"Man kan jo ikke være bekendt at tage mere for det sandjord

Trundholm Lokalhistoriske Arkiv
1977-2002
November 2002

Indhold
Da degnen i Asmindrup lå i proces med hele
sognet om en halv gris
Af Eigil Kjeldsen
Bråde og den gamle skole - 1781 til 1960
Af Anders Andersen
Livets gang i Ledstrup 1930 – 1936
Af Ruth Larsen og Eigil Hansen
Søbjerg Mejeri
Af Maja Andersen
Brandsprøjten på Odden
Af Eigil Kjeldsen
Arbejdsherberget i Kelstrup/Jyderup
Af Maja Andersen
Høsten før mejetærskerne
Af Maja Andersen
"Man kan jo ikke være bekendt at tage mere for
det sandjord."
Af Svend Åge Jørgensen og Charlotte Stoltenberg.

Da degnen i Asmindrup lå i proces med hele
sognet om en halv gris
Et tidsbillede fra det gamle krongods’ område fra årene omkring den store
statsbankerot (1814).
I "Efterretning om Wiig præstekald tillige med dettes anneks Asmindrup" fra 1738 findes den
ældste omtale af en skoleordning for Nørre Asmindrup sogn. Her nævnes først, at der aldrig har
været nogen skole i Asmindrup sogn, men hermed må absolut menes, at der ikke har været
nogen offentlig skole, eftersom der umiddelbart efter siges, at præsten har lejet et hus til
skolebrug, men det er siden afgået. Det er muligvis dette hus, der tænkes på, når der i "Bog over
Ods Herred Gejstligheden vedkommende" i 1755 hævdes, at degneboligen skal af alders tid have
været i Asmindrup by, men stedet, hvor boligen har stået, kan ingen nu give underretning om.
Der kan nemlig ikke være tale om bolig for selve sognedegnen, da denne var fælles for Vig og
Asmindrup med bolig i Vig. I 1738 var hele Asmindrup sogn, på 9 familier nær, henvist til at
sende børnene i skole i Højby sogn og by for der at have skolegang. Denne ordning synes dog
ikke at have været helt tilfredsstillende, og det var ikke kun på grund af den lange skolevej.
Læreren i Højby HANS HOFMESTER får nemlig
ikke det bedste skudsmål. "Han haver været
studiosus, kan nok undervise, men kun slet synge",
skriver præsten i Vig, SVEND SCHIVE. Det fik
endda være med sangkunsten, men mere betænkelig
bliver man, når man ser den almene bedømmelse, han
får. "Om hans levned og opførsel kan han fra
Asmindrup sogn, hvor han, for nogle år tilforn har
holdt skole, ingen god attest gives; nuværende præst
har heller ingen del eller vidende haft om hans
antagelse til på ny at læse for Asmindrup sogns ungdom. Har ellers tjent i Højby skole nu på
tredie år".
Vi finder altså her, navnet på den første kendte lærer i Asmindrup sogn, HANS HOFMESTER,
og vi må vel antage, at han har undervist fra det tidligere omtalte hus, som præsten SVEND
SCHIVE havde lejet i Asmindrup by. Denne skole må være ophørt med at eksistere senest i
1735. Et og andet kunne tyde på, at den endda har fået en brat ende med afbrydelsen mellem
præst og lærer.
Den første omløbende skoleholder
De 9 familier i sognet, hvis børn ikke var blevet henvist til at gå i skole i Højby, har efter al
sandsynlighed været beboerne i Hestehaven. Børnene i disse hjem har enten faet undervisning i
Eskilstrup skole, (en af Frederik IV's rytterskoler) eller også er de blevet undervist af en såkaldt
"omløbende" skoleholder. Den ældste undervisningsform, hvor børnene kun gik i skole fra 1.
april til 1. oktober, blev indført i sognet i 1742. Navnet på den første "omløbende" skoleholder,
var HERMAN JOHANSEN, der også underviste enkelte steder i Vig sogn. Hvor længe han
virkede vides ikke, men i 1756 nævnes en JØRGEN ANDRESEN, som dette år fik en datter døbt
i Asmindrup kirke. Han døde i 1786. Det mest faste ved skoleordningen i Asmindrup synes at

være jorden. Hele tiden har der været et jordstykke til degneboligen i Asmindrup. I 1755 omtales
det som denne boligs tilliggende: "Den 6-ager i Hønsetoften i Brendt vang", og der tilføjes, at
den før landmålingens tid havde været brugt og endnu bruges af den, som ringer klokken i
Asmindrup kirke. Dette synes almindeligvis at have været lærerens arbejde. Den egentlige løn til
den omløbende skoleholder, som jo underviste i flere sogne, var imidlertid ikke jordstykket, men
et beløb, der udbetaltes ham af den kongelige kasse, hvilket må betyde, at lønnen blev betalt
gennem det kongelige odsherredske gods' kasse.
Peder Skrædder blev den første ”faste” skoleholder
Året 1786 blev et ret vigtigt år for skolevæsnet i Asmindrup sogn. Da blev lærerembedet ledigt
ved Jørgen Andresens død, og samtidig åbnedes der mulighed for at få en centralt beliggende
bygning...til skolebrug. Der var dog næppe kommet noget ud af det hele, hvis man ikke netop i
disse år på højeste sted arbejdede med planer om en nyordning af landets skolevæsen. og fandt
det rimeligst først at få orden i disse sager på statens egne godser. Ganske vist blev den store
skolekommission først nedsat i 1789 (det var dens arbejde, der førte til Skoleloven af 1814), men
man havde arbejdet med spørgsmålet i årene før, og man havde åbenbart nogenlunde klarhed
over, hvordan sagen skulle gribes an i Asmindrup sogn. Skolebygningen fandt man ved at
erhverve den umiddelbart op til kirkegårdens vestmur liggende Annexgård, der i en årrække
havde tjent som bolig for de residerende kapellaner.
PASTOR DAHL, der tiltrådte embedet i 1785
erklærede Annexgården for at være så forfalden, at
han ikke uden frygt kunne bebo den, da han var
bange for, at den skulle styrte sammen, og han
ønskede derfor stærkt at komme af med den. Den
blev så overdraget til det kongelige odsherredske
gods sammen med de tilhørende 8 tdr. hartkorn.
Som betaling skulle godset yde præsteembedet en
årlig godtgørelse på 14 td. byg og 4 td. havre efter
kapiteltakst samt 2 rdl. og 4 mk. i penge. Denne
forfaldne bygning blev nu istandsat og indrettet til
skole. Det har ganske vist taget sin tid, selvom det hele blev betragtet som en midlertidig
foranstaltning, indtil en endelig ordning kunne finde sted. Først 3. november 1789 var man nået
så vidt, at en ny lærer blev ansat. Han hed PEDER JENSEN, og han blev sognets første faste
skoleholder med den opgave at undervise hele sognets ungdom. Man var altså nu fri for at skulle
sende børnene den lange vej til Højby, for der at gå i skole.
Peder Jensens kvalifikationer til at bestride embedet var måske ikke store, nogen
læreruddannelse havde han ikke, derimod havde han arbejdet som skrædder, og gik -også som
lærer - under navnet Peder Skrædder. Hans egentlige kvalifikationer synes at have bestået i, at
han også havde virket som herskabstjener, efter sigende på Anneberggård, hvis indehaver i en
årrække stod i nær tilknytning til inspektøren på det kongelige odsherredske gods og endog
havde indflydelse på besættelsen af præsteembedet i Asmindrup. Det er sandsynligt, at vejen fra
Anneberggård til skolen i Asmindrup blev banet for Peder Jensen.
Sognebogsamlingen
Peder Jensen må imidlertid have vist sig brugbar i sin nye stilling,. for ved en visitats i
Asmindrup skole i 1790 fandt biskop BALLE i alle fald ingen anledning til at gøre særlige
bemærkninger, og noget tyder på, at Peder Jensen blev kirkesanger i Asmindrup i 1803, efter at
den gamle sognedegn Hanson, som virkede både ved Vig og Asmindrup kirker var død. Det skal
også nævnes, at Asmindrup sogn i Peder Jensens tid fik sit første offentlige bibliotek, sikkert en
af de første folkebogsamlinger på Sjælland. Ganske vist var den ikke oprettet af læreren, men af

