbistand i <strong>for</strong>valtningsarbejdet<br />
Mellem 1970 og 1976 havde Social<strong>for</strong>valtningen fået tildelt stadig<br />
flere opgaver. Opgavevæksten havde betydet, at man løbende <strong>for</strong>søgte<br />
at modernisere det lidt stive kommunale <strong>for</strong>valtningssystem. Forandringerne<br />
havde også vist sig hen ad vejen i <strong>for</strong>m af mere personale,<br />
især flere socialrådgivere, en smidiggørelse af kommandovejene<br />
og en begyndende uddelegering af indflydelse og ansvar til medarbejderne.<br />
Under <strong>for</strong>beredelserne til Bistandsloven brød man et vigtigt<br />
princip. Hvor man før havde klaret sagerne selv, når der skulle <strong>for</strong>etages<br />
organisationsændringer eller ansættes ledende personale,<br />
valgte man i 1975 at benytte sig af konsulentbistand udefra. Det indvarslede<br />
en ny tradition i <strong>for</strong>valtningen, som kom til at <strong>for</strong>løbe langt<br />
op i 1980erne. Det blev ikke sidste gang, at Social<strong>for</strong>valtningen tilkaldte<br />
konsulenter, når der skulle <strong>for</strong>etages organisationsændringer.<br />
Beslutningen blev truffet af socialinspektør Tom Christensen, som<br />
havde vurderet, at den udvikling, man kunne imødese inden <strong>for</strong> det<br />
sociale område efter 1976, ville berøre <strong>for</strong>valtningen på så afgørende<br />
en måde, at han fandt det tilrådeligt at få gode råd og ideer udefra.<br />
77
Socialinspektør Tom Christensen. Foto<br />
fra 1975. Kolding Folkeblad.<br />
78<br />
Socialudvalgs<strong>for</strong>mand Alex Jentsch accepterede det, selv om der nok<br />
ikke er tvivl om, at han specielt i starten var noget skeptisk over<strong>for</strong><br />
ideen.<br />
Det blev konsulent Steen Jacobsen fra analysefirmaet Limes, der i<br />
slutningen af 1975 blev trukket ind i organisationsudviklingsarbejdet.<br />
Siden slutningen af 1960erne var han løbende blevet benyttet af<br />
Teknisk Forvaltning i lignende opgaver og havde således et godt<br />
kendskab til Koldings kommunale administration.<br />
Steen Jacobsen skulle <strong>for</strong>etage en analyse af Social<strong>for</strong>valtningen<br />
med henblik på en vurdering af det fremtidige personalebehov og<br />
samtidig fremkomme med <strong>for</strong>slag til en ændret struktur i <strong>for</strong>valtningen.<br />
Det arbejde blev gennemført i et samspil med ledelsen og<br />
<strong>for</strong>valtningens medarbejdere.<br />
Bistandslovens iværksættelse medførte først og fremmest, at der<br />
skulle ansættes mere personale. 17 nye stillinger blev oprettet, hvorefter<br />
det administrative personale kom op på 75 i løbet af <strong>for</strong>året<br />
1976. På trods af den store tilgang svarede antallet dog ikke tilnærmelsesvis<br />
til de anbefalinger, Socialre<strong>for</strong>mkommissionen havde givet<br />
i sin sidste betænkning fra 1972. I den hed det, at pr. 500 indbyggere<br />
skulle der være ansat en i social<strong>for</strong>valtningen. Det ville have betydet,<br />
at Social<strong>for</strong>valtningen skulle have haft 110 medarbejdere.<br />
For første gang deltog medarbejderrepræsentanter fra de involverede<br />
afdelinger ved ansættelsen af de nye kontorassistenter og socialrådgivere.<br />
Det skete som et <strong>for</strong>søg, men året efter indførtes det som<br />
en permanent ordning. Undtaget var dog medarbejderrepræsentation<br />
ved ansættelse af ledere og af elever. Beslutningen faldt i tråd<br />
med den tendens, der i det små var indledt i begyndelsen af<br />
1970erne. Medarbejderne fik gradvist mere indflydelse inden <strong>for</strong><br />
deres respektive arbejdsfelter. Den tid var endegyldigt <strong>for</strong>bi, hvor<br />
socialinspektøren var aktivt med i alle personaleansættelser, hvad<br />
enten det drejede sig om administrativt personale eller af folk i<br />
marken.<br />
Forvaltningens nye struktur<br />
I den nye <strong>for</strong>valtningsstruktur, der trådte i kraft i 1976, var der ingen<br />
ændringer i toppen. Lise-Lotte Kiel Jensen var sekretariatsleder med<br />
ansvar <strong>for</strong> udviklings- og planlægningsopgaver, mens kontorchef<br />
Jørgen Fønsskov <strong>for</strong>tsatte som personalechef og som socialinspektørens<br />
souschef.<br />
På driftsområdet var der derimod store ændringer. Forvaltningen<br />
opdeltes i 4 store områder - Rådgivning og Bistand, Omsorg og<br />
Sundhed, Økonomisk Sikring samt et administrationsområde, der<br />
varetog såvel stabs- som driftsopgaver.<br />
Under Økonomisk Sikring samledes alle sikringsydelser - pensioner,<br />
dagpenge og børnetilskud - under ledelse af henholdsvis ekspeditionssekretær<br />
Orla Buch, fuldmægtig Lis Gundersen og fuldmægtig<br />
O. Fischer-Nielsen.<br />
Inden <strong>for</strong> området Omsorg og Sundhed placeredes børnetandplejen,<br />
der i 1972 var overflyttet fra Skole<strong>for</strong>valtningen til Social<strong>for</strong>valtningen<br />
samt skolelægeordningen, Omsorgsafdelingen og Sygeog<br />
Sundhedsplejen. Omsorgsafdelingen undergik i 1979 endnu en<br />
organisationsændring, da man lavede en ny distriktsinddeling som<br />
følge af udvidelser inden <strong>for</strong> hjemmehjælpen og hjemmesygeplejen.<br />
Ved samme lejlighed fik afdelingsleder Svend Eriksen en souschef,<br />
fuldmægtig Ellen Houborg.
Institutionsafdelingen blev genoprettet med Bent Johansen som<br />
leder. Beslutningen om at nedlægge afdelingen havde vist sig at være<br />
mindre heldig. Opsplitningen af området havde vanskeliggjort en<br />
overordnet administration og planlægning på dette meget udgiftskrævende<br />
område. Administrationen og driften af samtlige kommunens<br />
dag- og døgninstitutioner blev samlet her. Desuden blev den<br />
centrale pladsanvisning, som socialinspektørens assistent, Hanne<br />
Ravn, havde varetaget siden 1960erne, også lagt ind under Institutionsafdelingen.<br />
Organisatorisk var Institutionsafdelingen placeret i administrationsområdet,<br />
hvor også bogholderi og kasse, registrant/oplysning<br />
og budtjenesten blev placeret. Bogholderiet blev ledet af fuldmægtig<br />
Svend Schou-Madsen, som havde afløst fuldmægtig A. Josiassen, da<br />
denne gik på pension i april 1976. Allerede i 1978 blev stillingen<br />
overtaget af Henning Seiding, den senere socialdirektør. Registrantog<br />
oplysningsafdelingen under ekspeditionssekretær Mogens Juhl<br />
Jensen skulle dels føre personregistranten, dels være en generel servicefunktion<br />
over <strong>for</strong> publikum.<br />
Det største nytiltag skete ved oprettelsen af afdelingen <strong>for</strong> Rådgivning<br />
og Bistand, hvis arbejdsområde var administration af Bistandsloven<br />
med undtagelse af ydelser til pensionister, som blev <strong>for</strong>midlet<br />
gennem Omsorgsafdelingen. Ud af de 17 nye stillinger tog denne<br />
afdeling sig alene af de 8. Afdelingen deltes i to sektioner under henholdsvis<br />
Ragnhild Munchs og Poul Rasmussens lederskab. De to sektioner<br />
dækkede hver sit geografiske område i kommunen. I pagt med<br />
tidens ånd blev arbejdet i Rådgivnings- og Bistandsafdelingen tilrettelagt<br />
gennem gruppearbejde og gruppebeslutninger. Der etableredes<br />
5 rådgivergrupper, der skulle opfylde lovens krav om <strong>for</strong>ebyggende og<br />
rådgivende socialarbejde. Denne pligt betød ikke, at “man skulle ud<br />
og stemme dørklokker og spørge om der var noget galt”, som Alex<br />
Jentsch sagde i et interview til Kolding Folkeblad. Der var snarere lagt<br />
op til et snævert samarbejde mellem sagsbehandlerne i rådgivergrupperne<br />
og “personalet i marken” - f.eks. hjemmehjælpere, sundhedsplejersker,<br />
ansatte i daginstitutionerne, skolepsykologer og læger.<br />
Med Bistandslovens ikrafttræden blev der større offentlig interesse<br />
<strong>for</strong>, hvordan kommunerne løste de sociale opgaver. Der nedsattes et<br />
<strong>for</strong>brugerråd, Det sociale Forbrugernævn, som skulle virke som et<br />
rådgivende organ <strong>for</strong> Socialudvalget.<br />
Børneværnet nedlægges<br />
En konsekvens af Bistandsloven var, at Børneværnsafdelingen og<br />
dermed Børneværnet blev nedlagt. Sidste møde blev afholdt 23.<br />
marts 1976. Det sidste Børneværn var sammensat af <strong>for</strong>manden og<br />
næst<strong>for</strong>manden i Socialudvalget, nemlig Alex Jentsch og Carl Sørensen,<br />
samt byrådsmedlemmerne Grethe Venborg, Ole H. Rasmussen<br />
og J. Kirk Søndergaard, hvis plads dog i de sidste møder var overtaget<br />
af suppleanten Kaj Kongstad. Børneværnet havde desuden to<br />
medlemmer ude fra, nemlig det tidligere medlem af Socialudvalget,<br />
Asta Laursen, og Marie Tastesen. Under børneværnsmøderne havde<br />
Ragnhild Munch samt socialinspektøren deltaget. Sager vedrørende<br />
tvangsfjernelser af børn overgik nu til Socialudvalget, der dog i<br />
sådanne sager også skulle suppleres af en dommer og en pædagog.<br />
79
Social- og Sundheds<strong>for</strong>valtningen,<br />
Nicolai Plads 6.<br />
80<br />
Nicolai Plads 1977<br />
Det énstrengede system var en realitet den 1. april 1976, men kun<br />
delvist. Borgere med ærinde i Social<strong>for</strong>valtningen skulle stadig henvende<br />
sig på to adresser, på Nytorv og Rendebanen 4.<br />
Personaletilgangen betød mangel på plads, og i 1975 og 1976<br />
begyndte man der<strong>for</strong> at lede efter egnede lokaler, der kunne rumme<br />
hele <strong>for</strong>valtningen. Da Kolding Gymnasium på Nicolai Plads stod<br />
<strong>for</strong>an en udflytning til det nye uddannelsescenter på Nørremarken,<br />
blev det <strong>for</strong>eslået, at <strong>for</strong>valtningen overtog bygningen. Det skete i<br />
juni 1977 efter en større renovering og ombygning.<br />
Efter en del år med trange lokale<strong>for</strong>hold arbejdede man på, at <strong>for</strong>valtningen<br />
fik råderet over hele bygningen. Det lykkedes også.<br />
I 1978 fik <strong>for</strong>valtningen overført en opgave, der hidtil havde hørt<br />
under Boligkontoret. Boligsikringen blev flyttet samme år, som “den<br />
lille pensionsre<strong>for</strong>m” om boligydelse til pensionister trådte i kraft.<br />
Sær<strong>for</strong>sorgens udlægning 1980<br />
Øverste etage på Nicolai Plads stod i nogle år uudnyttet, men det<br />
var med den klare bagtanke, at her skulle sær<strong>for</strong>sorgen placeres.<br />
I medfør af lovgivningen blev sær<strong>for</strong>sorgen - d.v.s. arbejdet med<br />
svært handicappede - efter 1980 en amtslig og kommunal opgave.<br />
Poul Rasmussen fra Bistandsafdelingen blev leder af Sær<strong>for</strong>sorgsafdelingen.<br />
Sær<strong>for</strong>sorgens udlægning betød, at Social<strong>for</strong>valtningen dermed<br />
fik en opgave, som man hidtil ikke havde haft erfaring med. Opgaven<br />
blev løst uden de store begyndervanskeligheder, og efter nogle<br />
år var konklusionen, at overdragelsen af opgaven til kommunen ikke<br />
havde betydet nogen service<strong>for</strong>ringelse.