den residerende kapellan Faber (1794), og samlingen fik sin plads i præsteboligen, som da var i
Svinninge. Pastor Faber omtaler udtrykkelig, at det er hans plan i fremtiden (d.v.s. efter hans
bortrejse fra sognet) at lade biblioteket bestyre af læreren i Asmindrup under tilsyn af den
residerende kapellan. Han håbede nemlig, at bøgerne kunne komme til nytte ved undervisningen.
Vi kender titlerne på de fleste af bibliotekets ca. 70 bøger, men desværre ved vi intet om deres
senere skæbne ud over, at de er sporløst forsvundne. Heller ikke kan det siges, om de virkelig har
været i brug i skolen. Faber rejste i 1795 og i 1804 blev præsteembedet nedlagt. Fra et af disse år
at regne har biblioteket muligvis været i skolens varetægt. På et andet område ved vi imidlertid
med sikkerhed, at skoleembedet kom til at nyde godt af Præsteembedets nedlæggelse.
Sognepræsten i Vig, som nu skulle betjene Asmindrup sogn også, mente at have krav på de
førnævnte refusioner det kongelige odsherredske gods skulle yde til gengæld for overtagelse af
Annexgården; men han fik den besked, at disse refusioner var ham uvedkommende, og de "bør
straks tilflyde skolevæsnet". Derved gjorde staten en god om end lidt ejendommelig forretning,
idet den nu havde overtaget ikke blot Annexgården, men faktisk også betalingen for den.
Dermed var den endda ikke tilfreds, men erklærede at ville tage spørgsmålet om præsteembedets
øvrige indtægter til skolevæsnets bedste op til nærmere overvejelse. Af de midler, der fra
gammel tid af sognet var henlagt til kirkelig betjening, blev der tilsyneladende intet tilbage, men
til gengæld blev skolevæsnet sikret.
Den bitre proces mellem degnen og beboerne
Efter Peder Jensens død kaldtes, i 1811, for første gang en uddannet seminarist HOLGER
NIELSEN til skolelærer og kirkesanger i Asmindrup. Han var husmandssøn fra sognet, født i
Brendt i 1781, uddannet på Brøndbyvester Seminarium. Man kunne vente, at han havde særlige
betingelser for at komme talefod med sognets beboere og gøre dem interesseret i skolens ve og
vel, men det skulle komme til at gå ganske anderledes. Der opstod nemlig straks vanskeligheder
for lærer Nielsen med at få de naturalieydelser, som han mente at have krav på hos sognets
beboere.
Det drejede sig i første omgang om en halv gås, som hver gårdmand skulle svare læreren, men
som man nægtede at udrede for året 1811. Han lod da udpantning foretage hos 3 gårdmænd i
Brendt og 7 i Asmindrup. Listen over de udpantede genstande er ret broget, den opregner 2
strygejern, 1 rødternet tørklæde, 1 jernstang, 1 krus med låg, 1 kobberæbleskivepande, 1 stol
med betræk samt nogle tintallerkener. Resultatet af udpantningen blev imidlertid, at
gårdmændene nu anlagde sag imod læreren, idet de anførte en forordning af 8. januar 1810,
hvorefter tiende af gæs, høns o.l. for eftertiden ikke skulle svares in natura, men i stedet svares
med 3 skilling af hver tønde hartkorn. På grundlag heraf krævede de udpantningen kendt
uberettiget og læreren kendt uberettiget til den halve gås, desuden idømt bøde for sin lovstridige
fremgangsmåde, tilpligtet til at betale sagens omkostninger og endelig bøde for sin trættekærhed.
Stævningen, der er dateret 25. januar 1812, røber ikke just noget hjerteligt forhold mellem
parterne. Lærer Nielsen lod sig imidlertid ikke gå på, selvom sagen trak ud i 15 måneder og
efterhånden udvidedes til at omfatte endnu flere af beboerne og omfatte endnu flere afgifter som
æg, brød og smør (den såkaldte småredsel). Da adskillige af sognets folk også nægtede at svare
afgifter for 1812, indkaldte læreren dem for forligskommissionen, og da dette ikke gav noget
resultat, anlagde han kontrasøgsmål mod sine angribere og krævede sig tilkendt de samme
ydelser som hans forgænger i embedet Peder Jensen havde modtaget. En sådan ret tilkom der
nemlig ham ifølge hans kaldsbrev. Efter ansøgning blev der bevilget ham fri proces. I sagen blev
der afholdt 25 retsmøder. Som vidner var indkaldt både sognepræsten provst BECH, degnen i
Vig, Peder Jensens enke og flere andre, som kunne bevidne, hvad der af beboerne tidligere var
ydet til læreren. Først den 9. april 1813 faldt dommen, der i et og alt gav lærer Nielsen medhold.
Anklagerne, der fra først af havde indstævnet læreren, dømtes til for året 1812 at erlægge hver en
halv snes æg, en hel fed gås og 1 tønde byg. Sammen med 12 andre, som var inddraget i sagen,

skulle de hvert år svare disse godtgørelser plus degnetraven, desuden skulle de betale sagens
omkostninger.
Dem der oprindelig havde rejst sagen fik yderligere en bøde for unødig trætte. Denne dom har
vel i nogen måde afklaret linierne, men den fjernede ikke vanskelighederne. Endnu i 1825 og i
1844 måtte lærer Nielsen lade udpantning foretage for at få, hvad der tilkom ham. Muligvis er
det sket oftere, men fra de nævnte år findes hans begæring til amtmanden herom, indføjet i
udskriften af processen fra 1812, som opbevares i skolens arkiv (LA).
Når man den gang gik så grundigt til værks i sagen, skyldtes det sikkert, at den nævnte småredsel
netop i disse år var af stor betydning.
To lønningsmåder synes at stå overfor hinanden: Skal lønnen
udredes i naturalier, som det var gammel skik, eller skal en
bestemt del af disse ydelser afløses af et bestemt beløb i penge,
svaret for hver tønde hartkorn? Det kan se underligt ud, at det
konservative synspunkt repræsenteredes af læreren, mens
bønderne holdt på det mere moderne. Forklaringen er
imidlertid nærliggende: Efter forordningen af 8. januar 1810
skulle gårdmændene slippe med at betale 3 skilling pr. tønde
hartkorn, medens en halv gås i 1811 vurderedes til 2 rigsdaler.
I årene 1807-1812 steg kapiteltaksterne til det tidobbelte (1 td. byg således fra 3 1/2 Rdl. til 34
5/6 Rdl.). Og det danner dermed et godt billede af prisudviklingen. Beboerne ville have gjort en
god forretning ved at få ydelserne omsat til et fast beløb på grundlag af prisniveauet i 1809, men
læreren - der i forvejen næppe var velhavende - ville være kommet i fattigdom, så meget mere
som priserne i det følgende år (statsbankerotten) yderligere sprang i vejret. Om bøndernes
utilfredshed med dommen vidner en lille historie, der er overleveret i slægten. Gårdmand Ole
Larsen i Brendt - vist en af de ledende blandt de dømte - var kort efter domsafsigelsen ridende til
Nykøbing. På Nyledsbakken mødte han byfoged Stenum, som kom i uniform. Ole Larsen red
ham nu så nær, at hesten oversprøjtede byfogeden med mudder fra den sølede vej, og det gjorde
ham så vred, at han lod rejse tiltale mod gårdmanden - som efter sigende - denne gang kom i
gabestokken. (Stenum var: Dommer, politimester og byfoged).
Den nye skole opførtes i 1815
Den vigtigste begivenhed inden for skolevæsnet i lærer Nielsens tid var dog slet ikke processen,
selvom denne nok har sat sindene i betydelig bevægelse medens den stod på. Af langt større
betydning var det, at den nye skolelov gennemførtes i 1814. Den gav nemlig stødet til, at en helt
ny og tidssvarende skolebygning opførtes i Asmindrup 1815-16 på den nu nedrevne Annexgårds
grund. At dømme efter retssagen i 1812 får man ikke indtryk af, at beboerne bekymrede sig
særligt om skolens og lærerens ve og vel. Når sognet så alligevel i 1816 stod forsynet med en af
landets mest moderne landsbyskoler, må dette sikkert i mindre grad tilskrives beboerne, end
statens iver for at få denne sag løst. Der blev bygget så godt, at huset endnu bruges som skole og
bolig for læreren; dog er der tilbygget et fag i bygningens østre ende. Til gengæld forsømte
staten i forfærdende grad sine forpligtelser overfor kirken, der i disse år mere og mere kom til at
ligne en ruin, ikke ufarlig at færdes i. Den reddedes først, da sognets mænd selv tog initiativet og
henvendte sig til biskoppen med ønske om at få den restaureret.
Lærer Nielsen virkede i Asmindrup i 43 år. Han døde i 1854 i en alder af 73 år.
Af Eigil Kjeldsen
Denne artikel blev første gang bragt i Lokalhistorisk Forenings blad i januar 1995.