Social<strong>for</strong>valtningens modtagelse. Foto<br />
fra 1977 i Kolding Folkeblad.<br />
Bistandsloven i praksis. Arbejdsløshed, beskæftigelses<strong>for</strong>anstaltninger<br />
og stigende udgifter til kontanthjælp<br />
Kort før Bistandsloven trådte i kraft udtrykte udvalgs<strong>for</strong>mand Alex<br />
Jentsch i Kolding Folkeblad sine egne og udvalgets <strong>for</strong>ventninger til<br />
loven: “ Vi vil opfatte lovens “Socialudvalget KAN”-sætninger som en<br />
<strong>for</strong>pligtelse - og så vurdere, om det er rimeligt at hjælpe i det pågældende<br />
tilfælde. Men det eneste, alle kan være sikre på at få, er rådgivning.<br />
Om den omsættes i kontanthjælp bliver en vurdering i hver<br />
situation”.<br />
Specielt spørgsmålet om ydelse af kontanthjælp var til debat i<br />
medier, på arbejdspladser og blandt borgere. Mange mente, at med<br />
Bistandsloven var der åbnet mulighed <strong>for</strong> en nemmere adgang til<br />
pengehjælp. Det synspunkt reagerede socialinspektør Tom Christensen<br />
på i et avisinterview, hvor han han frygtede, at den 1. april ville<br />
blive en “aprilsnar” <strong>for</strong> mange.<br />
For personalet i Social<strong>for</strong>valtningen blev indkøringsfasen mere<br />
problemfyldt end <strong>for</strong>udset. Klienttilgangen var stor i 1976, og<br />
desuden herskede der i starten en del usikkerhed omkring <strong>for</strong>ståelsen<br />
af lovens enkelte bestemmelser. Det øgede presset på medarbejderne,<br />
som måtte påtage sig ekstra arbejdsbyrder. Allerede i 1978<br />
var behovet <strong>for</strong> yderligere personale meget stort.<br />
Det gav sig udslag i mere ekspeditions- og skrankebehandling, end<br />
man havde ønsket. Bistandslovens tanker om <strong>for</strong>ebyggende og opsøgende<br />
arbejde blev svære at leve op til, men her skilte Social<strong>for</strong>valtningen<br />
i Kolding sig ikke nævneværdigt ud i <strong>for</strong>hold til andre kommuner.<br />
Et generelt problem ved Bistandsloven var, at den var<br />
udtænkt i 1960erne, hvor der var højkonjunktur, mens den kom til at<br />
fungere i en periode med lavkonjunktur. Kravet om <strong>for</strong>ebyggelse,<br />
faglige skøn og helhedsløsninger blev vanskeligt at holde fast i, da<br />
antallet af klienter, der søgte kontanthjælp og førtidspension<br />
voksede og voksede.<br />
81
Lederen af Beskæftigelsessekretariatet,<br />
Iver Schriver. Foto fra 1987. Kolding<br />
Folkeblad.<br />
82<br />
I slutningen af 1970erne begyndte de første alvorlige sociale følger<br />
af den store ledighed at melde sig. Det førte til iværksættelsen af en<br />
række beskæftigelsesfremmende <strong>for</strong>anstaltninger, der tog tråden op<br />
fra de projekter, man havde påbegyndt i begyndelsen af 1970erne. I<br />
1978 oprettedes et beskæftigelsessekretariat. Organisatorisk blev det<br />
placeret under Borgmesterkontoret med Iver Schriver som leder.<br />
I Social<strong>for</strong>valtningen blev der også arbejdet med problemet. I<br />
1979 nedsatte man i Bistandsafdelingen en projektgruppe, der fik til<br />
opgave at planlægge <strong>for</strong>anstaltninger <strong>for</strong> unge langtidsledige med<br />
væsentlige sociale handicaps. Aktivering og hjælp til uddannelse blev<br />
midlet til at modvirke uheldige sociale følgevirkninger af arbejdsløsheden.<br />
Beskæftigelses<strong>for</strong>anstaltningerne blev udvidet i begyndelsen af<br />
1980erne med etableringen af den kommunale ungdomsarbejdsanvisning<br />
i Social<strong>for</strong>valtningens regi. Tre socialrådgivere fra Bistandsafdelingen<br />
blev tilknyttet anvisningen, hvor der førtes en aktiv “salgspolitik”<br />
over <strong>for</strong> arbejdsgivere i kommunen.<br />
Arbejdsløsheden og den knappe økonomi resulterede i en<br />
voldsom stigning i udgifterne til kontanthjælp, specielt efter 1980.<br />
Inden <strong>for</strong> blot tre år steg udgifterne til Forbigående Hjælp fra ca.<br />
29,5 mio. kr. i 1980 til ca. 48,5 mio. kr. i 1982. Det var de unge, som<br />
aldrig havde haft arbejde, og som der<strong>for</strong> ikke var berettigede til<br />
arbejdsløsheds<strong>for</strong>sikring, der belastede budgetterne. Men efter 1980<br />
kunne man konstatere, at arbejdsløsheden også begyndte at ramme<br />
befolkningsgrupper, der ikke tidligere havde været udsat <strong>for</strong> større<br />
arbejdsløshed.<br />
Udgifterne belastede både kommunernes og statens budgetter. I<br />
1982 vedtog Folketinget, at kontanthjælpen skulle begrænses til<br />
unge, der ikke tidligere havde haft et arbejds<strong>for</strong>hold. Kontanthjælpen<br />
blev nedsat, og udbetalingen begrænsedes til en 9 måneders<br />
periode. “Sultecirkulæret”, som det hurtigt blev døbt, blev i 1983 ledsaget<br />
af endnu en spare<strong>for</strong>anstaltning, da man indførte 1. karensdag.<br />
For at få flest mulige tilbage i dagpengesystemet, gik man i 1983 i<br />
Kolding Kommune ind i en særordning, hvorefter bistandsklienter<br />
kom ind i arbejdsprojekter i så lang tid, at de igen blev understøttelsesberettigede.<br />
Arbejdsløshed syntes i midten af 1980erne at have fået en permanent<br />
karakter. Førtidspension blev efterhånden en løsning <strong>for</strong><br />
mange, der havde mistet eller aldrig havde haft et arbejde. I 1984<br />
trådte en ny pensionsre<strong>for</strong>m i kraft. I medfør af den udvidedes den<br />
personkreds, der kunne opnå førtidspension betragteligt. Førtidspensionsansøgninger<br />
skulle <strong>for</strong>elægges amtskommunens revaliderings-<br />
og pensionsnævn efter indstilling fra Social<strong>for</strong>valtningen.<br />
Udbygnings- og socialplaner. Permanente ventelister på dag- og<br />
døgninstitutionsområdet<br />
Planlægnings- og udbygningsarbejdet inden <strong>for</strong> det sociale område<br />
var i stor vækst efter 1976. I <strong>for</strong>hold til de første spæde <strong>for</strong>søg på at<br />
lave langtidsplanlægning i begyndelsen af 1970erne, var udbygningsplanerne<br />
i slutningen af 1970erne mere nuancerede. Hvor det groft<br />
sagt tidligere havde handlet om, hvor mange nye institutioner, der<br />
skulle bygges år <strong>for</strong> år, pegede man i udbygningsplanerne nu også på<br />
alternativer til en ensidig institutionudbygning. Det skyldtes flere<br />
ting: Den økonomiske krise, lange ventelister til dag- og døgninstitu-
Børnehaven på Haderslevvej. Foto fra<br />
1984 i Kolding Folkeblad.<br />
tioner, og nye holdninger til, hvordan udviklingen inden <strong>for</strong> ældreområdet<br />
og børn- og ungeområdet skulle <strong>for</strong>me sig.<br />
Et problem havde antaget “<strong>for</strong>uroligende dimensioner” og måtte<br />
“påberegnes at blive af permanent karakter”, som det blev <strong>for</strong>muleret<br />
i <strong>for</strong>valtningens årsredegørelse til borgmesteren i 1978: Behovet<br />
<strong>for</strong> daginstitutionspladser og bolig- og pleje<strong>for</strong>anstaltninger til ældre.<br />
Pasnings- og fritidsordninger på børn- og ungeområdet<br />
Inden <strong>for</strong> daginstitutionsområdet var der næsten ingen ventelister i<br />
1975, men det holdt kun i kort tid. Antallet af pladser var steget støt<br />
igennem 1970erne. Hvor man i 1972 havde rådet over 1.200 daginstitutionspladser<br />
(inkl. dagpleje) var det tal i 1979 steget til omkring<br />
1.700, altså en stigning på 500 pladser. Alligevel opfyldte udbygningen<br />
ikke de ambitiøse mål, man havde sat sig i 1972.<br />
Efter 1976 stod man over <strong>for</strong> det problem, at man på den ene side<br />
havde lange ventelister, specielt til pasning af de 0-2 årige. På den<br />
anden side var børnetallet faldende, hovedsageligt i Kolding by,<br />
mens det udviste en svagt stigende tendens i landdistrikterne. Et<br />
tredje <strong>for</strong>hold bundede i økonomien: Hvad skulle man prioritere -<br />
dagpleje eller daginstitutioner?<br />
Dagplejen i vækst<br />
Kolding kommunes dagplejeordning havde vokset sig stor og havde<br />
bevæget sig langt væk fra den status som midlertidig pasningsløsning,<br />
som havde præget den i mange år. I 1978 var dagplejeordningen<br />
godkendt til 200 børn og yderligere 164 stod på venteliste.<br />
I Socialdemokratiet var der sket et holdningsskift til dagpleje.<br />
Hvor de i valgkampen i 1970 havde vægtet byggeri af nye vuggestuer<br />
og børnehaver højest, lagde socialdemokraterne ved byrådsvalget i<br />
1978 lige så megen vægt på at få udbygget dagplejen.<br />
Spørgsmålet om, hvad der var bedst - daginstitution eller dagpleje<br />
- blev et stort politisk og fagligt debatemne i 1970erne. På den ene<br />
side stod de, der var tiltrukket af, at ordningen var billig. Den var<br />
desuden meget efterspurgt af <strong>for</strong>ældre, bl.a. <strong>for</strong>di en dagplejemor<br />
var mere fleksibel med hensyn til åbningstider, end daginstitutioner-<br />
83
84<br />
ne var. På den anden side mødte dagplejeordningen en del modstand<br />
fra vuggestuernes og børnehavernes faglige personale og fagorganisationer.<br />
I 1978 blev diskussionen <strong>for</strong> alvor et politisk stridspunkt i Byrådet.<br />
Borgmester Bent Rasmussen gjorde sig voldsomt upopulær blandt<br />
pædagogerne i Kolding, da han udtalte, at “hverken Kolding eller<br />
andre af landets kommuner kan tillade sig at satse på daginstitutionerne<br />
med uddannet personale, <strong>for</strong>di man aldrig ved, hvornår de er<br />
på arbejde, og hvornår, de ikke er det”. I et stykke tid havde der<br />
været faglige møder og strejker blandt pædagogerne på grund af<br />
personalenedskæringer og sparerunder. Ordene faldt på et byrådsmøde,<br />
hvor man besluttede sig <strong>for</strong> at udvide den eksisterende kommunale<br />
dagpleje til ialt 300 pladser. Samme år skete der dog en <strong>for</strong>bedring<br />
af personalenormeringerne inden <strong>for</strong> daginstititutionsområdet,<br />
idet der oprettedes 10 nye pædagogstillinger og 25 pædagogmedhjælperstillinger.<br />
Dagplejeordningen blev udvidet flere gange i de følgende år. I<br />
1980 var 405 børn i dagpleje <strong>for</strong>delt mellem 105 dagplejemødre, og i<br />
1985 var tallet på 504 børn - uden at ventelisterne var <strong>for</strong>svundet. Det<br />
år stod 240 børn opført på ventelisten.<br />
Daginstitutioner. Ventelister og faldende børnetal<br />
Udbygningen af daginstitutionsområdet skete dog også gradvist i<br />
perioden, men ud fra nogle andre præmisser end i begyndelsen af<br />
1970erne. Efterhånden var der et mis<strong>for</strong>hold mellem, hvor institutionerne<br />
var placeret, og hvor der var behov <strong>for</strong> institutionspladser.<br />
I 1977 var hovedparten af kommunens daginstitutioner beliggende<br />
i og omkring Kolding bykerne, mens væksten i børnetallet skete i<br />
landdistrikterne. Der<strong>for</strong> rettede man nu opmærksomheden mod<br />
landdistrikterne, bl.a. Vonsild, Nr. Bjært, Alminde-Viuf, Seest og Sdr.<br />
Bjert, hvor der kunne konstateres et svagt stigende børnetal. Børnehaven<br />
på Norgesvej var i 1976 udflyttet til Almind, og i 1978 blev der<br />
bygget ny vuggestue på Mosevej og børnehave i Vonsild. I 1980 blev<br />
Fritidshjemmet i Bramdrupdam med 60 pladser taget i brug samt<br />
“Skovbrynet” ved Kolding Sygehus. Strandhuse Fritidshjem med<br />
plads til 60 børn, åbnede i 1981.<br />
Det var en paradoksal udvikling, at der på den ene side var ventelister<br />
til vuggestuepladser, mens der på den anden side ofte var<br />
ledige pladser i børnehaverne. For at udnytte alle ressourcer besluttede<br />
Socialudvalget sig der<strong>for</strong> i 1981 <strong>for</strong> at oprette småbørnsgrupper<br />
ved børnehaverne i Sønderled og Nr. Bjært. Det skete i 1982.<br />
Bestræbelserne på at skaffe stadig flere pasningsmuligheder betød<br />
øgede udgifter, både <strong>for</strong> kommunen og <strong>for</strong> <strong>for</strong>ældrene. I 1982<br />
vedtog Byrådet bl.a., at ændre <strong>for</strong>ældrebetalingen <strong>for</strong> børn i fritidshjem<br />
fra 25 til 35 % af driftsudgifterne over en 4 årig periode. Der<br />
var trods alt grænser <strong>for</strong> kommunens økonomiske <strong>for</strong>måen, hvilket<br />
klart blev udtrykt af Alex Jentsch under budget<strong>for</strong>handlingerne i<br />
1981. Her udtalte han, at “de, der bruger de offentlige ydelser skal<br />
selv betale dem. Ikke alle mulige andre”.<br />
Inden <strong>for</strong> dagplejen steg taksterne dog mere, end der var retsgrundlag<br />
<strong>for</strong>. I 1984 fik Kolding Kommune dom <strong>for</strong> i perioden 1.<br />
april 1976 til 31. december 1982 at have opkrævet <strong>for</strong>kerte takster <strong>for</strong><br />
ophold i den kommunale dagpleje. Kolding Kommune blev pålagt at<br />
tilbagebetale differencen til <strong>for</strong>ældrene. Det tilbagebetalingspligtige<br />
beløb var på ca. 2 mio. kr., og omfattede 984 børn.
Sundhedsplejens <strong>for</strong>søg med åbent husarrangementer<br />
på skolerne. Foto fra<br />
Jydske Tidende 1982.<br />
Børn- og ungepolitik. Social- og Sundhedsplan 1984-88<br />
I 1983 udarbejdedes Social- og Sundhedsplan <strong>for</strong> 1984-88. Den blev<br />
behandlet i Socialudvalget i oktober 1983 og godkendt af Byrådet i<br />
november 1983. Planen var udarbejdet efter nye retningslinier, der<br />
<strong>for</strong>elå <strong>for</strong> planudarbejdelse, nemlig temaplanlægning. Bestemte<br />
temaer skulle gennemarbejdes grundigt, mens øvrige områder blot<br />
skulle opdateres. Statens tema i 1983 var “Fornyelsen af indsatsen <strong>for</strong><br />
småbørn og småbørnsfamilier”.<br />
I socialplanen blev der trukket en række problemer og <strong>for</strong>hold op,<br />
som man mente gav anledning til større overvejelser. Det var bl.a.<br />
spørgsmålet om ventelisterne til dagpleje, specielt <strong>for</strong> 0-1 årige, samt<br />
det <strong>for</strong>hold, at dagplejen dækkede en række behov, som institutionerne<br />
ikke kunne dække. De lange ventelister til vuggestuerne, hvor<br />
der var ventetider på op til 1 1 ⁄2 år. Problemet i børnehaverne, hvor<br />
der visse steder var ventelister og andre steder tomme pladser.<br />
Ønsket var, at der skabtes et fleksibelt og nuanceret udbud af dagpleje<strong>for</strong>anstaltninger<br />
i de enkelte områder af kommunen, så der var<br />
tilbud så tæt på hjem/arbejdsplads som muligt. Disse ønsker kunne<br />
realiseres ved: 1) Mulighed <strong>for</strong> optagelse af 2-årige i børnehaverne,<br />
hvor det måtte være hensigtsmæssigt. 2) Etablering af aldersintegrerede<br />
institutioner. 3) Forsøgsvis udvidelse af åbningstiden.<br />
Børnetandplejen<br />
Igennem det meste af 1970erne udbyggedes børnetandplejen gradvist.<br />
Fra starten var det et mål at udvide ordningen, så den ikke kun<br />
dækkede skolebørn, men også småbørn.<br />
Umiddelbart efter kommunesammenlægningen var klinikkapaciteten<br />
ikke stor nok til at imødekomme behovet. Det blev delvist løst i<br />
de følgende år, bl.a. fik man i midten af 1970erne en mobilklinik, og<br />
da man i 1976 åbnede en ny klinik i Bramdrupdam, var kapaciteten<br />
udvidet betragteligt til at omfatte 6 klinikker.<br />
I 1979 satte man sig det mål, at tandplejen med tiden skulle sikre<br />
alle børn mellem 3 og 16 år tandbehandling. Det første skridt på<br />
vejen var taget i 1978, da man indførte offentlig småbørnstandpleje<br />
<strong>for</strong> de 3-5 årige.<br />
Sundhedsplejen<br />
Før kommunesammenlægningen havde man i en del af landkommunerne<br />
haft et samarbejde med amtet om en sundhedsplejerskeordning.<br />
Efter 1970 kom resten af de tidligere landkommuner samt<br />
Kolding by med i denne ordning. Kolding by havde indtil 1970 haft<br />
egen sundhedsplejerskeordning, hvor der var beskæftiget 7 sundhedsplejersker.<br />
Sundhedsplejen fungerede indtil 1. april 1974 som en fællesordning<br />
på amtsbasis, men efter den dato overtog Kolding Kommune<br />
sundhedsplejen. Det skete som et naturligt led i bestræbelserne på at<br />
få gennemført det énstrengende system. Sundhedsplejen blev tilrettelagt<br />
som en kombineret spædbørns- og skolesundhedspleje.<br />
Manglen på uddannede sundhedsplejersker i hele landet blev<br />
mærkbar i slutningen af 1970erne. Det førte til, at man i Kolding<br />
Kommune lavede en <strong>for</strong>søgsordning i bl.a. Sdr. Bjert og Vonsild i<br />
begyndelsen af 1980erne. Den gik ud på at udnytte de sundhedsplejersker,<br />
man havde, på en mere rationel måde, ved hjælp af “åbent<br />
85
86<br />
hus”- arrangementer på skolerne. Det første besøg af en sundhedsplejerske<br />
efter en fødsel fik <strong>for</strong>ældrene stadig i hjemmet, men de<br />
efterfølgende besøg blev henlagt til skolens lægeværelse, hvor <strong>for</strong>ældrene<br />
så desuden havde mulighed <strong>for</strong> at udveksle erfaringer med<br />
andre nybagte <strong>for</strong>ældre. Arrangementet var frivilligt, og langt den<br />
største del af sundhedsplejen <strong>for</strong>tsatte som den hidtil havde gjort,<br />
ved at sundhedsplejerskerne besøgte hjemmene.<br />
Landboprojektet. De socialt belastede børn<br />
I den “tungere ende” af børne<strong>for</strong>sorgen tog man i 1983 initiativ til<br />
oprettelsen af “Landbo”-projektet, som blev placeret i en mindre<br />
landejendom i Lilballe. Projektet kom igang som et alternativ til<br />
anbringelser af børn og unge på amtets institutioner. Ideen var, at<br />
børn med problemer længst muligt skulle <strong>for</strong>blive i eget hjem. Det<br />
udsprang af Bistandslovens intentioner om ikke at skille <strong>for</strong>ældre og<br />
børn ad og lave sagsbehandling <strong>for</strong> hver af dem, men derimod<br />
gennem samarbejde og helhedsløsninger at få tingene til at fungere.<br />
Tilbuddet var rettet til de 13-16 årige, og meningen var, at de<br />
opholdt sig i “Landbo” efter skoletid indtil kl. 20.00 på hverdage, og<br />
derefter var hjemme om natten. I de år begyndte man også at lave<br />
planer over tilsvarende projekter <strong>for</strong> børn under 13 år (Minibo) og<br />
unge over 16 år (Ungdomsbo).<br />
Nye tiltag på ældreområdet. På vej mod en døgnplejeordning<br />
I 1976 åbnede plejehjemmet Kløverhøj og samme år kunne Låsbyhøjs<br />
nye sengeafdeling tages i brug.<br />
Specielt åbningen af Kløverhøj i oktober 1976 var et højdepunkt i<br />
1970ernes udbygning på plejehjemsområdet. Plejehjemmet havde 69<br />
pladser, hvilket var en væsentlig <strong>for</strong>øgelse af antallet af kommunale<br />
plejehjemspladser. Forinden havde man i et stykke tid været nødsaget<br />
til at ty til midlertidige ordninger <strong>for</strong> at imødekomme behovet<br />
ved at leje sig ind i en ledig etage i det gamle sygehus.<br />
Åbningen af Kløverhøj løste dog ikke problemet med de lange<br />
ventelister, selv om presset <strong>for</strong> en stund blev lettet noget. I anden<br />
halvdel af 1970erne nåede man frem til den erkendelse, at man førte<br />
en ulige kamp mod ventelisterne. Presset på plejehjemmene betød<br />
et endeligt skift i den udbygningsstrategi, som var startet i 1960erne.<br />
I stedet <strong>for</strong> en massiv plejehjemsudbygning blev det nu en udtalt<br />
målsætning, at ældre så lang tid som muligt skulle <strong>for</strong>blive i deres<br />
eget hjem. Det nødvendiggjorde en række initiativer og <strong>for</strong>anstaltninger<br />
på andre områder, som skulle bidrage til at aflaste plejehjemmene<br />
som f.eks. etablering af flere beskyttede boliger og pensionistboliger.<br />
I 1981 rådede kommunen over 336 pensionistboliger og 87<br />
beskyttede boliger <strong>for</strong> handicappede. Til sammenligning var der på<br />
kommunens 10 plejehjem plads til 486 ældre. Hvad angik de selvhjulpne<br />
pensionister var holdningen, at boligspørgsmålet her i større<br />
omfang burde løses af de almennyttige boligselskaber.<br />
Strategien krævede også en udvidet service til de ældre og handicappede<br />
i deres eget hjem eller i deres nærområde. Anden halvdel af<br />
1970erne bragte nyskabelser på dette område som eksempelvis madudbringelsesordninger,<br />
udbygning af dagplejehjem- og centre, samt<br />
udvidelse af hjemmehjælpen og hjemmesygeplejen.<br />
Madudbringelsesordningen startede i 1976. Tilbuddet gjaldt et<br />
varmt måltid daglig alle ugens dage fra et af kommunens plejehjem.