Bråde og den gamle skole - 1781 til 1960
I provstearkivet for Ods Herred - påbegyndt 1536 og sluttet 1806 - gives der en
særdeles god beskrivelse af Egebjerg sogn.
Om Bråde hedder det, at der 1536 var 9 gårde og 10 huse. En gård havde tilhørt Roskilde
Bispestol, men blev ved reformationens indførelse overtaget af kongen. Den første provst citerer
et afsnit af Abild Hvidtfeldts krønike om Bråde, at "Byen har så frugtbare marker, at om kornet
slår fejl her, må det fattes over det ganske land.". Der nævnes to værdifulde kilder i sognet:
Egebjerg Kilde og Bråde Kilde; denne sidste lå under bakkerne - på nuværende gdr. Kr. Kjeld
Pedersens mark. Sognet havde kun en selvejer, nemlig Peder Villadsen Møller i Læstrup.
Endvidere nævnes det, at kirken ejede en gård i Hølkerup og en gård i Frodstrup.
Det har været almindelig antaget, at Bråde
Skole skulle have været en rytterskole. Det er
ikke rigtigt. De egentlige rytterskoler blev
oprettet af Kong Fr. IV omkring 1721, men hele
rytterstyrken var trukket bort fra Odsherred i
1724. Efter en forordning fra 1739 har Kong
Chr. VI påbudt, at der over hele landet skulle
oprettes skoler. Men ifølge Holbæk Amts arkiv:
Breve og dokumenter for skolerne og
skolevæsenets vedkommende fra 1734-1783
oplyser en kontrakt af 6. marts 1735 mellem
amtmanden og en murermester, at kongen i
dette år lod opføre 9 skoler på krongodset i Ods Herred. Men ingen af disse skoler var i Bråde,
hvorimod Egebjerg ved den lejlighed fik sin skole. Dog fik disse skoler også navnet:
Kongerytterskoler.
I provstearkivet hedder det videre, at der i året 1781 kom en ansøgning fra sognepræst Rehling
og bønderne om at få opført en grundmuret skole i Bråde by, og i en skrivelse af 7. august 1781
fra provst Garde i Vig anmodes amtmanden om, efter indstilling af sognepræst Rehling til
Egebjerg, at udnævne Jørgen Pedersen til skoleholder ved den "nye opbygte" skole i Bråde.
Valget af Jørgen Pedersen, der var født i Underød i 1749 motiveredes med, "at der ikke har
indfundet sig nogen studered mand." Jørgen Pedersen blev indsat i embedet den 9. søndag efter
Trinitatis. Ved folketællingen 1787 var der i det nuværende Bråde skoledistrikt 47 børn mellem 7
og 14 år.
Allerede i 1789 døde Jørgen Pedersen, kun 40 år. Hans hustru hed Kirsten Hansdatter og var 4 år
ældre end sin mand. De havde en søn, Christian, der var født 1786. Den nye skoleholder blev
studioses Jens Breum, født i København 1760. Den 21. nov. 1801 blev han beskikket som
kirkesanger. Den 10. juni 1806 døde Breum, og hans efterfølger blev seminarist Lars Jensen,
født 1784 og uddannet på Blågård Seminarium.
I 1815 var der bispevisitats. Biskop Münter spurgte da, om skolerne var udviklet efter loven af
29.6.1814, hvilket sognepræsten bekræftede. På biskoppens spørgsmål om behovet for skoler var
dækket, svaredes der ligeledes ja, og om skoletiderne blev overholdt til stadighed både vinter og
sommer; hertil måtte præsten svare, at de endnu ikke helt havde kunnet omfatte skolegangen

efter forordningen, men at de beflittede dem dermed. Om skoleholderen Skriver biskoppen: Han
er duelig. Hans opførsel er upåklagelig og hans undervisning er god.
I 1824 kom biskop Münter igen på visitats, Formodentlig har der været en eller anden
uregelmæssighed ved Lars Jensen, for biskoppen skriver: Skoleholderen kan ikke videre i
katekisation. Hans opførsel er for tiden god. Undervisningen er i det hele temmelig god.
Biskoppen bemærker, at der trænges til en skole i Læstrup, da mange børn har en halv mil til
skole, og skriver, at begge skoler er i god stand.
1826 var der i Bråde skoles ældste klasse 12 drenge og 17 piger og i yngste klasse 18 drenge og
25 piger.
Den nye lærer blev Lorentz Christian Lorentzen, født i København 1799. Efter alt at dømme var
han en højt begavet mand, en fortrinlig lærer og en idérig embedsmand. Det skyldes naturligvis
ham, at der i 1836 blev tilbygget den nuværende 5 fags skolestue samt den lille udlænge mod
syd, og kun staldlængen imod vest er fra 1791. I 1847 opførte Lorentzen for egen regning
ladebygningen mod øst, dog med den motivering, at der eventuelt skulle indrettes beboelse og
enkesæde, dersom Lorentzen skulle dø først.
Allerede 1853 bortforpagtedes skolelodden, med undtagelse af ø-haven mellem skolen og
smedien til gmd. Lars Olsen, Hølkerup. Efter 40 års skolegerning i Bråde døde Lorentzen den
16. juni 1871.
Hans efterfølger blev Jens Peder Jensen Pleth,
født i Hjørring amt 1843. Om ham fortælles det,
at han var en dygtig lærer, men ualmindelig
streng, dog eksamenskaraktererne fra hans tid
var usædvanlig fine. Pleth rejste fra Bråde -
vistnok til København - i 1887, hvorefter
Vilhelm August Illemann ansattes. Han var født
i Hjembæk sogn 1857, og var uddannet til lærer
på Skårup Seminarium. Også han regnedes for
en dygtig lærer, men desværre fik han i en ret
ung alder en hjerneblødning, der langsomt
lammede både hans legeme og åndsevner. Han tog sin afsked 1916 og døde 1919. Efter
eksamenskaraktererne at dømme ser det ikke ud til, at skolearbejdet forringedes under de
skiftende vikarer og heller ikke i vakancetiden fra 1916 til 1920.
Derefter blev embedet besat med lærer Carl Nielsen fra Rørvig sogn. Han blev syg af
tuberkulose og døde allerede 1924. Atter kom der tre år med vikarer, og i 1927 tiltrådte Alfred
Olaf Jensen embedet. Han var født på Falster 1890 og uddannet på Jonstrup, Seminarium. Der
fulgte nu nogle rolige arbejdsår, men midt i 1940'erne begyndte helbredet også hos ham at
svigte, og døden kom i 1950.
Siden har der ikke været tryghed om den gamle skole, alt syntes at udmunde i noget foreløbigt
og i så løse rammer, at den nødvendigvis måtte dø.
Af Anders Andersen, Bråde.
Denne artikel blev bragt i Lokalhistorisk Forenings blad april 2000. Men
oprindelig blev den bragt i Holbæk Amtstidende d. 5.-3.-1960.