Vestervang” i Seest. Foto fra 1980 i<br />
Kolding Folkeblad.<br />
Ordningen omfattede fra starten omkring 100 pensionister, men<br />
blev udvidet i de efterfølgende år. Maden blev tilberedt på Højegården<br />
og Kløverhøj, og efter at Låsbyhøj Plejehjem nogle år senere<br />
havde gennemgået en nødvendig modernisering, blev der også fra<br />
dette køkken tilberedt mad til udbringelse.<br />
Dagcentrene var vigtige, idet man herfra kunne tilbyde <strong>for</strong>skellige<br />
aktiviteter til pensionisterne på en hensigtsmæssig måde. Som nævnt<br />
havde Kolding to, nemlig på Kløvervej og i Skovparken. Dagcentret<br />
ved Skovparken flyttede til nye lokaler ved Buen i 1981.<br />
Dagcentrene var velbesøgte, men henvendte sig primært til pensionister,<br />
der var selvhjulpne og som kunne komme og gå efter eget<br />
ønske. I <strong>for</strong>bindelse med opførelsen af plejehjemmet på Kløverhøj<br />
etableredes her et dagplejehjem, med speciel adresse til personer,<br />
som hidtil - på grund af sygdom eller handicaps - havde måtte sidde<br />
hjemme. Dagplejehjemmet var normeret til 15 personer. Et tilsvarende<br />
initiativ blev taget, da man ombyggede Seest plejehjem, “Vestervang”,<br />
som i 1980 kunne tages i brug som aflastningshjem <strong>for</strong> plejekrævende,<br />
men hjemmeboende pensionister.<br />
Ønsket om etablering af en døgnplejeordning kom på dagsordenen<br />
i slutningen af 1970erne og blev et stort politisk diskussionsemne.<br />
I de følgende år gik man der<strong>for</strong> i gang med den nødvendige<br />
udvidelse af hjemmehjælpen og ikke mindst hjemmesygeplejen. I<br />
1979 var i alt 1960 patienter under behandling af hjemmesygeplejersker,<br />
mens 1305 husstande modtog hjemmehjælp.<br />
Der indførtes en distriktsdeling, hvorefter døgnplejen fungerede<br />
således, at man om aftenen opererede med 4 distrikter, som 4 hold<br />
bestående af hjemmesygeplejersker og hjemmehjælpere dækkede. I<br />
nattimerne tog ét hold sig af døgnplejen. I 1985 udvidedes døgnplejen<br />
i nattimerne med endnu et hold.<br />
87
88<br />
De turbulente år.<br />
Brydninger,“Socialsag”<br />
og opbrud 1982-1988<br />
Socialinspektør Tom Christensen fratræder<br />
I efteråret 1982 måtte socialinspektør Tom Christensen på grund af<br />
sygdom trække sig tilbage. Selvom det i et stykke tid havde stået klart<br />
<strong>for</strong> mange, at hans helbredstilstand var dårlig, kom beslutningen<br />
meget uvarslet og blev ført ud i livet fra den ene dag til den anden.<br />
Tom Christensen døde få år efter.<br />
I de følgende år bragtes Social<strong>for</strong>valtningen ud i et af de værste<br />
stormvejr i <strong>for</strong>valtningens historie. De problemer, man kom til at<br />
kæmpe med, havde delvist rod i <strong>for</strong>tidens undladelsessynder, og i en<br />
række <strong>for</strong>hold, der dukkede op i 1980erne.<br />
Kontorchef Jørgen Fønsskov konstitueres som socialinspektør<br />
Som <strong>for</strong>valtningens souschef blev kontorchef Jørgen Fønsskov <strong>for</strong><br />
anden gang konstitueret socialchef. I modsætning til den korte konstitueringsperiode,<br />
han havde oplevet i 1975, i tiden mellem Nørlykkes<br />
fratræden og Christensens tiltræden, blev konstitueringen denne<br />
gang af længere varighed. Først efter 1 1 ⁄2 år fandt man Tom Christensens<br />
afløser.<br />
Det var en lang overgangsfase og længere end <strong>for</strong>ventet. Jørgen<br />
Fønsskov havde allerede tidligt meddelt, at han ikke agtede at søge<br />
stillingen. Der<strong>for</strong> havde han heller ingen intentioner om gennemgribende<br />
<strong>for</strong>andringer, da det måtte være den fremtidige inspektørs<br />
opgave at <strong>for</strong>mulere målene <strong>for</strong> <strong>for</strong>valtningens arbejde.<br />
Organisationsstrukturen i <strong>for</strong>valtningen havde undergået enkelte<br />
ændringer siden 1976. Som nævnt havde man gennemført en ny<br />
distriktsinddeling og ansat en souschef i Omsorgsafdelingen i 1979. I<br />
1981 var Bistandsafdelingens arbejde omlagt ved oprettelsen af specialgrupper.<br />
Baggrunden var bl.a., at organisationsplanen fra 1976 i<br />
<strong>for</strong> høj grad havde lagt op til, “at alle skulle kunne alt”. I praksis<br />
havde det vist sig at være svært at efterleve, administrationen af<br />
Bistandsloven havde krævet større ressourcer end <strong>for</strong>ventet, hvor<strong>for</strong><br />
man gik tilbage til specialisering. For at styrke <strong>for</strong>valtningsledelsen,<br />
ikke mindst i økonomi- og planlægningsspørgsmål, var der samme år<br />
blevet oprettet endnu en kontorchefstilling, som blev besat med<br />
Knud Erik Olsen. Olsen og Fønsskov dækkede herefter hver deres<br />
driftsområder.<br />
I perioden skete der også en del personudskiftninger. Henning<br />
Seiding fik i februar 1982 stillingen som budgetchef i Økonomisk<br />
Forvaltning, hvor han havde været ansat i årene mellem 1972 og<br />
1978. Det skete som led i den personalerokade, der fulgte efter kommunaldirektør<br />
Harry Rasmussens afgang. Økonomidirektør Ingemann<br />
Olsen blev kommunaldirektør, N.J. Fallesen økonomidirektør,<br />
og han valgte Henning Seiding til budgetchef. Ellen Dall (Houborg)<br />
fra Omsorgsafdelingen blev ny leder i Social<strong>for</strong>valtningens Regnskabsafdeling.<br />
I 1983 <strong>for</strong>lod Lise-Lotte Dalsgaard (f. Kiel Jensen) <strong>for</strong>valtningen<br />
til <strong>for</strong>del <strong>for</strong> en stilling i Økonomisk Forvaltning. Ved<br />
denne lejlighed blev Hanne Ravn sekretariatsleder, og Preben
Socialinspektør Jenny Voorrad, fotograferet<br />
i august 1984 af Lars Holm.<br />
Kirkeby, tidligere Økonomisk Forvaltning, blev ansat som økonomiog<br />
planlægningsmedarbejder i Social<strong>for</strong>valtningen.<br />
I 1983 fratrådte kontorchef Knud Erik Olsen, og han blev afløst af<br />
Niels Kr. Vigsø. Fra efteråret 1983 tog Jørgen Fønsskov sig af personaleanliggender,<br />
den interne administration samt driftsafdelingerne,<br />
Rådgivning og Bistand og REVA. Sidstnævnte var udskilt fra den<br />
oprindelige Bistandsafdeling og tog sig af sær<strong>for</strong>sorgen samt uddannelse<br />
og pension. Niels Kr. Vigsø tog sig af økonomi- og planlægningsopgaver,<br />
samt den overordnede ledelse af Institutionsafdelingen,<br />
Omsorgsafdelingen, afdelingen <strong>for</strong> Økonomisk Sikring samt<br />
Helseafdelingen, der omfattede hjemmesygepleje, sundhedspleje og<br />
børnetandpleje.<br />
Socialinspektør Jenny Voorraad 1984-85<br />
Den nye socialinspektør tiltrådte 1. maj 1984. Jenny Voorraad var<br />
ligesom Tom Christensen cand.jur og havde opnået stor socialfaglig<br />
kompetence. Hun var souschef i Vejle Amts socialadministration,<br />
hvor hun havde været ansat siden 1970erne.<br />
Jenny Voorraad havde en helt anden ledelsesstil end Tom Christensen.<br />
Han havde været den fagligt dygtige og korrekte embedsmand,<br />
uddannet i et ministerium. Hans tid som socialinspektør var<br />
præget af Bistandslovens iværksættelse, men var samtidig en videreførelse<br />
af en række traditioner, der stammede tilbage fra Andreas<br />
Sørensens tid. Tom Christensen iværksatte i <strong>for</strong>hold til hans <strong>for</strong>gænger<br />
på posten flere udviklings- og planlægningstiltag.<br />
Jenny Voorraad havde mod på <strong>for</strong>andringer. Hun lagde vægt på,<br />
at der skulle holdninger og politiske målsætninger ind i det langsig-<br />
89
Socialinspektør Henning Seiding fotograferet<br />
september 1989 af Ludvig Dittmann.<br />
90<br />
tede planlægningsarbejde. Administrationen skulle gøres <strong>for</strong>ståelig,<br />
og borgerne skulle have større service og medindflydelse end hidtil.<br />
Opdelingen i syv afdelinger gjorde, at borgerne følte, at systemet var<br />
opsplittet. Jenny Voorraad ønskede en <strong>for</strong>enkling således, at alle<br />
spørgsmål vedrørende ældres <strong>for</strong>hold blev samlet i én afdeling, børnog<br />
unges <strong>for</strong>hold i en familieafdeling, og at der blev etableret en<br />
slags straks-ekspedition, hvor borgerne kunne få udleveret skemaer<br />
og få svar på enkle spørgsmål.<br />
Organisations- og udviklingstiltagene blev diskuteret på samarbejdsudvalgsmøder,<br />
leder-, afdelings- og personalemøder. Det<br />
interne in<strong>for</strong>mationsnetværk skulle <strong>for</strong>bedres, ikke blot mellem de<br />
<strong>for</strong>skellige afdelinger, ledere og medarbejdere på Nicolai Plads, men<br />
også mellem <strong>for</strong>valtningen på Nicolai Plads og de ansatte i vuggestuer,<br />
børnehaver, fritidshjem og plejehjem. Der blev indført opfølgningsmøder<br />
efter hvert socialudvalgsmøde, hvor Jenny Voorraad i<br />
samarbejde med afdelingslederne <strong>for</strong>delte opgaverne.<br />
Det blev imidlertid et problem, at visionerne og ideerne kom i en<br />
sådan hast, at hverken medarbejdere eller medlemmer af Socialudvalget<br />
fandt den <strong>for</strong>nødne tid og ro til at få tingene diskuteret til<br />
bunds. Jenny Voorraad fulgte ikke op på de mange nye initiativer og<br />
medarbejderne blev frustrerede. Det gav anledning til konflikter.<br />
Jenny Voorraads tid som socialinspektør blotlagde nogle problemer,<br />
som havde været i <strong>for</strong>valtningen i årevis. Et af problemerne var, at<br />
skillelinien mellem Socialudvalgets og <strong>for</strong>valtningschefens kompetence<br />
var uklar.<br />
I sommeren 1985 blev det tydeligt, at <strong>for</strong>holdet mellem Jenny<br />
Voorraad og socialudvalgs<strong>for</strong>mand Alex Jentsch var anspændt. Kritikken<br />
fra medarbejderne blev også mere udtalt, bl.a. i samarbejdsudvalgene,<br />
hvor man desuden i midten af 1980erne kæmpede med en<br />
række samarbejdsproblemer i Sundhedsplejen og Hjemmesygeplejen.<br />
Fra andre sider blev Jenny Voorraad dog bakket op på grund af<br />
hendes bestræbelser på at ændre på tingene. Spændingerne blev<br />
dog efterhånden så store, at Jenny Voorraad til sidst valgte at opsige<br />
sin stilling. Hun fik stillingen som kommunaldirektør i Hasle<br />
Kommune.<br />
Kontorchef Jørgen Fønsskov konstitueredes på ny, mens Socialudvalget<br />
- denne gang i samarbejde med konsulentfirmaet Kaalbye - gik<br />
i gang med at finde en ny socialinspektør. Kaalbye blev første gang<br />
anvendt i <strong>for</strong>valtningen i <strong>for</strong>året 1985 til en undersøgelse af <strong>for</strong>valtningens<br />
ledelsesproblemer.<br />
Socialinspektørvakancen faldt sammen med en udskiftning på <strong>for</strong>mandsposten<br />
i Socialudvalget. 1. januar 1986 blev socialdemokraten<br />
Bent Ginnerskov ny udvalgs<strong>for</strong>mand.<br />
Henning Seiding ny socialinspektør i 1986<br />
For første gang i <strong>for</strong>valtningens nyere historie pegede man på en<br />
person, der var “oplært i huset”. Den på det tidspunkt kun 35-årige<br />
Henning Seiding var blevet uddannet på Sydjysk Korn og Foderstof<br />
på Kolding Havn i 1970, og efter endt militærtjeneste blev han inkassomedarbejder<br />
på Kolding Kommunes Kæmnerkontor i 1972. I de<br />
følgende år efteruddannede han sig på <strong>for</strong>skellige kommunalkurser<br />
og blev en af de første i kommunen, der uddannede sig i det nye<br />
kommunale regnskabssystem, der blev indført i 1976. Hans indsigt i<br />
dette var en af grundene til hans ansættelse i Social<strong>for</strong>valtningens<br />
regnskabsafdeling i 1978. I de næste år var han med til at ændre
Socialudvalget 1987-1989. Fra venstre<br />
Carl Sørensen, Bruno Pedersen, Villy<br />
Søvndal, Lis Ravn Ebbesen, Bent Ginnerskov<br />
(<strong>for</strong>mand), Vilhelm Jørgensen<br />
og Aase Meyn.<br />
regnskabs- og budget<strong>for</strong>holdene i <strong>for</strong>valtningen, der var vant til<br />
mange revisionsanmærkninger.<br />
Hans direkte og kontante stil vakte opmærksomhed i <strong>for</strong>valtningen<br />
allerede i 1978. Det var dog intet imod den opmærksomhed, der<br />
blev rettet mod ham, da han tiltrådte som ny socialinspektør 1. maj<br />
1986. Henning Seiding havde nogle helt klare <strong>for</strong>ventninger til medarbejdere<br />
og politikere, men gav også klart udtryk <strong>for</strong>, hvad de<br />
kunne <strong>for</strong>vente af ham. Den selvbevidste og direkte ledelsesfacon<br />
fandt vej til avisernes overskrifter: “Sergenten skal styre socialen” og<br />
“troubleshooter” var blot nogle af dem, og han blev i aviserne citeret<br />
<strong>for</strong>, at han nu vovede sig ind i “junglen på social<strong>for</strong>valtningen i<br />
Kolding, hvor der kan lure en slange bag hvert træ og hver græstue<br />
kan gemme en bundløs mose”.<br />
Henning Seiding var godt kendt med kommunen og <strong>for</strong>valtningen<br />
i <strong>for</strong>vejen, og han vidste, hvor problemerne var. I modsætning til<br />
Jenny Voorraad, der aldrig fik afklaret, hvor skillelinien mellem politikernes<br />
og <strong>for</strong>valtningschefens ansvar lå, ønskede Seiding, at det<br />
<strong>for</strong>hold blev præciseret fra starten. Han ville have politisk opbakning<br />
til at ændre på <strong>for</strong>holdene. Der<strong>for</strong> stillede han politikerne tre spørgsmål:<br />
Om man erkendte, at <strong>for</strong>valtningen de seneste år havde haft<br />
store ledelsesproblemer, om de ville gøre noget ved det, og om det<br />
kunne bekræftes, at Social<strong>for</strong>valtningen var en servicevirksomhed?<br />
Henning Seiding fik det tilsagn, han havde ønsket. Tilbage var<br />
opgaven at få “vendt supertankeren”. Han gav sig selv fem år. Målsætningerne<br />
var ikke meget anderledes end dem, Jenny Voorraad havde<br />
sat sig: Forvaltningen skulle være bedre til at yde service over<strong>for</strong> borgerne,<br />
udviklingen skulle styres af politiske målsætninger, og der<br />
skulle mere korpsånd ind i samarbejdet mellem ledere og medarbejdere.<br />
Grænserne mellem <strong>for</strong>valtningen og personalet i marken<br />
skulle nedbrydes. De ansatte skulle have den opfattelse, at Social<strong>for</strong>valtningen<br />
startede der, “hvor hjemmehjælperen vasker den gamle,<br />
hvor pædagogmedhjælperen trøster et grædende barn, og hvor socialrådgiveren<br />
søger at hjælpe den enlige mor”.<br />
Forvaltningsstrukturen skulle ændres, og der skulle holdninger og<br />
service ind i <strong>for</strong>valtningsarbejdet. Den opgave kom til at kræve en<br />
betydelig arbejdsindsats fra ledelse, medarbejdere og politikerne i<br />
Socialudvalget. Ikke mindst, da <strong>for</strong>valtningen i <strong>for</strong>året 1987 <strong>for</strong> alvor<br />
kom i mediernes søgelys. Lokale og landsdækkende aviser begyndte<br />
at skrive om uregelmæssigheder i Bistandsafdelingen, hvor en klient<br />
havde truet sig til en meget stor bistandsydelse hos en sagsbehandler.<br />
91
Bent Ginnerskov får hjælp til at klippe<br />
snoren over ved indvielsen af Dagplejens<br />
nye lokaler den 12. oktober 1989. Foto<br />
Kolding Folkeblad.<br />
92<br />
Socialsagen<br />
“Sagen” blev offentlig kendt i <strong>for</strong>året 1987, men internt i <strong>for</strong>valtningen<br />
havde man allerede året før fået kendskab til, at en klient<br />
igennem længere tid havde truet sig til langt over 100.000 kr. hos en<br />
sagsbehandler. I efteråret 1986 iværksatte man internt i <strong>for</strong>valtningen<br />
en undersøgelse af hele bistandsområdet, og senere blev også<br />
Kommunernes Revisionsafdeling inddraget.<br />
Undersøgelserne viste, at de administrative <strong>for</strong>hold lod meget<br />
tilbage at ønske. Regnskabs- og journalføringen var mangelfuld, og<br />
der manglede også i vid udstrækning retningslinier <strong>for</strong> administration<br />
og tildeling af klientmidler. Undersøgelserne viste også, at der<br />
ikke kun var tale om en enkeltstående begivenhed. Siden 1985 havde<br />
der fundet flere tilfælde af fejludbetalinger, fejlberegninger og fejlkonteringer<br />
sted.<br />
Sagen resulterede i en tjenestemandsundersøgelse, hvis direkte<br />
konsekvens blev, at den pågældende sagsbehandler blev afskediget.<br />
Socialsagen viste dog også, at der i <strong>for</strong>valtningen på flere niveauer<br />
savnedes ledelsesmæssig kompetence og enighed om mål.<br />
Socialsagen blev en stor belastning, ikke blot <strong>for</strong> de direkte implicerede<br />
personer, men <strong>for</strong> hele <strong>for</strong>valtningen. I Bistandsafdelingen<br />
blev der gennemført personale- og udviklingsmøder, hvor man <strong>for</strong>søgte<br />
at diskutere tingene til bunds og få indarbejdet nye retningslinier<br />
og rutiner i arbejdet. Det var en periode med oprydning, indførelse<br />
af manualer og retningslinier på alle områder, kraftigt støttet af<br />
central<strong>for</strong>valtningen.<br />
En udløber af sagen blev også, at kontorchef Jørgen Fønsskov fik<br />
nye arbejdsopgaver. Det skyldtes, at han havde været <strong>for</strong>valtningens<br />
ansvarlige leder i den periode, hvor man primært havde konstateret<br />
administrative og ledelsesmæssige svigt.