Livets gang i Ledstrup 1930 – 1936
Ledstrup by - at yngre mennesker i dag ikke betragter Ledstrup som en by, er let
at forstå. Men, hvis vi går tilbage til tiden 1930-1936, var Ledstrup en landsby
med mange små virksomheder, som kunne eksistere, fordi der var brug for dem.
En almindelig landmand og andre havde ikke værktøj som i dag - kun en
hammer, knibtang og økse samt en tøjrekølle, alt andet måtte man gå til
håndværkeren med.
Det meste af Ledstrup hørte til Bøsserup skoledistrikt, resten til Egebjerg. Dengang var det
almindeligt, at indsamlinger til velgørende formål foregik gennem skolerne, og vi børn måtte gå
rundt og sælge de små mærker med knappenål for 10 øre pr. stk. Det var, som jeg husker det:
Forårsblomsten, Dybbølmærket den 18.april, derefter høstblomst og julestjerne og i en periode
var der noget, der hed fredsmærker, et lille hvidt flag. De, der solgte mærker i Ledstrup,
begyndte som regel på skovridergården "Mantzhøj", så der kan vi også begynde på vores vej
gennem Ledstrup.
”Mantshøj”
På skovridergården boede statsskovrider Vestergård og frue. De drev selv landbruget, havde
fodermester til, malkekvægsbesætningen og karl til marken. Folkene boede i et hus, der lå ved
gavlen af gårdens stuehus. Fruen var en rask dame, der kørte bil og holdt ridehest. Man kunne tit
møde hende ridende i skoven med et par jagthunde løbende bagefter; hun gik forøvrigt selv på
jagt.
I ca.1930 blev der etableret en sø inde i skoven, hvor hun kunne løbe på skøjter om vinteren. Ved
siden af søen er hendes hundekirkegård. Der er 7 sten, med navn på en del af dem - blandt dem
gårdhunden "Bister", som var børns skræk, når de bl.a. skulle sælge mærker. I stuehuset var der
både kokkepige og stuepige samt ekstra konehjælp, når der var jagtselskab og lignende.
Egebjergvej
Ved indkørslen til Mantzhøj ligger en lille landbrugsejendom, nu Egebjergvej 211. Ejeren,
Laurits Larsen, var ved siden af landbruget med 2 køer og et par grise - regnskabsfører i
Svenstrup Hestehave og Unnerød brugsforening og måske mere. Der foruden strikkede han
uldne trøjer på strikkemaskine, sorte med lidt mønster, patentstrikning.
Lidt længere mod syd drejer en vej til Bøsserup - skolevejen - og til Ryegård, som var en af
Egebjerg sogns bedste garde. - Troldebakken, der lå på gårdens jorder, er fredet.
På det tidspunkt var der fodermester, 2 karle og 2 piger. Husholdningen var jo stor, foruden
folkene, mand, kone og 3 drenge, og i aftægtsboligen mandens forældre, de skulle jo også have
kosten. Der var tit en stor flok får på vejen, når vi skulle forbi til skolen, men det værste var, hvis
nogle af hestene løb løse omkring udenfor gården.
Vi går videre mod Ledstrup by. Landevejen blev for øvrigt asfalteret i de år, ca. 1933-1935. På
højre side ligger to mindre landbrug, som engang er udstykket fra Faurbjerggård. På de tider var
der undertiden mulighed for at supplere indtægten med en mælketur til Sankerbjerg mejeri. Det
var med hestekøretøj og junger, hestene havde man jo alligevel.
Ledstrup by
Derefter har vi landsbysmedjen, nu Egebjergvej 214, hvor skoning af heste optog en stor del af
tiden. Ellers var det almindelige arbejde at hvæsse plovskær, spidse harvetænder, lægge jernringe
om vognhjul og i det hele taget var der meget arbejde ved essen. Det med at svejse, var ikke

noget, man brugte dengang. Der hørte to tdr. land til smedjen, og smeden var forøvrigt en ivrig
jæger. i jagttiden var det almindeligt, at han cyklede til sit revir morgen, middag og aften, så i
den tid, var han ikke nem at træffe.
Bagved smedjen gik der langs med gærdet en sti ind til skoven, hvor den fortsatte. Det var en
genvej, når man skulle gå eller cykle til brugsen i Svenstrup Hestehave. Stien kaldes
Smedelinien.
Bag smedjen lå et hus i skovkanten, Egebjergvej 276. Der boede grønthandleren, som havde bil,
- dem var der ikke mange af dengang. Han kørte fra hus til hus og solgte af årstidens grøntsager:
Tomater, agurker, hvidkål og lign.
Overfor smedjen går en vej til venstre, op over en lille bakketop til Skovsmindegård.
Skovsminde er skovlodden, som har hørt til Graftebjerggård ude i den sydlige del af Ledstrup. I
1870 blev det skilt fra Graftebjerg. På det tidspunkt var der ca.12 td. land jord og 2-3 td. land
skov, som blev skovet og opdyrket. Siden er der købt jord til, både på den ene og den anden side,
så det er blevet til 30 td.land. Der bor Ruth og Thorkild Larsen (1992).
Længere fremme, stadig på venstre side, ligger
Faurbjerggård, med datidens flotte stuehus og
kampestensudlænger. Stuehuset har skifertag,
loftet i stuerne er malet kunstfærdigt, som man
ikke fandt mage til andre steder og det er
bevaret den dag i dag. Faurbjerggård har også
lidt skov op ad Ulkerup Skov.
Hvor Egebjergvej 243 nu ligger, lå tidligere et
gammelt hus, hvor Hansine Jensen boede det
meste af sit liv og levede under fattige kår. Der
var lergulv i huset, klinkefald på dørene og vinduerne sidder højt oppe under taget.
Umiddelbart efter på højre side af vejen, ligger et lille landbrug med en længe, hvor der er stald i
den sydlige ende. De havde en lille lod jord oppe til venstre for Egebjergvej.
Som ekstra erhverv havde konen strikkemaskine, så hun strikkede strømper eller satte nye fødder
i de gamle
skafter.
Manden var den første mælkehandler, der kørte fra hus til hus og solgte mælk fra Sankerbjerg
mejeri.
Det foregik i en varebil, hvor der var lavet to huller i hver side, og inde i bilen stod fire
mælkejunger med hane, der stak ud af hullerne, så han kunne tappe sødmælk, skummetmælk og
kærnemælk i et litermål og derfra hælde op i folks spand eller skål.
Næst efter, på den anden side af vejen, ligger et hus. I de forskellige huse i byen bor jo folk, som
arbejder fast på en gård eller som løsarbejder, arbejder en murermester eller i skoven, med
skovning om vinteren og med plantning, slåning i nyplantninger og lignende om sommeren. Det
er jo en fordel med en skov i nærheden.
Derefter bor urmageren, Egebjergvej 251. Der blev alt repareret, lige fra lommeure til
bornholmere, armbåndsure var ikke almindelige dengang. Det foregik ved skrivebordet i stuen.
Desuden havde han et skur, hvor han reparerede cykler og lavede glarmesterarbejde. Og for at
fuldende alsidigheden havde han lillebil. Det var en Ford HGF. Der var klunkegardiner i
vinduerne. Jo, det var festligt.

Nabo til urmageren var sadelmageren, der sammen med sin søn lavede seletøj til alle de heste,
der var dengang, såvel nyt som reparationer, og i høsten var det også bindersejl, der gik itu.
Møbelpolstring var der også lidt af og stopning af madrasser og tapetsering.
Overfor urmageren lå Gadekærhuset, nu Egebjergvej 278. Der boede en mand, der af og til
cyklede rundt med en grammofon på bagagebæreren og spillede ved dyrskuer og lignende, altså
en slags lirekassemand. Han havde kone og to børn, i det hele taget en særpræget familie.
Et par huse længere fremme ad Egebjergvej – nr. 284 - kommer vi til drejeren, der på sin
træ-drejebænk kunne dreje alt, fra kniplepinde til bordben. Han var også brøndgraver og han
lavede selv posttræer (vandpost) til pumpeværket. Det foregik ved, at han fik nogle træstammer
hjem på ca. 40 cm. i diameter og 3-4 m lange. Der blev så boret et hul på ca. 10-12 cm. igennem.
De var to mand om at dreje boret og der skulle sigtes godt, for at det kom ud i midten af træet i
den anden ende.
Han solgte også tobaksvarer, skråtobak og snus. Et hængeskab i entreen var hele butikken,
desuden var der en dørklokke, der kunne høres i den halve by. Drejerens værktøj står nu på
Stenstrup Museum.
I det næste hus boede der en skomager i 1937.
To huse fremme, nu Egebjergvej 288, boede en til lillebilvognmand, men han havde bil af nyeste
model. Ud for ham, på den modsatte side af vejen, var bybrønden. Dengang havde hvert hus jo
egen brønd, men det kunne ske, at en eller flere gik tør om sommeren, så kunne de hente vand i
bybrønden. Brønden ligger nu under den nye vej.
Efter vognmanden, også på højre side, var der snedkerværksted. Der blev lavet ligkister og
møbler. Den første snedker, jeg husker, lavede fine møbler, men der må ikke rigtig have været
nok at bestille, for de begyndte at lave kulkasser og værktøjskasser i stor stil til et større firma,
altså en begyndende industri. Siden kom en tømrer. Der var vist mere arbejde for ham, med
hestevogne og hjul, der skulle have jernring hos smeden.
Efter et par huse er vi ved den anden smed i byen. En ældre mand, der lavede mindre ting, såsom
et nyt skaft på en greb og lign. - Der skulle blæsebælgen trækkes med håndkraft. Bagest i
smedjen havde en halv snes høns deres tilholdssted, men døren stod altid åben, så de gik og sad
overalt i smedjen. Smeden var en hårdfør mand. Til aften, når han skulle vaskes, tog ham et fad
vand ved pumpen, satte det på ambolten og vaskede sig der, sommer og vinter.
Der var også indleveringssted til fragtmanden, som kørte fra Atterup til Nykøbing en gang om
ugen, med hestevogn.
Efter smedjen går en vej til venstre ned til en
mindre landejendom på Skovlodden, og derefter
kommer Toftegård og Broagergård, hvis
stuehus brændte i 1936 om vinteren. Sprøjten,
der var stationeret i Egebjerg, havde besvær
med at komme frem for sne. Når vi fortsætter
mod Egebjerg, når vi en klynge huse, 6 i alt, der
hvor vejen drejer til Unnerød.
Det ejendommelige er, at de 2 huse hører til
Ledstrup, 2 til Unnerød og 2 til Egebjerg. I de
huse, der hører til Ledstrup, var der tømrerværksted i det ene og børstenbinder i det andet.