Nye chefer i Social<strong>for</strong>valtningen i 1988.<br />
Fra venstre afdelingschef <strong>for</strong> den faglige<br />
del af bistandsafdelingen Judith Petersen,<br />
budget- og regnskabschef Lars Rasmussen,<br />
kontorchef <strong>for</strong> sektionen <strong>for</strong> økonomisk<br />
bistand og sikring Niels Ågesen,<br />
vicesocialchef Kim Rasmussen og afdelingschef<br />
<strong>for</strong> hjemmesygeplejen Vibeke<br />
Kjellerup. Foto: Lars Holm<br />
“For tre millioner kroner nye chefer”. Ny <strong>for</strong>valtningsstruktur 1988<br />
Socialsagen fandt sin <strong>for</strong>melle afslutning med tjenestemandsrettens<br />
domsafsigelse i 1988. Samme år gennemførtes en ny <strong>for</strong>valtningsstruktur.<br />
Denne gang havde man ikke brugt konsulenter udefra.<br />
Den nye struktur skulle sikre, at social<strong>for</strong>valtningen udviklede sig<br />
til en servicevirksomhed, der ydede en langt mere effektiv drift. Det<br />
nødvendiggjorde i første omgang en styrkelse af ledelsen. Erfaringen<br />
fra de <strong>for</strong>egående ti år havde vist, at <strong>for</strong>valtningen manglede ledere<br />
og mellemledere til planlægnings-, økonomi-, og udviklingsopgaver.<br />
Byrådet godkendte, at socialinspektøren fik “<strong>for</strong> tre millioner kroner<br />
nye chefer”.<br />
Der oprettedes en vicesocialchefstilling, som blev besat med Kim<br />
Rasmussen, og driften henlagdes til tre sektioner: et område <strong>for</strong><br />
bistand og sikring, et område <strong>for</strong> børn- og unge, og et område <strong>for</strong><br />
ældre. I de to sidstnævnte afdelinger placeredes desuden de respektive<br />
institutionsområder. Institutionsafdelingen var allerede blevet<br />
nedlagt i 1986.<br />
Hver sektion blev ledet af en kontorchef. Sektionen <strong>for</strong> økonomisk<br />
bistand og sikring blev besat med den 30-årige Niels Ågesen.<br />
Han var blevet ansat i <strong>for</strong>valtningen i 1984 som budget- og planlægningsmedarbejder.<br />
Sektionen <strong>for</strong> <strong>for</strong>anstaltninger <strong>for</strong> ældre blev besat med Tanja<br />
Sørensen, som kom fra Horsens Kommunes Social<strong>for</strong>valtning, mens<br />
sektionen <strong>for</strong> <strong>for</strong>anstaltninger <strong>for</strong> børn og unge i første omgang ikke<br />
fik en kontorchef.<br />
Jørgen Fønsskov blev kontorchef i Sektion <strong>for</strong> administrative fællesfunktioner<br />
med ansvar <strong>for</strong> bl.a. bygnings- og lokale<strong>for</strong>valtning,<br />
arkiv, in<strong>for</strong>mationsvirksomhed i <strong>for</strong>valtningen og sikkerhedsudvalgsopgaver.<br />
93
Da Henning Seiding fratrådte i sommeren<br />
1991, blev der taget dette billede af<br />
Social<strong>for</strong>valtningens ledergruppe. Det er<br />
fra venstre Preben Kirkeby, Willi Weber,<br />
Musse Tramm, Judith Petersen, Vibeke<br />
Kjellerup, Grete Bugge, Jørgen Fønsskov,<br />
O. Fischer-Nielsen, Lis Gundersen,<br />
Mette Holst, Lis Kofoed, Henning<br />
Gadmar, Lars Rasmussen, Hanne<br />
Ravn, Bent Johansen, Poul Erik Nielsen<br />
og Niels Ågesen.<br />
94<br />
Kontorcheferne indgik i <strong>for</strong>valtningens ledergruppe, der også<br />
talte en række nye og gamle medarbejdere. Lars Rasmussen blev<br />
hentet fra budgetafdelingen i Økonomisk Forvaltning og blev Social<strong>for</strong>valtningens<br />
nye budget- og regnskabschef. Forvaltningens planlægningschef<br />
var Preben Kirkeby og Hanne Ravn var sekretariatschef<br />
med ansvar bl.a. <strong>for</strong> at udbygge og videreudvikle <strong>for</strong>valtningens sagsog<br />
journalsystemer.<br />
I de <strong>for</strong>skellige sektioner blev der endvidere oprettet souschefstillinger,<br />
ligesom der blev en ansat en række nye afdelingsledere. Siden<br />
midten af 1980erne var en række afdelingschefer, der havde siddet i<br />
<strong>for</strong>valtningen i mange år, gået på pension. Svend Eriksen, Orla Buch<br />
og Poul Rasmussen <strong>for</strong>lod <strong>for</strong>valtningen i 1985 efter mere end 40 års<br />
tjeneste.<br />
Organisationsændringerne og personaleudskiftningerne betød, at<br />
<strong>for</strong>valtningen i 1988 så væsentligt anderledes ud end blot få år før.<br />
Den var nu i højere grad tilpasset de nye mål <strong>for</strong> service i Social<strong>for</strong>valtningen.
Villy Søvndal, socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
1990-94.<br />
Service<strong>for</strong>valtning,<br />
brugerindflydelse og<br />
tværsektionelt samarbejde<br />
1988-1998<br />
I årene mellem 1988 og 1998 var Social<strong>for</strong>valtningen i vækst på alle<br />
områder. Forvaltningens interne arbejde <strong>for</strong> at genoprette respekten<br />
efter “socialsagen” bar frugt. De nye målsætninger om mere<br />
åbenhed og service trængte ud i <strong>for</strong>valtningen, og man havde<br />
kræfter til at iværksætte en lang række nye initiativer inden <strong>for</strong><br />
ældreområdet og børn- og ungeområdet. Det blev i dette tiår, at brugerne<br />
fik reel indflydelse på, hvilken service og hvilke sociale tilbud,<br />
Kolding Kommunes Social<strong>for</strong>valtning skulle udbyde.<br />
Den politiske tiltro til <strong>for</strong>valtningsudøvelsen kom tilbage. Hvor<br />
politikerne under socialsagen ikke havde turdet overlade mange<br />
beslutninger til embedsmændene, blev der efter fælles overenskomst<br />
etableret en mere klar kompetence<strong>for</strong>deling mellem politikere og<br />
embedsmænd.<br />
Tre socialdirektører (“inspektør” blev skiftet ud med “direktør” i<br />
1989), alle “oplært i huset”, fulgte på skift. Efter Henning Seiding<br />
fulgte Niels Ågesen og i 1998 Lars Rasmussen. Det var også medvirkende<br />
til at skabe kontinuitet i udviklingen. Forgængerens ideer blev<br />
i mange tilfælde videreudviklet eller ført ud i livet af efterfølgeren.<br />
Ny socialudvalgs<strong>for</strong>mand og ændringer i <strong>for</strong>valtningsledelsen 1989<br />
Socialdemokraten Bent Ginnerskov Jensen havde været socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
i den periode, hvor <strong>for</strong>valtningsstrukturen blev gennemgribende<br />
<strong>for</strong>andret. 1. januar 1990 fik Socialudvalget en ny<br />
<strong>for</strong>mand. Byrådsvalget i 1989 havde medført en halvering af socialdemokraternes<br />
mandater, mens SF havde fået 6 mandater. Det var<br />
der<strong>for</strong> naturligt, at en SFer fik <strong>for</strong>mandsposten i udvalget, og det<br />
blev Villy Søvndal. Han havde været medlem af Socialudvalget siden<br />
1982, og i 1986 var han blevet næst<strong>for</strong>mand.<br />
1990 bød også på ændringer i <strong>for</strong>valtningsledelsen. Vicesocialdirektør<br />
Kim Rasmussen fratrådte, og stillingen blev ikke genbesat.<br />
Niels Ågesen fungerede dog som souschef. Ud over bistands- og sikringsområdet<br />
fik han også ansvaret <strong>for</strong> daginstitutioner, sundhedspleje<br />
og tandpleje.<br />
I 1989 havde Willi Weber desuden afløst Tanja Sørensen som kontorchef<br />
på Ældreområdet.<br />
Fra 1989 og frem til 1991 udgjordes <strong>for</strong>valtningsledelsen af en 4mandsdirektion,<br />
der bestod af Henning Seiding, Willi Weber, Niels<br />
Ågesen og Lars Rasmussen.<br />
Pladsproblemerne på Nicolai Plads blev i de følgende år større. I<br />
1988 var handicapgruppen, familieydelsesafdelingen og dagpengeafdelingen<br />
flyttet til Unibanks hus i Bredgade. Da dette lejemål blev<br />
opsagt, flyttede handicapgruppen, dagpengeafdelingen og familieydelsesafdelingen<br />
til den grå bygning i Skolegade.<br />
95
Borgmester Per Bødker Andersen afslører<br />
søhestskulptur ved Basagerhus, skænket<br />
af Lejerbo maj 1991.<br />
96<br />
Ældrekampagnen 1989<br />
Ældrekampagnen, der kørte i 1989 og 1990, blev det første synlige<br />
bevis på, at Social<strong>for</strong>valtningens styrke var genoprettet. Kampagnen<br />
blev til på initiativ af socialinspektør Henning Seiding. I slutningen<br />
af 1980erne var der stor bevægelse inden <strong>for</strong> ældreområdet. Den<br />
kommunale ældrepolitik blev diskuteret, og der blev iværksat en<br />
masse initiativer og <strong>for</strong>søgsprojekter. Bl.a. blev der i 1988 udsendt en<br />
bog, “Livets grønne vinter”, som handlede om et genoptræningsprojekt,<br />
man havde gennemført på plejehjemmet Højegården. Forsøget<br />
gik ud på, at ældre i en periode boede på hjemmet og blev genoptrænet,<br />
<strong>for</strong> derefter at kunne klare sig i eget hjem.<br />
Ældreområdet blev det første område, man lavede særlige målsætninger<br />
<strong>for</strong>. I september 1989 hustandsomdeltes en debatavis om<br />
Kolding Kommunes ældrepolitik. Titlen på debatavisen “Gammel<br />
nok til at bestemme selv” og “Hvordan vil du gerne være gammel i<br />
Kolding” signalerede, at det var brugernes og borgernes ideer og<br />
ønsker, der skulle frem i lyset. Avisen skulle sætte skub i debatten om<br />
ældre<strong>for</strong>hold, således at politikerne fik et bedre grundlag - nemlig<br />
brugererfaringer - at træffe beslutninger ud fra. Året efter kom en<br />
opfølgende debatavis. Kampagnen markerede Social<strong>for</strong>valtningens<br />
nye linie om åbenhed i det sociale arbejde. In<strong>for</strong>mationsvirksomheden<br />
over <strong>for</strong> borgerne blev større.<br />
Kampagnen og ældredebatten resulterede i en byrådsbeslutning i<br />
1990 om <strong>for</strong>søgsvis distriktsinddeling på ældreområdet, først i Distrikt<br />
Nordøst. Ideen var, at den daglige ledelse af ældreområdets<br />
administrative opgaver, hjemmehjælp, hjemmesygepleje, fysioterapi,<br />
tildeling af bolig, socialrådgivning m.m., skulle henlægges til et<br />
ældrecenter, så tæt på brugerne, som muligt. Det blev dog ikke realiseret<br />
alt sammen.
Pensionistudvalget i 1993. Bagerste<br />
række fra venstre: Inger Bøjsen, Claudine<br />
Frøsig, Einar Nielsen, Marinus Thomassen,<br />
Willi Weber, Niels Ågesen, Bent<br />
Ginnerskov, Jens Pedersen, Johannes<br />
Høyrup, Johanne Poder, Inger Bryhl.<br />
Forreste række fra venstre: Ingrid Bennedsen,<br />
Anna Christiansen, Tove Markussen,<br />
Hanne Lassen, Erika Korsgaard,<br />
Elna Larsen, Helge Hansen,<br />
Tove Mikkelsen, Alice Jørgensen.<br />
Ældrekampagnen betød samtidig en realisering af tankerne om<br />
borger- og brugerindflydelse. Der var allerede i 1986 blevet nedsat et<br />
pensionistudvalg, som skulle tages med på råd i ældrepolitiske<br />
spørgsmål, men det var først i 1990erne, at udvalget <strong>for</strong> alvor kom til<br />
sætte sit præg på udviklingen.<br />
Pensionistudvalget bestod af 21 medlemmer. Socialudvalgets<br />
<strong>for</strong>mand var født <strong>for</strong>mand, og desuden deltog socialdirektøren, kontorchefen<br />
<strong>for</strong> ældreområdet samt kommunens ældrekonsulent. De<br />
øvrige 17 medlemmer blev alle udpeget af pensionisternes brugerråd<br />
og organisationer.<br />
Distriktsinddelingen blev permanent i begyndelsen af 1992 og<br />
samtidig udvidet til at omfatte fire distrikter. Ældrecentrene placeredes<br />
på Munkensdam Plejecenter, Højegården, Låsbyhøj og Kløverhøj.<br />
Da det nye plejehjem Olivenhaven i 1996 stod færdigt, og Låsbyhøj<br />
var blevet indrettet til genoptræningscenter, flyttede administrationen<br />
af Distrikt Midt fra Låsbyhøj til Olivenhaven.<br />
Distriktsopdelingen medførte, at administrationen af hjemmehjælpen,<br />
aktivitetscentrene, ældreinstitutionerne og dele af hjælpemiddelområdet<br />
blev lagt ud i de fire ældredistrikter. De resterende funktioner<br />
blev med undtagelse af Hjemmesygeplejen underlagt en<br />
udviklings- og planlægningsafdeling. I 1993 blev der ligeledes udarbejdet<br />
“Retningslinier <strong>for</strong> Hjemmehjælp”. Det var et tiltag, man også<br />
var begyndt at lave i andre byer på det tidspunkt, f.eks. i Vejle og<br />
Horsens. Baggrunden var, at det skulle tydeliggøres, hvad der var en<br />
hjemmehjælpers opgaver.<br />
Decentraliseringen og <strong>for</strong>søget på at indføre moderne ledelses<strong>for</strong>mer<br />
vendte op og ned på traditionerne. Også de nye retningslinier<br />
blev mødt med modstand fra medarbejdernes side. De følte, at “tingene<br />
blev presset ned over hovedet på dem”. Pensionisterne var også<br />
imod nyordningen. Kritikken kom primært fra Pensionistudvalget. I<br />
97
Socialdirektør Niels Ågesen. Foto:<br />
Lillian Fransson.<br />
98<br />
sommeren 1993 var der en række kritiske indlæg i medierne om<br />
administrationen af hjemmehjælpen.<br />
Socialdirektør Niels Ågesen tog problemet op ved en række dialogmøder<br />
på de <strong>for</strong>skellige plejehjem, og det lykkedes at få vendt<br />
stemningen både hos medarbejderne og hos pensionisterne. Man<br />
tog sig tid til at in<strong>for</strong>mere begge parter bedre om ændringerne<br />
inden <strong>for</strong> området, og som et nyt tiltag blev der lavet aftaleskemaer<br />
mellem pensionister og hjemmehjælpere, hvilket <strong>for</strong>egreb den lov,<br />
der gjorde sådanne lovpligtige.<br />
Kritikken <strong>for</strong>stummede i den grad, at Ældresagen i august 1994<br />
udnævnte Kolding Kommune til at være den bedste kommune på<br />
ældreområdet, og det var endda i et år, hvor ressourcerne både økonomisk<br />
og personalemæssigt var en del lavere end i 1993.<br />
Erfaringerne fra ældrekampagnen og den voldsomme kritik i sommeren<br />
1993 havde lært <strong>for</strong>valtningsledelsen, at det var afgørende<br />
vigtigt at tage alle involverede parter med på råd. Som eksempel på<br />
brugerindflydelse i praksis kan nævnes oprettelsen af plejehjemmet<br />
Olivenhaven, der stod klar til indflytning i 1996. Her var Pensionistudvalget<br />
aktivt medvirkende i beslutningsprocessen og var sammen<br />
med Socialudvalget på studieture <strong>for</strong> at se på plejehjem.<br />
Erfaringerne fra indsatsen på ældreområdet resulterede desuden i<br />
1996 i nyindretningen af Låsbyhø til genoptrænings- og aflastningscenter.<br />
I <strong>for</strong>længelse af det tidligere <strong>for</strong>søg på Højegården skulle<br />
centret medvirke til, at pensionister, der i en periode havde brug <strong>for</strong><br />
fysisk, psykisk eller social genoptræning, efter opholdet kunne vende<br />
tilbage til eget hjem.<br />
Indsatsen over <strong>for</strong> de meget svage gamle, de senil demente, blev<br />
styrket ved etableringen af skærmede enheder på daghjem og plejehjem.<br />
Solgården i Harte blev indrettet til udelukkende senil<br />
demente, og der blev fra 1994 etableret fire fuldtidsstillinger i et støttekorps,<br />
der skal rådgive og støtte pårørende til demente og det plejepersonale,<br />
der har med de demente at gøre. Fra 1995 er igangsat<br />
en basisuddannelse <strong>for</strong> medarbejdere, der er i løbende kontakt med<br />
senil demente brugere.<br />
For de handicappede skete en gradvis afvikling af store centrale<br />
institutioner, i stedet etableredes mindre institutioner og bofællesskaber.<br />
Borger- og brugerinddragelsen er blevet udvidet i 1990erne<br />
igennem oprettelsen af en række brugerorganer i medfør af Styrelseslovens<br />
§ 17 stk. 4, som f.eks. Ungdomsrådet (i kulturudvalgsregí),<br />
Ældrerådet og Handicaprådet (oprettet i 1998). Rådene får sekretær-<br />
og protokolbistand fra Social<strong>for</strong>valtningen bortset fra Ungdomsrådet,<br />
der sekretariatsbetjenes af Kultur<strong>for</strong>valtningen.<br />
Samarbejdet med frivillige sociale organisationer er også vokset i<br />
1990erne. I 1998 er Rådet <strong>for</strong> frivilligt socialt arbejde oprettet. Rådet,<br />
der består af fire medlemmer, er alle blevet valgt blandt de frivillige<br />
<strong>for</strong>eninger i Kolding Kommune.<br />
Socialdirektør Niels Ågesen<br />
Ældrekampagnen blev igangsat under socialinspektør Henning<br />
Seiding, mens det blev hans efterfølger, der fulgte det op i 1990erne.<br />
Henning Seiding havde ved sin tiltrædelse bekendtgjort, at han kun<br />
ville være <strong>for</strong>valtningsdirektør i 5 år, og det kom til at holde stik næsten<br />
på dato. Henning Seiding fratrådte 31. maj 1991 <strong>for</strong> at blive<br />
kommunaldirektør i Juelsminde Kommune.
Socialudvalget i 1993. Stående fra<br />
venstre Bent Ginnerskov, socialdirektør<br />
Niels Ågesen, socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
Villy Søvndal, Henrik Knudsgaard,<br />
sekretariatsleder Hanne Ravn. Siddende<br />
fra venstre Inger Klarskov Petersen, Lis<br />
Ravn Ebbesen, Walther Gessner Petersen,<br />
Jens Andersen.<br />
Foto: Lillian Fransson.<br />
Den succes, det havde været at ansætte en socialdirektør “indefra”,<br />
blev fulgt op med ansættelsen af cand. polit. Niels Ågesen. Hans tid<br />
som socialdirektør fra 1991 til 1997 blev kendetegnet ved en række<br />
markante projekter, øget brugerindflydelse og særlige initiativer over<br />
<strong>for</strong> specielt svage grupper.<br />
Niels Ågesen genoprettede i 1991 vicesocialdirektørposten med<br />
Lars Rasmusen som vicedirektør. Ledelsmæssigt etableredes “den<br />
lille direktion”, bestående af Niels Ågesen, Lars Rasmusen og Willi<br />
Weber. De to sidstnævnte fik hver deres driftsområde, Willi Weber<br />
som leder af Sundheds- og Servicesektionen (ældreområdet, daginstitutioner,<br />
tandplejen, skolelæger og sundhedsplejen), mens Lars<br />
Rasmussen fik Rådgivningssektionen (familierådgivning, økonomisk<br />
rådgivning og bistand og dagpengeafdelingen).<br />
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget 1994. Ny udvalgs<strong>for</strong>mand<br />
Efter byrådsvalget i 1993 <strong>for</strong>tsatte Villy Søvndal som socialudvalgs<strong>for</strong>mand.<br />
Da han udtrådte i august 1994, efter at være blevet valgt til<br />
Folketinget, blev SFeren Lis Ravn Ebbesen ny <strong>for</strong>mand. Hun havde<br />
siddet i udvalget siden 1982.<br />
Fra 1. januar 1994 fik Socialudvalget navne<strong>for</strong>andring til Social- og<br />
Arbejdsmarkedsudvalget, og samtidig blev Social<strong>for</strong>valtningen også<br />
sekretariat <strong>for</strong> Beskæftigelsesudvalget, da beskæftigelsesområdet på<br />
dette tidspunkt overgik fra Økonomiudvalgets til Socialudvalgets ressortområde.<br />
Området blev henlagt under Lars Rasmussen og Rådgivningssektionen,<br />
men jobcentret på Møllen bibeholdtes (se neden<strong>for</strong><br />
s. 101).<br />
Beskæftigelsesudvalget, som også var et såkaldt § 17 stk. 4. udvalg,<br />
var oprindeligt nedsat af Økonomiudvalget.<br />
Børn- og Unge kampagnen 1993 og det <strong>for</strong>ebyggende arbejde<br />
Efter en byrådsbeslutning i oktober 1992 indledtes en Børn- og Unge<br />
kampagne, der kørte videre det meste af 1993. Kampagnen fulgte de<br />
samme ideer som ældrekampagnen, men i modsætning til denne<br />
lagde Børn- og Ungekampagnen mere op til, at borgerne selv skulle<br />
99
Borgmester Per Bødker Andersen taler<br />
ved den afsluttende konference i <strong>for</strong>bindelse<br />
med Børn- og Unge kampagnen på<br />
Munkensdam Gymnasium. Blandt tilhørerne<br />
se byrådsmedlemmerne Jens<br />
Møller og Dan Nielsen. Til højre <strong>for</strong><br />
borgmesteren ses socialdirektør Niels<br />
Ågesen, koordinator <strong>for</strong> Børn- og Unge<br />
kampagnen Lisbeth Pedersen og <strong>for</strong>edragsholderen<br />
Per Schultz Jørgensen.<br />
Foto: Nils Rosenvold.<br />
100<br />
<strong>for</strong>mulere, hvad der skulle være kommunens politik på området.<br />
Ældrekampagnen var lagt op som en række byråds- og <strong>for</strong>valtnings<strong>for</strong>slag,<br />
som borgerne kunne diskutere ud fra. Det var nu tanken, at<br />
initiativerne og ideerne til en børn- og ungepolitik skulle <strong>for</strong>muleres<br />
af borgerne. Alle skulle inddrages i en debat om, hvordan børn og<br />
unges vilkår i Kolding skulle være. Baggrunden var ønsket om en<br />
generel styrkelse af indsatsen over <strong>for</strong> børn og unge.<br />
Kampagnen satte gang i en “eksplosion af børn- og unge-initiativer”<br />
i <strong>for</strong>året 1993, som dels resulterede i en række byrådsbeslutninger<br />
og som også indgik i Social- og Sundhedsplan 1994 - 1997. Kampagnens<br />
gennemslagskraft hang til dels sammen med, at Lov om<br />
etablering af <strong>for</strong>ældrebestyrelser i alle kommunale daginstitutioner<br />
trådte i kraft i januar 1993. Dermed var der også af den grund skabt<br />
øget fokus på området. I <strong>for</strong>året 1993 udarbejdedes “Håndbog <strong>for</strong><br />
<strong>for</strong>ældrebestyrelser i Kolding Kommunes daginstitutioner”, hvor<br />
bl.a. kommunes målsætning <strong>for</strong> daginstitutionsområdet blev præsenteret.<br />
Kampagnen betød, at Kolding Kommune fremstod som pionerkommune<br />
på børn- og ungeområdet ved at være en af de første kommuner<br />
i Danmark, der lancerede en børnepolitik. På den afsluttende<br />
konference i maj 1993 udtalte professor Per Schultz Jørgensen fra<br />
Danmarks Lærerhøjskole bl.a.: “Det, der først har slået mig, er at<br />
kampagnen er ret enestående. Jeg vil godt sige, at blandt de mange<br />
kommuner, jeg har haft bekendtskab og kontakt med, har jeg ikke<br />
mødt en kommune, som har <strong>for</strong>søgt sig i den retning her”.<br />
I praksis bestod kampagnen i en lang række <strong>for</strong>skellige arrangementer<br />
og aktiviteter, temadage, møder, idræts- og kulturdage o.s.v.<br />
Eftersom temaerne “Indsatsen over <strong>for</strong> Børn- og Unge” og “KVALI-<br />
TET i børn og unges liv” gik på tværs af <strong>for</strong>valtningsområder, deltog<br />
endvidere Skole- og Idræts<strong>for</strong>valtningen, Kultur<strong>for</strong>valtningen,<br />
idrætsorganisationerne i Kolding og Folkeoplysningsudvalget i den<br />
kommunale styregruppe, der blev nedsat til <strong>for</strong>målet. Styregruppen<br />
nedsatte en række projektgrupper, der skulle fungere som igangsættere<br />
og sørge <strong>for</strong> PR inden <strong>for</strong> kommunens 11 lokalområder. Aktiviterne<br />
i lokalområderne skulle danne baggrund <strong>for</strong> en dialog mellem<br />
børn, unge, <strong>for</strong>ældre og repræsentanter <strong>for</strong> det frivillige arbejde. Alt<br />
dette skulle danne grundlaget <strong>for</strong> en overordnet målsætning <strong>for</strong> hele<br />
kommunen.
Beskæftigelsesudvalget og embedmænd<br />
<strong>for</strong>an Jobcenter Møllen i november<br />
1991. Fra venstre socialdirektør Niels<br />
Ågesen, Kurt Brauer, Chr. Kragh, Bent<br />
Ginnerskov, Gunnar Storm Thomsen,<br />
John Bondebjerg, Jens Møller, Jens Chr.<br />
Thulstrup, Hans Lind, Iver Schriver,<br />
Vagn O. Pedersen og Jens Andersen.<br />
Resultaterne af Børn- og Ungekampagnen havde betydning på<br />
såvel kort, som på længere sigt. På kort sigt blev der etableret en<br />
række tilbud til børn og unge (og <strong>for</strong>ældre), som var blevet efterlyst<br />
under kampagnen: private legestuer, nye spejdertrupper, Mødestedet<br />
på Lyshøjskolen, en fiskeklub i Sdr. Bjert, lokalblade, ungdomshus<br />
m.m. På længere sigt bidrog kampagnen til at sætte børn og<br />
unges livsvilkår på den politiske dagsorden som et vigtigt punkt.<br />
Med hensyn til det <strong>for</strong>ebyggende arbejde skete der også i disse år<br />
betydelige <strong>for</strong>bedringer. Flytningen af tandplejens hovedklinik fra<br />
lokalerne på Rendebanen til den tidligere Riis Toft Skole i januar<br />
1994 var især et stort fremskridt.<br />
En målrettet <strong>for</strong>ebyggende indsats <strong>for</strong> truede børn og unge har<br />
været en af <strong>for</strong>valtningens vigtigste opgaver i de senere år. Senest er<br />
etableret Familiecentret på Skamlingvejen, der åbnedes i november<br />
1997.<br />
Kampen <strong>for</strong> en pasningsgaranti<br />
På børnepasningsområdet er der gennem hele perioden gjort en<br />
meget stor indsats <strong>for</strong> at nedbringe antallet af børn på venteliste. I<br />
Social- og Sundhedsplan 1994-1997 var det målet at indføre pasningsgaranti.<br />
I 1991 stod Social<strong>for</strong>valtningen <strong>for</strong> 3644 pasningspladser,<br />
hvortil kom ca. 330 pladser i skolefritidsordninger. Pr. 31. december<br />
1997 disponerede kommunen over 6123 pasningspladser inkl.<br />
696 skolefritidspladser. Alligevel var der stadig børn på venteliste,<br />
netto ca. 350 fremgår det af kommunens årsberetning fra 1997.<br />
I 1995 besluttede Byrådet, at børn ikke kan blive passet på kommunale<br />
institutioner efter 3. klasse, og i 1998 er det besluttet, at Skole<strong>for</strong>valtningen<br />
alene skal stå <strong>for</strong> pasning af børn i skolealderen.<br />
101
Folkekøkkenet på Haderslevvej, der er en<br />
del af projekt “Bænkevarmerne”.<br />
102<br />
Beskæftigelses- og aktiveringprojekter, livskvalitet<br />
og brugerindflydelse<br />
I september 1991 blev Gøhlmanns Mølle, senere kaldet Møllegården,<br />
taget i brug som kommunalt jobcenter. Jobcenter Møllen<br />
varetog det administrative arbejde inden <strong>for</strong> beskæftigelseslovgivningen<br />
samt en del af bistandslovgivningen, f.eks. førstegangshenvendelser<br />
om kontanthjælp. Arbejdsopgaverne bestod især i at skaffe<br />
ledige kontanthjælpsmodtagere i arbejde på det private arbejdsmarked<br />
eller i uddannelse i nært samarbejde med Arbejds<strong>for</strong>midlingen,<br />
AMU-centret, Kolding Udviklingshøjskole og VUC. Kampagnen<br />
“Kolding i Arbejde”, der blev gennemført i efteråret 1992, havde som<br />
målsætning at skaffe mindst 100 i arbejde, og i løbet af 2 måneder<br />
lykkedes det at skaffe 131 jobs hos private arbejdsgivere.<br />
Inden <strong>for</strong> det samlede kontanthjælps- og beskæftigelseområde var<br />
1990ernes strategi at gå fra “passiv hjælp til aktiv <strong>for</strong>sørgelse”. Der<br />
blev igangsat en lang række beskæftigelsesprojekter, og - som noget<br />
nyt - livskvalitetsprojekter.<br />
Et særkende <strong>for</strong> 1990erne var bestræbelserne på at nå ud til nogle<br />
marginalgrupper, som hidtil havde været overladt til sig selv, unge<br />
arbejdsledige med problemer, stofmisbrugere, alkoholikere, førtidspensionister<br />
og ensomme ældre.<br />
Projekterne blev iværksat ud fra ideen om aktiv brugerindflydelse.<br />
Nogle af projekterne var så utraditionelle, at man mødte modstand,<br />
både politisk og blandt borgerne. Samarbejdet med de frivillige organisationer<br />
udbyggedes, og nye projektorganisationer afprøvedes med<br />
held.<br />
Projekterne har resulteret i etableringen af bl.a. Vækststedet på<br />
Fynsvej, Psykiatrigruppen på Pakhustorvet, Projekt “Bænkevarmerne”,<br />
Café Paraplyen i Adelgade, Street Walkere og Regnbuen. Initiativtageren<br />
til Street Walker-projektet var distriktsleder Knud Jensen,<br />
der arbejdede med unge lovovertrædere i bl.a. SSP-samarbejdet.<br />
Projekt Regnbuen gik ud på at oprette et værested <strong>for</strong> narkomanerne<br />
i Riberdyb. I begyndelsen var de handlende meget imod<br />
ideen, men kritikken <strong>for</strong>stummede, da antallet af butikstyverier i<br />
området faldt. Projekt Kontakten blev oprettet til at tage sig af en<br />
lille gruppe unge, som ikke kunne indpasses i andre aktivitetsprojekter.