Egebjerg Mølles bageri
Så var der Egebjerg mølle med tilhørende bageri og købmandshandel . De kørte brød ud fra hus
til hus med islandske heste. Det var nogle ejendommelige krabater, de havde engang en, der kun
ville gå i venstre side af vejen; der var jo ikke så meget trafik, så det gik alligevel.
Ved Broagergård drejer en vej af mod Sidinge, Lestrupvej, hvor der først ligger to huse. I det ene
blev der flettet kurve af vidjepil om vinteren. Dengang brugte man kurve til næsten alt,
købmandsvarer, brænde, roer, kartofler og meget mere.
Længere derudad kommer Ledstrupgård, Lestrupvej 6, - udlængerne brændte i 1944 -, og ved
den går en vej til Graftebjerggård og Tuemosegård samt til en mindre landejendom, der er
udstykket fra Tuemosegård. De tre gårde er flyttet ud fra Ledstrup for et par hundrede år siden.
Ledstrupgård har ligget på Faurbjerggårds mark, ud mod skoven; de andre ved jeg ikke noget
om.
Det næste vi når, er vejen til Ulkerup Skov, hvor der ligger flere huse og ejendomme. I den ene
boede en tømrer og en anden havde agentur for græsfrø og lign.
Længere mod Sidinge er der tre landejendomme og tre huse. I det sidste, Lestrupvej 1, boede en
børstenbinder, som om sommeren kørte på motorcykel og solgte børster over det halve Sjælland.
Dette tidsbillede af en lille landsby i de år, som dette omhandler, var helt almindeligt - med en
masse små håndværk og tjenesteydelser, hvor hele familien deltog og hjalp hinanden og derved
blev næsten selvforsynende.
Af Ruth Larsen og Eigil Hansen, 1992.
Denne artikel blev første gang bragt i Lokalhistorisk Forenings blad i juli 1993.

Søbjerg Mejeri
I 1882 byggedes det første andelsmejeri i Danmark - i Hjedding i Vestjylland -
og snart fulgte flere efter.
En del landbrugere i den nordvestlige del af Højby sogn besluttede sidst i 1880'erne at bygge et
stort mejeri. Der var valgt en bestyrelse. Mejeriet skulle ligge i Sonnerup og der var købt en
byggegrund på gdr. Niels Larsens mark, ved grøften op til skolelodden. Man begyndte med at
grave en brønd, men da det viste sig at der ikke fandtes vand nok, blev planen om det store
mejeri opgivet, og i stedet blev der oprettet tre mindre mejerier, Stenstrup, Lumsås og
Tengslemark.
Tengslemark mejeri - også kaldet "Søbjerg Mejeri" blev så dannet i foråret 1890, og til
bestyrelsen valgtes fem af områdets gårdmænd, Hans Madsen, Tengslemark Jens Olsen og Niels
Hansen, Nyrup og Jørgen Nielsen og Karl Momme, Klint. Der blev købt byggeplads af Hans
Madsen, Tengslemark, 2 skp. land for 300 kr. og her byggedes mejeriet. Grunden blev lagt af
stenhugger Hans Jensen, Klint, murerarbejdet blev udført af murermester Phil, Nykøbing,
bygningssnedkeriet af snedker Larsen, Nykøbing og tømrerarbejdet af snedker Jakob
Christensen, Nyrup. Mejeriets øvrige montering blev overdraget til jernstøber N. R. Petersen,
Holbæk.
Mejeriet blev ikke færdigt under tag før hen på eftersommeren. Som bestyrer blev antaget
mejerist Hans Christian Petersen fra Stårup; han og hans kone, Ane Marie, som var mejerske,
passede selv mejeriet de første 8 år.
Der blev anlagt to mælkeruter til mejeriet. Den første bestod af Strandvang, Klint og
Tengslemark samt J. P. Schmidt i Nyrup og blev kort af parc. Jens Peter Jensen i Strandvang.
Den anden var Nyrup udflyttere, Nyrup by samt Nyrup mark og kortes af parc. Ole Petersen,
Nyrup. Mejeriet begyndte ikke sin virksomhed før den 4. januar 1891, da en del af andelshaverne
var bundet til en fællesmejerist Christensen på Annebjerggaard til januar. Der var i alt 39
andelshavere med 230 køer. Det første år blev der leveret 918.611 pund mælk og heraf blev
kærnet 32.767 pund smør. Der var mange små ejendomme med kun ganske få køer. Mælken
modtoges ikke på mejeriet, når der ikke var over 6 pund daglig.
Der var jævnlig noget kval med smørproduktionen, især i forårstiden ved tøbrud var det slemt
med vandet. Det var meget sta2rkt svovlet, så* de måtte koge det og skumme al det rode slam af,
for det kunne bruges til smørret, og både trætøj og apparaterne blev til sidst helt røde og
jernrørene fortæredes. Der blev gravet en ny brønd i et hjørne af haven, men da de kom til
sandlaget, sank vandet en alen i den gamle brønd. Vandet var dog knap så slemt i den nye, og det
blev derfor brugt til smørret.
I året 1894 var antallet af andelshavere nået op til 55; men i 1895 blev der uenighed mellem et
par gårdmænd i Nyrup og mejeriet, og det endte med at disse ikke ville levere mælk til mejeriet.
Det blev en langvarig strid der kostede tid og penge. Sagen sluttede først i 1900, mejeriet tabte
sagen og andelshaverne fra Nyrup samt flere andre flyttede til Højby Andelsmejeri, som var
bygget senere.
Der var stadig problemer med vandet, mejeriet måtte køre en petroleumstank fyldt med rent vand
fra Hans Madsens gård, og i stedet fik han så det opsamlede skyllevand.

Efter megen snak frem og tilbage besluttede man i 1899 at få gravet en ny brønd, og brøndgraver
Hans Petersen, Bråde fik akkord på den. Brønden blev gravet oppe på bakkeskråningen af
"Søbjerg". Der blev gravet 20 alen ned og stensat, men der var ikke ret meget vand. Det var
stærkt blåler; derefter blev der gravet i 4 dage også uden resultat. Bestyrelsen havde møde om
middagen og Hans Petersen fik sin betaling, - der var ingen grund til at fortsætte arbejdet. men
brøndgraveren ville nu ikke give op, han foreslog, at hvis han kunne skaffe vand inden aften,
skulle han have 20 kr. mere, og det gik bestyrelsen ind på. Hans Petersen fortsatte så efter
middag; på en gang blev blåleret så hårdt at boret blev vredet i stykker, og sådan gik det også
med det næste bor, han satte på. Han prøvede med et tredie bor og nu lige på en gang sank det en
halv alen ned. Da han trak boret op vældede der ca. to læs grov murergrus op af borehullet. Han
fik travlt med at få bjerget sit værktøj, og så stærkt kom vandet op, at han stod i vand til midt på
livet og på ca. 15 minutter var der 13 alen vand i brønden.
Ja, så nær var mejeriet ved at gå tabt af denne udmærkede brønd; såfremt det havde varet blot to
timer længere, var der sikkert ikke blevet boret mere. Nu havde mejeriet rigeligt og godt vand,
for selvom damppumpen gik uafbrudt i hele døgnet, var der dog altid 11 alen vand. Smørret var
nu også bedre, og de fik det flere gange anerkendt ved de store udstillinger, en gang sølv og to
gange broncemedalje og flere gange hæderlig omtale, skriver Chr. Petersen
Tengslemark mejeri var blevet det mindste mejeri og man kunne ikke regne med at få flere med.
Klintsø havde ikke malkekøer og Nykøbings vestre Lyng ville flere gange med, men blev nægtet
det, da andelshaverne var bange for at mælkekørselen skulle blive for dyr. Og da Højby
Andelsmejeri blev bygget kom beboerne fra Lyngen med til dette.
Mejeribestyrer Chr. Petersen blev i foråret 1904 tilbudt pladsen som bestyrer på "Sankerbjerg"
Andelsmejeri i Egebjerg sogn og 1. oktober flyttede familien fra det lille mejeri i Tengslemark,
der havde været deres hjem i ca. 14 Ar til det større mejeri i Egebjerg.
1. oktober 1904 overtog Chr. Petersens ældre bror, Laurits Petersen, ledelsen af Søbjerg Mejeri.
Ansættelsen gjaldt fra 1. oktober 1904 for et år på flg. betingelser:

Den årlige løn p& 780 kr., endvidere 1 øre for hvert pund smør, som fabrikeres på mejeriet samt
3 pund smør ugentlig til eget brug. Fri lejlighed, salt, soda, lys og varme + 25 øre årlig for hver
ko, der efter optælling er til mejeriet. Mælkeritidende holdes til mejeribestyrerens afbenyttelse.
Til frokost til den årlige kontrollering betaler mejeriet 40 kr. Opsigelsesfristen er fra begge sider
et halvt år til 1. maj eller 1. november.
Laurits Petersen begyndte allerede midt i september, for Chr. Petersen skulle ud omkring på
nogle mejerier, for at sætte sig ind i elektriciteten, som var indlagt på Sankerbjerg Mejeri.
Sankerbjerg Mejeri begyndte sin virksomhed i 1888, og Laurits Petersen var bestyrer der de
første 3 år. Han rejste derfra, for efter bestemmelsen at drage til Ny Zealand som mejerist; men
på grund af hans hustrus tiltagende sygdom, måtte denne plan opgives.
Han var lovet en plads til 4000 kr. i løn og fri station - så det var nærmest den høje løn, der
fristede til at forlade Danmark. Laurits Petersen var født i 1858. I 1877 lærte han mejeribrug på
Nykøbing Vand- og Ismejeri, og blev efter nogle måneders forløb bestyrer der. Senere kom han
til Hostrup Fællesmejeri og var der i 2 år, og han oprettede et fællesmejeri i Gørlev, som han
drev i 3 ½ år.
Laurits Petersen var mejeribestyrer i Tengslemark indtil 1. maj 1925, hvor hans svigersøn, Kristian
Pedersen afløste ham. Kristian Pedersen var født i 1898 i Jyderup (udenherreds). Han var elev på
Englevåd og St. Merløse Andelsmejeri, og han havde været mejerist på andelsmejerierne i Vig og
Jungshoved.
Søbjerg Mejeri blev ombygget og udvidet 1929. Det var brandforsikret for 70.000 kr.. og
ejendomsskylden var 7.000 kr. Der var 79 leverandører med 450 køer, heraf 3 med over 20 køer. Der
produceredes ikke ost på mejeriet, men der var engros salg af ost.
Tiderne ændredes, alt skulle være stort for at kunne være rentabelt. Man begyndte at sammenlægge
mejerierne. Og snart var dagene også talte for det lille Søbjerg Mejeri. 1 1950 ophørte driften og
andelshaverne leverede mælk til bl.a. Stenstrup Mejeri. Søbjerg Mejeri fik en levetid på ca. 60 år, og det
ene familiemedlem afløste det andet ved roret.
Margrethe og Kristian Pedersen købte mejeriet, solgte inventaret og brugte kølerummet til ostelager. Kr.
Pedersen kørte rundt og solgte ost i nogle år. Omkring 1970 flyttede de til Byvænget i Højby, hvor de
faldt godt til og nåede at få mange gode år.
Af Maja Andersen.
Denne artikel blev første gang bragt i Lokalhistorisk Forenings blad i juli 2000.

Brandsprøjten på Odden
Næsten op til slutningen af 1800-tallet var det meget beskedent, hvad man havde
af brandbekæmpelse. Endnu står historien om branden af Odden gamle
præstegård i frisk erindring. Mandfolkene var i marken, og derfor var der ingen
hjælp at hente. Af datidens stråtækte ejendomme drejede det sig om, at man
simpelt hen reddede, hvad reddes kunne; først dyrene, som var en
livsnødvendighed i datidens samfund, og hvis der var tid dertil de mest
værdifulde ting, som ejeren havde.
Den udvikling, som havde fundet sted gjorde, at man ikke ville acceptere tingenes tilstand. Rundt
om på landet var man begyndt at anskaffe brandsprøjter. Det var en vanskelig affære, man
kendte ikke noget til brugen af disse redskaber, og havde meget få at spørge til råds. Også for
kommunerne var det en ganske stor udskrivning, som de fleste sogneråd vred sig ved at skulle
udrede af en slunken kommunekasse.
Gennem nogen tid havde man på Odden syslet med dette problem. Gentagne gange havde det
været oppe på sognerådets bord og vende, men var blevet afvist, under henvisning til, at man
ikke havde de fornødne penge.
Tilbud på brandsprøjte
Også dengang var fabrikanterne ivrige efter at sælge, og på Odden havde man fået tilbud om at
kunne købe en brandsprøjte fra en fabrikant Tildstrøm i Korsgade i København.
Dette resulterede i den lakoniske bemærkning fra formanden, at foreløbig tænkes der nu ikke på
at anskaffe en sprøjte. Denne bemærkning faldt i oktober 1897.
Beslutning om indkøb af sprøjte
Men allerede i januar 1898 bøjer man sig dog for nødvendighedens lov, og vedtager at indkøbe
en brandsprøjte. Men en så stor udgift kunne kommunen ikke bare afholde, man måtte spørge
amtet, om det var i orden, at man anvendte den store sum af 1000 kr. til dette formål. Amtet
svarer, at det for så vidt var i orden, men henviser dog til, at Odden spørger en anden kommune,
som netop havde indkøbt sprøjte. Det var jo muligt, at man der kunne få nogle gode råd.
Vedkommende sogneråd (Bjergby-Mørke)
oplyser på forespørgselen, at de har købt sprøjte
med tilbehør for 1000 kr., at betale ved
modtagelsen, og man anbefaler stærkt, at Odden
køber en tilsvarende sprøjte, hvis man havde
mulighed for at skaffe tilstrækkeligt med vand.
Den omtalte sprøjte var indkøbt netop hos den
fabrikant, der året før havde givet Odden tilbud,
og hvor han anbefaler den som særdeles
velegnet og til en pris af 885 kr.
Den første gang idéen om en brandsprøjte på
Odden bliver luftet er den 16.februar 1893, da der foreligger et tilbud fra fabrikant Poulsen i
Esbjerg. Tilbudet arkiveres med bemærkningen: "Der bliver muligvis engang brug for en

sprøjte". I 1894 kommer tilbud fra Tildstrøm, men også dette henlægges indtil marts 1897, da
man af fabrikanten udbeder sig tegninger og priskurant, samt beder ham om at udpege den
sprøjte, han mener er bedst egnet til Oddens brug.
At Odden sogneråd er betænkelig ved købet skyldes ikke ligegyldighed, men man er netop for
tiden engageret i at skulle bygge hus til den læge, som skal praktisere på Odden, så derfor enes
sognerådet om, at lade sagen hvile indtil videre.
Denne beslutning holdt dog, som tidligere omtalt, ikke længere end til 1898, hvor man vedtager
at købe en sprøjte, dog på fast vogn.
Klemt af økonomien forespørges dog hos
fabrikanten, om det er muligt at få sprøjten med
alt tilbehør for den pris, han har opført i
prislisten nemlig 765 kr. Den 20.februar svarer
Tildstrøm, at han ikke vil anbefale en fastvogn,
men en fjedervogn, som bedre kan tåle kørsel
på Oddens dårlige veje. En sådan vogn kan
leveres for 885 kr., dog uden trykslange.
På Odden enes man om, at der skal indkøbes
sprøjten på fast vogn med en trykslange af hør,
således at prisen bliver 885 kr. Den skal
omkostningsfrit leveres med dampskib til skibsbroen i Nykøbing.
I datiden var en sådan sprøjte ikke en lagervare, men fremstilledes efter ordre, og Odden
sogneråd stiller som en betingelse, at den leveres senest den 1.maj (1898).
Stadig med pengenøden in mente, tilbyder sognerådet at betale med halvdelen ved modtagelsen
og resten til 1.december s.å. Den 4.marts kommer der svar fra Tildstrøm, at han vil levere
sprøjten fragtfrit til Nykøbing for 885 kr., men han ønsker, at der ved modtagelsen betales 500
kr. og resten til 1.december s.å.
Sprøjtehuset
At man er large med leveringstidspunktet skyldes, at man ikke har noget sted at placere sprøjten,
når den kommer, men af korrespondancen fremgår det, at der var tid nok til at bygge
sprøjtehuset. Man rykker derfor den 16.juni for leveringen, og får svaret, at den vil finde sted
snarest.
Det omtalte sprøjtehus findes stadig, det er en del af Oddengraverens residens. Opførelsen af det
er sket på "lånt jord", idet den hverken var blevet købt eller særskilt udmatrikuleret. Historien
bag det er følgende: Man havde funderet over, hvor det kommende sprøjtehus skulle ligge. Dels
skulle det være et centralt sted, og karakteristisk måtte det ikke være for dyrt. Lige efter
kirkegårdsmuren var der en plet jord, som var vanskelig tilgængelig for dyrkning, men man
fandt, at det ville være et passende sted for sprøjtehuset, da det her var nemt at komme til
sprøjten. Man kunne dog ikke tillade sig at bygge på andres jord, og efter mange forhandlinger
nedfældedes den 6.juli 1899 følgende dokument:
"Vi undertegnede Peder Pedersen og Niels Sørensen overdrager herved til Odden kommune den
jord som det nye sprøjtehus er opført på for 30 kr. ,treti kroner, for et tidsrum af 50 år, med