<strong>Dansk</strong>-iransk aften på Social<strong>for</strong>valtningen<br />
i januar 1986. Foto: Orla<br />
Lund.<br />
Som eksempel på den utraditionelle måde at løse “problemerne”<br />
på og ideen om brugerindflydelse i praksis kan nævnes indsatsen<br />
over<strong>for</strong> “bybumserne”. De blev inviteret til et møde med Social- og<br />
Arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer, hvor de blev spurgt, hvad<br />
kommunen kunne gøre <strong>for</strong> dem. De ville såmænd blot ha’ et sted at<br />
drikke øl! Det førte til, at man byggede “Læskuret”.<br />
Arbejdet med flygtninge<br />
Siden 1986 har der været en særlig flygtningegruppe i Social<strong>for</strong>valtningen,<br />
og der har været en stadig tilgang af flygtninge. Ved udgangen<br />
af 1995 var registreret 786 flygtninge, hvortil kom ca. 290 bosniske<br />
flygtninge, som Kolding Kommune på det tidspunkt overtog integrationen<br />
af. Der samarbejdes med <strong>Dansk</strong> Flygtningehjælps og LOFs<br />
sprogskoler, med AMU-centret og med Kolding Udviklingshøjskole.<br />
Fra 1. juli 1998 er trådt en ny integrationslov i kraft, der lægger op<br />
til, at de opgaver, der hidtil er løst af <strong>Dansk</strong> Flygtningenhjælp, overføres<br />
til kommunerne.<br />
Det Rullende Galleri<br />
Det Rullende Galleri blev et af de mest omtalte aktiveringsprojekter i<br />
1990erne. Projektet startede i august 1989 som et led i bestræbelserne<br />
på at aktivere unge bistandsmodtagere. I december 1989<br />
bevilgedes 30.000 kr. til at bygge en skurvogn i <strong>for</strong>bindelse med projektet.<br />
På trods af det beskedne beløb afstedkom <strong>for</strong>slaget stor diskussion<br />
i Byrådet. Mødet blev afbrudt <strong>for</strong> at byrådsmedlemmerne<br />
kunne diskutere videre i grupperne. Det var på et tidspunkt, hvor tiltroen<br />
til <strong>for</strong>valtningen først lige var ved at blive genoprettet. Skurvognen<br />
blev opstillet på Låsbyhøj og blev senere ildpåsat.<br />
103
Ubåden i Kolding Havn, april 1994.<br />
Foto: Bodil Bogh.<br />
104<br />
Det Rullende Galleri stod i de efterfølgende år <strong>for</strong> en lang række<br />
kulturelle og sociale arrangementer, med de to socialrådgivere, Birgitte<br />
Rørdam og Poul Clausen som initiativtagere. Aktiviteterne<br />
bestod bl.a. i teater- og musikarrangementer samt deltagelse i <strong>for</strong>skellige<br />
arbejdsprojekter både i kommunalt og i frivilligt regí.<br />
En del af de initiativer, der udsprang fra Det Rullende Galleri var<br />
så utraditionelle, at mange borgere blev modstandere af hele konceptet.<br />
Det Rullende Galleris mest berømte projekt var U-bådsprojektet.<br />
Ideen om at få en udrangeret ubåd fra Sovjetunionen dukkede op<br />
allerede i 1989, men først i 1991 begyndte ideen at vinde gehør. De<br />
unge gallerister havde skrevet til Sovjetunionens daværende leder,<br />
Michail Gorbachev, der venligt havde givet tilsagn om at ville levere<br />
en gammel ubåd kvit og frit til Kolding Kommune.<br />
Ideen var, at båden skulle bruges som en <strong>for</strong>m <strong>for</strong> ungdoms- og<br />
medborgerhus. Samtidig skulle projektet være et symbol, som satte<br />
fokus på unge, arbejdsløse, bistandsklienter og førtidspensionister og<br />
satte fokus på unges ressourcer og kulturelle idérigdom. Det var også<br />
tanken, at den skulle bemales af den franske kunstner Jean Deswasne.<br />
Projektet fik <strong>for</strong>valtningens og politikernes opbakning. I 1992 tog<br />
en delegation, bl.a. bestående af socialdirektør Niels Ågesen, til<br />
Moskva <strong>for</strong> at <strong>for</strong>handle om leveringen. Overdragelses<strong>for</strong>retningen<br />
blev ikke så enkel, som man først havde regnet med. Oprindeligt var<br />
det tanken, at Kolding skulle have ubåden gratis. Overdragelsen<br />
skulle <strong>for</strong>egå igennem en joint venture-aftale, men de juridiske komplikationer<br />
viste sig <strong>for</strong> store. Det var nemmere at købe ubåden.<br />
Prisen var 750.000 kr.
Socialdirektør Lars Rasmussen. Foto:<br />
Lillian Fransson.<br />
Ubåden kom til Kolding, hvor den i første omgang blev placeret i<br />
Nordhavnen, og siden i Marina Syd, hvor det var tanken, den skulle<br />
have permanent ophold. Der var meget modstand mod placeringen,<br />
og i 1995-1996 vendte den politiske stemning, først gik Venstre imod,<br />
og i oktober 1996 var der også i Socialdemokratiet flertal <strong>for</strong>, at<br />
Ubåden skulle væk fra Kolding. Nakskov ville gerne have den, og der<br />
er den nu.<br />
Det Rullende Galleris historie blev en blanding af successer og<br />
kontroverser. Kontroverserne var dog i overtal, og socialdirektør<br />
Niels Ågesen afsluttede projektet, kort før han fratrådte i 1997.<br />
Samarbejde på tværs af <strong>for</strong>valtninger<br />
I de senere år har det været væsentligt <strong>for</strong> <strong>for</strong>valtningen at etablere<br />
et samarbejde på tværs med andre <strong>for</strong>valtninger om sociale problemer.<br />
De kommunale tilbud og den kommunale service består i en<br />
blanding af kulturelle, sociale og miljømæssige elementer. For borgerne<br />
er kommunen én størrelse og <strong>for</strong>valtningsopdelinger uvæsentlige.<br />
I 1990erne har Social<strong>for</strong>valtningen gennemført samarbejdsprojekter<br />
med stort set alle <strong>for</strong>valtninger i kommunen.<br />
Kvarterløftprojektet er et eksempel på et bolig-socialt projekt. Det<br />
tekniske område By<strong>for</strong>nyelse og det sociale område Aktivering og<br />
Livskvalitet er her <strong>for</strong>enet. Lars Rasmussen skrev i 1996 ideoplægget<br />
til kvarterløftprojektet i Kolding Kommune, og året efter blev kommunen<br />
udvalgt til at være en af <strong>for</strong>søgskommunerne i Folketingets<br />
Byudvalgs <strong>for</strong>søg med kvarterløft.<br />
Der er nedsat en Styregruppe <strong>for</strong> Kvarterløftprojektet, der består<br />
af udvalgs<strong>for</strong>mændene <strong>for</strong> Plan- og Miljøudvalget (Margit Vestbjerg),<br />
Teknisk Udvalg (Iver Schriver), Boligudvalget (Lis Lykke Skov) og<br />
Socialudvalget (Lis Ravn Ebbesen). Desuden deltager teknisk direktør<br />
Hans-Jørgen Bøgesø, socialdirektør Lars Rasmusssen og seks<br />
borgere fra Sydvestkvarteret.<br />
Andre eksempler på samarbejdsprojekter er Heldagsskolen og<br />
“Skolen som tværsektionelt center”, hvor man på fem skoler har<br />
etableret rådgivende organer, der kan trække på familievejledning,<br />
sundhedspleje og skolevejledning.<br />
Internationale samarbejdsprojekter og udveksling af knowhow på<br />
tværs af landegrænser er også i stigende grad blevet vigtige. Social<strong>for</strong>valtningen<br />
har bl.a haft kontakter i Spanien og i Skotland.<br />
Socialdirektør Lars Rasmussen.<br />
Ny organisationsstruktur, ny lovgivning<br />
Niels Ågesen fratrådte i 1997 <strong>for</strong> at tiltræde stillingen som kommunaldirektør<br />
i Vejle Kommune, hvorefter vicedirektør Lars Rasmussen<br />
blev ny socialdirektør.<br />
Lars Rasmusssen har i sin direktørperiode bestræbt sig på at etablere<br />
en fladere ledertop end sine <strong>for</strong>gængere. Det har ført til organisationsændringer,<br />
hvilket også skal ses i sammenhæng med den<br />
nye bistandslovsre<strong>for</strong>ms ikraftræden.<br />
Der er etableret to store driftsområder. Et “eksternt” <strong>for</strong> børn- og<br />
ældreområdet (Sundhed og Service) med Willi Weber som områdechef.<br />
Her er ældredistrikterne, Daginstitutionsafdeling, Kommunal<br />
Tandpleje, de kommunale læger og sundhedsplejen placeret. Et<br />
“internt” rådgivningsområde under Kirsten Møller Nielsens ledelse.<br />
105
Ved Niels Ågesens fratræden i 1997 blev<br />
dette fotografi af Social<strong>for</strong>valtningens<br />
ledergruppe taget <strong>for</strong>an Hotel Koldingfjord:<br />
Bagerste række fra venstre: Poul Erik<br />
Nielsen, Helga Møller Nielsen, Musse<br />
Tramm, Peter Brandt, Hanne Ravn,<br />
Lis Kofoed, Kaj Stubben, Peder Lindenberg,<br />
Lis Ravn Ebbesen (<strong>for</strong>mand <strong>for</strong><br />
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget),<br />
Søren Kollerup, Annette Karlsmose.<br />
Forreste række fra venstre: Steen Dall<br />
Hansen, Marie Kaae Hansen, Kirsten<br />
Møller Nielsen, Bent Johansen, Ingrid<br />
Elbæk Petersen, Astrid Refshauge,<br />
Henning Gadmar, Niels Ågesen, Willi<br />
Weber og Lars Rasmussen.<br />
106<br />
Her er Familieafdeling, Specialafdeling, Arbejdsmarkedsafdeling,<br />
Dagpengeafdeling og Serviceafdeling placeret.<br />
Lars Rasmussen har valgt ikke at have en vicedirektør, områdechef<br />
Willi Weber er dog sted<strong>for</strong>træder <strong>for</strong> socialdirektøren. Ud over Lars<br />
Rasmussen udgøres <strong>for</strong>valtningsledelsen af de to områdechefer Willi<br />
Weber og Kirsten Møller Nielsen, kontorchef i Økonomiafdelingen<br />
Peder Lindenberg og sekretariatschef Hanne Ravn.<br />
Stabsfunktionerne varetages af udviklingschef Kaj Stubben, infomaster<br />
Peter Olesen, planlægningskonsulent Anette Karlsmose og<br />
arbejdsmarkedskoordinator Iver Schriver.<br />
1998 har bl.a. været præget af den ny bistandslovsre<strong>for</strong>m, der<br />
trådte i kraft 1. juli. Den består af fire love: Lov om retssikkerhed og<br />
administration på det sociale område, Lov om social service, Lov om<br />
aktiv socialpolitik og Lov om social pension. En af hensigterne med<br />
disse love har været at sikre, at de svageste bistandsklienter bliver<br />
aktiveret. Der<strong>for</strong> er der blevet ændret på opgave<strong>for</strong>delingen inden<br />
<strong>for</strong> rådgivningsområdet i <strong>for</strong>valtningen.<br />
De første ændringer er gennemført i <strong>for</strong>bindelse med den ny<br />
organisationsplan, der er trådt i kraft 1. oktober 1998.