forpligtelse til at lade (kontrakten) forny uden udgift for kommunen. Dersom kommunen fordrer
jorden framålt, må den selv bære udgiften derved.
Heraf fremgår, at kommunen har tilladt sig at bygge på anden mands jord, og først med
ovenomtalte dokument har legaliseret byggeriet.
Sprøjtehuset er på den tid det nyeste byggeri ved kirken. Det materielhus som lå der, var i en så
slet forfatning, at det skulle bygges om, hvorfor sognerådet tillader kirkeejerne, når denne
ombygning sker, at lade den være i forlængelse af sprøjtehuset, så der kunne indrettes latriner.
Selv om man dengang ikke red samme dag som hesten blev sadlet, sker der her noget mærkeligt,
idet amtet den 11.juni 1901 giver sin skriftlige tilladelse til, at den ønskede latrinbygning opføres
ved jordemoderhuset.
Det har tilsyneladende været noget af en belastning at deltage i datidens brandvæsen. Gentagne
gange ser man, at selv de mere estimerede stillinger ikke er attraktive nok, og dem som var valgt
til stillingerne siger fra.
Den 9.december 1898 bliver Peder Pedersen valgt til sprøjtekører. De første brandfogeder på
Odden var: For Overby, gmd. M.P.Nielsen og for Yderby, gmd. M.Christoffer Petersen.
Af Eigil Kjeldsen
Denne artikel blev første gang bragt i Lokalhistorisk Forenings blad i oktober
1993

Arbejdsherberget i Kelstrup/Jyderup
"Arbejde adler" oprettede omkring 1. verdenskrigs udbrud en række arbejdsherberger rundt
om i landet. I 1915 åbnedes et sådant på en gård i Kelstrup hos Camilla og Niels Andersen.
Der kunne landevejens farende svende, håndværkere og andre uden fast arbejde og bopæl få
en seng at sove i og et måltid mad, før de gik videre. Der var mange, der dengang "gik på
landevejen", også her i Odsherred, så folk var glade for at kunne henvise dem til
arbejdsherberget i Kelstrup. Derved undgik man meget tiggeri på gårdene og i husene - og de
professionelle tiggere holdt sig helt væk fra de egne, hvor der var arbejdsherberger.
Herberget hørte under Centralforeningen af Arbejdsherberger i Danmark. Foreningen, som holdt
herberget i gang, omfattede Vig, Grevinge og tildels Asnæs og Asmindrup sogne. I 1925 var der
689 bidragydende medlemmer. Bidraget var 2 kr. årligt. I 1925 var der 324 rejsende, som
overnattede på herberget. Deraf var 140 arbejdsmænd. De øvrige var faglærte, deraf som de
fleste 20 bagere, 24 snedkere og 30 maskinarbejdere. De fleste boede der kun en enkelt nat.
De første år modtog herberget mænd i alle
aldre. I 1922 var alderen på rejsende fra 16 til
82 år. 10 var under 20 år, og 8 var over 70 år.
71 betalte for deres ophold. Resten udførte et
lettere arbejde med at save og hugge brænde.
Senere ændredes reglerne, så ingen, som var
over 70 år måtte bo på herberget, og ingen
måtte bo der for betaling, men alle skulle så vidt
muligt arbejde, undtagen på søn- og helligdage.
Det forarbejdede brænde blev dels brugt på
stedet, dels solgt til private, men den største part blev aftaget af kommunerne.
Juleaften var der altid besøgende på herberget. De ensomme mænd fik en hyggelig og festlig
aften sammen med familien. Traktementet var risengrød og flæskesteg, kaffe med kager,
appelsiner og godter. Og de fik gaver, halstørklæder, vanter, strømper og lommetørklæder. Der
var juletræ, der blev sunget julesalmer og herbergsbestyreren læste juleevangeliet.
Efter nogle år flyttede Camilla og Niels Andersen fra Kelstrup til en gård i Jyderup, og herberget
flyttede med. Det ophørte imidlertid i foråret 1927, og i sommermånederne derefter modtoges
ingen rejsende. Men 1. oktober åbnedes
herberget hos tømrer Alfred Petersen, Jyderup,
(Jyderupvej 9), der var antaget som bestyrer. I
ejendommen var der indrettet velegnede
lokaler. Der var en sovestue med 4 senge og en
reserveseng. Enkelte nætter var der ikke
sengeplads nok, men så blev der redt op på
gulvet i opholdsstuen.
Den første juleaften hos Kamilla og Alfred
Petersen blev der brug for alle sengepladserne,
idet der var 6 gæster. Næste dag ankom der to
rejsende, der havde tilbragt julenat i en stald. Juleaften formede sig som de foregående år på
herberget, med julemiddag og juletræ sammen med familien.

Fra omkring 1930 var herberget lukket i sommermånederne juni, juli og august, men
sognerådene kunne henvise dertil året rundt. I 1930 henviste Vig sogneråd i 4 tilfælde og Asnæs
2. I årets øvrige 9 måneder var herberget besøgt af 420 rejsende. Der blev i årets løb serveret 801
måltider, nemlig 418 morgen-, 3 middags- og 380 aftensmåltider.
Herberget er for længst lukket, det er nok kun de færreste, der husker det, men måske er der
gamle mænd rundt i landet, der mindes opholdet der.
Af Maja Andersen.
Denne artikel blev første gang bragt i Lokalhistorisk Forenings blad i januar
1998.

Høsten før mejetærskerne
Så er høsten kommet i hus. Med alle nutidens maskiner og hjælpemidler kan høsten klares i
få arbejdsgange og med få mennesker. - Vejret kan dog stadig trække arbejdet i langdrag.
I tidligere tider var høsten anderledes lang og besværlig. - Det var håndens arbejde. Man var
flere om arbejdet. Man skulle have fat i kornet mange gange, før man nåede så vidt, at det
tærskede korn kom ud af maskinen - og man kunne måle udbyttet og se resultatet af årets høst.
Men alligevel var høsten årets højdepunkt. Det var afslutningen på årets arbejde, og man var
glade og taknemmelige, når lofter og lader var fyldt op.
Thorkild Rasmussen, Svenstrup Hestehave, der er født i 1911, fortæller om høsten og
tærskningen, dels da han var dreng og senere som voksen, hvor han kørte rundt og tærskede for
folk. Thorkild Rasmussen er vokset op på et husmandssted, de havde 4 køer og en hest. Fra han
var 11 år, var han ude at tjene om sommeren. Hans far havde noget arbejde udenfor hjemmet.
Han var altid på gården "Birket" i høstens tid, hvor han satte stakke. Om vinteren var han med at
tærske dernede, det var med et rigtigt stort tærskeværk og med lokomobil.
Traktorfører
Thorkild Rasmussen arbejdede en del år i tørvemosen, men når høsten var i gang, tog han hjem
for at tærske. Han kørte som traktorfører i 22 år. Det var sæsonarbejde, der gik 5 til 7 uger,
ligesom vejret var til. Der fulgte to faste mand med tærskeværket, traktorfører og ilægger. Der
var ingen fast arbejdstid. Tærskeværket blev som regel flyttet til et nyt sted om aftenen eller
natten og stillet op, så man kunne gå i gang med arbejdet kl. 7 næste morgen. Men traktorføreren
og ilæggeren måtte begynde dagen et par timer før resten af mandskabet kom, så det hele kunne
stå klar. Især under krigen, hvor man fyrede med brænde i en gasgenerator - en høj kakkelovn,
der sad på siden af traktoren - var der meget at gøre. - Når arbejdet sluttede om aftenen og man
forlod traktoren, blev der lukket helt til for fyret, så der ikke kunne ske noget i 1øbet af natten.
Så det første, der skulle gøres om morgenen, var at rense ud af kakkelovnen. - Og så skulle der
fyres op igen. Man fik 5 1 benzin om ugen til brug for start af traktoren. Der var ikke selvstarter,
det var håndsving, man skulle bruge. Man fyrede med generatorbrænde, nogle klodser, der blev
lavet nede på "Brændepladsen" under krigen.
Når så traktoren var i gang, remmene til
tærskeværk og halmpresser var sat på og alt var
smurt, kunne de to mænd gå ind og få
morgenkaffen, inden de andre kom.
Dagen igennem var der nok at gøre. Det var
traktorførerens ansvar at alt fungerede. Der
skulle stadig fyres for at holde ilden vedlige og
stødes i brændet, så tærskningen kunne foregå
støt og roligt, og smørekanden skulle bruges
flittigt. Under krigen kunne man ikke få rigtigt
høstbindegarn. Man havde i stedet noget
papirgarn, og der var tit besvær med at knytteren på halmpresseren ikke virkede, så halmen kom
løs ud i stedet for at blive bundet i knipper.

Tærskning = Høstgilde
Thorkild Rasmussen fortæller, at tærskningen på de mindre ejendomme nærmest var som et lille
høstgilde. Der var 10-12 mand i arbejde og lige sådan til måltiderne. Pladerne måtte sættes i
bordet i stuen, så der kunne blive plads til alle. Og de fik gildesmad hver dag.
- Man kan få så meget god mad, at man bliver træt af det, sagde han. En aften stillede han
tærskeværket op et sted, hvor han var godt kendt. Konen var ude for at fange hanekyllinger til
middagsmaden næste dag. Han foreslog, at hun skulle lade kyllingerne være og i stedet give dem
kartofler og stegeflæsk med persillesovs og så en gang vandgrød med æbler til middag. Jamen,
det kan jeg da ikke give de andre, det er jo hverdagsmad, sagde konen. Men Thorkild sagde, at
kunne de ikke spise det, så kunne de gå hjem hos dem selv og spise. - De fik stegt flæsk med
persillesovs næste dag.
Da mejetærskerne kom, holdt Thorkild
Rasmussen op med at køre med tærskeværket,
men han har tit savnet arbejdet.
At "damptærskningen" til tider kunne være lang
og besværlig, fortæller min mormor om i et
brev til min moster, som på det tidspunkt ikke
var hjemme på gården:
”4. oktober 1918
... Så blev vi da endelig færdig med at tærske. Du kan tro, det var drøjt, sikkent slid. Vi fyrede op
fem gange. Havde mandskabet til morgenkaffe, frokost og kaffe fem gange, middagsmad tre
gange og aftensmad to gange, kaffe hver aften og chokolade den sidste aften. De fik sild og
stuvede kartofler til frokost, naturligvis tillige med smør, brød og pålæg og kaffe. De to middage
fik de oksesteg og æblegrød. Den ene, medisterpølse og rødgrød. Den ene midaften varme
frikadeller, kartofler, sovs og kål, den anden steg i sovs og kartofler.
Du kan tro, det var noget, de kunne lide. Nå, nu er vi jo kommen over det, men det er besværligt
med sådant et vejr.
Alligevel må vi sige Gud ske Lov og Tak for den gode høst. Vi har jo 60 store sække sæd mere
end i fjor, det har meget at sige i disse tider.”
Af Maja Andersen.
Denne artikel blev første gang bragt i Lokalhistorisk Forenings blad i oktober
1994.

"Man kan jo ikke være bekendt at tage mere for
det sandjord."
Svend Åge Jørgensen (født 1922) har flere gange afleveret arkivalier fra sin
slægt og "Lynggården" i Stenstrup. Materialerne er et glimrende billede på dels
en slægts historie, dels en historie om husmandsstedet, der voksede - og som
endte sine dage som sommerhusgrunde. Svend Åge har i dag sommerhus på
Lynggårdens jord.
Lynggården
Lynggården ligger midt i et sommerhusområde på Jættestuevej 15 med matrikelnummer 6aq.
Svends oldeforældre - Anders Jensen (1837-1885) og Maren Sofie Christiansdatter (1838-1924
eller 1925) byggede "Lynggården" matr. 6 b i Stenstrup i 1860'erne. Gården blev etapevis
udbygget - efterhånden som der var penge til det.
De fik en datter - Maren Andrea Jensen (1863-
1946), der i 1882 giftede sig med Hans Chr.
Nielsen (1862-1933), og de overtog
Lynggården i 1886 - og Maren Sofie blev
boende på aftægt. Maren Andrea og Hans Chr.
fik fire børn (Anders, Ingeborg, Anna Marianne
og Else) og foruden arbejdet med at drive
gården, var Hans Christian og Maren også
værtspar ved Stenstrup Forsamlingshus i en
periode.
Peter Jørn (Niels Peter Jørgensen)
Datteren Anna Marianne Nielsen (1892-1963) giftede sig med Niels Peter Jørgensen - kaldet
Peter Jørn - (1885-1979), og i 1926 skete der endnu et generationsskifte- Anna Marianne og
Peter Jørn overtog Lynggården og nu var det. Marens og Hans Christians tur til at blive boende
på aftægt. Inden salget havde Hans Christian solgt den bedste jord fra, og det gjorde gården
mindre rentabel. Anna Marianne og Peter Jørn fik tre børn - Svend Åge, Kjeld og Hans Peter
Lynge.
Børnene kom ud at tjene efter konfirmationen. Svend Åge blev elev
på et hønseri, men da læretiden næsten var slut, begyndte krigen,
og han blev smidt ud. Efter at have tjent bønder et til to år, fik han
arbejde i en radioforretning i Højby og var der til krigens slutning,
hvor han blev soldat på Ringsted Kaserne. Efter et højskoleophold
flyttede han til Ringsted og fik arbejde hos en grosserer i
reservedele, og denne branche blev han i frem til pensionen.
Salget af Lynggården
Hjemme på Lynggården havde Peter Jørn før krigen solgt en enkelt
grund fra til en Sønderlund, og inden han solgte ejendommen i
1961, havde han solgt en 5-6 grunde fra for 35 øre alen - "man kan
jo ikke være bekendt at tage mere for det sandjord", mente han.

Svend Åge og hans to brødre vil gerne købe gården af faderen og så udstykke grunde derfra, og
en tømrer har i samarbejde med Svend Åge planlagt, hvordan de kan bygge sommerhuse på de
udstykkede grunde og sælge dem med hus på. Men faderen vil ikke sælge til brødrene, så deres
planer bliver ikke realiseret - de får dog lov til at få en grund hver.
I 1961 sælger Peter Jørn så ejendommen til en
ukendt køber, som i løbet af få år udstykker en
del af jorden til sommerhusgrunde - og det er
en god forretning.
Peter Jørn og Anna Marianne flytter til
Stenstrup, hvor sønnen Kjeld har købt huset
ved siden af Stenstrup Museum. Huset
indeholder to lejligheder, og forældrene
bosætter sig i den ene.
En del af Lynggårdens inventar ender på Stenstrup Museum bl.a. et stueur, et barometer, en
ponyvogn, en pibe og diverse porcelæn. Stueuret og piben indgår i dag i udstillingen.
Birgit og Steen Bork køber i 1962 Lynggården, der får matrikelnr. 6aq. Familien Bork
restaurerer i løbet af en årrække Lynggården med nænsom hånd, og den er i dag erklæret
bevaringsværdig, fortæller Steen Bork, som er arkitekt.
Svend Åges sommerhus
Svend Åge bygger sammen med en ven, der er tømrer, sommerhus på sin grund på Jættestuevej
32 - matrikel-nummer 6n. De bygger huset i elementer, som de får fragtet op til grunden, og i
løbet af få dage er huset rejst og indflytningsklart. Svend Åge bruger stadigvæk sit sommerhus,
og der er ikke foretaget de store ændringer - der er indlagt vand, men ikke el.
Af Svend Åge Jørgensen og Charlotte Stoltenberg.
Denne artikel blev første gang bragt i Lokalhistorisk Forenings blad i april 2002.

Efterskrift
Dette lille hæfte blev oprindeligt udgivet som jubilæumsskrift for det daværende
Trundholm Lokalarkiv, som i november 2002 havde eksisteret i 25 år.
I den anledning samlede vi et lille udvalg af de mange spændende artikler, som
gennem årene er bragt i Trundholm Lokalhistoriske Forenings medlemsblad – som
nu hedder ”Nøglen”.
Jubilæumsskriftet foreligger hermed i lettere redigeret udgave i elektronisk form.
Både papirudgaven fra 2002 og nærværende udgave er redigeret af bibliotekar og
lokalarkivar Kim Mariegaard.
Januar 2011