Fortegnelse over medlemmer af<br />
de sociale udvalg 1899-1999<br />
Udvalget <strong>for</strong> Fattigvæsenet<br />
1897 Vinhandler Chr. Friis, sagfører Edvard Lau, justitsråd C.<br />
Nielsen, toldkontrollør B. Meyer og konsul R. Kaalund (<strong>for</strong><br />
Landdistriktet).<br />
1900 Sagfører Edvard Lau (<strong>for</strong>mand), justitsråd C. Nielsen,<br />
købmand C. Jensen, tømrermester H. L. Hansen og lærer<br />
J. C. Bro (<strong>for</strong> Landdistriktet)<br />
1903 Sagfører Edvard Lau (<strong>for</strong>mand), dr. med J. Boysen,<br />
købmand C. Jensen, tømrermester H.L. Hansen og lærer<br />
J. C. Bro (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1906 Redaktør Knud Hansen (<strong>for</strong>mand), læge J. C. Hempel,<br />
købmand C. Jensen, bogtrykker F. Lumbye og overlærer<br />
J. C. Bro (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1909 Redaktør Knud Hansen (<strong>for</strong>mand), lærerinde Alba<br />
Dalsgaard, læge J. C. Hempel, maskinarbejder Frands<br />
Sørensen og sagfører J. M. Viuff (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1913 Redaktør Knud Hansen (<strong>for</strong>mand), Kirstine Sørensen,<br />
fru M. Markussen, sagfører Arendt Petersen og sagfører<br />
J. M. Viuff (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1917 Redaktør Knud Hansen (<strong>for</strong>mand), kalkulator Aage<br />
Bennike, postkontrollør P. Ellerbeck, fru Kirstine Sørensen<br />
og herredsfoged W. Nielsen (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1921 Skræddermester H. Jensen (<strong>for</strong>mand), tømrer J.C.E.<br />
Sørensen, smedemester Johs. Larsen og Kirstine Sørensen.<br />
Repræsentant <strong>for</strong> landdistriktet kriminaldommer<br />
W. Nielsen.<br />
1925 Skræddermester H. Jensen (<strong>for</strong>mand), tømrer<br />
J.C.E.Sørensen, dommerfuldmægtig K. Ewald og skrædder<br />
C.L. Schmidt. Repræsentant <strong>for</strong> landdistriktet kriminaldommer<br />
W. Nielsen. Tømrer J.C.E. Sørensen udtrådt af<br />
udvalget i maj 1928 og afløst af Kirstine Sørensen.<br />
1930 Rentier M. Strunge (<strong>for</strong>mand), skrædder C.L. Schmidt,<br />
murermester C. Olling, arbejdsmand Rasmus Clausen og<br />
fabrikant P. Beirholm.<br />
Skrædder C.L. Schmidt og arbejdsmand Rasmus Clausen<br />
afløses af hhv. lagerarbejder P. Andersen og slagteriarbejder<br />
Aage Petersen.<br />
Alderdomsunderstøttelsesudvalget 1899-1933<br />
1897 Borgmester C. P. C. Schjørring (<strong>for</strong>mand), vinhandler<br />
Chr. Friis, købmand A. Jensen, redaktør Enevold Sørensen<br />
og konsul R. Kaalund (<strong>for</strong> Landdistriktet)<br />
1900 Borgmester C. P. C. Schjørring (<strong>for</strong>mand), købmand A.<br />
Jensen, arbejdsmand N. P. Hansen, sagfører Edvard Lau og<br />
overlærer J. C. Bro (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1903 Borgmester C. P. C. Schjørring (<strong>for</strong>mand), købmand A.<br />
Jensen, arbejds<strong>for</strong>mand<br />
N. P. Hansen, sagfører Edvard Lau og overlærer J. C. Bro<br />
(<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1906 Borgmester C. P. C. Schjørring (<strong>for</strong>mand), redaktør<br />
Knud Hansen, læge J. C. Hempel, købmand C. Jensen og<br />
overlærer J. C. Bro (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1909 Brygger A. Lorentzen (<strong>for</strong>mand), redaktør Knud<br />
Hansen, læge J. C. Hempel, uddeler J. P. Jensen og sagfører<br />
J. M. Viuff (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1913 Forretningsfører Ludv. Petersen (<strong>for</strong>mand), lærerinde,<br />
fru Skjøde, Kirstine Sørensen, uddeler J. P. Jensen og<br />
sagfører J. Viuff (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
1917 Smedemester Johs. Larsen (<strong>for</strong>mand), lærer J. Gammelgaard,<br />
uddeler J. P. Jensen, Kirstine Sørensen og herredsfoged<br />
W. Nielsen (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
Udvalget <strong>for</strong> Alderdomsunderstøttelse og Enkebørns Understøttelse<br />
1921 Kriminaldommer W. Nielsen, smedemester Johs.<br />
Larsen, A. Andersen, Kirstine Sørensen og overportør J. N.<br />
Lausen.<br />
1925 Overvagtmester Andreas Elkjær, mejeribestyrer V. F.<br />
Kjærsgaard, overportør J. N. Lausen og tømrer J. C. E.<br />
Sørensen.<br />
1930 Skrædder E. L. Schmidt, overportør J. N. Lausen, redaktør<br />
N. E. Therkilsen, fabrikant P. Beirholm og malermester<br />
Fr. Andersen.<br />
Socialudvalg<br />
1933 Fabrikant P. Beirholm (<strong>for</strong>mand), proprietær L.C. Jørgensen,<br />
lærerinde E. Rosenstand, malermester Chr.<br />
Winding, malermester Fr. Andersen, togfører M. Larsen,<br />
pedel Aage Petersen, arbejds<strong>for</strong>mand P. Andersen og maskinarbejder<br />
C. Gossmann.<br />
1937 Tekstilarbejder Ejner Christensen (<strong>for</strong>mand), skolebetjent<br />
Aage Petersen, lærerinde E. Rosenstand, Anine Lind,<br />
fabrikant P. Beirholm, murermester Ejner Petersen, træskohandler<br />
J. Jacobsen, arbejds<strong>for</strong>mand P. Andersen og<br />
maskinarbejder C. Gossmann.<br />
Murermester Ejner Petersen afløses i 1938 af overlærer C.<br />
D. Nygaard.<br />
Lærerinde E. Rosenstand afløses i 1940 af lærer Hagbard<br />
Pedersen.<br />
I efteråret 1942 bliver Aage Petersen Elling <strong>for</strong>mand og<br />
Ejner Christensen næst<strong>for</strong>mand.<br />
1943 Skolebetjent Aage P. Elling (<strong>for</strong>mand), tekstilarbejder<br />
Ejner Christensen, lærer Hagbard Pedersen, Anine Lind,<br />
fabrikant P. Beirholm, overlærer C. D. Nygaard, træskohandler<br />
J. Jacobsen, tromlefører Th. Thomsen og maskinarbejder<br />
C. Gossmann.<br />
Skolebetjent Aage P. Elling udtræder af udvalget i juni<br />
1943, og C. Gossmann bliver <strong>for</strong>mand. I 1943/44<br />
indtræder direktør H. Hardorf og udtræder tekstilarbejder<br />
Ejner Christensen, lærer Hagbard Pedersen, Anine Lind<br />
og direktør H. Hardorf. Sagfører Hans Pedersen, lagerarbejder<br />
A. Jensen, journalist fru E. Jerking og lektor frk.<br />
K. Carstens indtræder.<br />
I 1944 indtræder folketingsmand, lektor Karl Olsen.<br />
1946 Socialudvalgs<strong>for</strong>mand C. Gossmann, træskofabrikant J.<br />
Jacobsen, fabrikant P. Beirholm, lærer Frovin Jørgensen,<br />
typograf Thaarup Rasmussen, maskinarbejder Sven Andersen,<br />
lagerarbejder A. Jensen, journalist fru E. Jerking og<br />
Anine Lind.<br />
Journalist fru E. Jerking bortrejst 1/10 1949. Lagerarbejder<br />
A. Jensen død 30/8 1949. Værkfører Th. Thomsen<br />
indtrådt 21/9 1949. Skoleinspektør C. D. Nygaard indtrådt<br />
1/10 1949.<br />
107
1950 Socialudvalgs<strong>for</strong>mand C. Gossmann, fabrikant J. Jacobsen,<br />
Anine Lind, skoleinspektør C. D. Nygaard, elektricitetsarbejder<br />
Svend Christensen, revisor Th. Jørgensen<br />
og <strong>for</strong>retningsfører Alfred E. Mikkelsen.<br />
Revisor Th. Jørgensen udtrådt 1/2 1952. Gørtler Walther<br />
Petersen indtrådt 1/2 1952.<br />
1954 Socialudvalgs<strong>for</strong>mand C. Gossmann, gørtler Walther<br />
Petersen, Anine Lind, viceskoleinspektør B. Faurby<br />
Hansen, elarbejder Svend Christensen, civilingeniør M.<br />
Møller Pedersen og tekstilarbejder Villy Lüdorf.<br />
1958 Gørtler Walther Petersen (<strong>for</strong>mand), elarbejder Svend<br />
Christensen, civilingeniør M. Møller Pedersen, tekstilarbejder<br />
Villy Lüdorf, fabrikant Poul Sørensen, børnehavelærerinde<br />
Henny Jensen og Asta Laursen.<br />
Tekstilarbejder Villy Lüdorf afløses af bogbinder Sv. Ginnerskov<br />
Jensen i 1961.<br />
1962 Elarbejder Svend Christensen (<strong>for</strong>mand), gørtler<br />
Walther Petersen, civilingeniør M. Møller Pedersen, Asta<br />
Laursen, bogbinder Sv. Ginnerskov Jensen, kriminaloverbetjent<br />
Sv. Aa. Wase Petersen og Sonja Andersen.<br />
1966 Elarbejder Svend Christensen (<strong>for</strong>mand), Asta Laursen,<br />
bogbinder Sv. Ginnerskov Jensen, Sonja Andersen, kontorbestyrer<br />
Svend H. Bekke, trafikassistent Paul Nielsen og<br />
ingeniør Jens Agerskov.<br />
1970 Alex Jentsch (<strong>for</strong>mand), Sonja Andersen, kontorassistent<br />
Grethe Venborg, kontorbestyrer Svend Bekke, Asta<br />
Laursen, proprietær H. C. Juhl og lærer Stig Woidemann.<br />
1974 Alex Jentsch (<strong>for</strong>mand), Sonja Andersen, kontorassistent<br />
Grethe Venborg, købmand Christian Kjærgaard,<br />
kordegn Carl Sørensen og gårdejer Jens P. Jørgensen.<br />
1978 Alex Jentsch (<strong>for</strong>mand), kontorassistent Grethe<br />
Venborg, afdelings<strong>for</strong>mand Carla Lütsen, gårdejer Jens P.<br />
Jørgensen, kordegn Carl Sørensen, arbejdsmand Alfred<br />
Jacobsen og lærer Aase Meyn.<br />
108<br />
1982 Alex Jentsch (<strong>for</strong>mand), kontorassistent Grethe<br />
Venborg, sygehusportør Bent Ginnerskov Jensen,<br />
viceskoledirektør Bruno Pedersen, kordegn Carl Sørensen,<br />
overlærer Aase Meyn og lærer Villy Søvndal<br />
Carla Lützen afløser Bruno Pedersen 1985.<br />
1986 Sygehusportør Bent Ginnerskov Jensen (<strong>for</strong>mand),<br />
viceskoledirektør Bruno Pedersen, fag<strong>for</strong>enings<strong>for</strong>mand<br />
Vilhelm Jørgensen, overlærer Aase Meyn, lærer Villy<br />
Søvndal (næst<strong>for</strong>mand), lærer Lis Ravn Ebbesen og Hanne<br />
Skov.<br />
Carl Sørensen afløser Hanne Skov januar 1987.<br />
1990 Lærer Villy Søvndal (<strong>for</strong>mand), beskæftigelseskoordinator<br />
Iver Schriver, advokat Henning Lyhne, lærer Lis Ravn<br />
Ebbesen, pensionist Walther Gessner Petersen, gårdejer<br />
Jens Andersen og handelsjurist Lars Møller-Sørensen.<br />
Henning Lyhne udtrådt og assurandør Poul Agertoft<br />
indtrådt i udvalget i februar 1990.<br />
Iver Schriver udtrådt og kontorassistent Bent Ginnerskov<br />
Jensen indtrådt i udvalget i marts 1991.<br />
Poul Agertoft udtrådt og tandlæge Inger Klarskov Petersen<br />
indtrådt i udvalget i september 1992.<br />
Lars Møller-Sørensen udtrådt og farvehandler Inga<br />
Damkjær indtrådt i udvalget i september 1992. Inga<br />
Damkjær afgået ved døden 1. januar 1993, og i stedet<br />
indtræder receptionsassistent Henrik Knudsgaard den 11.<br />
januar 1993.<br />
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget (nyt navn fra januar 1994)<br />
1994 Lærer Villy Søvndal (<strong>for</strong>mand), skoleinspektør Dan<br />
Nielsen, Grethe Nielsen, lærer Lis Ravn Ebbesen, gårdejer<br />
Jens Andersen, receptionsassistent Henrik Knudsgaard og<br />
sygeplejerske Liss Gydesen.<br />
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i 1998. Stående fra venstre: Svend Brodersen, Torben Nørgaard Lauritzen, Dan Nielsen og<br />
Henrik Knudsgaard. Siddende fra venstre: Hanne Herzog, socialudvalgs<strong>for</strong>mand Lis Ravn Ebbesen og Ann-Marie Christensen.
Villy Søvndal udtrådt af udvalget og erstattes af Else Danø i<br />
august 1994. Lis Ravn Ebbesen bliver ny <strong>for</strong>mand i udvalget<br />
i august 1994.<br />
1998 Lærer Lis Ravn Ebbesen (<strong>for</strong>mand), skoleleder Ann-<br />
Marie Christensen, skoleinspektør Dan Nielsen, gartner<strong>for</strong>mand<br />
Torben Nørgaard Lauritzen, receptionschef Henrik<br />
Knudsgaard, salgskonsulent Hanne Herzog og gårdejer<br />
Svend Brodersen<br />
Værgerådet<br />
1905 Dr. J. Boysen, told<strong>for</strong>valter B. Meyer, tømrer Bram og<br />
fru D. Hansen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: Herredsfoged G. Hansen<br />
(<strong>for</strong>mand), lærerinde frk. L. Christensen og pastor C.W.<br />
Kiørboe. Lærerinde frk. L. Christensen udtrådt af Værgerådet<br />
i 1909 og afløst af lærer P. Klausen.<br />
1911 Distriktslæge J.C. Hempel, lærer P. Klausen, murer Chr.<br />
Madsen og fru Møller Nielsen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: Herredsfoged G. Hansen<br />
(<strong>for</strong>mand), frk. lærerinde L. Christensen og pastor C.W.<br />
Kiørboe.<br />
1917 Distriktslæge J.C. Hempel, lærer P. Klausen, murer Chr.<br />
Madsen og fru Møller Nielsen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: Kriminaldommer Will. E. Nielsen<br />
(<strong>for</strong>mand), frk. lærerinde L. Christensen og pastor C.W.<br />
Kiørboe. Kriminaldommer Will. E. Nielsen udtrådt af<br />
Værgerådet i 1920 og afløst af sagfører, kancelliråd H.<br />
Rose.<br />
1922 Kancelliråd, sagfører H. Rose (<strong>for</strong>mand), kredslæge J.C.<br />
Hempel, pastor C.W. Kiørboe, lærer P. Klausen, murer Chr.<br />
Madsen, skrædder I.A. Bernth og fru Kirstine Roed. Alle<br />
valgt af Byrådet i medfør af Lov nr. 237 af 12. juni 1922 om<br />
Værgeråds<strong>for</strong>sorg m.m.<br />
1925 Kancelliråd, sagfører H. Rose (<strong>for</strong>mand), pastor M.<br />
Juhl, fru Møller Nielsen, lærer E. Eriksen, skrædder J.A.<br />
Bernth, fru Kirstine Roed og fru Kirstine Sørensen. Skrædder<br />
I.A. Bernth udtrådt af Værgerådet i 1927 og afløst af<br />
murer E. Eriksen.<br />
1929 Pastor M. Juhl (<strong>for</strong>mand), dommerfuldmægtig K.<br />
Ervald, lærer E. Eriksen, fru Else Nielsen, fru Kirstine<br />
Sørensen, murer E. Eriksen og fru Anine Lind.<br />
Børneværnsudvalg<br />
1933 Fabrikant P. Beirholm (<strong>for</strong>mand), lærerinde E. Rosenstand,<br />
proprietær L. C. Jørgensen, lærer H. A. Hansen og<br />
maskinarbejder C. Gossmann.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: købmand Johs. Aagaard, Kirstine<br />
Sørensen, Anine Lind og dommerfuldmægtig M. Hviid.<br />
Maskinarbejder C. Gossmann afløses af snedkermester J.<br />
Andersen.<br />
1937 Tekstilarbejder Ejner Christensen (<strong>for</strong>mand), lærerinde<br />
E. Rosenstand, Anine Lind, proprietær L. C. Jørgensen,<br />
snedkermester J. Andersen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: købmand Johs. Aagaard, Kirstine<br />
Sørensen, overlærer C. D. Nygaard og civildommer Rasmus<br />
M. Borum.<br />
Lærerinde E. Rosenstand afløses af lærer Hagbard Pedersen.<br />
1943 Lærer Hagbard Pedersen (<strong>for</strong>mand), proprietær L. C.<br />
Jørgensen, skolebetjent Aage P. Elling og Anine Lind.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: købmand Johs. Aagaard, Kirstine<br />
Sørensen, overlærer C. D. Nygaard og civildommer Rasmus<br />
M. Borum.<br />
1944 Mark<strong>for</strong>valter Ejner Christensen (<strong>for</strong>mand), socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
C. Gossmann, repræsentant Mouritz Jørgensen,<br />
journalist fru E. Jerking og lektor frk. K. Carstens.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: lærer Hagbard Pedersen, skolebetjent<br />
Aage P. Elling, Anine Lind og købmand Johs. Aagaard.<br />
1946 Mark<strong>for</strong>valter Ejner Christensen (<strong>for</strong>mand), socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
C. Gossmann, journalist fru E. Jerking,<br />
Anine Lind og lærer Frovin Jørgensen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: viceskoleinspektør Hagbard Pedersen,<br />
repræsentant Mouritz Jørgensen, lektor frk. K.<br />
Carstens og skolepedel Aage P. Elling.<br />
Journalist fru E. Jerking bortrejst 1/10 1949. Skoleinspektør<br />
C. D. Nygaard indtrådt 1/10 1949.<br />
1950 Anine Lind, socialudvalgs<strong>for</strong>mand C. Gossmann, assurandør<br />
A. Vrist-Rønn og direktør Viggo Andersen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: mark<strong>for</strong>valter Ejner Christensen<br />
(<strong>for</strong>mand), viceskoleinspektør Hagbard Pedersen og lektor<br />
frk. K. Carstens.<br />
Assurandør A. Vrist-Rønn bortrejst 1/1 1952. Redaktør<br />
Andr. Sørensen indtrådt 1/1 1952.<br />
1954 Gørtler Walther Petersen, Anine Lind, socialudvalgs<strong>for</strong>mand<br />
C. Gossmann, civilingeniør M. Møller Pedersen og<br />
viceskoleinspektør B. Faurby Hansen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: mark<strong>for</strong>valter Ejner Christensen<br />
(<strong>for</strong>mand) og lektor frk. K. Carstens.<br />
1956 Anine Lind (<strong>for</strong>mand), gørtler Walther Petersen, værkfører<br />
Th. Thomsen, socialudvalgs<strong>for</strong>mand C. Gossmann,<br />
civilingeniør M. Møller Pedersen og viceskoleinspektør B.<br />
Faurby Hansen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: lektor frk. K. Carstens.<br />
1958 Gørtler Walther Petersen, civilingeniør M. Møller Pedersen,<br />
værkfører Th. Thomsen, Elisabeth Eff og børnehavelærerinde<br />
Henny Jensen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: lektor frk. K. Carstens (<strong>for</strong>mand)<br />
og viceskoleinspektør A. C. Thomsen.<br />
1962 Kriminaloverbetjent Sv. Aa. Wase Petersen (<strong>for</strong>mand),<br />
Asta Laursen, socialudvalgs<strong>for</strong>mand Sv. Christensen, Elisabeth<br />
Eff, Sonja Andersen og amtsungdomskonsulent Thue<br />
Bryndorf.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet: børnehavelærerinde Henny<br />
Jensen.<br />
Valgt uden <strong>for</strong> Byrådet 8/2 1965: seminarieadjunkt I. Borg<br />
Mogensen. Udtrådt Henny Jensen.<br />
Børne- og ungdomsværn<br />
1966 Seminarielektor J. Borg Mogensen (<strong>for</strong>mand), Asta<br />
Laursen, socialudvalgs<strong>for</strong>mand Svend Christensen, Sonja<br />
Andersen, trafikassistent Paul Nielsen, ingeniør Jens Agerskov<br />
og Marie Tastesen.<br />
1970 Socialudvalgs<strong>for</strong>mand Alex Jentsch, kedelpasser V. Lauridsen,<br />
fru Marie Tastesen, seminarielektor Borg Mogensen,<br />
fru Asta Laursen, lærer Stig Woidemann og skoleinspektør<br />
Svend Aage Nielsen.<br />
1974 Socialudvalgs<strong>for</strong>mand Alex Jentsch, fru Grethe<br />
Venborg, fru Marie Tastesen, overtoldbetjent Ole H. Rasmussen,<br />
fru Asta Laursen, politibetjent Johannes Kirk Søndergaard<br />
og kordegn Carl Sørensen.<br />
109
Afsnit VIII-Udvalget<br />
1990 - 1992 Lærer Villy Søvndal (<strong>for</strong>mand), beskæftigelseskoordinator<br />
Iver Schriver, advokat Henning Lyhne, lærer Lis<br />
Ravn Ebbesen, pensionist Walther Gessner Petersen, gårdejer<br />
Jens Andersen og handelsjurist Lars Møller-Sørensen.<br />
Desuden deltager byretsdommeren i retskredsen og en<br />
pædagogisk-psykologisk konsulent (begge udpeget af<br />
Amtsrådet).<br />
Henning Lyhne udtræder af udvalget i februar 1990, og i<br />
stedet indtræder assurandør Poul Agertoft. Kontorassistent<br />
Bent Ginnerskov Jensen bliver medlem (næst<strong>for</strong>mand) af<br />
udvalget i marts 1991 og Iver Schriver bliver sted<strong>for</strong>træder<br />
(omkonstituering). Lars Møller-Sørensen udtræder af<br />
udvalget i september 1992, og i stedet indtræder farvehandler<br />
Inga Damkjær. Poul Agertoft udtræder af udvalget<br />
i september 1992, og i stedet indtræder tandlæge Inger<br />
Klarskov Petersen.<br />
Børn og Unge- Udvalget<br />
1993 Specialarbejder John Bondebjerg (<strong>for</strong>mand), kordegn<br />
Carl Sørensen, vicetoldinspektør Ole H. Rasmussen, civildommer<br />
Torkil Rasmussen og skolepsykolog Karen Kjeldsen.<br />
1994 Assistent Bent Ginnerskov Jensen (<strong>for</strong>mand), ejendomsmægler<br />
Peder Møller Jensen, skoleinspektør Ib<br />
Hansen, dommer Lisbeth Parbo og pædagogisk-psykologisk<br />
konsulent Karen Kjeldsen.<br />
Ib Hansen udtræder af udvalget i juni 1995, og i stedet<br />
indtræder daginstitutionsleder Tonny Jensen.<br />
1998 Overassistent Bent Ginnerskov Jensen (<strong>for</strong>mand), specialarbejder<br />
John Bondebjerg, kordegn Carl Sørensen,<br />
dommer Claus Rasmussen og pædagogisk-psykologisk konsulent<br />
Karen Kjeldsen.<br />
Specialarbejder John Bondebjerg udtræder af udvalget i<br />
august 1998, og i stedet indtræder skoleleder Michael<br />
Clemensen.<br />
Styringsgruppen vedrørende beskæftigelses<strong>for</strong>anstaltninger<br />
1978 Gårdejer Jens P. Jørgensen (<strong>for</strong>mand), kontorbestyrer<br />
Svend Bekke (afløst af Per Bødker Andersen i 1979) og<br />
købmand Chr. Kjærgaard).<br />
Beskæftigelsesudvalget<br />
(Nedsat i Byrådets møde den 11. januar 1982)<br />
1982 Sygehusportør Bent Ginnerskov Jensen (<strong>for</strong>mand),<br />
gårdejer Peter Skov Christensen, distriktstoldchef V. Bruno<br />
Andersen, lærer Villy Søvndal, kontorassistent Dora Rossen<br />
og rektor Leif Stenlev.<br />
Direktør Sven Trillingsgaard og vagtmester Tage Andersen<br />
- repræsentanter <strong>for</strong> hhv. DA og AF.<br />
Sven Trillingsgaard afløses af tømrermester Kaj Nielsen i<br />
april 1985.<br />
1986 Fag<strong>for</strong>enings<strong>for</strong>mand Vilhelm Jørgensen (<strong>for</strong>mand),<br />
direktør Sven Trillingsgaard, lærer Lis Ravn Ebbesen, Jens<br />
Møller og gårdejer Peter Skov Christensen.<br />
Tømrermester Kaj Nielsen og <strong>for</strong>retningsfører Tage Andersen<br />
- repræsentanter <strong>for</strong> hhv. DA og AF.<br />
Peter Skov Christensen afløses af kordegn Carl Sørensen i<br />
januar 1987.<br />
110<br />
Tage Andersen afløses af Jette Storm Thomsen i december<br />
1986.<br />
1990 Kontorassistent Bent Ginnerskov Jensen (<strong>for</strong>mand),<br />
gårdejer Jens Chr. Thulstrup, specialarbejder John Bondebjerg,<br />
Jens Møller, ejendomsmægler Hans Lind, gårdejer<br />
Jens Andersen og revisor Christen Kragh.<br />
El-installatør Vagn O. Pedersen og maskinarbejder Arne<br />
Mouritzen - repræsentanter <strong>for</strong> hhv. DA og AF.<br />
Arne Mouritzen (AF) afløses af typograf Gunnar Storm<br />
Thomsen i februar 1991.<br />
Forstander Kurt Brauer udpeges efter indstilling fra<br />
Erhvervsskolerne i Kolding i januar 1991.<br />
1994 Typograf Gunnar Storm Thomsen (<strong>for</strong>mand), gårdejer<br />
Jens Chr. Thulstrup, erhvervsanalytiker Annette Thorsen,<br />
receptionsassistent Henrik Knudsgaard og revisor Christen<br />
Kragh. El-installatør Vagn O. Pedersen og faglig sekretær<br />
John Berg - repræsentanter <strong>for</strong> hhv. DA og LO.<br />
Direktør Jørgen Houmann repræsentant <strong>for</strong> Erhvervsskolerne<br />
i Kolding.<br />
Jens Chr. Thulstrup afløses af ejendomsmægler Peder<br />
Møller Jensen i februar 1995.<br />
Annette Thorsen afløses af overlærer Lis Ravn Ebbesen i<br />
marts 1995<br />
Vagn O. Pedersen (DA) afløses af restauratør Jan Mathiasen<br />
i marts 1995.<br />
Peder Møller Jensen afløses af Jens Chr. Thulstrup i<br />
september 1996.<br />
Faglig sekretær John Berg (LO) afløses af fag<strong>for</strong>enings<strong>for</strong>mand<br />
Anne Marie Madsen i august 1996.<br />
1998 Typograf Gunnar Storm Thomsen (<strong>for</strong>mand), uddannelsesleder<br />
Henrik Larsen, arkitekt Martin Peyrath, overlærer<br />
Lis Ravn Ebbesen, amtsrådsmedlem Dora Rossen,<br />
gårdejer Svend Brodersen og revisor Christen Kragh.<br />
Restauratør Jan Mathiasen og fag<strong>for</strong>enings<strong>for</strong>mand Anne<br />
Marie Madsen - repræsentanter <strong>for</strong> hhv. DA og LO. Leder<br />
af AMU-<strong>Center</strong>, Trekantområdet, Mogens Jørgensen,<br />
repræsentant <strong>for</strong> Erhvervsskolerne i Kolding.<br />
Bestyrelsen <strong>for</strong> De fattiges Kasse<br />
Valgt 27. august 1894:<br />
Købmand A. Jensen (<strong>for</strong>mand), maler C. Jensen<br />
pastor Lunddahl.<br />
Valgt 7. august 1900:<br />
Pastor C. W. Kiørboe (<strong>for</strong>mand), købmand A. Jensen, maler<br />
C. Jensen.<br />
1903: Pastor C. W. Kiørboe (<strong>for</strong>mand), købmand A. Jensen<br />
og arbejdsmand H. Jørgensen<br />
Bestyrelsen <strong>for</strong> Hjælpekassen (Lov 4. Maj 1907)<br />
Valgte den 30. marts 1908<br />
Pastor C. W. Kiørboe (<strong>for</strong>mand), arbejdsmand Mads Petersen,<br />
maskinarbejder Frands Sørensen, lærer P. N. Ibh, jordemoder<br />
fru Sørensen, fru A.C.Hansen, Johanne Hansen, Johanne<br />
Madvig og mælkehandler N. Rasmussen (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
Valgte den 30. marts 1911<br />
Pastor C. W. Kiørboe (<strong>for</strong>mand), Kathrine Hansen, lærer N.<br />
Ibh, jordemoder fru Sørensen, arbejdsmand Ebbe Mathiassen,<br />
fru Thomsen, Sømandshjemmet, maskinarbejder<br />
Frands Sørensen, malermester E. Oppenhagen og mælkehandler<br />
N. Rasmussen (<strong>for</strong> Landdistriktet).
Valgte den 25. marts 1914<br />
Lærer P.N. Ibh (<strong>for</strong>mand), Frederikke Sørensen, Kathrine<br />
Hansen, fru Skjøde Petersen, asylbestyrerinde, frk. Nielsine<br />
Eskildsen, Laura Wandall, malermester E. Oppenhagen,<br />
arbejdsmand Ebbe Mathiesen og mælkehandler N. Rasmussen<br />
(<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
Valgte den 29. marts 1917<br />
Lærer P.N.Ibh (<strong>for</strong>mand), arbejdsmand Martin Christensen,<br />
malermester E. Oppenhagen, Kathrine Hansen, tømrer<br />
J.C.E.Sørensen, asylbestyrerinde, frk. N. Eskildsen, Laura<br />
Wandall, Marie K. Petersen og fru Bertelsen (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
Valgte den 14. marts 1921<br />
Asylbestyrerinde frk. Nielsine Eskildsen, arbejdsmand Martin<br />
Christensen, drejer H. C. Hansen (<strong>for</strong>mand), fru Knud<br />
Hansen, købmand Neslund, arbejdsmand Niels Olsen,<br />
købmand Johs. Aagaard, maskinarbejder Klaus Dahl og fru<br />
Bertelsen (<strong>for</strong> Landdistriktet).<br />
Valgte i 1925<br />
Drejer H. Chr. Hansen (<strong>for</strong>mand), købmand Johs. Aagaard,<br />
købmand Niels Lund, asylbestyrerinde frk. Nielsine Eskildsen,<br />
skrædder H. P. Jensen, tekstilarbejder Chr. Iversen,<br />
<strong>for</strong>mer Sofus Petersen, arbejdsmand Emil Jensen og<br />
enkefru Karen Lauridsen (<strong>for</strong> Landsognet).<br />
Valgte 1930-33<br />
Handelsagent Eduard Rasmussen (<strong>for</strong>mand), Karen Lauridsen,<br />
kreaturhandler A. Andersen, bagermester<br />
H.P.Hansen, direktør S. Dreyer, skrædder H.P. Jensen,<br />
arbejdsmand Johs. Skøtt, blikkenslager C. Pippenbring og<br />
<strong>for</strong>mer Sofus Petersen.<br />
111
Kilder og litteratur<br />
Utrykt materiale<br />
Landsarkivet <strong>for</strong> Nørrejylland:<br />
Kolding Rådstuearkiv:<br />
Fattigudvalgsprotokoller 1855-1905<br />
Kolding Stadsarkiv:<br />
Alderdomsunderstøttelsesudvalgets <strong>for</strong>handlingsprotokoller<br />
Byrådets <strong>for</strong>handlingsprotokoller 1873-<br />
Fattigudvalgets protokoller 1905-<br />
Udvalget <strong>for</strong> understøttelse af børn til enker, <strong>for</strong>handlingsprotokol<br />
Værgerådets <strong>for</strong>handlingsprotokoller<br />
Borgmesterkontorets journalsager<br />
Social<strong>for</strong>valtningens journalsager<br />
Social<strong>for</strong>valtningen: Fattigstatistik 1911-12<br />
Social<strong>for</strong>valtningen: Kontoret <strong>for</strong> særlige anliggender, jfr. cirkulære<br />
af 18. maj 1945. Forhandlings- og bevillingsprotokol<br />
1945<br />
Trykt materiale<br />
Beretninger <strong>for</strong> Socialkontoret 1934-1968<br />
Byrådsbogen 1933-1988<br />
Evaluering oktober 1990: Det Rullende Galleri 1990<br />
Instruks <strong>for</strong> økonomen i De Gamles Hjem i Kolding, 1910<br />
Kolding Kommunes Ældrepolitik 1990-2000<br />
Kolding Kommunes Årsberetninger 1991-1997<br />
Kolding Vejvisere<br />
Overslag over Kolding Købstads indtægter og udgifter 1895-<br />
Reglement <strong>for</strong> De Gamles Hjem, 1910<br />
Regulativ <strong>for</strong> Fattigudvalgets bogholder, 1908<br />
Regulativ <strong>for</strong> økonomen og undersøgeren i Kolding, 1908<br />
Social- og Sundheds<strong>for</strong>valtningen: “Gammel nok til at bestemme<br />
selv”. Debatavis udgivet i 1989<br />
Social- og sundhedsplaner 1984-1988 og 1989-1992<br />
Status og Plandata 1984 og 1989<br />
Udbygningsplaner <strong>for</strong> Kolding Kommunes sociale og sundhedsmæssige<br />
virksomhed 1979-1984<br />
Udbygningsplaner <strong>for</strong> sociale og visse sundhedsmæssige<br />
områder 1981-1986<br />
Årsberetninger <strong>for</strong> Kolding Kommune, 1991-1997<br />
Årsberetninger <strong>for</strong> Socialkontoret, Kolding Kommune, 1920-<br />
1968<br />
Aviser<br />
Kolding Avis<br />
Kolding Folkeblad<br />
Kolding Social-Demokrat<br />
Venstrebladet <strong>for</strong> det sydlige Jylland<br />
Litteratur:<br />
Inge Bundsgaard og Peter Korsgaard: Fra fattig<strong>for</strong>sorg til socialpolitik,<br />
Folkestyre i by og på land, <strong>Dansk</strong>e Kommuner<br />
gennem 150 år, 1991<br />
Inge Bundsgaard og Peter Korsgaard: Kommunal social<strong>for</strong>sorg<br />
indtil 1933, Kommunal Opgaveløsning 1842-1970,<br />
Odense 1990<br />
112<br />
Central<strong>for</strong>eningen af Sygekasser i Vejle Amt 1894-1944, Central<strong>for</strong>eningens<br />
bestyrelse, 1944<br />
Svend Christensen: Erindringer, Kolding 1995<br />
Da de 10 blev til 1. Red. af Kim Furdal, Kolding 1989<br />
Birgitte Dedenroth-Schou: Byens Styre i Kolding i det 20.<br />
århundrede til kommunesammenlægningen i 1970, bd. III,<br />
Kolding 1982<br />
Birgitte Dedenroth-Schou: De Gamles Hjem - Låsbyhøj i 70 år,<br />
Koldingbogen 1980<br />
Birgitte Dedenroth-Schou: Overmarksgården 1917-1987,<br />
Kolding 1987<br />
Jens Jørgen Fyhn: Efterretninger om Kjøbstaden Kolding,<br />
København 1848<br />
P. Eliassen: Kolding fra Middelalder til Nutid, Kolding 1910<br />
Jørgen Fastrup: Arbejder i Kolding 1910-1925. Kolding, 1986<br />
Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen: Velfærdsstaten<br />
1940-78, <strong>Dansk</strong> Socialhistorie 7, København 1980<br />
Viggo Jonasen: <strong>Dansk</strong> Socialpolitik 1708-1990. Århus, 1986<br />
Eskild Jørgensen: Fra Hvidtfeldts tid til vore dage, Kolding<br />
1976<br />
Harald Jørgensen: Studier over det offentlige Fattigvæsens historiske<br />
Udvikling i Danmark i det 19. Aarhundrede, København<br />
1940<br />
Tove Jørgensen: Kolding Kommunes Dagpleje gennem 25 år,<br />
Koldingbogen 1991<br />
Tove og Ole Jørgensen: En velgørende anstalt - om Kolding<br />
Børneasyl. Koldingbogen 1993<br />
Kjeld Philip: Staten og Fattigdommen. København, 1947<br />
Kolding omkring 1930 I-II. Rediget af V. Schæffer, 1929-30<br />
Bent Rasmussen: Altid på vej, Kolding 1997<br />
Peter Ravn: Erindringer, Kolding 1991<br />
Andreas Sørensen: Vi er blevet mere menneskelige over <strong>for</strong><br />
de svageste i samfundet i Tidens Tegns jubilæumsavis 1899-<br />
1949<br />
Søren Flø Sørensen: Kolding Børnehaveseminarium 1964-<br />
1989, Koldingbogen 1989<br />
Søren Flø Sørensen: Begivenhedsoversigt, Koldingbogen<br />
1984-1998.<br />
Nete Balslev Wingender: Gammel og fattig. Skøn og ret i den<br />
tidlige alderdoms<strong>for</strong>sorg 1891-1922. Gentofte, 1994<br />
Erindringer<br />
Forhv. leder af omsorgsafdelingen Svend Eriksen, 1998<br />
Gruppeleder Knud Jensen, 1998<br />
Sundhedsplejerske Ingeborg Lunden, 1974 og 1981<br />
Socialinspektør Andreas Sørensen, 1975<br />
Interviews 1998<br />
Fhv. kontorchef Jørgen Fønsskov<br />
Konsulent Steen Jacobsen<br />
Socialdirektør Lars Rasmussen<br />
Sekretariatsleder Hanne Ravn<br />
Kommunaldirektør Henning Seiding<br />
Kommunaldirektør Niels Ågesen
ISBN: 87-88966-21-6